FN svigter menneskeheden

FN vedtog i 1948 folkedrabskonventionen og definerede dermed begrebet folkedrab. Baggrunden var Holocaust, og formålet var at forhindre fremtidige folkedrab. Millioner af mennesker har dog siden konventionens fødsel været ofre for brutale regimers etniske udrensninger: De Røde Khmerers massakrer i Cambodja, drabet på 7.000 muslimer i Srebrenica samt de barbariske udryddelser i Rwanda er uhyggelige vidnesbyrd om, at folke-drab fortsat finder sted. I dag står verdenssamfundet endnu engang som passiv tilskuer til forbrydelser mod menneskeheden; denne gang i Darfurprovinsen.

Hvad er FN's rolle egentlig i bekæmpelsen af folke-drab?

FN skal både respektere landes suverænitet og forblive neutral i konflikter, hvilket vanskeliggør organisationens arbejde. Men hvis FN er sat i verden for at sikre fred og beskytte menneskerettigheder, så er handling nødvendig, hvis ikke FN skal miste al legitimitet. FN må gøres i stand til at handle, når konventionerne overtrædes - også selv om der er medlemslande, der sætter sig imod.

You're dirt, Paul

Netop Vestens forhold til Rwanda og Sudan er central for den generelle passivitet i forhold til folkedrabene. Økonomisk har Vesten ikke interesser i landene - kun i den forstand at man ikke ønsker at tirre kineserne, der gør forretninger i Sudan og som bekendt har et afslappet forhold til menneskerettigheder.

Sikkerhedsmæssigt og strategisk betyder landene heller ikke noget for Vesten.

I FN kunne man ikke blive enige om at gøre noget, og med vetoretten er kompromisser svære at opnå. Måske har FN-obersten ret, når han i den prisbelønnede film Hotel Rwanda siger til tutsien Paul: »We think you're dirt, Paul«.

Spørgsmålet er, om Vesten har et ansvar, og om vi i så fald med vores troværdighed i behold kan undlade at leve op til det ansvar, blot fordi voldsregimer stiller sig på tværs i FN?

Er det et udtryk for, at Vesten ikke ønsker at opføre sig imperialistisk i verdenssamfundet, eller er det snarere et udtryk for, at Vesten på kujonagtig vis gemmer sig og lader diktaturstaterne og udemokratiske regimer være syndebukke med FN som rygdækning?

De afrikanske folkedrab truer hverken vestlig sikkerhed eller økonomi, og de har samtidig vanskeligt ved at fange mediernes opmærksomhed. Til gengæld truer folkedrabene den vestlige selvforståelse. En selvforståelse der ligger vægt på det enkelte menneske, på retfærdighed og menneskerettigheder. Alligevel viser folkedrabene, at etniske udrensninger ikke er en tungtvejende nok årsag til at gå ind i en konflikt. Folkedrabene er uhyggelige, men det samme er verdenssamfundets laden stå til. >

300.000 menneskeliv

Den sudanske præsident, Omar al-Bashir, er anklaget for at have deltaget i folke-drab og skal anklages ved den internationale krigsforbryderdomstol i Haag. Anklagen lyder på to tilfælde af krigsforbrydelser, fem tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden og et direkte medansvar for, at 300.000 mennesker har mistet livet. Det internationale samfunds holdning er, at han med ICC's sanktioner er en presset mand, som bliver fundet, når han rejser til et land, der respekterer arrestordren. > I et interview med Time Magazine gav Bashir dog ikke udtryk for, at han følte sig synderligt presset. Han fortalte, at han den seneste måned havde rejst til syv forskellige lande.

Så længe hovedparten af de afrikanske lande og adskillige lande i Mellemøsten ikke anerkender arrestordren, har Bashir frie tøjler. Eftersom FN skal fungere som en neutral organisation og skal respektere national suverænitet samt det faktum, at ICC af mange ikke anerkendes, er det klart, at der er begrænsede handlemuligheder. Men passiviteten over for Bashir er heller ikke legitim i et menneskerettighedsperspektiv.

Når Bashir med få undtagelser kan rejse frit rundt i afrikanske lande, må der sættes fokus på at få medlemmerne af den Afrikanske Union til at acceptere arrest-ordren. At få Bashir for domstolen i Haag vil være et vigtigt signal at sende til kommende krigsforbrydere - men også som et signal om retfærdighed til befolkningen i Darfur. Desværre vil mange medlemmer af den Afrikanske Union tøve med at bakke op om arrestordren af frygt for, at de selv bliver den næste forfulgte diktator.

FN-interventioner er ikke en langsigtet løsning på afrikanske konflikter, men hvordan forhindres en ny Darfurkonflikt i fremtiden? Sikkert er det, at den Afrikanske Union indtager en central rolle. De afrikanske folk skal med vestlig støtte være bedre til at lægge pres på regeringer og fordømme handlinger, som strider mod FN-konventionerne. De skal ikke tillade kampene i Somalia, Mugabes diktatoriske styre i Zimbabwe eller at Bashir lander i deres lufthavne.

Forfatteren Primo Levi skrev om Holocaust: »things whose existence is not morally comprehensible cannot exist«, og måske er det netop problemet: FN og verden lukker øjnene for uhyrlighederne, der er på tilpas lang afstand og håber, at de går over af sig selv. Prisen er til gengæld, at FN med sine svigt undergraver sin egen legitimitet.

Rasmus Stoklund Holm-Nielsen er formand for Frit Forum København, og Tore Refslund Hamming er medlem af Frit Forum København