Læsetid 2 min.

Campingplads-kritikgenre

Når forbrugerkritikken er virkningsløs kan den sammenlignes med en campingpladskritik-genre. Gæsterne kommer og går, mens pladsen og driftsfilosofien forbliver intakt
29. marts 2010

Giftigt og farligt legetøj til lokumspapir, der svier i numsen, bliver - blandt meget andet - er genstand for kritik i de mange forbrugerprogrammer som Kontant på DR 1, Basta og Klamphuggerne på TV 2. Den kritiserede virksomhed har sendt sin kommunikationsdirektør. Det er det professionaliserede forsvar til håndtering af kritik. Kommunikationen skal være klar. Sådan svares der: »Det er for dårligt.« »Det vil ikke ske igen.« »Vi har iværksat en uvildig undersøgelse.« »Vi ønsker lige så meget som jer at komme til bunds i det her.« »Vi er i gang med at se nærmere på vores procedurer, så det ikke sker igen.« »Det er meget beklageligt«. »Det er ikke noget, vi er stolte af.« »Det kan vi - og vores kunder - naturligvis ikke leve med.«

I langt de fleste tilfælde er det høflige og angrende svar på kritikken, som rituelt afleveres for åben skærm. Det kritisable forhold er afsløret, og skaderne venter bare på at blive udbedret.

Inden året er omme, vender programmet tilbage til tidligere afsløringer. I en kavalkade gås tidligere afsløringer efter i sømmene. Er de kritisable forhold blevet udbedret? Har virksomheden fulgt op på det, de har lovet? I mange tilfælde har virksomhederne - trods den tidligere offentlige udskældning - ikke indfriet løfterne. I nogle tilfælde er der tale om forværrede forhold. Det har f.eks. ofte været tilfældet inden for produktionen af svin. Arbejdsforholdene, transporten og slagtemetoderne er gang på gang blevet kritiseret.

'Svinekritikken' er et glimrende eksempel på samtidens kritikgenre. Det er karakteristisk, at forbruger-kritikken ikke når ned til det lag, der strukturelt set determinerer et endeløst kritisabelt produktionsapparat, hvor liggesår, overforbrug af medicin og dødelige transporter afsløres igen og igen. Uanset hvor mange afsløringer, der foretages - og hvor brutal den journalistiske kritik end er - rokker det tilsyneladende ikke ved noget. Kan det virkelig passe?

Klar til at stemple ud

Den polske sociolog Zygmunt Bauman har en pointe om, at samtidens samfund er i stand til at give kritikken 'husly' uden selv at blive grundlæggende påvirket. Denne form for 'gæstfrihed' kan ifølge Bauman sammenlignes med en campingplads: Stedet er åbent for alle, der har en campingvogn eller et telt og penge til at betale lejen. Gæsterne kommer og går uden at have megen interesse i, hvorledes pladsen er ledet, når blot naboerne ikke larmer. Hver campist har sine egne planer og ønsker egentlig kun at få lov at være i fred.

En gang imellem kan det ske, at gæsterne forlanger en bedre service, klager over, at der ikke er nok varmt vand i det fælles badeanlæg, og hvis de er højtråbende nok, får de måske også, hvad de kræver. Men de udfordrer aldrig den underliggende og grundlæggende campingpladsfilosofi. Når de checker ud og får stemplet deres campingpas, efterlader de pladsen uberørt til de næste gæster. Det kan da godt være, at Rødby-camping var noget skidt, men så går turen bare til Sønderho campingplads.

Sådan synes det også med de mange forbrugerprogrammer. Der er masser af kritik, men de mange kommunikationsdirektører og konsulenter har været på det samme krisehåndteringskursus i kritik og giver husly for kritikken ved at skynde sig med at indrømme alle forhold med det ene ben på vej ud af døren og campingpasset i hånden, klar til at stemple ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

I og for sig et interessant emne, men jeg er lidt usikker på, hvor Rasmus Willig vil hen. Det er ikke sådan, at jeg ikke er med på vognen og ikke har lagt mærke til denne overordentlig imødekommende holdning til kritik i medierne. Det er mere, hvad jeg skal gøre.
Man kunne også fokusere på ministrenes evindelige selvrosemani (ingen har gjort mere end os og brugt flere penge).
Nå, ja, og så kunne man ved samme lejlighed banke en hammer i bordet over for alle dem, der har lært at bruge sproget på en måde, der gør os til små elever i en børnehaveklasse, der er tvungne til at lytte til lærerens udpensling af alle detaljer (Lene Espersen fx).

Jeg vil mene, at det er studieværterne, der er for pæne. Der må endelig ikke opstå pinlige situationer under interviewene. Dermed bliver de tilsvarende uinteressante. Jeg synes, man burde udforske pinlighedsgrænsen. Ingen melder sig til at blive klædt af, men på den anden side betaler vi heller ikke licens for det rene ingenting.

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

@Rasmus Willig: Jeg har tænkt lidt mere over din ”Refleksion”, og dit nedslag breder sig nu som ringe i vandet. Jeg spørger mig selv om, hvor jeg får noget ud af at høre på folk? Jeg har lige tilbragt et par år på KU. Debatmæssigt var udbyttet magert. Jeg kan efterhånden ikke holde ud at høre på teologer og filosoffer. Deres faglige samtaler, har jeg ikke noget at sige til, men når det gælder om at tale til ’os udenfor deres faglige indhegning’, er deres tale nærmest ubrugelig. De lærer at tale med hinanden, ikke med os der brødføder dem.

En sociolog som Zygmunt Bauman, der går for at være en særdeles fornuftig mand, kan jeg godt tage i uddrag, men hans bøger er ulæselige.
På en måde er der en kløft mellem de videnskabeligt uddannedes tale og den ’fornuftige’ borgers – mellem Erasmus Montanus og hans broder Jakob.
Retorikken med sine 3000 år på bagen trives i værste velgående som spin i dag. Rent forræderi over for befolkningen.

Du er inde på et spor, der er værd at følge. Gør det!

Brugerbillede for Tom W. Petersen
Tom W. Petersen

Jeg undrer mig lidt over de to kommentarer.
Er det ikke rigtigt, at det er set igen og igen i for eksempel Tv's "Kontant", at ledere af firmaer, der snyderog bedrager folk, står frem og ydmygt bedyrer, at der desværre er sket et par beklagelige fejl, og at der er tale om en medarbejder, der ikke helt vidste, at firmaets linje er at behandle kunderne hæderligt, og at fejlene omgående vil blive rettet?
Og at samme firma derefter bare fortsætter lige så uhæderligt som før?
Det samme ses i mange andre sammenhænge, for eksempel politik.
Det virker meget bedre at indrømme lidt; man bliver så pæn af det.
Det er, så vidt jeg forstår, Willigs pointe, og det er vel ikke så indviklet.

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Willings pointe er ikke så indviklet, nej, men jeg prøver bare at se hans pointe som en lille brik i et større mønster. Jeg synes, det er værd at se på hele argumentationsmønstret, som det udvikler sig i dag, hvordan man tillader sig at manipulere med sproget og tror, at ingen lægger mærke til det.

Jeg angriber ham jo ikke, kunne bare godt have tænkt mig noget mere.

Brugerbillede for Malte Roed

Hej Niels-Simon. Dine refleksioner er lige på kornet og meget i forlængelse af Rasmus Willigs arbejde. Hvis du læser hans seneste bog Umyndiggørelse og sammenligner den med hans tidligere akademiske arbejde, kan du også se en tydelig forskel i formidling.

Den er god den du nævner med ministrene der imødekommer kritik ved at pege på alle de penge de "har givet" (og i nogle tilfælde, til andre ting end det der kritiseres). Det minder en smule om det vi med WIllig er begyndt at kalde "forskydning af kritikken" eller "kritikkens afkørsel".

Dit eksempel med at tale overtydligt og udpensle ting, for at tale ned til andre er også spot-on, og jeg kan ikke komme på noget udtryk i Willigs regi som passer. Hvordan kunne man beskrive den imødekommelse af kritikken?

... kunne bare godt have tænkt mig noget mere.

Der kommer mere af samme skuffe. Vi arbejder sammen om en bog, der skal tage dette tema op med hvordan kritik gives og tages imod. Det bliver en bog om kritikkens "trafikregler", dvs. hvordan kritikken reguleres og forhindres i sin frie udfoldelse. Der kommer nok artikler inden bog, så bare hold ørerne åbne.

Mvh Malte