Kronik

Den ubrugelige danske drøm

Statsministeren efterspørger en 'dansk drøm', men drømme har vi haft nok af. Løsningerne på den lange række af forestående politiske opgaver skal vi ikke drømme os til. I stedet skal vi lære at leve i nuet
Dansk Folkeparti har forstået, at der ikke er behov for drømmerier, men derimod skal vi leve i nuet og i det nære. Men svarene partiet tilbyder er for snævre, skriver dagens kronikør.

Dansk Folkeparti har forstået, at der ikke er behov for drømmerier, men derimod skal vi leve i nuet og i det nære. Men svarene partiet tilbyder er for snævre, skriver dagens kronikør.

Claus Fisker

20. februar 2010

På Venstres landsmøde sidst i november lancerede Lars Løkke Rasmussen en ambition om at 'tale den danske drøm frem, sætte ord på'. Tanken bag ambitionen syntes både at være, at vi ville have godt af at have en dansk drøm - ligesom de i Amerika har en drøm - og at denne drøm egentlig allerede findes, men bare ikke rigtig er blevet artikuleret. Løkkes forsøg var sådan lidt prøvende, han læste op af ting, han havde fundet på nettet, og mest af alt lignede det en venlig invitation til selv at tænke med over spørgsmålet: Hvad er den danske drøm? Nærværende kronik er således et forsøg på en refleksion over dette spørgsmål.

Jeg vender tilbage til spørgsmålet om drømmen om et øjeblik. Men lad mig først pege på hvilken særlig politisk situation, vi må befinde os i, når statsministeren i fællesskab med os alle sammen vil prøve at tale en drøm frem. Når han ikke bare fortæller os, hvad han eller hans parti vil, må det skyldes, at vi er i en situation, hvor de traditionelle politiske drømme er overstået. Vi må være i en situation, hvor alle parter er så nogenlunde enige om samfundsmodellen, at vi i fællesskab, på bagkant af modellens udvikling, kan prøve endnu engang at tænke igennem, hvad det egentlig var, vi ville med det hele. I hvert fald må statsministeren mene, at dette er situationen givet hans åbne invitation. Og hvis læseren vil gå med på den tanke, at statsministeren har ret i denne vurdering af situationen, vil jeg til gengæld forsøge at pege på et par konklusioner, hvori han tager fejl.

Drømmeløs tilstand

Løkke tager først og fremmest fejl, når han mener, at vi overhovedet skal have en drøm. Han ser måske rigtigt, når han ser, at en dansk drøm ikke er formuleret - sådan som en amerikansk drøm er det - men når han så konkluderer, at dette er en mangel,og at vi hellere må prøve at formulere drømmen, tager han fejl. Det er en god ting, at vi ikke har en dansk drøm. Og det der måske ved første øjekast ligner en trist og stagneret situation - den nuværende politiske konsensus - kan vise sig at være en længe ventet mulighed. Efter mere end et århundrede med store politiske drømme og oppositioner er vi måske nået til en situation, hvor vi igen har muligheden for at leve drømmeløst. Det vil sige: Leve sådan,som vi egentlig hele tiden, om end ubemærket har gjort det, mens de politiske drømme har levet deres liv og nået deres resultater.

Hvad sker der i et samfund, der efter en tidsalder med store politiske drømme skal til at leve drømmeløst? Der kan vel ske to ting. Enten kan samfundet drømme videre, som om intet var hændt. De store og politiske drømme, som man hidtil havde beskæftiget sig med, er der måske ikke længere, men så kan man jo bare drømme videre om alt muligt andet. Og fordi man ikke længere har nogen klar målestok for vigtighed; et større projekt, som drømmene kan holdes op imod, ender man gerne med at drømme uendeligt meget om uendeligt lidt. Eller 'drømme' er måske endda for stort et ord, for man drømmer ikke rigtig om noget, man går bare uendeligt meget op i uendeligt lidt. Vinder statsministerens kone en dansekonkurrence? Hvilken farve har hans cykelshorts? Og hvem er venner med hvem på Christiansborg? Hvilken ekspert kan fortælle os det? Og hvem er mon venner med eksperten? Der er lige pludselig mange ting at gå op i, og man kan få travlt.

Vi kan genopdage os selv

Udfaldet af den drømmeløse tilstand kan dog også være et andet. Udfaldet kan blive en form for sund drømmeløshed bestående i en 'genopdagelse' af os selv i det liv, vi allerede lever. I stedet for at drive væk i store drømme eller i smålig nysgerrighed kunne vi forsøge for en gangs skyld at holde ud at være os selv. Ganske enkelt. Drømmeløst. Der, hvor vi er.

Dette kan selvfølgelig lyde som en tung opgave, og måske findes der slet ingen danskere, der i virkeligheden kan holde ud at være sig selv. Man håber næsten ikke, at det er tilfældet. Men i den drømmeløse tilstand bliver dette opgaven. For der er ingen drømme at flygte til. Men selv om opgaven kan lyde tung, er den faktisk aldeles glædelig. For den lægger eftertrykket på det nærværende liv og på forståelsen for, at dette ikke er noget, man skal drømme sig væk fra, men netop leve. Og denne tanke er jo ikke ligefrem ny for os, men snarere kernen i den kristendom der med svingende styrke har været hovedstrømmen i vores livsopfattelse i de sidste tusind år.

Meget passende har en 'kristen kamp for det nære' således også i løbet af det sidste årti vist sig med fornyet styrke i Danmark. Det nære har her typisk været udlagt som en blanding af kristendom og danskhed. Eller rettere: Den opgave at tage det nære alvorligt har været udlagt som en kristen fordring om at tage danskheden alvorligt. Jeg tænker her især på præsterne i og omkring Dansk Folkeparti og på fx Ole Hyltoft som i 2009 udgav Tør du være dansk? Folkepartiets tænkere er som regel af deres modstandere blevet fejet bort som nationalister og kristne fundamentalister. Og det er vel egentlig også, hvad de er. Men det betyder ikke, at de aldrig ser rigtigt. For selve de spørgsmål, der rejses i denne lejr, er de rigtige spørgsmål. Vi har - ikke mindst nu - brug for en seriøs refleksion over, hvad det vil sige at ville for alvorl det nære. Men hvis vi tager folkepartiets spørgsmål alvorligt nok, bliver det til gengæld også ret hurtigt klart, at de svar der gives i denne lejr, er for begrænsede - og at de egentlig leder væk fra det, der i første omgang var problemet: Viljen i det nære. Lad mig med lejrens hovedtænker, Søren Krarup, forsøge at forklare, hvad jeg mener med dette.

Krarup vil have alvor i det nære. Når han i Det moderne sammenbrud med henvisning til Kierkegaard beskriver, hvordan mennesket i kristendommen er stillet den opgave at skulle være sig selv - det vil sige, som den man er, at skulle leve det liv man er givet - så er det sandt, at der netop heri ligger et krav om alvor i det nære. Og for en dansker kommer denne opgave med et kulturelt indhold og kulturelle forudsætninger, som er danske. Men kristent set er opgaven jo netop, at du skal ville, der hvor du er uanset livets specifikke indhold. Opgaven er det primære, ikke indholdet. Den der kun vil høre tale om opgaven i forhold til et bestemt indhold - livet som det fx ser ud i kolonihaven eller i Ribe - må faktisk selv være en lidt ualvorlig type. Krarup & Co. spænder i deres kamp for det nære vognen for hesten og gør sig til kulturelle drømmere. De drømmer om kultur; imens opgaven egentlig er at ville - at ville ubetinget her og nu, og uden forudgiven vished om livets indhold. Hvis viljen gøres afhængig af indholdet, ødelægges den. Stik imod hensigten får Krarup os således til egentlig at drive væk fra det nære.

Kampen for det nære

Hvis vi undgår de begrænsninger, som Krarup & Co. lægger på den opgave, det er at 'ville i det nære', har vi til gengæld i kristendommen en afgørende forståelse for, hvad det vil sige at tage det nære alvorligt - drømmeløst og her og nu. Og denne forståelse, vil jeg påstå, tilhører ikke i højere grad de rettroende kristne end de stakkels troløse. Snarere udgør den en fælles grund i vores livsopfattelse, som igennem tiden er blevet formet af kristendommen, men som vi alle i dag, på vidt forskellige præmisser, kan støde på, når vi længe nok overvejer, hvad det egentlig vil sige 'at leve ordentligt'. Og at en del af os ikke kan håbe på Guds hjælp i opøvelsen af den fornødne alvor, gør måske opgaven sværere at løse - måske driver vi lettere væk i drømmenes afguderi - men det gør ikke opgaven mindre vigtig. Så lad gerne denne kronik være et indslag i kampen for det nære, men lad så også det nære bliver et mere villigt og et mere alvorligt nært, end det folkepartiets tænkere har fundet på.

Jeg mangler dog at komme tilbage til statsministeren. For vil alt det her sige, at han ikke skal udstikke mål for fremtiden? Selvfølgelig ikke! Det er hans opgave som politiker, og der er mange vigtige politiske mål at arbejde imod, både i og uden for Danmark. Men han skal ikke gøre det politiske arbejde til en drøm. Drømme har vi haft nok af og den lange række af forestående politiske opgaver, skal vi ikke drømme om men løse. En ad gangen. Alt imens vi gør dette, kan vi så prøve så godt som muligt at være drømmeløst og alvorligt til stede i den tilværelse der følger.

Ph.D.-studerende i filosofi, Aarhus Universitet og Søren Kierkegaard Forskningscenteret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Naturligvis har Danmark en drøm - og en opgave - nemlig at bevare og udbygge det der er det bedste ved det danske samfund.

Sammen med de øvrige nordiske lande har vi til opgave at fremstå som forbilledelige demokratier stor set uden korruption...

Demokrati kombineret med non-korruption er en raritet i verden...

Jeg er enig i at de danske drømme efterhånden er ved at være irelevandte som drømme, og dog stadig relevante som problemer vi i vågen tilstand skal tage os af.
Jeg mener dog at vi som eksperter i at realisere drømme har et ansvar, for dem som langt hen af vejen har betalt prisen for hvores realisering. Det er tid til at drømme om en verden i stedet for en nation, ikke bare give afkald på drømmen for at have nok i os selv.

John V. Mortensen

Vi skal lære - igen at tage kampen op for det nære, at få landet til at fungere, før vi drømmer om mere, prøve at skabe - et "velfærds-lykke-land",
i stedet for - vores "forbrugs-løkke-land".

Men det - kan vi først lave, når vi ikke alle - vil have.