Kronik

Forestillingen om frihed

Status på hundredåret for Kvindernes Internationale Kampdag: Kvindefrigørelsen har udviklet sig til et liv præget af disciplin og selvkontrol
Kvinder i almindelighed oplever en kæmpe tilfredsstillelse ved at uddanne sig, få et fag og udvikle sig i det, men kæmper en hård kamp for at få arbejds- og familieliv til at gå op i en højere enhed.

Kvinder i almindelighed oplever en kæmpe tilfredsstillelse ved at uddanne sig, få et fag og udvikle sig i det, men kæmper en hård kamp for at få arbejds- og familieliv til at gå op i en højere enhed.

Ulrik Jantzen

6. marts 2010

Prøv at passe en voksen kvinde op og spørg, om hun føler sig frigjort, og hun vil ikke have tid til at svare. Kvinder har måske aldrig levet et mere kontrolleret kvindeliv end i dag på hundredåret for Kvindernes Internationale Kampdag.

Min generation af kvinder ville ikke leve som vores mødre. Vores liv skulle ikke tilbringes i den emotionelle trykkoger af et fængsel, som vi betragtede det traditionelle ægteskab som. Så vi tog flugten. Med udsigt til frihed. Og selvrealisering. Vi er de første danske kvinder, der har fået uddannelse som en selvfølge. Og fri seksualitet som bonus. Og vi tog godt for os af retterne. Men så fik vi arbejde og børn. Og blev fanget i et mix af gamle og nye kønsroller. Af individuelle følelser og politiske mål. Af lysten til at drage omsorg, skabe familie og fællesskab og trangen til at udvikle os personligt. Præstere, udrette, opleve.

Er kvinder i dag frigjorte? Ja - mere end vore mødre. Men rigtigt frie? Nej. Mange kvinder oplever sig tværtimod omklamret af krav.

Min påstand er også, at den frigørelse, vi vitterlig har opnået, har haft større personlige omkostninger, end vi, der har lagt liv til oprøret, bryder os om at sige højt. Forklaringen synes at være, at frigørelse og seksuel udfoldelse ikke med ét kan gøre det af med indlejrede kønsroller og samfundsmæssige normer.

Kendsgerningen er, at de unge, bh-løse, løsslupne danske kvinder fra 70'erne ikke er til at kende igen. Flertallet lever umådelig punktligt og disciplineret - frigørelsen til trods. En livsstil, der også har sat sig igennem i generationerne efter. Kvinder har aldrig været mere presset af forpligtelser end i årene efter kvindeoprøret. Fra at leve under noget, der af forældregenerationen kunne opleves som rodede forhold, har vi bevæget os over i et kvindeliv, der i bemærkelsesværdig grad er styret af målrettethed og selvkontrol: Vi har ambitioner om at præstere et engageret lønarbejde. Vi firer ikke frivilligt på kravene til os selv som gode mødre. Forsøger at være acceptable partnere. Og drømmer ikke om at slække på den personlige udvikling, om den så skal realiseres i fritiden. Vi sætter os mål, som vi sammenbidt forfølger. Og så motionerer vi tilmed oveni for at kunne acceptere os selv og fastholde mandens blik.

Sådan ser jeg det efter i fire årtier at have observeret og beskrevet kvinders liv. Og det viser syv portrætsamtaler med min egen generations kvinder - plus min egen historie - i debatbogen Efter kvindeoprøret - forestillingen om frihed (forlaget Tiderne Skifter) . Hvor pointen yderligere understreges i et perspektiverende efterskrift af sociologen, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Søren Nagbøl. Målet med portrætterne, som er skelettet i bogen, har været at danne mig et billede af såkaldt almindelige kvinders motiver og prioriteringer gennem livet. Hvordan er frigørelsen blevet praktiseret i Husum og Hvidovre? Da jeg har mødtes med gruppen en gang om måneden i 28 år, har jeg fulgt de interviewede kvinders op- og nedture tæt.

Ville vi så - vi oprørets kvinder - bytte med vores mødres tryghed? Nej. Så hellere nyde friheden i de øjeblikke, den overmander os, og betale undervejs. Så hellere profitere af den energi og kreativitet, som kvindeoprøret - og nu taler jeg specifikt om den ny kvindebevægelses oprør fra 1970 - udløste. Hellere knokle og tåle kompromiserne end tabe mulighederne og perspektivet for et endnu rigere kvindeliv fremover på gulvet.

Flere krav til unge kvinder

Der er med rette blevet talt og skrevet meget om det kvantespring fremad, det har givet kvinder at blive 'frigjorte'. Det har da også været stort både seksuelt og samfundsmæssigt at kunne udfolde sig mere end vores mødre, der i vores optik var decideret undertrykte. Men frigjorthed er ikke en størrelse, man uden videre aktiverer håndtaget til. Så let er det heller ikke at slippe ånden i flasken fri. Men vi tog hul på projekt frigørelse med en kvindevinkel og udfordrede sammen de fasttømrede kønsroller. Alt i alt oplevede de færreste kvinder den ny frihed som en fast størrelse, men snarere som en følelse, der glimtvist dukkede op midt i en indre suppedas af fortid og nutid. Det var ikke lige nemt for alle at finde sig selv og sin seksualitet i en tid fuld af muligheder og forandringer. Mange af os var stadig påvirket af tidligere tiders kontrollerede overjeg-styring samtidig med, at øjeblikket åbnede mulighed for at omsætte vore vildeste behov til lystfuld tilfredsstillelse. Situationen skabte opstemthed, men også usikkerhed. For hvad er min lyst - mine behov - og hvor går grænsen for lige præcis mig?

Den problemstilling har ikke forandret sig, men er langt hen den samme for vore døtre. Forskellen er, at de i vid udstrækning kører solo og presset af omverdenen stiller endnu højere krav til sig selv, end vi gjorde. I dag skal unge kvinder både have alenlange ben og lækkert hår. Være tynde og kloge. Dyrke fitness, præstere på arbejdsmarkedet på højniveau, netværke, håndtere stadig skiftende teknologier og selv hente børnene. Vi andre skulle 'bare' arbejde og selv hente børnene, hvilket oplevedes som rigeligt.

Hvis vi i tidens ånd skal effektivt videre, må vi åbne for en ny og ærligere dialog kønnene og generationerne imellem. Og her er det nødvendigt at skifte den politiske korrekthed ud og sætte ord på prisen for den spæde frigørelse. Kvindernes frigørelseskamp har haft omkostninger. Ikke bare for børn og partnere, men også for kvinderne selv. At erkende det har hidtil været tabu i kvindepolitiske kredse. Formentlig af skræk for at stille de politiske landvindinger i et svagere lys og svække lysten til at kæmpe det sidste stykke frem mod reel ligestilling.

Kolossal aktivitet

Når jeg ser på min generation af kvinder, ser jeg en gruppe, der i perioder bukker under for presset og rammes af stress, medicin og misbrug. Men en endnu større gruppe i evig energisk bevægelse. Jeg tvivler på, at en kvinde i min mors generation ville drømme om hver dag i 25 år at køre på job i Nykøbing Falster, når hjemadressen er Skovshoved. Og oven i købet fra et lille barn, som denne gymnasielærer med sindsro overlod sin mand hovedansvaret for. Jeg tvivler på, at en kvinde i min mors generation ville stille op til et maratonløb efter at være fyldt 45 - og så er den kvinde, jeg skriver om, forresten også faglig forhandler for 1.000 læger i hovedstaden.

Ikke alle danske kvinder lever så ekstremt som disse eksempler fra bogen, men tendensen er tydelig. Ikke mindst den generation, der i 50'erne blev opdraget efter mantraet »Du skal ikke tro, du er noget«, sætter sig høje mål. Også for at overbevise sig selv om eget værd.

Kvinder i almindelighed oplever en kæmpe tilfredsstillelse ved at uddanne sig, få et fag og udvikle sig i det. Kvinder mukker sædvanligvis ikke over at gå på arbejde. De fleste kvinder vil gerne gøre deres arbejde godt - ja, mere end godt. Men vi elsker ikke de vilkår, som f.eks. det offentlige i disse år byder os. Regelrytteri, kontrol, og 'forenklende' arbejdsgange i form af ny teknologi har tilføjet vores i forvejen opgavemættede hverdag et tyranni af enkle, men tilsammen ulideligt koncentrations- og tidskrævende gøremål.

Vilkårene skaber en følelsen af aldrig at være færdig, som understreges yderligere af, at ikke kun de, der satser på at hente børn i anstændig tid, må arbejde videre om aftenen. Hvor kvinden så - efter at have været på arbejde, købt ind, lavet mad, taget sig af børnene, hængt en vask op, fodret kaninerne, snakket med farmor, hjulpet med lektierne etc. - også netværker, bestiller ferie, betaler regninger, opdaterer sig nyhedsmæssigt og nurser veninderne.

Forudsætningen er ikke bare langtidsplanlægning, men evnen til at skifte spontanitet og lyst ud med selvkontrol og kontinuitet. Alene dobbeltarbejdet forklarer sagen. Det tager tid at passe en familie og et hjem, selv om ingen taler om det. For mændene hjælper jo til, og kvinder må ikke klynke.

Blændværk

Men dobbeltarbejdet er ikke hele forklaringen. Det spiller også ind, at kvinder psykisk transporterer et behov for at være til stede i livet som hele mennesker med sig. Det ligger i den traditionelle kvinderolle, og gør det nu så meget? Måske skulle vi hellere holde op med at bilde os ind, at samfundsmæssig omsorg kan erstatte individuel omsorg.

Hvordan har det påvirket børnene, at deres mødre i den grad har skruet ned for glæden og op for disciplinen? At senmoderne kvinder i mange tilfælde har prioriteret børn og arbejde så højt, at ægtemanden er udskiftet med elskere og singleliv? Det har tydeligvis kostet at skille børn ikke bare fra den ene forælder i hverdagen, men også fra søskende, som det var praksis i min generation. Masser af unge kvinder lider af psykisk uro, spiseforstyrrelser og tarmsygdomme. Alt sammen - tror jeg - tegn på utryghed, afmagt og en følelse af utilstrækkelighed.

Vi kvinder havde en forestilling om frihed. Men forestillingen om frihed uden omkostninger er med Søren Nagbøls ord 'blændværk'. Kvinderne indtog arbejdsmarkedet og fik mulighed for at tage ansvar under en samfundsudvikling præget af liberalisme. En liberalisme, som bygger på, at solidariteten mellem klasserne er afløst af myten om den omkostningsfri selvbestemmelse. Det har passet godt ind, at kvinderne har påtaget sig ansvaret på de vilkår, der nu var. Men den udvikling har bundet kvinderne yderligere op. Vi har brug for hinanden til at lave de samfundsmæssige vilkår om, så begge køns forestillinger om frihed og virkelighed kan blive bragt i balance.

Hanne Dam er journalist, forfatter, foredragsholder og studielektor på Journalistik, RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Endnu mindes "vi" en af Anders Fogh Rasmussens kæpheste: frihed uden tolerance.
Men for mange af os er frihed et meningsløs ord, hvis det ikke er sat ind i en sammenhæng. Historiens kendteste passus er revolutionens parole, 'frihed, lighed og broderskab', og jeg vil her henvise til en biografi i dagens udgave af Arbejderen:
Clara Zetkon - revolutionær kvindeforkæmper. (Hun og Rosa Lluxemburg var i øvrigt i København 1910.)

Claes Pedersen

Personligt kan jeg ikke fo oje po kvinderne i Danmark, er ringer stillet end mandene.

I forhold til ligger under for ydre og indre krav som vi indirekte bliver poduttet, samt Hanne Dam er en meget dytigt manupulatore, og evner ikke at se kvinderne selv kan vare dem der del af magten og derved medvirker til undertrykke andre eller holde andre ude af det gode selvskab.

Det undre mig meget som mennesker, nor kvinder forhen kampede for blive fri for et liv i hjemmet foran kodgryderne, hvorfor de dog so har udbredt denne kultur til vores omsorgs sektor.

Frem for bruge tiden lidt mere kreative til komme at fo sig nogle anderledes og positive oplevelser og indtryk.

Samt er det ikke alle kvinder der dyrker Fitness eller gider stavgang, selv spiller jeg hjemme i Vejle bordtennis med mange kvinder, ligevel her i hjemmet po Philippinerne kommer en del kvinder og spiller bordtennis.

Som der masser af andre positive idratsgrenne kvinder dyrker, hvor det andet end selvet og ens selvoptagethed man dyrker ved motionen.

Samt er det jo heller ikke kun kvinderne der ligger under for denne fitness kultur i lige so hoj grad mandene dyrker den, og det go galt i byen nor Hanne Dam ikke vil se undertrykkelsen i den sammenhang.

Samt er det langt ude ordret fattigdom ikke bliver navnt i artiklen, da den storste undertrykkelse i verden i dag er endnu engang fattigdom, og det at man hver dag skal vende hver en pisos eller krone man har.