Læsetid 2 min.

Ugens netdebat: Trusler mod Pia

26. februar 2010

Torsdag den 18. februar var Pia Kjærsgaard på forsiden af alle landets aviser. Onsdag formiddag havde Københavns politi anholdt fem personer med somalisk baggrund, som var mistænkt for trusler og mulige attentatplaner mod partilederen. Flere politikere, heriblandt Per Clausen fra Enhedslisten og statsminister Lars Løkke Rasmussen, var hurtigt ude med fordømmelse af trusler mod folkevalgte. Senere på eftermiddagen oplyser Ritzau, at det anonyme tip, politiet modtog, kom fra Dansk Folkepartis hovedkvarter, og blot ti minutter herefter vælger politiet at løslade alle de anholdte; dog tilbageholdes den ene af de fem dernæst på grund af en mistanke om falskmøntneri.

Mads Kjærgård mener, at der er gået selvsving i de danske medier, som i stedet skulle udvise kritisk sans og undersøge, hvordan historien er opstået. Han tror, at det desværre ikke er et urealistisk scenario, at personer omkring regeringen har skabt sagen for at prøve at gøre danskerne bange, så de igen kan få flertal i meningsmålingerne. Heinrich Jørgensen er enig i kritikken af medierne, men han mener, at når Jacob Winther og Forsvarsministeriet med stor succes længe kan få nationen til at gå i selvsving, bør det også være DF forundt at iscenesætte virkeligheden. »Medierne er jo trods alt blot et tastatur, man spiller på,« slutter han.

Farah Koronto har personlige kilder tæt på de anholdte, som fortæller, at politiet rykkede ind klokken fem med politihunde, og sparkede døre ind med våbnene trukket, som reaktion på et anonymt brev skrevet på gebrokkent engelsk, der udpegede fem mænd. »Pia K. ankommer til blitz og pragt ved lufthavnen og sætter hovedet på skrå,« skriver han, og konkluderer: »Job done and done

Hans Hansen spørger, om det er helt umuligt at forstå, at sagens kerne er en kriminel imam, der oven i hatten er snuppet med falske pengesedler, »og ikke om hvad I eller jeg ellers synes om Pia Kjærsgaard?«

Martin Jakobsen mener, at mange af reaktionerne er uproportionerede; han synes, at det er konspiratorisk at tro, at det er DF, der står bag det hele: »Uanset hvor godt det passer dem, og uanset hver meget Villy hopper med på vognen, og medierne mæsker sig i hele miseren, så er der vel ikke andre at bebrejde end ham, der har sendt brevet med de falske beskyldninger?« spørger han.

Simon Kongshøj tilføjer, at sagen viser, at der virkelig er forskel på folk i dansk politik: Truslerne mod Pia Kjærsgaard fik hele den danske presse til at fare i flint med fordømmelse af trusler og med støtte, mens Per Clausen få dage før også modtog en dødstrussel, som blev mødt med larmende tavshed.

Information bringer hver uge på denne plads et uddrag af ugens mest interessante kommentarer fra debatten på information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu