Kronik

Får vi en ny, god forskningsrådslov?

Den frie forskning er afgørende som fødekæde til den strategiske forskning, innovation og udvikling. En ny lov kan true den frie forskning og dermed i virkeligheden forringe Danmarks position som videnssamfund
Debat
3. marts 2010
Den politiske styring øges med en ny lov for forskningsråds-systemet: der kommer nye ministerbeføjelser, Det Frie Forskningsråd skal have godkendt to-tre-års planer af ministeren, og bureaukratiet øges. Der er også lagt op til, at forskningsrådene i højere grad skal præge og styre den frie forskning. Problemet er, hvad der så bliver af den frie forskning, skriver dagens kronikører.

Den politiske styring øges med en ny lov for forskningsråds-systemet: der kommer nye ministerbeføjelser, Det Frie Forskningsråd skal have godkendt to-tre-års planer af ministeren, og bureaukratiet øges. Der er også lagt op til, at forskningsrådene i højere grad skal præge og styre den frie forskning. Problemet er, hvad der så bliver af den frie forskning, skriver dagens kronikører.

Så kom forslaget til en ny lov for forskningsrådssystemet. På visse punkter kunne det være gået meget værre, på andre punkter ser det ikke godt ud. Det er opmuntrende, at det fremhæves, at den kun seks år gamle lov fungerer godt, og det er også opmuntrende, at man erkender, at fri forskning bør have sin egen stemme, sin egen bestyrelse - og ønsket om, at bestyrelsen skal træde mere i karakter, er forståeligt.

Ligeledes er det hensigtsmæssigt, at man i et system, der ser ganske uoverskueligt ud med et Frit Forskningsråd, et Strategisk Forskningsråd, en Grundforskningsfond, en Højteknologifond og et Råd for Teknologi og Innovation, ønsker, at Det Frie Forskningsråds stemme, dets bestyrelse, intensiverer dialogen med søsterorganisationerne.

At gå i detaljer med en ret så detaljeret lov er kun relevant for de få. Derfor skal der fremhæves nogle punkter, som i særlig grad kan få betydning for muligheden for også i fremtiden at udøve fri forskning, dvs. forskning drevet af enkeltpersoners eller smågruppers nysgerrighed, flid og kunnen, af en trang til at udforske det ukendte - den type forskning, der giver Nobelpriser og med andre ord de egentlige landvindinger for menneskeheden.

Den frie forskning er afgørende for strategisk forskning, innovation og udvikling. Det er på den anden side også den forskning, som det politisk-administrative system ofte er tøvende overfor. Den er ustyrlig, og ja, det kan være vanskeligt at se fakturaen inden for en mere snæver tidshorisont. Ikke sjældent kommer denne type af forskning også på kant med det, der i forskningsmæssig sammenhæng menes 'på bjerget'. Det er med andre ord en forskning, som mange ønsker at få lidt mere styr på, hvilket også fremgår af lovforslaget.

Med et ministerpust i nakken og et vink med en vognstang får Det Frie Forskningsråd at vide, at man i fremtiden kun vil tolerere, at der bevilges store portioner, hvilket vel svarer til, at man i erhvervssammenhæng sagde, at man i Danmark ikke ville støtte små og mellemstore virksomheder, men kun tolererer store virksomheder.

Den diversitet, der præger dansk forskning og det danske samfund i øvrigt - med respekt for at forskere vel er de bedste til at vide, hvilke ansøgningstyper og beløbsstørrelser, der er de mest relevante - er ikke på programmet i det nye lovforslag.

Det vil efter Det Frie Forskningsråds opfattelse gå ud over forskningens vækstlag, som typisk er de unge med behov for mindre bevillinger, hvorimod de ældre, etablerede større forskergrupper filtreret via udviklingskontrakter og strategier så i fremtiden bliver dem, der vil få pengene.

Kammerateri

Det Frie Forskningsråd har mange rådsmedlemmer. Der er nemlig lagt vægt på, at forskerne skal repræsentere så mange fagområder som muligt, ikke blot med kendskab, men ganske enkelt med kunnen.

Der har været en livlig debat om kammerateri og nepotisme. Et evalueringspanel har fundet det diskutabelt, at rådsmedlemmerne modtog bevillinger og var nok ikke modtageligt over for argumentet om, at rådsmedlemmer jo omhyggeligt var udvalgt som nogle af landets fremmeste forskere, og at de i en verden, som er præget af konkurrence om forskningsmidler, uden ansøgninger og bevillinger ingen penge har at forske for - og at de i råds- sammenhæng oven i købet får en særlig hård bedømmelsesprocedure. Hvis de ikke skal gå i hi i de seks år, de aftjener deres værnepligt for dansk forskning som rådsmedlemmer, er de nødt til at søge.

Men bølgerne er gået højt, og diskussionen har ikke altid været nuanceret, hvilket formodentlig skyldes, at de facts, kritikken var baseret på, var overmåde overskuelige. Det er faktisk først nu, man nærmer sig en valid analyse af, hvorvidt deltagelse i rådsarbejdet medfører særlige fordele i bevillingsøjemed. Men kritikken har givet anledning til en ganske pudsig argumentation, nemlig den at jo færre personer, der sidder i et råd, jo mindre risiko er der for såkaldt inhabilitet.

Reduktion i antal

Nu er inhabilitet jo mange ting, og derfor er reglerne vedrørende inhabilitet med vilje ikke fastlagt. Udover nogle basale forudsætninger er det derfor den enkelte person, der er ansvarlig for ikke at blive inhabil. Det giver i praksis særdeles skrappe vilkår. Det er også rigtigt, at der er en situation, hvor inhabilitet ikke kommer på tale, og det er, hvis et råd består af nul medlemmer. Men deraf følger ikke, at færre medlemmer giver færre habilitetsproblemer end flere.

Der er også en anden inhabilitet, som er særdeles væsentlig, og det er den, der berører forudsætningerne for, om man kan bedømme en ansøgning. Jo færre medlemmer af et råd, jo mindre sandsynligt er det, at der i rådet befinder sig personer med kundskaber inden for det ansøgte forskningsområde. Ja, selv kendskab kan det eventuelt være svært at opdrive. Evalueringspanelet vedrørende forskningsrådet havde deres løsningsmodel, nemlig at det, rådene ikke ved et pluk om, kan de måske få en orientering om som en formidling. Det forekommer ikke at være særligt betryggende.

En anden metode er at lade andre uden for rådene foretage den faglige bedømmelse. Det kan gøres af et panel, der varetager et fagområde, eller enkeltpersoner, der varetager enkelte ansøgninger. Sidstnævnte er selv ved en kraftig reduktion af antallet af ansøgninger til Det Frie Forskningsråd totalt uoverskueligt, hvorfor man har valgt den første med panelerne. Politikerne var meget indstillede på en drastisk reduktion i antallet af rådsmedlemmer.

Heldigvis var der politikere, der kunne overbevise andre om det uheldige i ikke at have forudsætninger for en bedømmelse af ansøgninger i rådet. I forslaget til den nye lov reduceres antallet af medlemmer formentlig med en tredjedel. Der er stadig håb om, at det politiske system skulle være modtagelig over for argumenter, så de maks. 60 hæves til noget mere. Den direkte konsekvens af ændringerne er altså en reduktion af antallet af rådsmedlemmer, så man ved årsskiftet 2010-2011 skal starte helt forfra - og med et øget bureaukrati, som foreløbig er estimeret til syv-otte mio. kr. Disse vil blive taget af mulighederne for at belønne fri forskning og tilmed med en markant længere ekspeditionstid.

Danmark var tidligere kendt for at have et rådssystem, der både var højeffektivt og lavbureaukratisk med en ekspeditionstid fra ansøgningstidspunkt til bevilling på ca. tre måneder. Dette ændrer sig nu til mindst det dobbelte - og med større administrative omkostninger som følgesvend.

Politisk styring øges

Samlet set er det tydeligt, at den politiske styring øges, der kommer nye ministerbeføjelser (ministerens styringsredskaber), Det Frie Forskningsråd skal have godkendt to-tre-års planer af ministeren, og bureaukratiet øges. Der er også lagt op til, at forskningsrådene i højere grad skal præge og styre den frie forskning. Større bevillinger, mere tværdisciplinær forskning og nok også af og til prioritering af forskningsområder.

Problemet er, hvad der så bliver af den frie forskning. Det er klart, at der ikke hver dag kan optræde nybrud eller skabes Nobelpriser i Danmark, men det er lige så klart, at disse to ting i hvert fald ikke kommer ud af, at vi alle sammen skal lede under den samme gadelygte. Det er derfor håbet, at loven om forskningsrådssystemet, og her den frie forskning, i den sidste ende bliver præget af tiltro og ønske om at have et åndehul, hvorigennem Danmark kan stikke hovedet op for at være med i fremtiden og for fortsat at holde på sin meget fornemme forskningsposition.

Jens Chr. Djurhuus er formand for Det Frie Forskningsråd, institutleder, Aarhus Universitet

Peder Andersen er næstformand for Det Frie Forskningsråd og lektor ved Københavns Universitet

http://www.fi.dk/publikationer/2009/evaluering-af-forskningsraadssystemet-i-danmark

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her