Kronik

Folkekirken – en gøgeunge i statens rede?

Eller kirken som en god samtalepartner i forsøget på at finde sammenhængskraften i samfundet i stedet for materiel vækst, udvidelse af behov, tilfredsstillelse af begær, uhæmmet naturudnyttelse, grådighed, overforbrug, egoisme og profit. Måske kirken kunne gøre opmærksom på et par guder?
'Hvis religion er en slags metafysik, hvilket netop er religionskritikkens hovedanke, så er selv den sekulære stat religiøst funderet - bare i noget andet end kristendom,' mener dagens kronikør.

'Hvis religion er en slags metafysik, hvilket netop er religionskritikkens hovedanke, så er selv den sekulære stat religiøst funderet - bare i noget andet end kristendom,' mener dagens kronikør.

Morten Stricker

Debat
4. marts 2010

Med grundloven af 1849 blev der i princippet indført religionsfrihed i Danmark, samtidig med at folkekirken fik den særstilling, at den understøttes af staten, og lige siden er debatten om forholdet mellem stat og kirke med jævne mellemrum blusset op, uden der er kommet noget ud af det. Nogle ønsker den nuværende ordning bevaret, fordi de mener, at en adskillelse vil resultere i et religiøst kaos, ufrihed i den kirkelige forkyndelse og mangel på sammenhængskraft i samfundet, mens andre betragter kirken som en førmoderne gøgeunge i statens rede, eftersom religiøsitet i en moderne, sekulær stat må anses for at være den enkeltes private sag. Som også den seneste debat om kirken her i avisen med al ønskelig tydelighed viser, er det et tema, som nemt bringer sindene i kog, og gør tonen skinger eller undertiden ligefrem hadsk, mens en mere nuanceret tilgang til 'problemet' nærmest er fraværende. Eller man burde sige 'spørgsmålene', for der ligger mange spørgsmål gemt i sagen.

For det første kan man spørge, om der er lighedspunkter mellem dengang, folkekirken blev opfundet og nu. For det andet rejser 'problemet' spørgsmålet, hvad religion i det hele taget er for en størrelse. Og ikke mindst: For det tredje kan man spørge, hvilke 'guder' staten så tror på, hvis det ikke er folkekirkens treenige Gud.

Den nuværende ordning udspringer af noget ganske bestemt, nemlig af at moderniteten i midten af 1800-tallet for alvor var ved at sætte sig igennem. Moderniteten er en særlig måde at læse og iscenesætte virkeligheden på, som naturligvis ikke opstår over night, men som bygges op over århundreder, og som med tiden træder klarere og klarere frem for den kollektive bevidsthed. Modernitet betyder historisk bevidsthed, videnskabelig fornuft, individualisme og religionsfrihed i modsætning til tidligere tiders samfundsbestemte metafysiske - religiøse (overtroiske) og traditionsbestemte (kollektive) - måde at læse verden på.

Folkelig udbredelse

Da kirken repræsenterede fortiden, var den set med moderne øjne en anakronisme, men da grundloven i 1849 skulle skrues sammen i modernitetens ånd, var der bare den hage ved det, at kirken alligevel stadig havde folkelig udbredelse, og derfor blev det til den pragmatiske løsning, der stadig gælder: Nemlig en konstatering af, at den evanglisk-lutherske kirke er den, flertallet (folket) tilhører, og at staten derfor støtter organisationen; samtidig med at der er religionsfrihed i landet.

Med den såkaldte løfteparagraf i grundloven stilles så en mere varig løsning i udsigt om at få kirkens forhold ordnet ved lov, men siden er der intet sket. Hvorfor? Fordi situationen stadig stort set er den samme: Skønt religion er en privatsag, har den lutherske kirke stadig en bred folkelig opbakning.

Hvem er det så, der er så forhippet på en adskillelse? Det er tre grupper, nemlig visse præster (og et par universitetsteologer), det er sekularister og ateister.

Nogle få præster mener bestemt, at en privatisering af kirken vil bringe den ud af et dødvande, hvis den kommer ud i fri konkurrence med andre religiøse organisationer. Så kunne kirken (præsterne) ikke med staten som sovepude blive boende i en førmoderne virkelighed, men ville være tvunget til at komme både sprogligt, filosofisk og organisatorisk på højde med samtiden. Enkelte højrefløjspræster ønsker også en adskillelse, så kirken kan få lov at blive boende i førmoderniteten, skønt de selv glorificerer en førmoderne kristendomsforståelse med udtrykket 'klassisk kristendom'.

Sekularister vil have alle religioner stillet lige med den begrundelse, at en moderne, sekulær stat af princip ikke kan støtte en bestemt religion - oven i købet i en bestemt udgave. Religion er en privatsag, som staten ikke skal blande sig i. Og ateisterne mener skråsikkert, at tro og religion ikke er andet end noget gammelt sludder, som intet fornuftigt menneske kan tage alvorligt. De sidestiller helt naivt religiøsitet med at tro på nisser og trolde, og det kan en moderne stat da ikke lægge navn til.

Senmoderne bevidsthed

Så vidt jeg kan se, er debatten uden sans for to forhold: Nemlig for en opdateret kristendom og for den moderne stats metafysik. Kristendom kan ikke uden videre identificeres som førmoderne overtro, for selv om kristendommen er opstået i oldtiden, er ikke alle læsninger af den førmoderne. Op igennem historien har teologien altid forsøgt at fremstille kristendommen i lyset af samtiden, og sådan er det stadigvæk, og lige siden den historisk-kritiske fornuft så dagens lys i slutningen af 1700-tallet har den officielle teologi tænkt kristendommen historisk - kritisk, skønt ikke alle præster er fulgt med.

Moderniteten har tværtimod fået en del til at vende om på hælene og gå den modsatte vej for at gentage og fastholde førmoderne læsninger, ofte med en arrogance, som gør, at man ikke kan komme i dialog med disse såkaldte fundamentalister og biblicister. De mangler simpelthen den intellektuelle åbenhed, der er forudsætningen både for en samtidsrelevant læsning af kristendommen, og forlanger, at man bare skal tro blindt på, hvad dogmerne og hvad der står i Bibelen, på Gud, på Jesu opstandelse, på et liv efter døden, på dommedag osv., som om den slags dogmer var udtryk for den rene (historiske) objektivitet.

Det er en meget aparte måde at gå til sagen på, og skønt både fundamentalister og biblicister uden tvivl er alvorligt troende, er der kun én reel intellektuel teologisk tilgang til både Bibel og dogmer: At være på højde med samtiden - eller være klogere. Det er til stadighed opgaven at tænke fra den platform, og det er det, teologer som Luther, Kierkegaard, Grundtvig, Barth, Bultmann, Løgstrup og mange flere har forsøgt, og det mange folkekirkepræster tumler med. Tager man teologien alvorlig, går man til sagen med en moderne bevidsthed - eller for den sags skyld en senmoderne.

Problemet er bare, at teologiske erkendelser ikke altid lader sig udtrykke så enkelt, som der f.eks. lægges op til i 'brugerundersøgelser', og derfor vælger mange kritikere en mere bekvem tilgang, nemlig at identificere kirkens lære som noget førmoderne metafysisk nonsens, som man nemt kan gøre sig færdig med.

Og hvad med den sekulære stat? Bygger den ikke på en form for religion eller i det mindste en form for metafysik? Det afhænger i høj grad af, hvad man forstår ved religion. Hvis religion er en slags metafysik, hvilket netop er religionskritikkens hovedanke, så er selv den sekulære stat religiøst funderet: Bare i noget andet end kristendom! For metafysik handler om, hvad der er eksistensens, verdens, livets yderste mål og mening, så uanset om man er for eller imod proformaægteskabet mellem stat og kirke, eller sidestiller religiøsitet med tro på nisser og trolde, og selvom man tænker alting historisk, slipper man ikke for spørgsmålet om, hvilke forestillinger om 'det yderste og sidste' en stat 'tror' på, og det er altså for den moderne stats vedkommende 'anti-metafysik', dvs. at der ikke er noget yderste og sidste - ud over hvad flertallet beslutter.

Metafysik vs. metafysik

Det er metafysik for fuld udblæsning og i stedet for at fortsætte en debat om forholdet mellem stat og kirke ud fra den forestilling, at kirken i sit væsen er metafysisk og dermed forældet, må man se i øjnene, at metafysik står over for metafysik, og det ville være uendelig mere frugtbart at få afdækket, hvilket metafysisk fundament den moderne liberalistiske stat bygger på og så sammenligne med kristendommen, vel at mærke 'kristendom' læst med en bevidsthed, der ikke er parkeret i førmoderniteten. Hvis materiel vækst, udvidelse af behov, tilfredsstillelse af begær, uhæmmet naturudnyttelse, grådighed, (over)forbrug, egoisme og profit er en konsekvens af den sekulære stats metafysik, kunne det jo være, at der manglede et par 'guder' i statens 'religion', som kirken kunne gøre opmærksom på.

Ja, måske kunne man ligefrem se kirken som en god samtalepartner i det fortsatte forsøg på at finde sammen og bygge samfundet på en metafysik, der ikke indskrænker politiske mål til, hvad mere eller mindre fiffige politikere identificerer som ultimativ folkelig logos. Måske kunne kirken vise sig at være alt andet end den gøgeunge, nogle forsøger at gøre den til.

Peter Holm er provst for Frederiksberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Erik Hornstrup

"En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten."
Provst Holm er utvivlsomt en dannet mand, der i sin ungdom har godtet sig over Erasmus Montanus' fejlslutning. Ikke desto mindre ekkoer han den selv: "Religion er metafysik. Staten må basere sig på metafysik. Ergo må staten basere sig på religion."
"Metafysik", hvis man dermed mener at tage udgangspunkt i noget, man "tror" men ikke kan "vide" eller "bevise", er et nødvendigt udgangspunkt for en stat - og for hvert enkelt menneske såmænd. Det er naturligvis bekvemt for en kirkens mand at kunne "bevise" at den samme uundgåelighed gælder for religion - men det kan han altså ikke. Det er og bliver hans personlige "tro" - eller "metafysik".

Heinrich R. Jørgensen

Ros til Peter Holm for en velskreven og klar tekst. Ganske enig i analysen og de historiske kommentarer.

Søren Kristensen

"og selvom man tænker alting historisk, slipper man ikke for spørgsmålet om, hvilke forestillinger om ‘det yderste og sidste’ en stat ‘tror’ på, og..."

En stat har, mig bekendt, ingen tro. Staten er - derimod - summen af befolkningens tro eller mangel på samme, forstået som forhåbninger og derfor lige så foranderlig som det politiske billede.

I staten bliver troen, dvs. troen på en bedre fremtid til politik og det er noget ganske andet end religion. Politikkens mulige succes fordrer intet andet end velvilligt samarbejde mod fælles mål, mens religiøs succes ( i sekulær forstand, som er den moderne og gængse) derimod, er et individuelt anliggende, der åbenbarer sig ved dybe samtaler med hin enkelte. Altså næsten det modsatte af politik.

Niels-Simon Larsen

Tak til Inf. og Peter Holm.
Endelig et oplæg, der kan danne basis for en god diskussion. Der er vingefang og åbenhed i oplægget, og nu gælder det om at undersøge denne åbenhed. Jeg spørger nemlig mig selv, hvad der adskiller mig som erklæret ateist og dig, Peter Holm, som kristen?

Niels-Simon Larsen

@Peter Holm: Efter at have læst nøjere på teksten, synes jeg, at der mangler noget vigtigt.
Du bruger ordene ”en opdateret kristendom” uden at fortælle, hvad det er.
Du dækker dig lidt efter ind med ordene: ”Problemet er bare, at teologisk erkendelse ikke altid lader sig udtrykke så enkelt…”.
Mener du i første tilfælde ikke ’opdateret teologi’? Der er jo mange teologiske retninger, der kæmper om, hvad kristendom er.
Det er svært for en almindelig dødelig at forholde sig til både kristendom og teologi. Det første kræver tro, det andet viden. Hvad er det, der skal opdateres?

For mig at se har provst Peter Holm ’læst’ sig sur i begrebernes, med Grundtvigs udtryk, ’døde bogstaver’. Især: ’Metafysik’, ’det moderne’ og ’stat’.

Dette medfører at især de 3 sidste paragrafer af hans artikel, begyndende med ”Og hvad med den sekulære stat?”, fremstår som en omgang rodet hypostaserende ’ord - og begrebs-salat’.

I et forsøg på at nå frem til en slags mening i ’galskaben’, vil jeg trække følgende frem i hans tekst:

”Og hvad med den sekulære stat? Bygger den ikke på en form for … metafysik? … metafysik handler om, hvad der er eksistensens, verdens, livets yderste mål og mening … og selvom man tænker alting historisk, slipper man ikke for spørgsmålet om, hvilke forestillinger om ‘det yderste og sidste’ en stat ‘tror’ på, og det er altså for den moderne stats vedkommende ‘anti-metafysik’, dvs. at der ikke er noget yderste og sidste - ud over hvad flertallet beslutter.
Det er metafysik for fuld udblæsning … det ville være uendelig mere frugtbart at få afdækket, hvilket metafysisk fundament den moderne liberalistiske stat bygger på … finde sammen og bygge samfundet på en metafysik, der ikke indskrænker politiske mål til, hvad mere eller mindre fiffige politikere identificerer som ultimativ folkelig logos.”

En ’stat’, og slet ikke en stat baseret på og udsprunget af repræsentativt demokrati, ’tror’ da ikke på noget som helst.
Denne form for ’antimetafysik’ er da ikke ”metafysik for fuld udblæsning”.
Det er slet ikke 'antimetafysik' det er 'a-metafysik'.

Det repræsentative demokrati forstår sine administrative institutioner, sit ’statsapparat’, som fremgået af valgborgernes fælles beslutninger, hvorfor den centrale institution i den danske udgave af denne demokratiform er Folketinget.

Alle valgborgere, uanset tro, 'metafysik', politisk opfattelse og i det hele taget holdning til hvad som helst, har lige ret til at lade sig opstille til at blive valgt til denne institution.

Dens funktion er at være lovgivende, ikke dømmende eller udøvende.
I de to sidstnævnte grene af magtens tredeling skal de ’ansatte’ i disse grenes forskellige institutioner udøve den af fællesskabet i Folketinget fremgåede nedfældede lovkodeks (’staten’) på neutral måde, hvorved de kommer til at ’repræsentere’ denne, som noget dem ’overordnet/’transcenderende’ og derfor bør de fremtræde neutralt, dvs. uden at tilkendegive deres egen individuelle holdning til dette lovkodeks, i disse funktioner.

I den forstand kan man sige at ’staten’ overskrider, er ’meta’, de af ’staten’ ansatte i disses individuelle, ’fysiske’ eksistens.

Modsat dette er Folketinget en institution, der formidler overgangen mellem civilsamfund, de ’fysisk eksisterende’ borgere, og ’staten’, hvorfor de valgte ’repræsentanter’, altså ikke institutionelt ’ansatte’, ikke ’repræsenterer’ ’staten’ men de forskellige holdninger og opfattelser blandt civilsamfundets fysisk levende valgborgere til resten af ’statsapparatet ’om, hvordan dette ’statsapparat’ skal være indrettet.

Provsten har simpelthen ikke fattet hvad ’demokrati’ som proces og det af denne proces fremgåede ’statsapparat’ er, hvorfor han heller ikke anvender demokratibegrebet men i stedet omtaler det som
”‘anti-metafysik’, dvs. at der ikke er noget yderste og sidste - ud over hvad flertallet beslutter”,
hvad han så igen selvmodsigende betegner som ” metafysik for fuld udblæsning” og nedladende karakteriserer som ”hvad mere eller mindre fiffige politikere identificerer som ultimativ folkelig logos.”

Altså med det kristne metafysiske begreb ’logos’ hypostaserer han det, der udgør processen i det repræsentative demokrati: Samtalen mellem valgborgernes repræsentanter.
For igen at tale ’Grundtvigsk’: Det levende ord’.

Med venlig hilsen

For mig at se har provst Peter Holm ’læst’ sig sur i begrebernes, med Grundtvigs udtryk, ’døde bogstaver’. Især: ’Metafysik’, ’det moderne’ og ’stat’.

Dette medfører at især de 3 sidste paragrafer af hans artikel, begyndende med ”Og hvad med den sekulære stat?”, fremstår som en omgang rodet hypostaserende ’ord - og begrebs-salat’.

I et forsøg på at nå frem til en slags mening i ’galskaben’, vil jeg trække følgende frem i hans tekst:

”Og hvad med den sekulære stat? Bygger den ikke på en form for … metafysik? … metafysik handler om, hvad der er eksistensens, verdens, livets yderste mål og mening … og selvom man tænker alting historisk, slipper man ikke for spørgsmålet om, hvilke forestillinger om ‘det yderste og sidste’ en stat ‘tror’ på, og det er altså for den moderne stats vedkommende ‘anti-metafysik’, dvs. at der ikke er noget yderste og sidste - ud over hvad flertallet beslutter.
Det er metafysik for fuld udblæsning … det ville være uendelig mere frugtbart at få afdækket, hvilket metafysisk fundament den moderne liberalistiske stat bygger på … finde sammen og bygge samfundet på en metafysik, der ikke indskrænker politiske mål til, hvad mere eller mindre fiffige politikere identificerer som ultimativ folkelig logos.”

En ’stat’, og slet ikke en stat baseret på og udsprunget af repræsentativt demokrati, ’tror’ da ikke på noget som helst.
Denne form for ’antimetafysik’ er da ikke ”metafysik for fuld udblæsning”.
Det er slet ikke 'antimetafysik' det er 'a-metafysik'.

Det repræsentative demokrati forstår sine administrative institutioner, sit ’statsapparat’, som fremgået af valgborgernes fælles beslutninger, hvorfor den centrale institution i den danske udgave af denne demokratiform er Folketinget.

Alle valgborgere, uanset tro, 'metafysik', politisk opfattelse og i det hele taget holdning til hvad som helst, har lige ret til at lade sig opstille til at blive valgt til denne institution.

Dens funktion er at være lovgivende, ikke dømmende eller udøvende.
I de to sidstnævnte grene af magtens tredeling skal de ’ansatte’ i disse grenes forskellige institutioner udøve den af fællesskabet i Folketinget fremgåede nedfældede lovkodeks (’staten’) på neutral måde, hvorved de kommer til at ’repræsentere’ denne, som noget dem ’overordnet/’transcenderende’ og derfor bør de fremtræde neutralt, dvs. uden at tilkendegive deres egen individuelle holdning til dette lovkodeks, i disse funktioner.

I den forstand kan man sige at ’staten’ overskrider, er ’meta’, de af ’staten’ ansatte i disses individuelle, ’fysiske’ eksistens.

Modsat dette er Folketinget en institution, der formidler overgangen mellem civilsamfund, de ’fysisk eksisterende’ borgere, og ’staten’, hvorfor de valgte ’repræsentanter’, altså ikke institutionelt ’ansatte’, ikke ’repræsenterer’ ’staten’ men de forskellige holdninger og opfattelser blandt civilsamfundets fysisk levende valgborgere til resten af ’statsapparatet ’om, hvordan dette ’statsapparat’ skal være indrettet.

Provsten har simpelthen ikke fattet hvad ’demokrati’ som proces og det af denne proces fremgåede ’statsapparat’ er, hvorfor han heller ikke anvender demokratibegrebet men i stedet omtaler det som
”‘anti-metafysik’, dvs. at der ikke er noget yderste og sidste - ud over hvad flertallet beslutter”,
hvad han så igen selvmodsigende betegner som ” metafysik for fuld udblæsning” og nedladende karakteriserer som ”hvad mere eller mindre fiffige politikere identificerer som ultimativ folkelig logos.”

Altså med det kristne metafysiske begreb ’logos’ hypostaserer han det, der udgør processen i det repræsentative demokrati: Samtalen mellem valgborgernes repræsentanter.
For igen at tale ’Grundtvigsk’: Det levende ord’.

Med venlig hilsen

Thomas Frisendal

Bare et par kommentarer fra en sur gammel ateist.

Jeg synes det er et eklatant stilbrud i en ellers meget sober fremstilling, når Peter Holm karakteriserer en gruppe af mennesker på denne måde:

"Og ateisterne mener skråsikkert, at tro og religion ikke er andet end noget gammelt sludder, som intet fornuftigt menneske kan tage alvorligt. De sidestiller helt naivt religiøsitet med at tro på nisser og trolde, og det kan en moderne stat da ikke lægge navn til."

Hvor ved Peter Holm fra, hvad jeg og andre går og tænker og siger? Vi er faktisk en del, der mener, at religiøsitet skal betragtes som et seriøst og alvorligt problem, pga. dets udbredelse og tilsyneladende fundering i den menneskelige natur. Og vi foretrækker faktisk mindst mulig metafysik - eller ligefrem en videnskabelig tilgang til området. Fx er den danske religionsforsker Jesper Sørensen et godt bud på en seriøs, videnskabelig tilgang til forståelse af religiøsitetens udfordring.

Det ville klæde de skatteyderbetalte teologer, at de afholdt sig fra - gang på gang - at udtale sig om andres holdninger med brug af så åbenlyse følelsesbaserede generaliseringer. Hvorvidt jeg mener Peter Holm er naiv, holder jeg for mig selv.

Men ellers tak for et godt tilbud om dialog med Folkekirken. Må man tillade sig at drille lidt og spørge om, hvor og til hvem skal man henvende sig?

Gorm Petersen

På den ene side er det en alvorlig svækkelse af kirken, at præster taler med "uld i mund".

Selv i dette indlæg fremgår det ikke hvilke dele af trosbekendelsen skribenten IKKE tror på.

På den anden side kan klar tale have konsekvenser.

Viljen til at tilpasse sig tidens mode kan lyde sympatisk, men naturvidenskabelige erkendelser er normalt kortlivede.

På et tidspunkt tilsluttede kirken sig en fysisk tro, der gik ud på at jorden var centrum omgivet af en roterende kreds af stjerner - skønt Jesus aldrig havde udtalt sig om emnet. Den viste sig ikke at holde vand til skade for kirkens troværdighed.

Det kunne have været fristende at tilslutte sig Newtons tyngdelov i slutningen af 1800-tallet, men så havde fremkomsten af den Generelle Relativitetsteori i 1916, som modbeviste førnævnte været en katastrofe for kirken.

Jamen burde kirken så ikke netop tilslutte sig den Generelle Relativitetsteori som nu har holdt i næsten 100 år ?
(dens rumtid som gør alle begivenheder til stedfaste "skulpturer" burde være interessant for en skæbneteologi).

Havde kirken gjort det, havde den netop nu været ved at skide i bukserne af skræk over det nye "kvante-gravitations projekt".

Måske burde den nøjes med at forholde sig til hvad dens eneste virkelige autoritet - Jesus - udtalte sig om - så godt vi nu kan vide det.

Jesus sagde "tro kan flytte bjerge". Det kunne være fristende at hoppe med på den fysiske trosretning der mener, at hjernen er en kvantecomputer (som i kombination med mange-verden tolkningens antropiske argumenter, kan gøre denne påstand til en triviel sandhed) - men det kan jo også vise sig at være en døgnflue.

Hvorfor dog ikke nøjes med at genfortælle hvad Jesus - så godt vi nu kan vide det - udtalte sig om - og så undlade at rode sig for dybt ind i forhold Jesus ikke har sagt noget om.

Eksempelvis var homoseksualitet almindelig kendt i netop den tid Jesus virkede. Alligevel fandt han det ikke umagen værd at udtale sig om fænomenet.

Kirken burde gøre ligeså.

Niels-Simon Larsen

@Thomas: Dit spørgsmål er skægt og helt på sin plads: ”Hvor og hvem skal man henvende sig til?”

Vi ved jo alle, at folkekirken for det første fungerer som en lukket indhegning, for det andet som et nationalt fællesprojekt. Står man udenfor, kan man godt holde sin mund. Er man indenfor, taler man pænt om det, der må tales om.
Vi, der står udenfor, er ’medunderstøttere’ if. grundloven. En snedig konstruktion uden et ’dialogkontor’. Der er ingen dør at hamre løs på. Folkekirken er dermed en djævelsk god ordning, og i 1849 blev konstitutionen med trosbekendelsen lagt ned i en kasse og sømmet til. Folketinget har siden vogtet over den. Så længe folk ikke melder sig ud, fungerer ordningen, for udmeldelser er det eneste, der kan true den.
Hvis vi ateister ikke havde været sådan nogle søde mennesker, ville vi have indledt enhver seriøs samtale med ordene: ”Hvis du er medlem af folkekirken, kan du godt skride”. Men vi er i besiddelse af en urgammel og i hvert fald førkristen høflighed.

Jeg vil godt forsvare Peter Holm lidt, for han går længere end så mange andre. Han er i besiddelse af en åbenhed, man kun møder hos de færreste præster, og så må vi lige gribe i egen barm: Hvor mange gider involvere sig i denne tråd?

@Gorm: Fokus på Jesus alene? Hm! Ja, jo, men det varede jo ikke længe, før en Paulus kom på banen og satte skik på råben og tungetale. Samles i små grupper med salmesang, var da meget godt, men en magtfuld kirke var bedre. Jeg ser de forløbne 2000 års udvikling som en pendulbevægelse mellem slappere og strammere.

Det Peter Holm for mig at se er ude på er at bede om en ’time out’ for hele samfundet og stille nogle helt centrale spørgsmål om fremtid og åndelighed. Det er da vigtigt.