Kommentar

200 skridt i den forkerte retning

En tidobling af private daginstitutioner er en liberalistisk uppercut til velfærdssamfundet og offentligt ansatte
Debat
31. marts 2010

En opgørelse fra Danske Daginstitutioners Landsorganisation (DLO) viser, at antallet af private daginstitutioner er tidoblet på bare tre år - og ifølge DLO's sekretariatschef Morten Kyst og DLO's egen vurdering vil der om bare to år være ikke 200, men 400 private daginstitutioner i Danmark.

Disse oplysninger burde få enhver kritiker af New Public Management, privatisering og udlicitering til at trække i arbejdstøjet. En udvikling af velfærdssamfundets grundpiller på daginstitutionsområdet som forøger antallet af private profit-daginstitutioner, er 200 skridt i en helt forkert retning, fordi den indbefatter øget privatisering, øget markedsgørelse, øget konkurrence og øget frit-valg. Ideologier der rammer velfærdssamfundet og de offentligt ansatte med en liberalistisk uppercut - og som i sin substans sælger ud af velfærdssamfundets grundpiller. Vores kritik af bevægelsen fra offentlige til selvejende og private styrings- og ledelsesformer er bestemt ikke ny - og kritikken er ej heller afhængig af vores politiske rolle og ansættelsesforhold i LFS.

Skal forankres offentligt

Djævlen er gemt i detaljen, som man siger - også i dette tilfælde. Vi mener, de selvejende daginstitutioners paraplyorganisationer forsøger at legitimere bevægelsen fra offentlig til privat ved at udøve kritik af de kommunale besparelsesrunder.

De selvejendes paraply-organisationer begår derved et hyklerisk forsøg på at sikre sig vidtgående markedsandele på daginstitutionsområdet. Vi mener, at der er behov for en åben debat om den hårfine grænse mellem non-profit-institutioner og profit-institutioner - som revisionen af Dagtilbudsloven desværre åbnede for.

Det er en 'varm kartoffel' at debattere, fordi selvejede og privatinstitutioner har traditionsbundne forbindelser langt ind i politiske partier både på højre- og venstrefløjen i dansk politik og organisationer. I Københavns Kommune er der på trods af et rødt flertalt en ca. fifty-fifty fordeling mellem kommunale daginstitutioner og selvejende/private institutioner - hvilket er markant anderledes end i resten af det kommunale landskab, hvor fordelingen er minimum 70 procent kommunale daginstitutioner og maksimum 30 procent selvejende.

Vi mener, at drift af dag-institutioner skal forankres i offentligt regi - altså som kommunale daginstitutioner. Den selvejende og eller private styreform er kommunaløkonomisk fordyrende. Den kommunale merudgift, som kommunerne er pålagt at betale i administrationsgebyr til de selvejende og private institutioner jf. driftsoverenskomst og lovgivning, svarer p.t. til ca. 2,1 procent. Gennem afprivatisering kan denne ca. 2,1 procent merudgift genanvendes til at forbedre vilkår og rammer for kommunale daginstitutioner.

Turbo på afprivatisering

Stod det til os, så satte kommunerne og de faglige organisationer fuld turbo på en afprivatiseringsstrategi, samtidig med at vi helhjertet bekæmpede ethvert skridt mod udlicitering og privatisering af offentlige velfærdsopgaver. Samfundsmæssigt og velfærdspolitisk vil der være god fornuft i at udvide den offentlige sektor. En væsentlig pointe heri er, at politikerne vil få bedre mulighed for at planlægge efter samfundets samlede interesser.

Forsvaret for den selv-ejende model bliver en smule desperat, hvis man overfører logikken til folkeskolen. Hvorfor er den selvejende model f.eks. så fantatisk på daginstitutionsområdet, når den på folkeskoleområdet ses som både et samfundsmæssigt- og politisk problem? Hvorfor er det lige, at vi skal bruge ekstra penge på dobbeltadministration og et parallelt semikommunalt rådgivnings- og konsulentfirma - med stærke politiske og religiøse undertoner?

Formanden for Landsforeningen for Frie Børnehaver, Jens Terp udtalte til Information 17. august 2009 i artiklen 'Politisk flertal for flere selvejende institutioner' at: »Vi ser gerne, at det bliver muligt at oprette en selv-ejende institution, uden at man skal være afhængig af en tilladelse fra kommunen«.

Dette udsagn kan være nøglen til, hvor djævlen er begravet. Vi antager, at Frie Børnehaver går efter en fri etableringsret for selvejende institutioner. Hvis dette ønske indfris, er der åbnet for en helt vidtgående model for drift og styring af velfærdsinstitutioner i privat regi. Denne strategi bør man være stærkt kritisk overfor. Pointen er netop, at lovgivningen omkring oprettelse af daginstitutioner er blevet så 'slap', at en bevægelse fra selvejende institution til ren privat profitinstitution er blevet meget enkel. Der er derfor god grund til at problematisere dette forhold.

Lisbeth Schmidt er faglig sekretær, og Jan Hoby er næstformand, Landsforeningen For Socialpædagoger (LFS)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her