Læsetid: 3 min.

Beslutningernes inkonsekvens

Vi lever i en globaliseret verden, hvor vækst er blevet er blevet et trylleord. Alle vogter på hinanden, og alt hvad der synes at begrænse den nationale vækst bliver betragtet med modvilje. Problemerne bliver ikke løst, før vi kommer over den hurdle
Debat
4. marts 2010

I december var Danmark vært for den store klimakonference, som basalt set handlede om verdens overforbrug af energi og ressourcer. Man forsøgte - om end med beskedent held - at aftale forskellige globale nedskæringer i udslip af drivhusgasser for at forhindre uønskede menneskeskabte klimaændringer. Fint nok. Samtidig har verden imidlertid i de sidste par år set en økonomisk recension, der skyldes, at forbruget og dermed efterspørgslen efter varer og tjenesteydelser går ned. Det giver økonomiske problemer og stigende arbejdsløshed. Det er heller ikke ønskværdigt, så man forsøger at løse det problem ved at stimulere produktion og handel med diverse hjælpeordninger samt ved direkte opfordringer til befolkningen om at forøge omsætningen. Var det ikke finansministeren, der for nyligt snakkede om, at den danske befolkning nu skulle til kreditkortet?

Trafikken

Hænger det overhovedet sammen? Vi har en befolkning, der finder ud af at der er visse ting, man godt kan undvære, og det vil være fordelagtigt i det lange tidsperspektiv; men det har nogle ubehagelige virkninger på kort sigt.

Burde man ikke løse problemet ved at skrue tempoet ned og nedsætte arbejdstiden? Der snakkes jo så meget nedslidning og stress. Tilsyneladende ikke, for så går væksten jo ned, og vi taber i kapløbet med udlandet. Og vækst synes at være en nødvendighed. Gerne mere end et par procent om året.

Inkonsekvensen er helt klar i holdningen til biler, der ikke alene giver almindelig luftforurening, støj og ulykker, men også bidrager til drivhuseffekten. For nogle år siden kunne man imidlertid i Danmark i samme avis læse om bekymringer for underskud på Øresundsforbindelsen på grund af for ringe trafik og om for meget trafik i København. Den kollektive trafik skal stimuleres osv., men samtidig er der bekymring over problemer i bilbranchen med faldende omsætning. Her vil man naturligt nok have flere biler på vejene. I Amerika er der endda forskellige ordninger til støtte for beskæftigelsen i en industri, der producerer biler, som har vist sig strengt taget ikke at være nødvendige. De biler, der kan produceres i dag, er selvfølgelig bedre end dem man kunne købe for 50 år siden, og de er mere effektive, men den teknologiske udvikling er langt hen ad vejen blevet omsat i en accelerationsevne, der er unødvendig og en tophastighed, der er ulovlig.

Noget lignende gør sig gældende for flytrafik, der på verdensplan er en af de helt store kilder til kuldioxid. På den ene side er man bekymret over væksten og på den anden side over økonomien, hvis væksten svigter. Man er derfor meget varsom med at anbefale mindre flytrafik. I Danmarks Miljøundersøgelsers seneste bog om klimaændringer kan man således læse, at en tur til Thailand medfører udsendelse af 1,6 ton kuldioxid, men at det ikke virker rimeligt at bede folk droppe deres drømmerejse af den grund. I stedet er der givet anvisning på forskellige sparemuligheder, der per år tilsammen giver en besparelse på godt en tredjedel!

Konsekvensen mangler

Et af de helt store problemer - om end man af religiøse og sociologiske grunde ikke snakker så meget om det - er den stigende verdensbefolkning.

Spørgsmålet blev (mig bekendt) overhovedet ikke behandlet på den nylige klimakonference. Vi er i øjeblikket over seks milliarder, og vi vil efter al sandsynlighed blive omkring 10 inden århundredets udgang. Der er selvfølgelig ikke noget magisk tal for, hvor mange vi kan være. Hvis vi afskrev naturen og levede af 'Frankenfood' kunne vi sikkert sagtens være 100 milliarder. Men det har været fremført, at hvis der skal være plads til andet end os, ville to milliarder, som vi var omkring år 1900, være mere passende. Væksten sker i øjeblikket i udviklingslandene, og man kan håbe at kvinders uddannelse, et holdningsskift hos den katolske kirke og ændringer i forskellige hjælpeprogrammer kan få den standset. Samtidig er der imidlertid bekymring i de industrialiserede lande over faldende fødselstal, for hvem skal nu passe os - eller bare sørge for produktionen - når vi bliver gamle? Det kan blive vanskeligt at argumentere for fødselsbegrænsning i udviklingslandene og indvandringsforbud til de industrialiserede lande, samtidig med at man frygter faldende fødselstal. I hvert fald lurer risikoen for racediskrimination lige om hjørnet.

Disse problemer - og mange andre - er reelle nok, og forsøgene på at løse dem er stort set velmenende, men der er globalt set ingen konsekvens i de forskellige tiltag. Vi lever i en globaliseret verden, hvor vækst er blevet er blevet et trylleord. Alle vogter på hinanden, og alt hvad der synes at begrænse den nationale vækst bliver betragtet med modvilje. Problemerne bliver ikke løst, før vi kommer over den hurdle.

Jes Fenger er dr. phil. Danmarks Miljøundersøgelser

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tænk om vi fx. tog os mere tid til hinanden og herigennem sparede samfundet for udgifterne til mange af de fremtidige nedslidte personer som er plejekrævende.
Det er dejligt at en så indsigt fuld mand som Jes Fenger kommer med en sådan kommentar. Håber at den også vil blive en debat i Folketinget og i flere midier.

Skal den nøgne abe have lov til at udslette alle andre dyr end sig selv?

Dr. phil. Danmarks Miljøundersøgelser Jes Fenger: ”Hvis vi afskrev naturen og levede af ‘Frankenfood’ kunne vi sikkert sagtens være 100 milliarder.” (Inf. 4. marts)

Også biologerne er overbeviste om at der desværre findes en planet B, forstået på den måde at mennesket vitterlig er i stand til at overleve, hvis blot der er vegetation og bakterier på kloden.

Med dets nuværende teknologi er mennesket i stand til at kultivere bakterie i frembringelsen af alle de næringsstoffer mennesket har brug for.

Ironisk har masser af mennesker i dag allerede accepteret et livsstil opløb hertil: en daglig indtagelse af piller til erstatning af junk food med sund ”real food” i form af piller (kost tilskud).

En real mulighed for grænseløs vækst står desværre åben for de rigeste og grådigste vækstinstanser i verden. Der er ingen fysiske hindringer i vejen for ubegrænset vækst, hvis man vil acceptere at hele menneskeheden bliver en ”Palle alene i verden”.

Trods alles udsagn om det modsatte er der en planet B. Med magt, grådighed og begær som drivkraft, er der noget som kan forhindre denne udvikling?

Først i 70'erne havde vi bilfrie søndage p g a mangel på olie og man talte om Romklubbens Grænser for Vækst.

De klogeste mennesker 1970'erne mente , at al olie ville være brugt inden år 2000 - så vi måtte vi indstille os på det vækstløse samfund.

Det holdt slet ikke stik - den teknologiske udvikling gjorde alle katastrofeprofetier til skamme .Heldigvis , for når krybben er tom, så bides hestene , d v s risiko for flere store krige.

Ser man på den teknologiske udvikling siden 70'erne og frem til idag, så bliver udviklingen fremover endnu mere fantastisk. ( Hvem forudså f eks PC'erne, mobiltelefonien, i-pods, transplantationskirurgien, de nye kræftbehandlinger , vindmølleparkerne o s v i 70'erne ?)

Jeg ser klimaudfordringen som en anledning til at bruge al vores tekniske snilde og innovationskraft på at skabe en miljørigtig , forureningsfri vækst fremover.

Der skal meget vækst til, hvis ulandenes befolkninger skal op på samme rimelige levestandard som os andre.

Omfordelig batter ikke i dette regnestykke - der skal skabes nye miljømæssigt bæredygtige teknikker og værdier for at alle kan få det godt i denne verden, og vi skal være hurtige - ellers får vi en række globale konflikter.

Mogens Buch-Hansen

Løsningen er sådan set simpel nok. Tricket er at skabe vækst i produktion og beskæftigelse gennem ’grønne’ og velfærdsfremmende teknologier og politikker, både hjemme og ude. Danmark har det nødvendige videns potentiale, men har vi den politiske vilje?