Kommentar

En fortælling om to jordskælv

Chile har før rejst sig efter et ødelæggende jordskælv og kan gøre det igen, hvis den seneste katastrofe kan mobilisere samme samfundssind og sammenhold som for 50 år siden
Debat
4. marts 2010

Jordskælvet i 2010 er ikke det første af denne størrelsesorden i Chiles lange og traumatiske historie.

For næsten 50 år siden så jeg en fodboldkamp på det nationale stadion i Chiles hovedstad, da en voldsom og pludselig rumlen fra jorden forskrækkede de 60.000 tilskuere, som overværede kampen, og få sekunder efter var bjergene i horisonten pludselig væk. Jeg overdriver ikke. Stadion blev i bogstaveligste forstand rokket som en vugge og hævet i vejret, så mit udsyn til Andes blev spærret, før det - lykkeligvis for os alle - igen faldt til ro. Vi havde netop været igennem, hvad der med et udsving på 9,5 på Richter-skalaen stadig tæller som den kraftigste seismiske aktivitet, der til dato er registreret.

Vi skulle snart erfare, at epicentret havde været så tæt på som 600 kilometer fra Santiago, og at ødelæggelserne var massive. Ud over selve jordskælvet, som havde jævnet hele byer med jorden og dræbt tusindvis af mennesker, var en tsunami fejet hen over store dele af vores kystlinje og havde skabt yderligere ravage. Da jeg nogle få måneder senere rejste til den ramte region, så jeg masterne af stor sunkne skibe i Valdivia-floden mange kilometer inde i landet og resterne af de kolossale jernsmelteovne i Corral, som var blevet forrevet til ukendelighed af de invaderende vandmasser. De menneskelige tab var hjerteskærende. Fra overlevende hørte jeg, hvordan mænd og kvinder og børn, der søgte mod sikkerhed i bjergene, var blevet revet med og suget tilbage ud i havet, som var de drivtømmer.

En slags perspektiv

Jeg husker dette nu og så mange år senere, hvor jeg på tryg afstand - denne gang fra mit hjems sikkerhed i USA - på tv-skærmen kan følge, hvordan et nyt kraftigt jordskælv har hærget mit land. Jeg mindes El gran terremoto i 1960 for at give mig selv en art perspektiv på det seneste jordskælv, for at genkalde mig fornemmelsen af jorden, der ryster under mine fødder så at sige, i et forsøg på at finde en form for mening med det tragiske, som netop er sket.

Det er selvfølgelig obskønt at sammenligne naturkatastrofer, som om de var konkurrencedeltagere i et horrorshow - den ene kostede så og så mange milliarder, den anden så og så mange liv - og dog kan en sammenligning af, hvad der er sket i Chile imellem disse to jordrystelser over et halvt århundred hjælpe os til at besvare det mest brændende spørgsmål i dag: Hvordan skal det nu gå?

Sociale konsekvenser

Chile er i dag et langt mere velstående land, end det var for 50 år siden. Landets økonomi anses for at være den mest dynamiske og mest sofistikerede i hele Latinamerika, selv om indkomstfordelingen stadig er meget ujævn og den sociale ulighed stor. Chiles relative velstand (Bruttonationalproduktet er 15 gange højere end i 1960) sætter chilenerne bedre i stand til at håndtere den aktuelle katastrofe. Vi har menneskelige, økonomiske og teknologiske ressourcer, som vi dengang knapt kunne drømme om - så godt rustet er vi, at vores sympatiske præsident, Michelle Bachelet, i første omgang meldte ud til det internationale samfund, at Chile ikke får brug for hjælp fra udlandet - den vurdering har hun så siden måttet revidere, og hjælpen er begyndt at ankomme.

Paradoksalt nok er det imidlertid Chiles nye fremskridt i teknologi, dets overflod af materielle goder, de mange motorveje og omfartsveje, den enorme flåde af fly og biler, de flotte nye skyskrabere osv., som gør store dele af landet og mange flere af dets borgere sårbare og økonomien desto mere skrøbelig. Jo rigere, man er, desto hårdere risikerer man at falde. Jo flere veje, man har, desto flere sprækker i brolægningen.

Hvortil kommer, at denne velstand er blevet skabt med betydelige sociale og endda moralske konsekvenser. Tilbage i 1960 sluttede hele nationen op om at genopbygge det chilenske samfund. Jeg tilbragte selv måneder efter jordskælvet med at indsamle penge, tæpper og madrasser, som blev sendt sydpå i campingvogne fyldt med entusiastiske studerende, som havde meldt sig frivilligt til at hjælpe. Det var en anskuelsesundervisning i solidaritet, som jeg aldrig har glemt - selv mange af dem, som havde mistet allermest, ydede nu de største ofre for deres skadelidte og sårede landsmænd.

Egocentrisk Chile

Hvis Chile er mere velhavende i dag, er det til gengæld også blevet et mere egocentrisk og individualistisk samfund, hvor visionen om social retfærdighed for alle medborgere er blevet af sekundær betydning, fortrængt af den hektiske jagt på stadig flere forbrugsgoder med ledsagende dårligdomme som stress og social opløsning.

Som alle større ulykker kan Chiles aktuelle tragedie anskues som en moralsk prøvelse, som en chance for at spørge os selv, hvem vi virkelig er, og hvad der virkelig tæller, når vi genopbygger ikke blot de smadrede hospitaler, ødelagte veje og lemlæstede kroppe, men også vor beskadigede identitet.

Jeg tror på, at de dybe psykiske kilder, hvorfra den solidaritet og den fællesskabsfølelse, som jeg blev vidne til, efter at jordskælvet i 1960 havde reduceret mit land til en ruinhob, stadig findes hos de fleste chilenere, og at de kilder vil være vores allervigtigste ressource i det hårde slid, som nu forestår for at løfte vores land ud af ødelæggelsen. Med sammenhold kan vi chilenere igen triumfere, som vi har gjort så mange gange tidligere, over naturens blinde kræfter.

For 50 år siden var Chiles befolkning i stand til at overleve død og ødelæggelse i hidtil uset skala. Jeg kan kun håbe, at vi denne gang kan gøre det igen, og at vi kan gøre det med livsmod og glæde, selv om det også vil blive smertefuldt og krævende.

Ariel Dorfman er chilensk-amerikansk forfatter og professor i litteratur ved Duke University.
© CNN og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her