Læserbrev

De fattigste lande taber, hvis WTO-forhandlinger kikser

30. marts 2010

Ifølge Informations artikel om WTO (23. marts) ytrer Kenneth Haar, talsmand for Attac, sig stærkt kritisk over for WTO. Dog uden at have sat sig ind i stoffet:

»Udviklingslandene har sagt fra. Det kan man grine eller græde over, men måske vil man så begynde at lytte til dem og acceptere, at der er behov for forskellige regler«. Og: »Det har altid heddet one size fits all, uden skelen til de forskellige udviklingsniveauer«.

Det forholder sig faktisk således, at reglerne under WTO har altid været forskellige for de fattigste lande, de andre udviklingslandene og de rige lande. Også under de nuværende Doha-round forhandlingerne går alle udkast, fremlagt eksempelvis af WTO's generalsekretær Pascal Lamy, ud fra, at de rige skal overtage stærkere forpligtelser til f.eks. toldreduktioner end udviklingslandene. For de fattigste lande (Least-Developed Countries, LDC) er det endda a round for free. De behøver ikke at foretage sig noget som helst, de opfordres bare til at udvide den kreds af varer, hvor de frivilligt angiver toldovergrænser (bound rates).

Det nytter ikke

På ministermødet i Geneva i juli 2008 var man faktisk meget tæt på at nå en ny WTO-aftale. Den strandede på en strid mellem USA og Indien om markedsåbning for agrarprodukter. Taberen af denne ikke-løsning var først og fremmest de Least-Developed Countries. I tilfældet af en ny traktat havde de nemlig kunne se frem til lettere markedsadgang hos rigtigt mange lande, ikke mindst store markeder som Indien. Men Indien forbliver indtil videre meget lukket.

Det er derfor også misvisende, hvis Attac-talsmanden siger, at 'udviklingslandene' har sagt fra. Indien (og USA) har sagt fra! Men f.eks. Brasiliens udenrigsminister, Celso Amorim, har ihærdigt arbejdet for at få en aftale i hus. Brasilien har en meget produktiv landbrugssektor og er derfor interesseret i, at handelsbarrierer for fødevarer nedsættes (eller rettere: Ikke så nemt kan sættes op). Det var den indiske regering, forholdsvis kort før et parlamentsvalg, derimod ikke interesseret i.

For øvrigt, EU har siden 2001 ført den såkaldte 'Everything But Arms'-politik over for de fattigste lande. Alle LDC har told- og kvota-fri adgang til EU-markedet over hele paletten, fødevarer inklusive. Den faktiske effekt har ganske vist været begrænset indtil nu, fordi mange af disse lande endnu ikke lever op til standarder angående fødevaresikkerhed. Og EU's eksportsubsidier, med rette tit kritiseret, er på vej ud. For de fleste varer vil de blive udfaset i 2011, og for alle i 2013. Det nytter altså ikke noget, hvis man forsøger at opstille simple skabeloner om »de rige lande, som vrider armen om på de fattige«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den 19. marts beskriver Wolfgang Zank en række forhold, som han mener peger på, at de igangværende WTO-forhandlinger vil være til fordel for u-landene. En række emner opremses, som skulle pege på, at min analyse – at u-landene står til at tabe – ikke holder vand.

Men måske bortset fra ét punkt, er der ikke noget i Zank's kommentar, der overrasker mig. Argumentationen ligner faktisk nogle af pressemeddelelserne fra den instans, som er sat til at forsvare EU's handelsinteresser; EU-Kommissionen.

Med ”one size fits all” mener jeg, at WTO er en vidtgående liberaliseringsaftale af en type, som de fleste u-lande har lidt eller intet at vinde på, og meget at tabe. Jeg er klar over, at de mindst udviklede lande har særordninger, men det er svage særordninger, som ikke ændrer på den overordnede stødretning i deres forpligtelser.
Det er rigtigt, at EU's holdning har været, at de mindst udviklede lande ikke skal påtage sig yderligere forpligtelser under den igangværende runde. Men dels løber EU ofte fra løftet, f.eks. på serviceområdet - hvor EU har arbejdet for mindstemål af liberaliseringer, der skal gælde alle - og dels vil de mindst udviklede landes præferencer på f.eks. EU's marked tabe i værdi, når der gennemføres liberaliseringer over for mere udviklede lande (præference erosion). Endelig er runden som den har taget sig ud fra begyndelsen ikke inkluderet de ønsker om revision af de eksisterende aftaler, som de mindst udviklede lande har ønsket.
”Alt-undtagen-våben” kan ikke bringes ind i en diskussion om forhandlingerne. Det er en gammel vedtagelse fra EU's side som skulle være en tillidsskabende foranstaltning ind i forhandlingerne. Et rigtigt skridt, men også et meget lille skridt. Alle beregninger viser, at det betyder meget lidt for de mindst udviklede lande.

Det overraskende indslag i Zank's kommentar ligger et andet sted. Nemlig, at et kuldsejlet mødet i juli 2008 mellem EU, USA, Australien, Indien og Sydafrika skulle bære vidne om, at det mere er Indien, som er de øvrige u-landes problem. På dét punkt har Zank bl.a. det problem, at det bliver svært at finde mange forhandlere for u-landene, som ville sige det samme – om nogen. Og jeg tvivler stærkt på, at Kommissionen ville turde anlægge denne synsvinkel. Det skyldes bl.a. at Indien ikke – som EU og USA – har været aggressive for at få andre u-lande til at åbne deres markeder, og fordi u-landene ganske rimeligt ser EU og USA som dem, der skal levere modydelser for de ublu krav, de har gennemtrumfet siden WTO overhovedet blev til, herunder på landbrugsområdet.

Det ville være forkert at slå Indien og Kina i hartkorn med Uganda og Kenya. Indien har andre interesser og større muligheder i den globale handel. Men det er ikke i første række Indien, der kan bebrejdes for, at centrale møder som det, Zank nævner, foregår i en sluttet kreds. Det har siden 1986 været kotyme at holde de fleste u-lande langt væk fra de centrale forhandlinger og satse på, at de alligevel kunne formås til at tilslutte sig resultatet. En fremgangsmåde som får klimatopmødet i København til at ligne ideelt diplomati. Alle væsentlige emner i de igangværende forhandlinger er defineret af de rige lande.
På den baggrund bør det heller ikke undre Zank, at fronterne i WTO er trukket op, at de har været det siden 1999, og at hovedmodsætningen – trods nuancer og interne modsætninger – går mellem de industrialiserede lande og u-landene.