Læsetid: 3 min.

I skyggen af et tabt årti

Den traditionelle kritiske offentlighed har spillet fallit. Og et demokrati uden kritisk selvregulering er ikke en tilstrækkelig betingelse for en retfærdig politik
15. februar 2010

Mens præsident Obama med besvær forsøger at kæmpe sig ud af skyggen fra Guantanamo, kan jeg som naiv betragter af verdenspolitikkens mysterier ikke slippe det foregående årti af tankerne; tanker der fylder mig med både afsky og forundring. Afsky over den politik den vestlige verden har ført i demokratiets navn - uretfærdig krig, sofistisk legitimeret tortur, undergravning af basale borgerrettigheder ( '24-årsreglen', 'Lømmelpakken'), o.s.v., o.s.v. Forundring over den totale mangel på bred, folkelig protest mod denne politik. For man lytter her to fejlslåede krige og et fejlslået integrationsprojekt senere stadig forgæves efter et rungende: hvad sagde vi! Måske fordi der aldrig var nogen, der sagde noget. Men hvem burde have protesteret? Man kan i hvert fald tage fat på tre grupper, der har svigtet deres kritiske rolle: Kunstnerne, medierne og venstrefløjen.

Der har været en del modstand mod den ovennævnte politik blandt kunstnere, men ud fra en samlet betragtning har den været spredt og ret tandløs. Måske går kunstnerisk modstand mod for eksempel tortur in and out of style - i modsætning til torturen selv, der altid er på mode. Måske kan den vakte patos vanskeligt veksles til handling. Som Vonnegut skrev, kan kunsten ændre lige så meget på verdens uretfærdigheder som en vaffelis kastet fra en trappestige. Lad mig derfor haste videre til medierne, den såkaldt fjerde statsmagt.

Venstrepressens død

Mediernes svigt af deres kritiske rolle har været noget nær total. Det er en international tendens, men det har stået særdeles slemt til i Danmark. I modsætning til f.eks. USA, hvor man stadig har det gamle arbejderblad the Nation eller i England the Guardian, er den venstreorienterede presse i Danmark død. Derfor er det også kun gennem læserbreve og kommentarer, at man kan støde på klar venstreorienteret argumentation. I avisernes ledere og analyser leder man forgæves efter andet end den liberalt-borgerlige tankegang (med en enkelt hæderkronet undtagelse, Informations egen Georg Metz). Vi er således endt med medier, der i forhold til for eksempel terrorproblemet er blevet meget lig de militære efterretningstjenester, hvis rolle er at diagnosticere sig frem til et korrekt trusselsbillede (i øjeblikket er der for eksempel ifølge The Economist fare på færde i Yemen). Noget ønske om at analysere sig frem til dybereliggende politiske, sociale og historiske årsager til terrorisme har efterretningstjenesterne naturligt nok ikke, men at medierne frivilligt vedbliver på samme analyseniveau er en kilde til undren. Men måske er det ikke mediernes rolle at føre politik, måske skal vi kigge på venstrefløjen?

Mere demokrati

Det er sandelig ikke noget kønt syn ude på venstrefløjen. Med hensyn til den akademiske venstrefløj, så blev den på trods af i årtier at have distanceret sig fra østblokkens regimer brudt ned sammen med Berlinmuren. Frem af murbrokkerne voksede en generation af nihilistiske Foucaultianere - i deres jagt på et decentralt magtbegreb forsvandt magten helt ud af syne for disse tænkere. I år 2001 var både mennesket og staten for længst forvist til samme gravplads som Gud. Dette var også en tid hvor gode gammeldags højredominerede nationalstater påbegyndte et godt gammeldags imperialistisk røvertogt i den tredje verden. Men den akademiske mode er løbet fra den slags banale genfærd, og hvad er der så tilbage? En populist som Søvndal, fra et SF der mistede sjælen, da de indgik kontrakt med DF om at forsvare 24-årsreglen, og som nu løber om kap med Pia Kjærsgaard om at nedgøre en religiøs minoritet, som bestemt ikke mangler skælud i mediebilledet.

Den sørgelige konklusion må være, at den traditionelle kritiske offentlighed har spillet fallit. Og et demokrati uden kritisk selvregulering er ikke en tilstrækkelig betingelse for retfærdig politik. Dette gælder ikke bare i pseudodemokratier, for det er netop med oprindelse i fuldblods, vestlige demokratier som de skandinaviske, hollandske og amerikanske, at nogle af det foregående årtis værste uretfærdigheder er begået. Disse uretfærdigheder bliver forstørret så meget mere, fordi vi kunne forvente bedre af disse stater og befolkninger - af os selv!

Løsningen på demokratiets problemer vedbliver at være mere demokrati. Men det vil kræve et radikaliseret, direkte demokrati, hvis vi skal komme ud af de nuværende magthaveres vold og ind i en ny og mere menneskeværdig fremtid.

Martin Mose Bentzen er ekstern lektor, Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Blot en subjektiv kommentar, et bestemt indtryk: Kritikken har bl.a. mere eller mindre fejlet, idet netop den kritiske distance har præget den.
Det har væert utrolig magtpåliggende ernten at stille sig udenfor, eller at "hæve sig over" eller tage afstand. Men så er vel afstand sådan set også hvad man vinder.
Og sådan er det stadig: kritisk afstandtagen, afsky, "anstændig" distance, men ikke mange positive alternativer.

Peter H. Hansen

Til Martin Bentzen..

DER blev protesteret måske ikke på det BORGERLIGGJORTE, RUC men mange andre steder fra. Jo, der var (og er) en venstrefløj der også protesterede, ANTIFA, DKP, KPiD, DKP-ml, Enhedslisten, Folkebevægelsen mod EU og andre formulerede protester mv,

Men protesterne blev indhyllet i støvet fra 11.9.2001 da de også borgerlige danske medier, herunder DR og TV2, ikke ville lytte til protesterne! Kunne man tillade sig, at kritisere USA bare fordi de invaderede IRAK der jo havde "masse-ødelæggelses-våben".

DERFOR tager du fejl: der er en venstrefløj, svag, splittet og svækket. Men, JO, partiet SF er IKKE med på "Fløjen". I 1993 da de sagde ja til Maastricht var det slut her.

Skal DANMARK ikke forsumpe HELT må der et reelt folkeligt oprør til. Bakket op af bl.a. fagbevægelsen der snart vil blive hårdt presset mht løn og arbejdsvilkår.

Faktisk synes jeg det danske demokrati fungerer fint - og medierne er da bestemt ikke skånsomme over for politikerne (uanset partrifarve).

At ens egne ideer ikke har støtte i et flertal behøver bestemt ikke at betyde, at demokratiet er utilstrækkeligt - det er sådan noget facister og gamle venstrefløjs ideologer kan finde på at sige, for at undskylde , at de gerne med magt vil pådutte flertallet noget, som flertallet ikke vil vide af.

Danmarks "magthavere" har faktisk siden den almindelige valgrets indførelse været i overensstemmelse med folkets vilje - somme tider stemmer folket til den røde side og til andre tider til den blå side.

( Der er nogle minoriteter på yderfløjene, som aldrig har en jordisk chance i et demokratisk system - og det er ikke en demokratisk fejl , men folkets sunde fornuft, der afviser ekstreme og fortænkte tåbeligheder.)

P t har vi en blå blok , som regerer Danmark, og den har vundet 3 valg i træk - så folket ved hvad de har stemt på - ingen er blevet "snydt".

Næste gang bliver det måske rød blok eller noget hen over midten som danner regering - det op til folket at bestemme på valgdagen.

Den almindelige vælger er bestemt lige så indsigtsfuld som artiklens forfatter - så bare tag det roligt , selv om vælgerne skulle vælge noget, som nogen af os ikke synes om - det er demokrati.

Det bliver "spændende" at se, om samtlige reklamebureauer, alle aviser, Information desværre nok ikke undtaget, alle TV-stationer, ikke mindst de to public service-stationer og alt hvad der kan opdrives af eksperter, forbilledpersoner og kendte kan give Lars Løkke Rasmussens den valgsejr, erhvervslivet og Overdanmark desperat får brug for, hvis generalløjtnant Hillingsøe vil undgå Villy Søvndal som forsvarsminister. Situationen er besynderligt nok den samme i det øvirge Europa, åben kamp mellem Elite og befolkning.

Peter H. Hansen

Hvorfor forholder Robert Kroll sig ikke til hvorfor, at DK gik i krig i Irak og Afghanistan?

Hvorfor har den danske regering VK og DF ikke igangsat en undersøgelse af Irak krigen mv. når man har gjort dette i UK?

Citat: "Løsningen på demokratiets problemer vedbliver at være mere demokrati. Men det vil kræve et radikaliseret, direkte demokrati, hvis vi skal komme ud af de nuværende magthaveres vold og ind i en ny og mere menneskeværdig fremtid"

Hvorfor står man mon tilbage med følelsen af at forfatteren lynhurtigt vil være klar til at ændre mening på det område?

Måske allerede efter det allerførste eksperiment med det direkte demokrati, hvor flertallet vedtager en lov om forbud mod [indsæt selv mulige scenarier]

Steen Erik Blumensaat

A Huxley frygtede dem , der ville give så meget ( informationer), at vi henfaldt til passitivitet og egoisme. Huxley var bange for at sandheden ville drukne i et hav af ligegyldigheder.Huxley frygtede for at vi ville blive en kedsommelig kultur, kun optaget af føleri og materialisme og overfladisk ævl.
Og vi overså menneskets grænseløse trang til adspredelse, underholdning og forlystelser.

Festen i den gyldne kalv går lystigt videre, lykkepiller, nerveberoligere, muskelafspændere og andre sjove stimulanser sørger for at dødedansen bliver så festlig som muligt.

Frej Klem Thomsen

En meget rammende analyse af den mildest talt nedslående situation i DK anno 2010. Krolls kommentar, hvor den udbredte forestilling luftes at periodiske valg er både tilstrækkeligt for demokrati, og det vigtigste gode demokratiet bibringer, understreger hvor langt vi er fra den kritiske offentlighed som Mose Bentzen efterlyser. Uden en basal forståelse i den brede offentlighed af hvad demokrati er, og hvorfor det er ønskværdigt, så får det svært ved at realisere sit potentiale. Men det er endnu en diskussion som druknede i 00'ernes neokonservative projekt.

Men jeg er enig med Hansen i at Mose Bentzen undervurderer venstrefløjen. Kritikken trives i bedste velgående både i den akademiske verden og på den egentlige politiske venstrefløj (som SF ganske rigtigt har forladt, for at blive socialdemokratiet, nu hvor S heller vil være Centrumdemokrater). Til gengæld synes jeg hans kritik af medierne forbliver overfladisk. Vi har stadig til gode at få en offentlig diskussion af, og en forståelse for, dels hvor vigtige mediernes rolle i vores samfund er, og dels hvor skrøbelige de viste sig at være overfor den kombination af informationsglobalisering, økonomisk imperialisme og koncentreret politisk propaganda (også kaldet "spin") som begyndte i 90'erne. Man kan håbe at en ny regering viser sig robust nok til at tage fat på så ømtåleligt et emne, dels for at rette op på den skade VKO har forvoldt, og dels for at sikre en kritisk presses eksistens også i fremtiden.

Niels-Simon Larsen

Efter læsningen af artiklen, tænker jeg: ”Hvad er det for et samfund Martin Mose Bentzen, vil frem til?”
Intet er lettere end at kritisere det bestående, så jeg kan da godt give forfatteren ret i hans kritik, men vi er tilbage til grundtraumet: ”God kritik, luftigt alternativ”.
Nu vil jeg ikke gøre skarn uret, for de sidste tre ord hedder: ”… mere menneskeværdig fremtid”. Fint, men hvem er uenig med forfatteren i det? Fra højre til venstre vil man skrive det på valgplakaterne.
Jeg må give Kroll ret. Vi har det, som vi ønsker. Det eneste, der bekymrer mig er den sorgløshed, der er for fremtiden. Vi lever stort set, som om vi havde masser af tid til at vende skuden. Det har vi ikke.

mariann offersen

Hammergod artikel! Flere af den slags i Information.

Kroll skriver;

"P t har vi en blå blok , som regerer Danmark, og den har vundet 3 valg i træk - så folket ved hvad de har stemt på - ingen er blevet “snydt”.

Mon alle var klar over skabelsen af det store underskud på statsbudgettet?
Mon alle var klar over den rette begrundelse for Irakkrigen?
Mon alle kunne gennemskue konsekvenserne af kontrolhelvedet i den offentlige sektor? Folkeskolen, sugehusene..
Mon alle kan gennemskue hvad markedsgørelsen af sygehussektoren fører til?
Og så videre..

Regeringen råder vel for pokker over eksperter der ved lidt mere end den almindelige vælger, nogen har vel vidst noget!!

Kommissioner er blevet nedsat, - javel. Den dag de fremlægger deres forskning bliver den så forkastet f.eks af en alvidende eks. statsminister AFR., som nu gud hjælpe mig besidder en international toppost!!

Den almindelige vælger indsigtsfuld? Ja, men så lad ham da stemme om Danmarks forsvarspolitik!

Der er i hvert fald et område, hvorpå han eller hun ikke er indsigtsfuld, og det er jura. 2000 års kultur arvet fra romerne er spildt. Dødsstraf til pædofile og mere lempelige beviskrav ved særligt upopulære forbrydelser ...

Man kan indvende, at når den almindelige vælger ikke længere stemmer på DF, men stemmer på SF, så er han pludselig blevet kompetent og indsigtsfuld nok i venstrefløjens øjne til at få mere indflydelse og deri se en mangel på logik. Farcen er dog lige grotesk på begge sider af det politiske spektrum, som Fogh har opdelt i Rød og Blå, hvorved demokratiets idé egentlig er saboteret og alt er et spørgsmål om magt og spin doktorer, der kan skaffe stemmer.

Det kunne være spændende at høre de forskellige politiske partiers holdninger til at at befolkningen ikke længere kan debattere på dr.dk.debat. Allernådigst kan vi få lov til allernådigst at debattere madordning i børnehaver, kødklister og forældremødet forleden..
Gad vide hvem som besluttede at den fri debat på DR skulle nedlægges???

Knud Helmer Andersen

@Robert Kroll.

"Robert Kroll siger:
Faktisk synes jeg det danske demokrati fungerer fint - og medierne er da bestemt ikke skånsomme over for politikerne (uanset partrifarv"
.
Mener du da ikke at TV2 masivt Farvoriserer regeringen og især Venstre?

Og at DR. med tilbageholdelse af vitale oplysninger. Der evt. kunne rense det udenrigspolitiske nævn. Og være en voldsom belastning for forsvarsministeren og ja regeringen.
-- Ikke tilsidesætter sin pligt til at oplyse folket, for beskytte regeringen??.

Finder du det, demokratisk problemfrit at den trykte presse næsten 100%, ejes og styres af de borgerlige??.

Og er der , for dig, ikke noget demokratisk underskud i og med. At VK&O ikke har vundet de tre seneste valg, på deres politik.
Men alene ved hjælp af den rå kapital, investeret i valgkampe??.

Er det ikke reelt ikke det, man kalder for markedsdemokrati.

Personligt foretrækker jeg, demokratisk folkestyre.

MVH
KHA

Martin Mose Bentzens analyse rammer præcist.

Det er da et stort demokratisk problem at der er så få kritiske stemmer tilbage, der kan høres, at de kan tælles på en måske to hænder.

P1 er udsat for en stadig forfladigelse og forringelse. Resten af DR fungerer som mikrofonholdere for det borgerlige Danmark, nu med indslag af kvindelige præster.

Men Den2radios 'Danmarks Løver' holder fanen højt. Her bliver kritikken udfoldet. Desværre er der jo nok ikke mange såkaldt 'almindelige danskere' - jeg hader det udtryk - som hører det.

Efter VKOs og den ukritiske presses indoktrinering gennem snart 10 år - og med en slap opposition - hvor skal vælgerne så få argumenterne til et oprør fra.

Selvom det efterhånden burde være gået op for de fleste, at VKO fungerer ved at O tager sig meget dyrt betalt med krav om stadige stramninger på udlændingeområdet for at holde hånden over en uduelig, skandaleramt og korrupt VK-regering, der samtidig lukker kæften på folk med skattelettelser.

Måtte skamløshedens, kynismens, uretfærdighedernes og antidemokratismens tid snart være forbi, så det igen bliver muligt at være stolt af sit land.

Søren Kristensen

Hvad hjælper demokrati, hvis folket tager fejl? Nej vel, men alternativet er dog værre. Med det trusselsbillede der dukkede op efter 2001, er der sådan set ikke noget at sige til at det hele gik op i limningen for venstrefløjen og sådan set også for højrefløjen, viser det sig. Foran ligger det store reparationsarbejde og det komme vi nok til at gøre i fællesskab. For nu at være lidt fremadrettet, selv om artiklen går den anden vej.

Søren Kristensen

Det trusselsbillede der "dukkede op" blev skabt for øjnene af os.
Der gik tror jeg, mindre end en time så var det nye buzz-word - War on terror.
Uden at forklejne den daværende præsidents evner, tror jeg ikke jeg støder nogen ved at sige, at nogen retorisk havørn var han jo ikke.

Men hele kampagnen af krigsliderlighed og angst i den vestlige verden gik under mantraet "War on terror" der altså var orkestreret og lagt på skinner inden støvet havde lagt sig i New York.
Det havde Bush d.y. ikke selv fundet på. Ikke engang overskriften...

Slettet Bruger

Den almindelige danske vælger som indsigtsfuld og oplyst?

Der stemmes vist hovedsageligt i forhold til nogle personer, retoriske forsimplinger, stemninger og billeder som formidles i TV etc. Omkring valgene indsnævres det til enkeltsager, hysteri, hetz med finansierede kampagner og optræden som handlede det om dansekonkurrencer og fodboldkampe. Efterfølgende er der formodentligt rigeligt med tilbagebetaling til rygklappere eller økonomiske og politiske interessenter i baglandet, mere spin og den kritisk journalistik skal man i det hele taget zappe længe efter. Også fraværende under Irak optakten i øvrigt. Bedre bliver det ikke med seneste eksempler i forsvaret, og når forhold som den slags ikke kommer frem i tide, hvor meget andet er så ikke også fejet ind under gulvtæppet i de lukkede mediefamilier. Gårdsdagens TV avis handlede f.eks. ikke politiske om problemer men om katastrofer. Det er det sædvanlige med kriminalitet, pop og vejrudsigter. Hvad kan man så stemme om.

Peter H. Hansen

Til Tove Lodal:

Du får IKKE et andet, helt andet DK, uden
en revolution.. Tror du at VKO, Løkke, A.P.Møller, DI, DA og de andre gir sig uden kamp?

Peter H.H.

Nej selvfølgelig gør de ikke det, men uden kritisk journalistik og en oplyst befolkning går det slet ikke - heller ikke revolutionen ;-)

Knud Helmer Andersen

"Chris Henriksen siger:
Alle antidemokraterne kommer sandelig til orde!".

Hej Chris-
Helt uden at jeg føler mig som antidemokratisk. Kunne jeg da godt tænke mig at vide, om det er undertegnede, eller Robert Kroll, som du hentyder til.

Hvis det, mod forventning, skulle være mig, så vil jeg da gerne forsvare mig.
MVH
KHA

Niels-Simon Larsen

Nogle beklager sig over medierne. Det er let nok, men ærlig talt: Deadline er min nr. 1 og nr. 2 bliver TV2 NEWS.
TV2 burde vel ikke kunne frembringe noget mindre poppet end DR1, men det er tilfældet. NEWS giver folk ro til at forklare sig og går i dybden.
DR2 med en masse gode udsendelser kan man da heller ikke tillade sig at græde snot over, hvis man har set lidt tv i udlandet.