Kronik

Udviklingsbistand skal bruges på dokumenterede succeser

At bruge udviklingsbistanden til at støtte private erhverv er ikke en sikker vej til velstand i ulandene, derimod skal der satses på landbruget, hvor succesen er dokumenteret
Bistanden til ulandene bør bruges på det, man har dokumenteret, virker. Det er primært en udvikling af landbruget, der er brug for - for eksempel bedre infrastruktur ved Indonesiens rismarker, skriver dagens kronikør.

Bistanden til ulandene bør bruges på det, man har dokumenteret, virker. Det er primært en udvikling af landbruget, der er brug for - for eksempel bedre infrastruktur ved Indonesiens rismarker, skriver dagens kronikør.

Debat
12. februar 2010

Udviklingsministerens proces frem mod at formulere en ny bistandsstrategi løber stadig, og lad os håbe at den i egentlig forstand er åben - modtagelig for andre vinkler og emner end dem, der fornemmes som hovedretningen: Privat foretagsomhed, satsning på erhvervsbistand og forventet skabelse af arbejdspladser, ikke mindst til skarerne af unge ubeskæftigede i u-landene.

Det kan lyde sympatisk - det med unge i arbejde - men det er ganske tvivlsomt, om erhvervsbistand er det først fornødne; der ser ikke rigtigt ud til at være belæg for, at det er noget, der virker. Fogh Rasmussens Afrika-kommission var ellers stålsat med sin rapport i 2009, men nu var Fogh jo også notorisk vild med privat foretagsomhed.

I en interessant debat i 90'erne i Politiken med afdøde professor John Degnbol Martinussen stod Fogh fast på, at det netop var det private initiativ, der var den markante forskel mellem tempoet i den asiatiske og den afrikanske udvikling: Al magt til markedet. Martinussen påpegede, baseret på sin omfattende forskning, at det var med fundament i en stærk - og stærkt regulerende - stat, at de store asiatiske tigerspring lykkedes. Ikke kun Kina. Sydkorea, Taiwan Thailand er andre klassiske eksempler på, at logikken måske snarere er, at man skal have opbygget en solid statslig ramme, for at tingene for alvor skal rulle. Fogh blev nu ikke overbevist, heller ikke ved den lejlighed, ekspertise måtte vige for ideologi. Et element mere er karakteristisk for de nævnte lande: De fik facon på deres landbrug i en meget tidlig fase af udviklingsforløbet.

Landbrug var dengang, som det stadig er for de fleste u-lande, den totalt dominerende erhvervssektor. En meget stor del af bruttonationalproduktet skabes i landbruget, en helt overvejende part af befolkningen arbejder i landbruget og ofte bidrager det med den dominerende andel af eksportindtægterne. Også Danmarks nyere historie handler om opbygningen af dette fundament og siden landbrugets relativt mindre rolle i takt med, at der blev bygget ovenpå med andre erhvervsgrene.

Erfaring man kan bruge

Så hvis man går lidt uhildet til værks, er det måske nogle erfaringer, man kunne basere sig på, når der skal lægges bistandsstrategi for det næste årti.

»Jamen landbrug,« vil nogle indvende, »der har vi jo været, det har vi jo støttet, og hvor meget har det gavnet?«

Lad os vende tilbage til det spørgsmål og først citere lidt fra forordet til en ny bog, fra det danskstøttede Internationale Forskningsinstitut for Fødevarepolitik, IFPRI.

»I slutningen af 1950'erne blev det skønnet, at omkring en milliard mennesker - cirka en tredjedel af verdens befolkning - dagligt led af sult. Sultkatastrofer truede millioner af mennesker, specielt i Asien og Afrika, og mulighederne for at brødføde verdens hastigt voksende befolkning var dystre. Som reaktion på dette uhyggelige perspektiv igangsatte forskere, politikere, landbrugere og bekymrede nøglepersoner en samordnet indsats for at øge landbrugsproduktionen og landbrugets produktivitet i u-landene... Resultatet? Omkring en milliard mennesker lider nu dagligt af sult.«

Så det kunne se ud, som en ren fiasko. Og som bogens redaktører påpeger, så er det naturligvis også det i en vis forstand. Det er en skam og en skændsel, at de daglige måltider er så usikre for så mange. Men det skal med, at verdens befolkning siden 1950'erne er fordoblet. Dengang var det altså en tredjedel af klodens befolkning, der sultede. I dag er det omkring en femtedel - og de gigantiske sultkatastrofer blev afværget. Sagt på en anden måde: For halvtreds år siden kunne to milliarder mennesker brødfødes, i dag får mere end fem milliarder det daglige brød fra landbruget - omfattende også fiskeri og gartneri. Resultatet er især baseret på en mangedobling af udbyttet fra de store afgrøder.

Bogens titel er med rette: Millioner har fået Mad - dokumenterede succeser i landbrugsudviklingen. Forskerne på IFPRI har indkaldt eksempler på vellykkede indsatser i landbruget, sorteret over 250 forslag og kogt dem ned til 21 kapitler, der hver belyser en historie. En international ekspertkomité deltog i udvælgelsen, der stillede en række krav til eksemplerne. Først og fremmest skulle de være relativt nye - være gennemført de sidste halvtreds år - selv om ældre bidrag, som f.eks. Stavnsbåndets ophævelse i Danmark nok kunne være et godt lærestykke. Men ellers var kriterierne bl.a., at det skulle dreje sig om en indsats mod et vitalt sultproblem; det skulle have en vis størrelse med mindst flere hundrede tusinder mennesker involveret; indsatsen skulle have en varighed af flere år; virkningen skulle være veldokumenteret - og igen skulle den kunne betegnes som bæredygtig.

De 21 udvalgte eksempler dækker alle tre udviklingskontinenter, Latinamerika, Asien og Afrika, og to er globale, nemlig bekæmpelsen af hvedeskimmel - en fjende der aldrig sover og truer igen - og udryddelsen af kvægpest. De øvrige dækker en meget bred palet: Biologisk bekæmpelse af skadedyr, miljøvenlig dyrkning uden pløjning, udvikling af tørkeresistente korn- og bønnesorter, udbygningen af mejerisektoren i Indien, forædling af tilapia(fisken) til dambrug, markedsreformer, overgang fra kollektiv- til privatbrug i Kina og Vietnam, havebrug til sikring af mere lødige måltider. Og selvfølgelig som bagtæppe: Den grønne Revolutions kolossale udbytteforøgelse for basisafgrøderne ris og hvede; forklaringen på at sulten ikke blev mere omfattende i Indien og Kina i 60'erne og 70'erne og garanten for, at de aller yderste og mest sårbare jorder blev opdyrket.

Ønsker om fællesskab

På tværs af eksemplerne summerer forskerne op: Hvorfor virkede det? Svarene grupperer sig på en måde, så også privatiseringsfreaks kan glæde sig, så lad os starte her: Stimulering af privat initiativ og en fornuftig prispolitik, eventuelt tilskud i en periode og god information om markedet. Men det starter med forskning og teknologi som bærende for vellykkede indsatser, og det fortsætter med behovet for offentlige investeringer i al den infrastruktur, der skal til for at landbruget kan fungere: Vand, veje, undervisning. Spørger man en bonde i Zambia, hvad hun ønsker sig først: et tæt bliktag eller en stabil grusvej op til hovedvejen, så kommer taget i anden række. Samarbejde og fællesskaber er også højt på listen, og her, hvor vi næsten har opfundet andelsbevægelsen, ved vi jo godt, hvor centralt det kan være. Andre udslagsgivende faktorer er lederskab og helhjertet opbakning - man kunne måske tilføje: tålmodighed.

Og så tilbage til spørgsmålet fra indledningen: Hvad har vores hidtidige bistand til landbrugsudvikling egentlig hjulpet? Der er to svar, og lad os tage det positive først. Ganske kolossalt meget, for vi har en solid aktie i mange af de historier, der oprulles i Millioner har fået Mad. Direkte med vores bilaterale bistand i nogle tilfælde, som mejerisektoren i Indien har opbygget på småbønder og endog jordløse daglejeres ene ko. Og indirekte gennem vores bidrag over årene til det internationale system af forskningsinstitutioner, CGIAR, der er involveret i flere af eksemplerne. Jeg har gået markvandring i flere af de gode historier, og man bliver glad på nationens vegne over vores bidrag.

Men det negative svar er, at det ofte ikke har givet så meget at lave bilateral landbrugsbistand, fordi der manglede en væsentlig ingrediens: tålmodigheden. På linie med en række andre donorer har vores bistand til landbrug svinget voldsomt over årene, fra encifrede procenter af budgettet til at skulle op over 20; men så kom der nye ideer på bordet.

Til bistandsstrategerne, der knokler med papirerne netop nu: Skim den fine bog og tænk lidt over, om I tror, at støtten til den private industri har fungeret som en genvej til velstand i ulandene, når vi snakkes ved om ti år. Eller om man måske skulle lære af det, der kan dokumenteres at virke og investere her. Der er altså stadig en milliard, der mangler det daglige brød - og klimaændringerne er ikke just fremmende for sagen.

Ebbe Schiøler er konsulent og forfatter til en række bøger og artikler om ulandsforhold og ulandsforskning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Korruptionen er voldsom i Indonesien. Traditionel U-landshjælp styrker korruption og fastholder landet i en passiv modtagerrolle. Gamet går ud på at få fat på bistandsmillionerne. Folk med penge, har nok fået snabelen ned i bistands- og korruptionskassen. Ærligt arbejde er kun for fjolserne.

At hæve et lands etiske niveau kan næppe gøres af fremmede. Det må komme indefra. En god start kunne være at standse alt bistandsarbejde.

Claes Pedersen

Nu er der ingen tvivl om der i verden i dag bliver produceret mere mad po grund af effektiviseringen inde for landsbrugssektoren. So af den orsag er der mange flere maver der kan blive matte.

Men faktum er nor befolknings tilvaksten forsat stiger so er der flere munde at matte og forfatteren Ebbe Schioler forholder sig ikke til dette problem.

Samt han forholder sig ikke til de millioner af fattige der lever i byerne rundt om i verden og denne foresat strom af mennesker der foregor til verdens store byer og udvandringen fra landet til store byerne.

Samt er landbruget ogso et privat erhver for langt de fleste mennesker i den 3 verden, men et helt stor problem i fattige lande og ogso manglen po vand til afgroderne.

Her hvor jeg bor po Philippinerne kommer der hver dag mennesker og sporger om penge eller mad, over for hvor jeg bor er der 5 frugt traer der falder sammen po grund af vandmangel.

Selvom der kommer nok vand her po Philippinerne som dog er periodevis, so bekampel af fattigdom og sult handler jo i lige so hoj grad om man har en overordnet styring af samfundet og hvordan udviklingen foregor.

Claes Pedersen Caloocan Metro manila