Kronik

De danske værdier og det gode liv

Menneskerettigheder og kønnenes ligestilling skal være kriterier for dansk støtte til udviklingslande. I det hele taget skal danske værdier i forgrunden. Menneskerettigheder og ligestilling er imidlertid tværgående hensyn, der altid skal indgå i Danida-programmer, der er heri ikke noget nyt. Men hvem siger, at vi er de rette til at fastslå, hvordan det gode liv for andre skal se ud?
I Japan kom konen i huset med teen, som hun serverede kravlende på knæene. Der var det vanskeligt at tale ligestilling, mener kronikøren.

I Japan kom konen i huset med teen, som hun serverede kravlende på knæene. Der var det vanskeligt at tale ligestilling, mener kronikøren.

kai mewes

Debat
27. marts 2010

Menneskerettigheder siges at være evigt gyldige og universelle principper. Det hævder ihverfald to FN-erklæringer, der blev til, endnu medens vestlige værdier dominerede denne organisation i årene efter Anden Verdenskrig.

Men menneskerettighederne er hverken universelle eller evigt gyldige. De er tværtimod bundne til vor tid og vores vestlige kultur. Det er muligt, at de individorienterede værdier engang breder sig til Mellemøsten, Asien og Afrika, men at hævde, at de allerede er gældende principper, er rent ud sagt latterligt. Lige så latterligt og farligt det er at hævde, at vi med magt kan gribe ind og tvinge kulturer, der ikke er individorienterede som vores (men mere er knyttet til stammen, klanen eller storfamilien) til at opfatte verden, som vi gør.

Retten til livet er den fremmeste menneskeret. Så at føre krig for, at andre skal overtage vores individualistiske menneskerettigheder, er ikke alene selvmodsigende, men iøvrigt også folkeretsstidigt. Man må nemlig ikke føre krig for at hidføre et regimeskift.

En anden vestlig værdi, parlamentarisme, er ikke altid den mest effektive styreform. Men den er i hvert fald på et punkt andre styreformer overlegen. Derved at den normalt sikrer et gnidningsfrit magtskifte. Men om man i det enkelte land ønsker at forlade sig på den evige diskussion, der er demokratiets væsen, eller man foretrækker en mere autorativ styreform, må afhænge af udviklingsstadiet og til syvende og sidst befolkningens ønsker.

Singapores autoritative styreform er et godt eksempel på, at man har foretrukket et mere kompromisløst styre, end vi ville bryde os om. I bogen Velfærdssamfundet- velfærdsstatens forsvarsform? har etnologen Søren Christensen beskrevet udviklingen i denne lille stat. Singapore er befolket af forskellige indvandregrupper, hovedsageligt kinesere, tamiler og malajer. Da de frigjorde sig fra englænderne i 1959, var det et fattigt Triade-hærget, kriminelt og korrupt samfund. Nogle elitære, britisk uddannede kinesere med Lee Kuan Yew i spidsen, var påvirkede af den engelske Fabian-socialisme. Og indædte modstandere af det store, kinesisk inspirerede kommunistparti. De så det-udover at udkonkurrere kommunismen - som en første opgave overhovedet at skabe et folk af den uhomogene befolkning. Det skete under det evige omkvæd, at ingen skyldte den lille stat noget, og at den i landenes evige kappestrid kun ville forblive selvstændig gennem målbevidst arbejde og sammenhold.

Japansk forbillede

De toneangivende havde som sagt oprindeligt været optaget af vestlige forbilleder. Men da man i 1970'erne kunne se bagsiden af denne kultur gennem ungdommens stofmisbrug og de langhårede unges droppen ud af uddannelser, mente Lee ikke, det var noget fortsat at stile efter. Det havde man ikke råd til, og man var bange for smitte. Unge langhårede fik ikke lov at komme ind i landet uden at lade sig klippe, og stofbrug blev mødt med drakoniske straffe. Man bekendte sig nu til 'asiatiske værdier', med konfusiansk autoritetstro og respekt for de ældre. Japan blev forbillede.

Singapore forblev et meget styret land med regulering af de mindste detaljer, hvor det elitære blev dyrket. Det hedder sig endog, at Lee overvejede flerkoneriets fordele. Den sædvanlige pardannelse var en hindring for naturens udvælgelse, hvor hunner søger stærke hanner!

Og befolkningen, der under dette regime oplevede uhørte velstandsstigninger, fandt sig gladeligt i denne styrede samfundsform. De genvalgte troligt Lee's Peoples Action Party valg efter valg. Valget skete ganske vist i valgkredse, der var hensigtsmæssigt sammensat, så de passede Lee.

I Japan blev jeg præsenteret for en særlig form for asiatiske værdier. Der var overgået mig den sjældne ære at blive inviteret hjem privat til middag hos et japansk par. Efter middagen var der noget værten, der var en westernized, amerikansk uddannet jurist, ville vise mig. I et lille skab på væggen opbevarede han faderens urne. Og han fortalte, at han ikke traf nogen vigtige beslutninger i livet uden at rådføre sig med sin afdøde far. Overtroen har forskellige former, men trives overalt.

Vi gik derefter ind i den anden lille stue, hvor en ny overraskelse ventede. Konen i huset kom med kaffen, som hun serverede kravlende på knæene. Der var det vanskeligt at tale ligestilling.

Bagefter skulle jeg se et fotoalbum med billeder bl.a. fra den yngste datters bryllup. Brylluppet havde været flot, men forældrene var bekymret for, hvordan det skulle gå. For dette ægteskab var et marriage of love. Ægtemanden var ganske vist japaner, men de unge havde selv fundet sammen, mens de studerede i USA. Der havde ikke medvirket en af de i Japan estimerede ægteskabsmæglere, som ellers sørger for at foreslå unge, der passer sammen, ved at undersøge de pågældendes baggrund. Forældrenes bekymring udsprang af, at statistikken viste, at der i de traditionelle, arrangerede ægteskaber var færre skilsmisser.

Jeg har i sin tid besøgt et lukket fængsel i Shanghai. Det var efter min målestok ikke nogen rar oplevelse. Hele regimet var en stor hjernevask, som gik ud på at udslette fangens hidtidige personlighed og skabe en ny i regimets billede. Det var sat i system, så man fik point for at sladre om hinanden, og selv det at få en tandbørste var noget, man gjorde sig fortjent til. Ved besøgets afslutning havde vi et møde med fængslets dobbeltledelse, direktøren og partikommissæren. Kommissæren kunne simpelthen ikke forstå mit spørgsmål, da jeg ville have rede på, om der slet ikke var nogen respekt for menneskets værdighed, om der ikke var grænser for hvor tæt, man gik. Jeg prøvede at sige, at vi naturligvis også hos os prøvede at tilrettelægge en udvikling for den enkelte fængselsfange, men at der var grænser for metoderne, og at valget i sidste ende var den pågældendes eget. Det kunne kommissæren simpelt hen ikke forstå. Den pågældende havde jo forbrudt sig mod samfundets normer, og det måtte samfundet rette op på. Her var der i den gode sags tjeneste ingen begrænsning. I det regime kommer man ikke langt ved at tale om humanisme!

Svært at moralisere

Jeg har år efter år drøftet korruption med ugandiske dommere, der kommer på kursus i Danmark for at opleve, hvordan et virkende retssystem kan fungere. Den reelt manglende korruption er virkelig en værdi, andre burde tilegne sig. Men selv eksport af denne enkle værdi er ikke let. De kvindelige kursusdeltagere er altid lettest at overbevise om, at et korrupt retssystem er en parodi på et retssystem. Mændene, der har ansvaret for familien, er mere tvivlende om, at et retssystem, der opererer i et land, hvor alt er korrupt, kan være en undtagelse. En mandlig kursist spurgte mig, hvad jeg selv ville gøre, når mine børn skulle betale skolepenge, og jeg ingen havde.

Officielt er skolegang nok gratis i Uganda, men uofficielt skal man alligevel betale noget til lærerne, for at de ikke bare overser børnene. Det er det samme, hvis nogen skal på hospital. Jeg kunne ikke svare ham andet, end at vi ikke betaler noget for vores børns skolegang eller for at blive behandlet på et hospital, og at det forhåbentlig bliver ved at være på den måde. Men jeg kan godt forstå, at det er vanskeligt at rense en del af samfundet, så længe korruptionen er levende i alle andre dele af samfundet. Og det er svært at hæve den moralske pegefinger, så længe europæiske eksportfirmaer ikke holder sig for gode til at betale stedlige agenter et honorar, der er stort nok til, at de kan smøre de rette efter landets skik. Det skaber et giftigt konkurenceklima for den lille, stedlige virksomhed.

Det har hidtil været et vigtigt særpræg for de nordiske lande, at vi financierede offentlige udgifter først og fremmest over skatterne. På kontinentet hælder de mere til forsikringsordninger, og i middelhavslandene er det i første række familierne og derefter velgørenhed, der trækkes på. Til gengæld er skatten der lav. Mange af os synes, at vores system er det bedste, men det skorter som bekendt ikke på tvivlere.

I det hele taget må man erkende, at der selv i Europa og selv i Danmark er mange forskellige drømme om det gode liv.

Hans Henrik Brydensholt er forhenværende dommer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den livskloge dommer Brydensholt er som regel værd at lytte til - og det er fint at se et tænkende væsen, som tør angribe de universelle menneskerettigheder for deres kulturelle snæversyn. Fx har den vestlige fokusering på blodsfamilien altid irriteret mig, hvor man glade i andre kulturer tager både andres børn og bedstemødre til sig, og fuldt opfatter dem som en del af familien - hvad jeg selv har set mange eksempler på, fx så nært som i Rusland.

Tilsvarende fint at se en dommer angribe regeringernes brug af krig for at påføre andre menneskerettigheder og regimeskift. Hans overvejelser af om parlamentarisme absolut er en god ting, er også fine. Singapores præsindentielle konformitet er afskrækkende, men tilsvarende udviklinger er også ses under andre styreformer, så om det reelt er form eller lokal kultur der gør forskellen, er for mig lidt uafklaret.

Hans japanske eksempel med konen på knæene tror jeg dog kan være en kulturel fejllæsning. Når jeg selv serverer i telte og lignende sammenhænge, hvor maden tilsvarende står lavt og alle sidder på gulvet, er det oftest nemmest at komme bordet rundt på knæ...

" Men hvem siger, at vi er de rette til at fastslå, hvordan det gode liv for andre skal se ud?", skriver undertitlen.

Et svar er, at det har Rasmussen (II) sagt, nå ja altså Folketinget, i f.eks. spørgsmålet om, hvorledes afghanerne bør leve.

Men selv vore nyslagne udenrigsminister er åbenbart ved at komme i tvivl. Som en kvindelig kaptajn og forfatter siger i Politiken igår :

"Det er nemmere at forstå, når man har været derude" og Fru Espersen har vel sandet rigtigheden heraf da hun klædeligt ydmygt iførte sig det absolut udanske tørklæde under et besøg i netop Afghanistan.

Men hvem siger, at vi er de rette til at fastslå, hvordan det gode liv for andre skal se ud?

Det er der absolut ingen der absolut kan vide, mens flere emner er universielle, altså helt uden for tidens normer, religiøse og politiske trends.

Hvis et menneske ønsker sig undertrykt, så er det personens eget valg. Hvis personen ønsker sig frigjort fra undertrykkelsen, så er det ikke altid muligt alt efter hvor, eller hvordan personen lever.

I et land hvor det ikke er muligt for det enkelte individ at leve efter egen opfattelse af frihedsværdier, så er der altid noget at komme efter, uanset fra hvem eller hvor det forekommer, og naturligvis også gældende for muslimer.

Hvis nogle muslimer ønsker en anden fortolkning, eller de ønsker at udbrede islam, så er det deres eget problem, ikke vestens, der helt generelt anser dem som politiske analfabeter.

Problemet består ikke i en diktering af hvordan et land bør indrette sig, men om hvordan landets regering agerer over for anderledes tænkende.

Noget helt andet er, at jeg er træt af udtalelser der mener at afghanistans problemer ikke rager os. Gu' gør de så, især i denne globaliserings tid, med international muslimsk terrorisme.

Claes Pedersen

Hans Henrik Brydensholt ved ikke hvad han udtaler sig om, og er et stor vrol hoved der intet forstoelse har for fattige landes og mennesker sociale liv.

At fremhave familie som den der tager sig af hinanden er ikke andet hvad vi selv har gjort i Danmark i gamle dage, og fremhave denne kultur som den ikke er foraldet i forhold til vores samtid er en gang vrol.

Jeg er pt. po Philippinerne som oprindlig har varet et stort spise kammer, og for i tiden har alle famile medlemmer kunne bidrage med et eller andet til familien, so lange de kunne udfore et stykke arbejde.

I dag er virkeligheden bare sodan at det kan mennesker uden arbejde ikke, de bliver en byrde for familien og lider for skyld og skam af denne orsag.

Som nor i samfund der ikke er tilladt at blive skildt so ikke ensbetydende med mand og kvinder gor fra hinanden, og morens eller farens famile hanger po bornene.

Men ellers her po Philippinerne har det ikke varet famile der var sammenholdet men stammen gruppen af mennesker, og kun ved katolismen og Isslams fremkomst har den foraldet kultur vundet indpas.

Der findes ganske enkelt ikke en bedre model en den kolektive solidarisk samfunds model, og det jo pofaldende igennem de sidste30 til 40 or hvor det induviduelle i Danmark har vundet frem har vi oplevet storre og storre klasse forskelle igen i Danmark, ved indforelsen af vores moderne sociale system, hvor man jo skal have indiviet i centrum, ikke om evner spille sammen po fodboldbane.

Hvad det gode liv er kan man bare satte op po en mole stok, men man kan helt klart belyse i et moderne samfund, er det ikke hensigtmassigt at fastholde disse patrikalske familie vardier hvor man ikke forholder sig til man lever i samfund hvor udviklingen kraver man har et system der tager sig varetager vise opgaver i forhold til at udvikle samfundet.

Det nytter jo at bekampe fattigdom i Afrika hvis man ikke ikek udvikler et offentlig system der kan varetage vise opgaver, som at fo lagt vandror ned og fo vand ud i omroder, der lider under mangel po vand. So der igen er gras po markerne til gederne og koerne og der vokse traer op med vandmaloner eller kokonoer og andre frugter.

Angoende fangers forhold i et Kinesisk fangsel so ved Hans Henrik Brydensholt udmarket denne mode at behandle fanger po har man praktiseret i Danmark under et demokrati, her i landet handlede så bare om gud ville komme ind i deres liv.

Da vi Europa netop har povirket verden med vores religion og moral og stort set ikke selv lever under de vardier langere har vi sku pligt til sige de holder ikke, og det ikke den mode vi har opbygget vores samfund i Europa po.

Angoende Singapore so det et meget rigt samfund og rigtig styret af Cofusis tankning "en Kinesisk tanker og moral filosof. Men det er letter at opbygge et rigt samfund nor man ligger ved havet og import og eksport af vare er endnu engang mindre omkostlig.

Men ud over disse problemer der ved gamle religiose famile stykture har vi problemet med befolknings tilvaksten, og nor et land som Indien ikke har kunne nedbringe deres antal af fattige som Kina, so er en af orsagerne jo for stor befolknigns tilvakst, so 300 millionerne inder må kampe hver dag for fo mad po bordret.

So du burde go i tanke boksen for du naste gang skriver en Kronik Hans Henrik Brydensholt, og gore dig nogle overvejelser om hvad menneskelig lidelser er for storelse, og hvilken orsager der til tider kan ligge til grund for dem.

Men at alt ikke er perfekt i Danmark kan udmarket medgive dig, men det skyldes jo netop at den kollektive igennem de sidste 40 år er blevet nedbrudt og af den orsag og med mange flygtninge er kommet til landet med mange tilpasnings problemer er vores sociale forhold blevet dorliger.

Men derfor er vores system ok vi skal bare indrette det lidt anderledes, og stoppe med at skabe mure mennesker imellem og skabe plads til alle der vil.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

Så længe vi lægger penge til løjerne, er det vel ikke helt ude i hækken at tilknytte et par betingelser.

Og spørger man blandt andre Habermas, er udbredelsen af menneskerettigheder og kønnenes ligestilling, delprojekter i det store ufuldendte oplysningsprojekt, og ikke arbitrære "værdier".

Kære Tom Paamand

Du har som sædvanlig en glimrende kommentar, men jeg afprøvede lige wikipedia og den japanske te-ceremoni.
Der fandt jeg en henvisning til" Seiza" - den korrekte måde at sidde på - på gulvet, som er præcis det, der er at se på billedet.

Og der fremgår, at det anses for høfligere at bevæge sig på den anførte måde der hedder "Shikko" end at rejse sig op og gå oprejst.
Det bruges inden for traditionelle kampsportsgrene og te-ceremonier.
Det er ren høflighed hr. Brydensholt har været ude for, fordi han var en æret gæst.

Men Brydensholt har en fremragende pointe i forbindelse med Uganda.

Den samme form for korruption er nødvendig, og foregår inden for skolevæsenet og på hospitaler i Grækenland.
Det sociale sikkerhedssystem er stort set ikke eksisterende.

Det er jo mindre eksotisk end Uganda
.
Men her er det også store, europæiske firmaer som f.eks. det tyske Siemens, der har bestukket politikerne med flere millioner euro for at få kontrakten på sikkerhedsudstyr til de Olympiske Lege.
(Det er iøvrigt også tyskerne, der er så forargede over den græske korruption, og det de kalder overforbrug.)

Vi skal ikke længere end til Storbritannien, der i modsætning til Danmark, hverken har en grundlov eller et folkeregister.
Det sidste kan interessant nok have en indflydelse på om man betaler skat eller ej, eller om man er i stand til at leve som fuldtidskriminel uden at blive opdaget.
Den offentlige pension er 50 pund sterling om ugen.

Nu sidder jeg et af de allersydligste steder i Europa, på Kreta.
I øjeblikket lyder aftengudstjenesten fra landsbykirken,(vi har nemlig højttalere udvendig på kirken) og da liturgien synges, og det er Skærtorsdag, tager det lang tid.
Alle landsbyens kvinder, og nogle af mændene er der oppe.
Men det er også sådan et sted man bliver adopteret ind i familien - fuldstændig ligesom dit eksempel fra Rusland.

Det græske politiske liv består jo nærmest af to familier, mens der i Danmark er flere familier indblandet i kampen om magten. Til gengæld forstår de græske politikere sig virkelig på korruption, der efterlader danske magthavere som rene amatører.
Man kan sige at mens vi i Danmark har indskrænket monarki, har vi i Grækenland indskrænket anarki ;-)