Klumme

Arven fra Rigshospitalet

Alle mennesker frygter noget. Og alle mennesker har ret til at udtrykke denne frygt i ord. Når Langballe skriver lange tirader mod islamiseringen af samfundet, står der frygt med store bogstaver imellem linjerne
Alle mennesker frygter noget. Og alle mennesker har ret til at udtrykke denne frygt i ord. Når Langballe skriver lange tirader mod islamiseringen af samfundet, står der frygt med store bogstaver imellem linjerne
5. marts 2010

»Journalisterne blev først for alvor illegale, da Censuren strammedes. Det kom så at sige naturligt for dem, fordi de måtte af med Nyhederne. Manden på Gaden derimod gik med de knyttede Hænder i Lommerne og maatte have Udløsning paa en eller anden Vis« Redaktør Børge Outze om 'Den Illegale Presse' i bogen Danmark under Besættelsen (1945)

Så jeg fortæller min far, at jeg skal skrive klumme for Information. Min far er akademiker, han bor i Virum-Sorgenfri og abonnerer på Berlingske, men er af hjertet socialist, med blikket vendt mod den lille mand.

Det glædede ham virkelig. Fordi jeg på den måde ville skrive videre på en historie. En historie jeg ikke kendte. Min far fortalte, at min afdøde farfar, der var overlæge i neurologi og psykiatri, som kandidat på Rigshospitalet havde været med fra 1943 til at trykke og distribuere forløberen for Information, nemlig det illegale blad Frit Danmark. I kælderen under Rigshospitalet havde Frit Danmarks Lægegruppe, under Mogens Fogs ledelse, holdt til i al hemmelighed frem til Besættelsens ophør, da Danmark blev frit, og bladet kunne gå over jorden. Nu skulle jeg så skrive for avisen og på en måde være med til at videreføre den frie presses demokratiske tradition.

Så jeg satte mig ned for at skrive. Ikke noget jeg før har haft problemer med. Men nu var det anderledes. Fingrene dansede ikke over tastaturet, som de plejede. Jeg fyldtes ikke af forargelse og incitament. Min hjerne var ikke ved at koge over med ord, der bare måtte ud. For mit indre øje så jeg min høje, slanke farfar i den hvide kittel stå bøjet over trykpressen med en smøg i mundvigen og bekymringsfugen mellem de kloge øjne, imens typer som Flammen og Citronen med deres stenguns holdt vagt i korridoren. Rummet var tæt med røg, tryksværte, beslutsomhed og frygt. Der blev ikke vekslet mange ord. Man arbejdede helt stille og kommunikerede med øjne og armbevægelser. Alle vidste, hvad de risikerede. Alle kendte deres rolle og faren derved.

Den tradition kunne jeg umuligt fortsætte. Hvad skulle jeg dog følge op med? En mening om et forældremøde holdt kun for kvinder på en skole på Nørrebro? En klumme om mobning i Xfactor-programmet? Noget om Løkke og hans manglende sneskovleri foran huset i Græsted? Vorherre bevares, som farmor ville have sagt (hun var sygeplejerske med en skarp tunge). Jeg så min klumme krympe sammen på siden. Så bogstaverne stå og fryse ynkeligt og malplaceret, som en Hollywood-skuespiller i for høje hæle på optagelse i Alaska. Kunne jeg levere andet end en status på Facebook om, hvad min søn skulle forestille til Fastelavn?

Frygt for stort og småt

Men så kom jeg i tanker om noget, der bed sig fast, da jeg læste journalistik ved Columbia University i NYC som 20-årig: At man skriver for at bekæmpe sin frygt - den politiske og den personlige - og for at forstå tilværelsen. Læresætningen stammer fra den argentinske forfatter Luisa Valenzuela. Hun udgav flammende romaner imod Redondos diktatur i 70'ernes Argentina fra sit eksil i USA. »Writing is to combat fear - the personal and the political and to understand life«.

Alle mennesker frygter noget. Og alle mennesker har ret til at udtrykke denne frygt i ord. Når Langballe skriver lange tirader i Berlingske mod islamiseringen af samfundet, står der frygt med store bogstaver imellem linjerne. Han skriver, fordi han er bange, og fordi der er noget, han ikke forstår. Når ideologen fra CEPOS danner forening for ytringsfrihedens riddere og skriver lange indlæg her i avisen, er det, fordi han frygter noget, og fordi der er noget, han ønsker at forstå.

Der er en masse ting, jeg ikke forstår. Og en masse ting jeg frygter. Jeg frygter de kriminelle indvandrerdrenge, vi ikke kan nå, beskæringer i vuggestuebudgetterne. Jeg frygter finanskrisen og den enorme gæld, jeg sidder i her på Østerbro, og for de mange der ikke har tag over hovedet i Haiti. Jeg frygter for min New York- venindes hjertefejl og for Bill Clintons samme. Jeg frygter, at Sarah Palin bliver USA's næste præsident, og at vi skal spare milliarder på velfærden herhjemme, fordi vi bliver ved med at udvikle krigsmateriel til krigen i Afghanistan.

Og derfor skriver jeg. Jeg frygter store og små ting ligesom alle andre. Og jeg skriver for at forstå. »Det er sgu' i orden,« hører jeg farfar hviske bag trykpressen. Farfar som vel også havde små frygtmomenter som for eksempel ikke at have tid nok til familien eller en bekymring over sønnikes gale streger - iblandt de store, virkelige og reelle, som at blive taget af Gestapo i kælderen under Riget. Og jeg skal ikke undskylde min frygt over for nogen. Jeg skal bare skrive og tage den respons, der kommer. Sikken et tilbud. Sikken en frihed!

Mette Bom er journalist, webredaktør og forfatter

Hver fredag skiftes Mette Bom, Pernille Rosenkrantz Theil, Maise Njor og Renée Toft Simonsen til at skrive ugens klumme på denne plads

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

ÚDEN SOLIDARIET INGEN FRIHED.

Vel frygter vi alt mellem himmel og jord. Det er troens rare klenodie at frygte naboen, de fremmede, sygdomme, sågar at dø og endelig også frihed.

Den samme frygt under vores besættelser 1940/45 og efter 2005. Også frygten i den tids dagligdag, mindes jeg, frygten for at blive opdaget midt under den lyssky formidling af illegal post, den tids ytringsfrihed. Måske en slags frihedstrang, men først og sidst modstand, modstand mod at blive forledt og forrådt.
Den samme modstand i dag over for nye magthavere og frihedsliberalister, der bringer parolen om ufrihed og ufred ud i frihedsgudingens navn, og budskabet om andre og nyere frihedsbevægelsers terrorisme.
Frihed er blevet et ejerforhold, og retten til frihed et potentiale for magthavere. Hillery Clinton er den omrejsende ambassadør for kampen og krigen mod andre folks suverænitet og identitet. Demokrati kaldes den manøvre. Hun måtte hellere blive hjemme og overtale alle sine frihedselskende amerikanere til at standse storforbruget af de mange forskellige narkotiske midler og supermanmanérer, så verden kan blive et friere sted at leve.

Annegrethe Rasmussen

Hey Mette,
jeg skriver her for at Informations læsere kan følge med frem for at skrive til dig privat.
Hvilken kanon debut som klummeskriver i avisen.
Hvor er vi heldige, at vi har fået dig med på holdet, og hvor er det flot skrevet,
Keep it coming !
kh
Annegrethe