Kronik

Gener og piller er ikke svar på gåden om ADHD

Børn får piller mod ADHD, fordi lidelsen bliver betragtet som genetisk og medicinkrævende. Men det er højst en halv sandhed. Pillerne kan skabe livslang afhængighed og i værste fald forhindre barnets egen sunde udvikling
Alt for mange børn får medicin mod ADHD, fordi lidelsen betragtes som genetisk og medicinkrævende, skriver dagens kronikør.

Alt for mange børn får medicin mod ADHD, fordi lidelsen betragtes som genetisk og medicinkrævende, skriver dagens kronikør.

Debat
19. marts 2010

Alt for mange børn får medicin mod ADHD. For mange er medicinen i sig selv hverken tilstrækkelig behandling eller optimal behandling.

ADHD, altså Attention Deficit Hyperactivity Disorder, som tidligere blev kaldt DAMP, bliver i Danmark oftest anset som en medfødt genetisk lidelse, der kræver medicinsk behandling. Det skyldes formodentlig, at det danske referenceprogram for udredning og behandling af børn og unge med lidelsen, lægger sig op af den opfattelse. Det er der mange - og alvorlige - problemer i.

Referenceprogrammet er blevet til på initiativ fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark. Sundhedsstyrelsens hjemmeside refererer til programmet, og understreger dermed dets magtfulde rolle. Om årsagen til ADHD hedder det i programmet: »Ætiologien (årsagen, red.) til ADHD er multifaktoriel og endnu ikke fuldt klarlagt. Genetiske faktorer er dog de vigtigste, hvilket er fundet i både familie- adoptions- og tvillingeundersøgelser. (Forskeren) Faraone estimerer i en litteraturoversigt fra 2005, at genetiske faktorer er involveret i 77 procent af tilfældene, og at i hvert fald syv udvalgte gener er fundet associeret med ADHD«.

Om behandlingen af ADHD konkluderer programmet, at medicin er løsningen: »Børn som har ADHD i moderat til svær grad bør som første valg tilbydes farmakologisk behandling«.

Fagligt unuanceret

Programmets konklusioner lyder overbevisende, men går man forskningen efter i sømmene, så fremstår de fagligt unuancerede. For eksempel er den amerikanske genforsker Stephen Faraone, som referenceprogrammet henviser til, væsentligt mere forsigtig i sine udtalelser end forfatterne bag programmet. I artiklen, hvor Faraone giver sit genetiske estimat, skriver han også, at mange af forskningsresultaterne peger i forskellige retninger, og at man derfor ikke kan konkludere på dem.

Faraone synes over årene at tvivle mere og mere på de genetiske årsager til ADHD. To år efter udgivelsen af artiklen med det genetiske estimat, skriver han, at der er publiceret talrige studier, som påviser genetiske sammenhænge for dette og hint, men at det sjældent er lykkedes at gentage studierne og altså drage endelige konklusioner. I en anden artikel konkluderer han, at mange miljøbestemte risikofaktorer øger sandsynligheden for, at børn og unge udvikler ADHD. Alligevel holder forfatterne til det danske referenceprogram fast i, at generne er den vigtigste årsag til ADHD.

De gener, som måtte forårsage en række psykiske træk og lidelser, er aldrig fundet. Det betyder selvfølgelig ikke, at det genetiske er uden betydning. Men det må nærmere forstås som en medfødt mere uspecifik sårbarhed. Den psykologiske forskning og tankegang har i mange år været præget af en simpel og lineær idé om psykisk fejludvikling. Formlen har været: Sårbarhed + belastende psykisk miljø = psykisk lidelse.

Den slutning må i dag betragtes som forældet. Den er for forenklet til at kunne tage højde for kompleksiteten i forskellige menneskers forskellige måder at udvikle sig på. Menneskelig udvikling sker i et tæt og vekselvirkende forhold mellem det medfødte og det miljø, som barnet bevæger sig i. Det gælder også for udviklingen af ADHD.

Den onde cirkel

Et barn, der fødes som et sårbart barn vil ofte vække svære følelser hos sine forældre. Forældrene kan have vanskeligt ved at rumme barnet og hjælpe det med at falde til ro. Dét frustrerer barnet, og frustrationen nærer mere vanskelig adfærd. En ond cirkel er begyndt. Nogle børn reagerer ved at blive så ængstelige og urolige, at de bliver diagnosticeret med ADHD.

Barnet reagerer altså på omverden, og omverden reagerer på barnet i en cirkulær bevægelse, som gentager og ofte forstærker sig selv.

Det er en misforståelse at opfatte denne udviklingsmodel alene som en psykisk model. Den er også biologisk. Barnets erfaringer lagrer sig i hjernen, altså i barnets neurobiologi. Derfor giver det ikke mening at måle neurobiologiske forhold i hjernen hos ADHD-børn og udelukkende slutte, at forholdene er genetisk bestemt, for menneskers neurobiologi er en uadskillelig blanding af medfødte forhold og miljøbaserede forhold.

Men det danske ADHD-referenceprogram anvender ikke disse mere nutidige og komplicerede udviklingsmodeller. Ligesom det ikke i nogen videre grad anbefaler pædagogiske og terapeutiske behandlingsformer eller forholder sig tilstrækkeligt til, at forskningen i medicinsk behandling af børn og unge med ADHD er stærkt omdiskuteret. I stedet anbefaler referenceprogrammet entydigt, at børn og unge, der diagnosticeres med ADHD, medicineres med centralstimulerende medicin, f.eks. Ritalin.

Farlig medicin?

Blandt kritikerene af centralstimulerende medicin er den amerikanske psykiater og forsker i psykofarmaka Grace Jackson, der peger på, at medicinen forhindrer udviklingen af barnets hjerne: Et barn på f.eks. Ritalin vil ikke i tilstrækkelig grad modnes og rustes, så det kan fungere godt i verden. Samtidig ændrer centralstimulerende medicin ikke barnets psykiske struktur, altså den bagvedliggende dynamik, som nærer barnets ADHD-symptomer. Når barnet ikke får sin medicin, kommer symptomerne igen. Barnet og senere den unge og voksne kan risikere at skulle spise piller hele livet. Pointen er her, at ethvert barn - også et barn med ADHD-symptomer - gennem sin opvækst helst skal lære at forvalte sit følelsesliv gennem interaktion med omverdenen.

Når børn lever på centralstimulerende medicin, fratager man dem den mulighed. Retfærdigvis skal det nævnes, at nogle børn bliver nødt til at få centralstimulerende medicin til at begynde med, men det er halsløs gerning at medicinere uden at iværksætte pædagogiske og psykologiske foranstaltninger og forældrearbejde. Det er sidstnævnte indsatser, der lærer barnet at blive velfungerende i verden, påpeger Grace Jackson.

Stort marked for medicin

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor det - trods tvivl og forskning, der peger i andre retninger - er blevet almenopfattelsen, at ADHD er en medfødt genetisk betinget sygdom, som kræver medicinsk behandling.

Børneneurolog og forfatter til bogen The ADHD Fraud - How Psychiatry Makes 'Patients' of Normal Children, Fred Baughman, giver et bud, som flere andre eksperter er enige i: En del af forklaringen kan meget vel ligge hos medicinalselskaberne.

Salget af centralstimulerende medicin er på få år blevet en millionforretning. Ifølge Danmarks Apotekerforening udgjorde Ritalin i 2008 43 procent af børn og unges samlede forbrug af lægemidler til nervesystemet. Fra 2007 til 2008 steg de unges forbrug af Ritalin med 91 procent, mens børnenes forbrug steg med 56 procent. Altså på et enkelt år.

Omsætningen ved salg af Ritalin i Danmark er steget fra 1,48 millioner i 1991 til mere end 36 millioner kroner i 2006. Det er en stigning på 2.400 procent.

Medicinalindustrien er ikke direkte repræsenteret i gruppen bag det danske referenceprogram. Men flere af lægerne i arbejdsgruppen, har ifølge Lægemiddelstyrelsen tilladelse til at samarbejde med et eller flere af de medicinalselskaber, der producerer medicin til behandling af ADHD. Også ADHD-foreningen selv er i kontakt med industrien: Foreningens hjemmeside er sponsoreret af medicinalselskaberne Eli Lilly og Janssen-Cilag. Begge producerer medicin til behandling af ADHD.

Revision

Det danske referenceprogram står for at skulle revideres i år.

Revisionen bør tage tvivlen om årsagen til ADHD alvorligt. Ingen ved, om ADHD er en genetisk medfødt sygdom, som kræver medicin. Meget peger i retning af, at de miljørelaterede faktorer betyder lige så meget som generne.

Det giver god mening at tro på, at pædagogiske og psykologiske behandlingsmetoder på lang sigt kan hjælpe mange af børnene lige så godt eller bedre end medicinen. Medicinen er angiveligt til gavn for mange, men usikkerheden om dens langsigtede virkninger og bivirkninger bør inspirere til forsigtighed og brug af andre behandlinger.

Michael Kaster er specialist i klinisk psykologi, børnesagkyndig ved Statsforvaltningen, samt privatpraktiserende børne- og voksenpsykolog i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kaster

Jeg ved ikke, om det giver mening at prøve at forklare mit eksempel med hovedpine og hvorfor man ikke kan sidestille fx HIV og ADHD, men jeg prøver nu alligevel.

Eksemplet med hovedpine er tænkt metaforisk - et hverdagseksempel, som vi alle kender til. Hovedpine er et såkaldt uspecifikt symptom - en hovedpine kan skyldes mange, mange forskellige forhold - psykiske som fysiske. Pointen er derfor, at man må forstå symptomet hos den enkelte patient for at kunne afhjælpe det i længden. Sådan er det også med ADHD-symptomer. De er uspecifikke og vi må interessere os for baggrunden for symptomet hos den enkelte patient for at hjælpe bedst muligt.

HIV er ikke et symptom, men en infektion, der kan påvises gennem blodprøve. Tilstedeværelsen af HIV-antistof er derfor ikke uspecifikt, men det man i fagsprog kalder patognomisk. Patognomisk betyder, at man kan slutte fra tilstedeværelsen af et fund (fx HIV-antistof) til en lidelse (fx HIV-infektion).

ADHD-symptomer (og hovedpine) er ikke patognomiske, hvilket vil sige, at man ikke kan slutte fra tilstedeværelsen af uroligheden/den manglende koncentration til en diagnose - i dette tilfælde ADHD.

Mark Andersen

Psyke er tanker
Fysik er kroppen der reagere

Uden tanker skaber du ikke billeder i hjernen, uden billeder er der ingen handling, og når et barn bombarderes af billeder der er voldsomme udefra og ind i det indre, som i ptsd også, ja så har alle levende ting det med at reagere på det, hvis man ikke kan bearbejde det, på et tidspunkt.
Det er billeder der ligger og roder rundt derinde et sted, som påvirker din opfattelse, din fysik, din mekanik og derfra dit liv og hverdag.

Når du bliver fysisk syg, er det omvendt effekt, her får du en virus ind i kroppen som påvirker din tankegang, derfra feber drømme.

En anden interessant faktorer i denne debat er man glemmer det er videnskabeligt bevist at hjernen først er udviklet ved de 25år, så når man sender folk i krig under 25, er der ikke noget at sige til de bliver ramt af ptsd.

Mogens Hansen

Et af dine argumenter mod Ritalin er, at det er symptommedicin. Det helbreder ikke.
HIV-medicin er symptommedicin. Det helbreder ikke.
At være imod noget, fordi det kun dæmper og ikke helbreder, giver ingen mening. For nogle mennesker er det af stor værdi, at symptomerne bliver dæmpet, så de kan leve et tåleligt liv.
Når du ikke kan sammenligne ADHD og hovedpine, er det fordi "hovedpine kan skyldes mange, mange forskellige forhold - psykiske som fysiske". At ADHD kan det, er noget, du tror. Ikke et faktum. Fakta og personlige teorier er ikke direkte sammenlignelige. Heller ikke metaforisk.

Michael Kaster

Kære Mogens Hansen

Der er nogle niveauer her, der bliver blandet sammen. Du sætter SYMPTOMET hovedpine på samme begrebsniveau som LIDELSEN ADHD. Symptomet hovedpine er på begrebsniveau med symptomet urolighed eller symptomet koncentrationsbesvær.

Pointen er, at man ikke kan slutte patognomisk fra symptom til lidelse. Og det er faktisk problemet for ALLE psykiske lidelser, inklusiv ADHD. Der findes altså ingen distinkte symptomer (patognomiske) der entydigt kan afgøre, at et menneske har ADHD. Det vil altid være et skøn på baggrund af en vurdering at de forekommende symptomer.

Urolighed og manglende koncentration KAN skyldes mange forhold. En gennemgang af forskningen, som jo er det hele min artikel bygger på, viser jo netop, at det på ingen måde er så entydigt, at man kan sige, at urolighed og manglende koncentration er medfødt.

Jeg er netop blevet bekendt med, at medicineren Tomas Ljunberg i Sverige i sin bog "AD/HD i et nyt ljus" er nået frem til det samme, som jeg er.

Hvad angår symptombehandling, så har jeg i princippet intet mod det
1) Når andre behandlingsmuligheder, som formentlig ofte ved kriminelle, ikke er mulige,
2) Når lidelsen er så stor, at det ikke kan forsvares ikke at symptomlindre.

- Men vi skal bare være klar over, at medicinering ikke er en helbredende behandling, og dér mener jeg at mange børn er hjulpet langt bedre gennem andre tiltag, som jeg har beskrevet. Og voksne kan i mange tilfælde også hjælpes terapeutisk. Og det kan faktisk være helbredende.

Johan Hviid Andersen

Jeg rejste sidste år denne debat i Ugeskrift for læger, hvor der var mange der gik ind i debatten, men specielt fik jeg mange breve og mails fra læger og psykologer rundt i landet, som også var bekymrede over ADHD - se debatartiklen nedenfor

Ugeskr Læger 2009;171(6):443
Så kører DAMPlokomotivet
Nu også med voksne!
DEBAT | MIN MENING

Professor Johan Hviid Andersen, Arbejdsmedicinsk klinik, Regionshospitalet

Mindst 100.000 voksne danskere har ifølge en nylig oversigtsartikel ADHD (attention deficit hyperactivity disorder) [1]. Den historie solgte også godt i de populære medier. Heldigvis kan vi nu screene voksne for ADHD, ifølge en ny statusartikel [2].

Så er alt godt; vi kan finde de syge og komme i gang med behandlingen, som langt overvejende består af forskellige former for psykoaktive medikamenter. Hurra for den biologiske psykiatri.

En oversigt og en status i Ugeskriftet må efter min mening give læserne et overblik over en given problemstilling, herunder beskrive eller blot nævne andre teorier og andre måder at forstå ADHD. Det er i særdeleshed ikke tilfældet i de omtalte artikler [1, 2]. Der er aktive forskere inden for området, som mener, at ADHD er en diagnose med tvivlsom validitet, specielt hos voksne, og at brug af medicin kun bør ske i forskningsøjemed. Der er ingen specifikke kognitive, metaboliske eller neurologiske markører og medicinske test for ADHD. Genetiske associationsstudier har været inkonklusive, strukturelle såvel som funktionelle neuroradiologiske data om ADHD er inkonklusive, og der er ingen veletableret neurobiologi [3]. Jeg tillader mig her at anklage budbringerne for disease mongering, hvor grænserne for sygdom udvides med henblik på at stimulere markedet til glæde for dem, der sælger og leverer behandlinger. I tilfældet ADHD er det sket i samdrægtighed mellem skolelærere, lægemiddelindustrien, specialister, og bekymrede forældre, som i ADHD's moderland, USA, er ganske godt organiserede - og sponsorerede af bl.a. Ciba-Geigy. Det er i den forbindelse dog beroligende, at forfatterne til [1, 2] ikke angiver nogle interessekonflikter - for eksempel til Lilly, som er en kommende storaktør på markedet.

Børn var i mange år den primære målgruppe for ADHD, mest skolebørn, men nu også førskolebørn helt fra toårsalderen. Og ja, jeg ved godt, at mange børn i tidens løb har haft en god effekt af den specialiserede behandling. Men voksne sidder da ikke ved morgenbordet og hælder mælken ud på dugen og for siden at rykke dugen af? De tager vel heller ikke hen på arbejdet og sparker kolleger over benet eller råber ukvemsord efter chefen? Nej, men de diagnostiske kriterier for voksne med ADHD lægger vist også mere vægt på opmærksomhedsdelen og mindre på hyperreaktiviteten, som hos voksne bl.a. kan vise sig som: »Har vanskeligheder med at optræde stille og roligt under spil eller andre fritidsaktiviteter«. Så kender jeg mere end et par stykker, der skal undersøges. For voksne skifter hovedproblemet sig fra adfærd til performance, som der stilles stadig større krav til i en individualiseret verden. Historien om, hvordan de diagnostiske kriterier for ADHD ændrer sig, er fremragende gennemgået af Peter Conrad [4].

Ritalin og andre aktive stoffer øger opmærksomheden og fokus hos børn med ADHD, men også hos andre børn og voksne, og derfor bruges disse stoffer nu også som præstationsfremmere blandt f.eks. studerende. Når effekten er så god for alle, hvem har så ADHD, og hvilke og hvor mange sociale tilpasningsproblemer kan yderligere medikaliseres? Det er et problem, når sociale problemer kommer under medicinsk kontrol, bliver individualiserede, og når adfærd udelukkende tydes ud fra en klinisk vinkel i stedet for en social og politisk.

Bør artikler, som giver sig ud for at danne overblik, ikke diskutere disse problemer eller blot nævne dem, og give referencer, så læseren selv kan danne sig en mening, også om DAMPlokomotivet?

Litteratur

Thomsen PH, Damm D. ADHD hos voksne. Ugeskr Læger 2008;170:3395-9.
Obel C, Dalsgaard S, Arngrim T et al. Screening af voksne med ADHD. Ugeskr Læger 2009;171:143-5.
Singh I. Beyond polemics: science and ethics of ADHD. Nature Reviews Neuroscience 2008;9:957-64.
Conrad P. The medicalisation of society. Baltimore: The John Hopkins University Press, 2007

Michael Kaster

Kære Johan Hviid Andersen
Tusind tak for dit relevante indlæg i debatten.

Mogens Hansen

Du kan sagtens have ret i, at der automatmedicineres for meget, og at man burde prøve andre metoder først. I vores tilfælde havde pædagoger og lærere prøvet i seks år. Det er længe for et barn. Ingen af de implicerede anede, hvad de foretog sig. Nogle af dem har fået noget forstand på det, efter han fik diagnosen. Alternativerne til medicin skal findes i virkeligheden, før man bare så meget skal tænke på at skifte. I dag er tilbuddene nærmest ikke eksisterende.
Diagnosen skal fastholdes og ikke erstattes med noget diffust. Gør man det, lader man en masse børn, og voksne, i stikken, og vi bliver bombet mange år tilbage. Børn lever ikke ret længe. Pludselig, efter 18-20 år, er de voksne. De seks år, min søn fik daglige skældud, er ikke noget, samfundet kan være bekendt.
Det forholder sig stadig sådan - trods svensk medhold - at det er teorier, og det er uhæderligt at slå det op, som om det er ny banebrydende viden. Det er det ikke. Det er noget, I har fundet på, og der er mange, også videnskabsfolk, som er lodret uenige med jer.

Kasper Michelsen

@Mogens

Hvad er det egentlig du prøver at forsvare ved dine angreb på anderledes tænkende.
Du ved tydeligvis ikke noget selv.
Du skriver selv at samfundet intet kunne gøre for dine børn igennem 6 år.

Spørgsmålet kunne være:
Hvad lavede du?
Hvad har du selv gjort eller tænkt dig at gøre?

Du nævner selv religion, men religiøsitet er ikke nødvendigvis noget, der står i kontrast til den magtform vi har idag.
Vi er alle tvunget til blindt at tro på de tilfældige hvide kitlers "beviser", indtil der kommer andre eller de udvides.
Dette er ikke paranoia, men simpel virkelighed, som er menneskabt.

En virkelighed, der ikke er menneskeskabt er mennesket, i hele dets væsen og det kan ingen tage patent på, men det er der dog instanser, der faldbyder at kunne stå inde for idag, grundet vores afgudsdyrkelse, som minsandten er menneskeskabt.

Så spørger du; vis mig gud?!
Du søger et mirakel, men tør ikke selv tage et skridt, men forventer alle andre, skal løse dine problemer.
Måske har du dårlig samvittighed over, ikke at være i stand til at hjælpe dine børn og det må også være hårdt at være vidne til.
Hvilken afmagt og frustration
Din sociale opdragelse afskyr at se ud over rammerne og kun ty til det trygge etablerede og fint.

Men som forælder og nær til lidende, har du da samvittighed til at være så fanatisk, at du udelukker alt andet end det hurtige fiks, bare for at forsvare din egen antireligion..?

Søren Hansen

@Kasper Michelsen

Det lyder ikke som om du kender nogen med ADHD særlig godt elller måske slet ingen. Måske ved du heller ikke noget om ADHD ?

Din afsky for de hvide kitler kan undre - skyldes det din "tro" på alternativ behandling, som jo meget sjældent dokumenterer effekter af en behandling.

Prøv at læse lidt om ADHD fx på ADHDforeningens hjemmeside eller i referenceundersøgelsen før du skælder ud.

Kristian Thorup

Det virker som om fronterne er kridtet op og som om man tænker sort-hvidt og enten-eller.

Et par spørgsmål til Niels og Mogens før i går helt i trance (eller var det noget andet I skulle gå til?).

Synes I ikke der er en forskel på, at man ved ADHD stiller diagnosen ud fra et spørgeskema og et interview og at man ved HIV, diabetes etc., stiller den ud fra blodprøver?
-underforstået: kan I ikke se problemet i denne sammen-ligningen/blandingen?

-Tror ,I at fordi man kan spore noget som dysfunktioner i hjernen, at det så, er det samme som, at man har fundet årsagen?
Det jeg mener er, om I tror at udgangspunktet for ADHD er i hjernen.
Jeg og andre ville hævde at hjernen udvikles i et samspil med sine omgivelser. Det vil sige at det biologiske udvikles i et parløb med omverdenen og dennes påvirkning.

-Har I ingen bekymringer over, at være på centralstimulerende psykofarmaka i årevis, når man rent faktisk ikke reelt kender omfanget af de langsigtede bivirkninger?
For at vende tilbage til hovedpineeksemplet, så er de fleste (måske ikke Jer) enige om, at det er temmelig usundt, at spise hovedpinepiller hver dag i længere tid af gangen. Og nu er hovedpinepiller jo ikke engang et amfetaminpræparat som Ritalin er.

Jeg synes det er ærgerligt, at gode saglige folk som Michael Kaster skal angribes, for en så velskrevet og veldokumenteret artikel. Den rejser nogle meget reelle og bekymrende spørgsmål om den medicineksplosion, der har ramt vores børn i disse år. Kaster bringer kilder og tal på banen og belyser hele ADHD-fænomenet fra mange sider. Jeg synes det er mærkværdigt og uhyrligt at kalde ham kvaksalver. Det er tankevækkende at man griber til så primitiv en argumentation. Er det for di Michael Kaster har ramt et eller andet?

Hvad nu hvis I tager fejl (Mogens og Niels). Har I overvejet det? Hvad nu hvis alle de 'konspiratoriske' argumenter faktisk var saglige, hvad så?

Skrev selv en kronik i efteråret, som I højst sandsynligt har læst. Men den stiller samme spørgsmål, bare med en masse flere ord:

http://politiken.dk/debat/kroniker/article813539.ece

Claes Pedersen

Til Mikkel Manini.

At du andre dit indre tanke monster eller moden du lever dit liv po er ikke et paradigmeskift.

Et paradigmeskift er nor man inde for videnskaben gor nye erkendelse og viden der bruder med den gamle opfattelse.

eks. som da rommerne mente de var verdens centrum eller senere i historien mente solen var centrum for universet dette er et paradigmeskrift nor ny viden og forstoelse medfore at det gamle bliver forkastet.

Hvad der foregor i vores hjerne af tanker er ikke en indsigt man videnskabeligt kan forklarere sine omgivelser.

Men vi kan forklare omgivelserne hvad der for os til fole os bedre tilpas, og komme i bedre belangce med os selv.

Det storre problem ved mennesker indre sindtilstande er netop vores manglende sprog til forklare for hinanden. Derfor er det so vigtig alt behandling eller hjalp til mennesker at fallesskabet aktiviterne har et ydre udtryk som er forstoligt for omgivelserne.

Som at sto po ski fiske spille boldspil vare med i gangforening det medfore man letter kan forklare sig over for sine omgivelser.

Det sybjektive vi snakker med psykologen, psykiatrene, eller den sociale behandler om er lige til fortalle vores omgivelser.

Men tal for linket og helt sikkert en meget god hjemmeside, og en af den bedste jeg har set der omhandler menneskers psykiske problemer.

Om lager og medical industriens indflydelse po den behandling der gives mennesker med psykiske lidelser er ganske enkelt grotest.

Det psykiatriske informations centret i Vejle region Sydjylland har et samarbejde med psykiatri Fonden som direkte bliver stotte af medicinal industrien, og derfor bor samfundet heller ikke bruge penge po de informations centre om psykiatri nor de ikke kan fri sige sig fra deres information er under stark indflydelse af industrien.

Som de ogso po Psyk-info i Vejle havde et tema om religion og psyke i samarbejde med byens kirker, og det er endnu engang ikke et offentlig informations centres opgave at formidle eller forkynde religion.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

Claes Pedersen

Til Kristian Thorup.

So er sammenligningen eller drage paralere til mennesker psykiske lidelser og HIV og diabetec dorlig.

So er bedre at bruge et billede som brakke sit ben eller sloet sin hond hvor i nogle tilfale har ondt i 10 min andre tilfalde vare det ved i meget langere tid.

Sodan er det med langt den storste del af den psykiske smerte som mennesker mo bare po og et menneske med ADHD kan i mange tilfalde udmarke leve et ok liv hvis bare hans?hendes psykiske mode at fungere po bliver respekteret af omverden.

Men nor mennesker bliver udsat for konstant stress forvare tilstanden, som et ben der brakket ikke helles, hvis den ikke for den ro den skal have.

Dermed ikke sagt mennesker der har DAMP af den ene eller anden orsag ikke skal udforedes, de skal de men bare til tider po andre vilkor end andre mennesker.

Et menneske med ADHD er ikke skabt til side ned 10 timer om dagen i skolen eller der hjemme, men da vores moderne behandling system end ikke formodere at praktisere de mest enkelte aktiviter som forbedre menneskers psykiske trivsel. er det mest hensigtmassigt at vi demokratisere vores behandling system med et folkevalgt kammer under vores folketing.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

Claes Pedersen

Til Professor Johan Hviid Andersen.

Jeg anser det lige so vel som et problem nor mennesker med vise affards problemer, kommer under en social pedagodisk kontrol som en medicisk lagelig kontrol.

For deres liv bliver sat i rammer og en struktur, som kan vare om mere undertrykkende og begransende i forhold til give born og voksende nogle valg i livet, som kreative aktiviter, motion, sport, uddannelse og undervisning.

Men ellers giver jeg 11 for dit indlag, med en lille pil ned ad, for den svar at forsto for mennesker med lase problemer.

Mogens Hansen

@Johan Hviid Andersen
Du skulle måske lige kigge på din retorik.
”Hurra for den biologiske psykiatri.”, ”Børn var i mange år den primære målgruppe for ADHD” og ”DAMPlokomotivet” er stereotyper, som kun tjener til at underholde meningsfæller eller intimidere modstandere, men nok om det.

Du skriver, at ”voksne sidder da ikke ved morgenbordet og hælder mælken ud på dugen og for siden at rykke dugen af? De tager vel heller ikke hen på arbejdet og sparker kolleger over benet eller råber ukvemsord efter chefen?”De sidder vel ikke og hælder mælk og lignende, men de kan sagtens gøre et måltid til en noget tvivlsom oplevelse, hvis de ikke forstår og kan overskue den sociale begivenhed, et måltid er. Det kender jeg et par eksempler på
De sparker nok ikke kollegaen, men de er dårlige holdspillere, og det er ikke meget bedre, når man skal have en arbejdsdag til at fungere. De råber ikke ad chefen. Jo. Det kan du tro, de gør. Og så bliver de fyret, eller chefen ryster på hovedet ad dem og degraderer dem på den måde til en slags undermennesker, man ikke behøver at tage alvorligt
Voksne med ADHD har svært ved at indgå ordentligt i netværk. De opfører sig ”mærkeligt”, og de kommer tit til at sige noget, som støder andre mennesker væk. Voksne med ADHD har ikke ret mange venner, med mindre de tager skridtet og søger ind i misbrugskredse eller det kriminelle miljø, hvor overliggeren for tolerance og accept ligger en del højere.

@Kasper Michelsen
Det var min mening at svare på dit indlæg, men jeg har opgivet. Du er simpelthen for postulerende, perfid og mærkelig i din argumentation til, at det er muligt at få noget fornuftigt ud af det. Du tillægger mig motiver, som du simpelthen ikke kan vide noget om.

@Kristian Thorup
Sort/hvidt må vist være jer. Mit barn skal have et ordentligt liv, og det kan samfundet foreløbig ikke tilbyde ham uden medicin. I vil tage medicinen fra ham og tilbyde ham varm luft i form af ikke eksisterende terapi og specialpædagogik.
Jeg kan godt se, der er forskel på de to diagnostiseringsformer. Jeg synes bare ikke, det er vigtigt i forhold til medicinering eller ej. Der er andre diagnoser end ADHD, som ikke er direkte målelige, og som medicineres. Det kan man sagtens. Det er bare ikke alt, der umiddelbart kan måles og vejes.
Ja, jeg mener, ADHD findes i hjernen, men det er nu ikke det samme som, at jeg tror, årsagen er fundet, når man kan spore en dysfunktion. Forskning er mere kompleks end det.
Jeg ved godt, du er en del af bio-psyko-social bevægelsen, hvis tanker tager udspring i nogle dybt forældede teorier fra 60'erne og 70'erne, hvor man troede, alt kunne relateres til miljø og social arv. I dag er vi klogere. Bevægelsen har sin berettigelse, når vi bliver for kæphøje og tror, vi har fundet de vises sten, men som universel vidensmodel er den ikke meget værd.
Ritalin kom på markedet i 1955. Det har siden været testet masser af gange, og der er sjovt nok ingen meldinger om skadevirkninger, bortset fra de ”Ritalindeath-hjemmesider” den amerikanske del af internettet nærmest flyder over med.
Er det synd for Michael Kaster, at vi siger ham imod? Det tror jeg nu ikke engang, han selv synes. Jeg har ikke kaldt ham kvaksalver. Det har Niels heller ikke. Det er der faktisk ikke nogen, der har. Søren Hansen skriver: ”Jeg har svært ved at se andet end at Mikael Kaster prøver at kvaksalve sig til at være ekspert i noget han ikke er.”, og her gør han sig skyldig i et uheldigt ordvalg. Det, han hævder, er, at Michael Kaster forsøger at fremstille sig selv som en slags ekspert på området uden at være det. At kalde det kvaksalveri er selvfølgelig usmart. Sådan kommer vi sommetider galt afsted. Når Michael Kaster siden besvarer angrebet med, at han som klinisk psykolog har ret til at stille diagnosen, kunne det måske se ud, som om Søren Hansen har ramt en nerve.
Hvis vi tager fejl? Shit happens, men det tror jeg nu heller ikke, vi gør. Ude i det virkelige liv, som man ikke kan trække sig tilbage fra, når klokken bliver 15 eller man fylder 67, findes den stærkt invaliderende tilstand ADHD. Det er rigtige mennesker, som går rundt og kvajer sig i en lind strøm af uheldige episoder. De kan hverken tænkes eller snakkes væk. Foreløbig er medicinen nødvendig, fordi alternativerne er helt utilstrækkelige, både hvad kvalitet og kvantitet angår.

Kasper Michelsen

@ Mogens

Det er glædeligt at beskeden er modtaget, men jeg postulerer nu bare i billeder.
Du må have lidt selvironi her ;)

Det bliver så ensporet, når det lyder som en katolsk jurist, der er her for at forsvare noget, der aldrig kan eller må modificeres, fordi alle andre indfald latterliggøres selvretfærdigt.
Man skal passe på, man ikke låser sig fast i en rille og vil gå i martyrdøden for den, for hvorfor så debattere?

Jeg synes, der er mange gode input, der lærer mig noget og vil da gerne slå fast, at det ikke handler om enten eller, men om både og.
Det er bare som om det er lukket land for dig, at diskutere.

Der er muligvis stadig mennesker, der vil have behov for medicinering, men det vil aldrig kunne gå for en livsvarig behandling, ideelt set.
Det er der, vi er, men hvor går vi hen..?

Og det passer jo ikke, at der ikke er alternativer, det er jo bare noget, du ikke "tror på", men hvem tjener det egentlig..?

Desuden stiller jeg dig spørgsmål, men forventer heller ikke et svar mere.

@Søren

Jo, jeg kender flere med diagnosen ADHD og også uden, det ville du vide, hvis du gad læse tråden.
men fint med henvisning til foreningen.

Der er masser undersøgelser, som jeg henviste til tidligere, der klart viser brugbare resultater til behandling af denne slags lidelser og mange andre og der er jo netop mange, der ikke benytter den etablerede behandlingsform, da de har valgt at prøve andre metoder. Tit efter de er opgivet og har fået en syg-dom af lægen.
Det gælder jo fra forkølelse over gigt til kræft og HIV.

Men det kan være meget svært at få opstillet forsøg med gammelkendte metoder, da lægevidenskaben bevidst har forsøgt med vold og magt, at udkonkurrere alternativer i de sidste par hundrede år og det er jo selvsagt nemmere at skaffe midler til forsøg der tjener industriens indtægter end til forsøg, der eliminerer den, groft set.
Der var igår en glimrende debat om netop dette på P1.

Pointen er bare stadig, at der godt kan tænkes ud af boksen, UDEN at opgive sine guder.
På den måde, kan man jo eksperimentere med et bredere perspektiv på lidelser(som man gør i mange andre lande), da den nuværende jo har sine indlysende begrænsninger.

Mogens Hansen

@Kasper Michelsen
Faktisk var den med religionen bare en småbarnlig respons på din ulækre kommentar til Niels Mosbak. Jeg havde på fornemmelsen, at Niels er for pæn til den slags. Det er jeg overhovedet ikke.
Du må gerne vise mig de alternativer, du mener, er derude. De skal virke lige så godt som medicin. De skal være til rådighed i det omfang, børnene har brug for dem , og præcis når børnene har brug for dem. Det må være rimelige krav.
Og så lige en oplysning: Der findes ikke ret mange ADHD-ramte familier, som ikke har stået på hovedet for at få tingene til at lykkes eller bare hænge lidt sammen. Så at spørge "Hvad lavede du? Hvad har du selv gjort eller tænkt dig at gøre?" er uforskammet. Jeg har på fornemmelsen, at det er du ret ligeglad med.

Kristian Thorup

Indledning må jeg sige, at jeg blev overrasket over, at det ser ud til at "Galebevægelsen" er genopstået, nu i forbindelse med ADHD.

Jeg har faktisk stor faglig respekt for både psykologer og psykiatere, der sammen med korrekt medicinsk behandling lindrer psykiske lidelser.

Når du spørger om jeg finder det underligt, at man via et simpelt spørgeskema kan teste voksne for ADHD, og modstiller det med diabetes hvor man kan skaffe et bevis i blodbilledet, og dermed gør det til et "videnskabeligt" bevis, må jeg sige - næ, det synes jeg ikke.

Når man taler med mennesker - hvilket jo sker i enhver lægekonsultation, har man jo også muligheden for at bedømme deres psykiske habitus.
Psykiske lidelser kan altså afdækkes under en samtale, hvis man ved hvilke tegn man skal se efter.
Det er f.eks. også således man diagnosticerer depression, der er en sygdom med stor dødelighed, såfremt den ikke bliver behandlet.
Der er for mig at se ikke noget hokus-pokus i det.

Jeg anerkender, at visse psykiske lidelser kan påvises i hjernen, idet denne bliver skadet af visse stresshormoner.
Man kan jo rent faktisk påvise disse forandringer i hjernen - altså nedsat produktion af neurotransmittere, i bestemte områder.
Det gælder f.eks. også PTSD, hvor der på sigt kan påvises skader på hippocampus.

Men som sagt - det bliver en diskussion om hønen eller ægget - fakta er at skaderne kan påvises, spørgsmålet om det er erhvervet eller en genetisk disposition, og det kan først afgøres når man har foretaget de fornødne undersøgelser.

Med hensyn til dit spørgsmål om livsvarig medicinering og de eventuelle langtidsskader der måtte opstå, må jeg jo som bruger af sådanne midler sige - helt kynisk - bad luck!
Det er for nogle prisen for at leve et nogenlunde normalt liv!
Det gælder for al medicin at der er bivirkninger - og disse kan være ubehagelige, men det er et vilkår for nogle for at overleve! Det er den alternative virkelighed der findes.

Kunsten er at finde den behandling med færrest bivirkninger og størst effekt - og selvfølgelig med støtte fra en psykiater i forbindelse med et sideløbende terapeutisk forløb.
Men man skal også huske at terapi har sine begrænsninger!

Men jeg må fastholde, at min solidaritet med børnene er større, end med mennesker der af uvidenhed forkaster at ADHD findes eller undervurderer lidelsens betydning for de ramte.

Børnene lider rent faktisk under ikke at kunne forstå deres omverden, og ikke kunne tilegne sig de samme færdigheder som andre børn - herunder social adfærd, og i nogle tilfælde følger det dem ind i voksenalderen.
I den henseende er jeg fuldstændig på linje med Mogens Hansen, måske fordi vi begge har set ADHD udfolde sig uden at vi dengang vidste hvad det var.

Men jeg hilser debatten velkommen, selv om jeg ikke er enig med Michael Kaster, fordi netop debat kan være med til at fremme oplysningen på området.

.

Michael Kaster

Kære debattører

Til orientering - og måske til belysning af nogle nuancer i debatten og mit ståsted.

http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2010/03/16100905.htm

Kasper Michelsen

ok, men kan ikke se hvad der er ulækkert i den eller hvad det betyder.
I begge to kommer jo med intet nyt overhovedet, men fakser bare rundt i alle mulige kemiske teorier i fuld desperation og artiklen og hele debatten handler jo netop om det modsatte i det mindste.
Jeg reagerer direkte og ret impulsivt, da jeg mener jeg har noget nyt at byde på som nødvendigvis ikke er pakket lækkert ind, så du kan begribe det.
Det virker virkelig som om du slet ikke læser og lytter til noget af det jeg har skrevet og det er mindst lige så uforskammet, som at jeg prikker til dig for at få dig til at vågne op.
I står på den sikre side af hegnet, som usårlige forkæmpere for den gældende teori og fint med det, men det har vi jo alle forstået herinde.
Jeg beklager, jeg skrev det sådan, men det er udfra en viden om tingene, jeg protesterer mod stivsindet.
Sagen er den, at jeg selv er sådan et ADHD-barn og har været det hele igennem, som de så struktureret skriver på foreningernes hjemmesider.
Jeg har bare et andet syn på tingene nu, da jeg har fundet andre veje igennem junglen, på eget initiativ og med metoder og råd fra hele verden og ikke kun en lille ubetydelig forening i dk eller rendyrkede kemiske lovsætninger.
Jeg ved det kan forholde sig anderledes, end som det i beskriver, for jeg lever selv i det og har en del i min omgangskreds, der lever med det og de hjælpes alle af både medicin og alternative tilbud.
Jeg siger det igen: Det er IKKE en krig mellem det gode og det onde og dine kriterier for alternativer er jo håbløst forudindtagede og misforståede i forhold til hvad jeg skrev før.
Jeg har fået masser af medicin og psykologhjælp førhen og det er lige til at lukke ud af bagdøren.

Jeg har ikke lyst til at fortælle dig, hvad ellers der kan gøres, da du slet ikke synes moden til at åbne dig for noget andet, end det du kender og det er ikke personligt ment, men gælder så mange mennesker.
Det handler mere om stolthed nogen gange end om at turde prøve det der virker, også selvom man ikke forstår det.
Mit liv er meget anderledes idag, men stadig i en process, da den eneste ting, der ikke findes er et mirakuløst fix, der aldrig slår fejl.
Det påstås at medicin er det alene, men det helbreder intet og en tilstand kræver mere en blot en ydre tilførsel af kemi, for at have en dybdegående effekt. det er en sådan tankegang, der sagtens kunne komplementeres til den kendte medicin.
Det er ikke enten eller, men det kunne da være dejligt, hvis man ikke behøvede medicin en dag, ikke?

Mark Andersen

Jeg finder denne debat meget interessant, og kan se ud fra de 2 kamp lejre, at I dog har nogle fællesnævnere for udviklingen af adhd, nemlig at det sker i barndommen, at der er kaos i barnet psyke, med andre ord der er uorden enten i og omkring barnet, eller begge dele.

Vores største problem i vores samfund i dag, er vi prøver at skabe orden i alt der er omkring os, og når vi skaber denne orden, skaber vi den udefra og ind, og ikke indefra og ud som naturen skaber den, og dette er udfra vores egen tanke mønster for hvad orden er, vi prøver at tillægge en anden vores eget mønster, men vi glemmer at når vi forsøger at skabe orden, at vi skaber samtidig en splittelse, og hvor der er en splittelse er der en konflikt.

Er det så muligt at skabe orden i uorden?

For at forstå orden, må man først forstå hvad uorden er, og for at forstå uorden må man forstå bevægelsen af tanker, der er kilden til fragmenteringen, til splittelsen, af mig og ikke mig, vi og de, mit land og dit land, mine ideer og dine ideer, min religion og din religion, selve bevægelsen af tanker er splittelsen, og tanker reagere til hukommelse, erfaring, viden som er fortid.

Medmindre vi forstår bevægelsen af tanker, kan vi aldrig forstå uorden, da det er tanker der skaber denne uorden, tanke er fragmentering, tanke er tid og så længe vi opererer indeni dette felt, vil der være uorden imellem os. Hvilket er hvert fragment arbejder for sig selv, i opposition til de andre fragmenter.

Hvor der er et billede er der en splittelse, og igen hvor der er en splittelse er der konflikt, om det så er inde i vores hoveder eller udenfor i verden, er det det samme princip og mønster.
MEN hvor der er omsorg,forståelse og næste kærlighed er der ingen billeder, for billedet bliver en del af en selv og der er ikke længere en konflikt.

Der er stor forskel på skønheden ved at noget gror og ved at stræbe efter at blive til noget.

Derfor kan man ikke løse konflikter ved udefra og ind, naturen er nu engang indrettet således at det gror og vokser indefra og ud, og vi mennesker er organiske og ikke maskiner der bygget til at passe ind, men at blomstre som det individ vi er.

Kig på naturen, kig på en blomst der står i et hårdt miljø, den tager også skade, vi er ikke anderledes indrettet, og ja er blomsten skadet kan vi også proppe den med gødning og andre kemiske stoffer for at pumpe den op igen, men vi mennesker kan nu engang ikke gro nye arme,ben osv og derfor skal vi lære at være mere varsomme med vores hjerner, vores psyke og vores natur og tage ansvar for os selv, og andre. Og for at kunne det skal vi alle lære at forstå os selv først og fremmest og ikke ved at læse os til det, men ved at mærke det på egen krop, og alle kan faktisk lære dette, da det ikke kræver en uddannelse eller en autoritet, da alt det kræver er at observere, og derigennem blive opmærksom og bevidst om sig selv og andre.

Det er videnskabeligt bevist at udvikling trives bedst i trygge og sikker rammer, kig på et barn i en mors mave uden næring, uden varmen, uden trygheden fra vores mors mave ville ingen af os være her i dag, hvorfor skulle dette så være anderledes når vi kommer ind i denne verden?

Kigger vi på vores samfund i dag, er der ikke meget der er trygt og sikkert længere, så at proppe et barn med medicin indtil andet er bevist er det samme som at være uansvarlig overfor sig selv og andre, ofte tror vi mennesker at fordi vi har en ledelse at vi ikke længere skal være ansvarlige og dette er meget for forkert, for det gør vi blot vandre i blinde med resten af flokken, som når bøflerne galoperer ud over klippen og ned i dalen i samlet flok.

Jeg finder det meget uansvarligt at psykiatri foreningen sponsores af penge interesser, og der burde blinke en rød lampe, for sandheden er den i vores samfund, at den eneste måde at skabe ændringer er ved at bruge PR og propaganda, da der ingen penge er i sandheden og den naturlige vækst. Den naturlige vækst betyder at vi holder op med at se hver enkelte som en funktion, et fragment, men ser dem som en del af os selv, hvis du ikke har det godt er det os andres ansvar at sørge for at du fungere ingen.

En anden interessant observation er i abe flokke, er der en abe i flokken der er ude af balance, begynder resten af flokken at vise dem interesse og begynder at nusse dem i håret indtil de falder til ro, for aberne ved at hvis et element ikke er i balance, skaber det uro i resten af flokken. Vi mennesker gør det stik modsatte vi skubber alt der ikke er i balance væk fra os selv, og giver dem en kategori og dermed bedøver vi dem, for med bedøvelsen kan vi jo se de er faldet til ro ikk, men har det så løst kilden til problemet?

Min egen overbevisning er;
Børn skal have trygge og sikker rammer for at udvikle sig, ofte oplever jeg forældre der ikke selv er i balance, og ser pædagoger arbejde på barnet men ikke på forældrene, og så kommer barnet hjem til forældrene igen, der stadig ikke er i balance, hvad godt skal denne behandling så gøre godt for? derfor er miljø og omgivelser en mere vigtig rolle end hvad vi har givet den af betydning i skabelsen af balance i barnet.
Derefter bør man lære et hvert barn at forstå sig selv, for at kunne forstå andre og sine omgivelser og derigennem lære at tage ansvar, dette kan faktisk give barnet et redskab til ikke at tage sine forældres og sine omgivelser ubalance til sig.
Dette bør ske ved at vække barnets nysgerrighed, når man vækker nysgerrigheden, vækker man også bevidstheden og opmærksomheden, og lade dem gro og vokse med næring fra de voksne der er bevidste om sig selv og andre.

Familien er kernen til problemet, ikke barnet alene, så har man fået børn der har adhd, bør man også kigge på forældrene og deres omgivelser, for det er ikke ens betydende med bare fordi forældrene fungerer i samfundet at de selv er i balance.

Idag findes der meget personale i systemet, der ikke selv er bevidste om sig selv, men som har fået pålagt sig et statisk tanke mønster og derfor ikke tager hver enkelte barn, som et nyt tilfælde men behandler dem ud fra tradition, viden, fortid, som er gentagelser, og som Einstein flot siger, man kan ikke løse et problem med den samme tankegang som skabte problemet. Derfor skal man lære at tanker er en bevægelse og ikke et bestemt mønster med orden i, tanker vil aldrig være ens betydende med orden, men når man forstår tanker er en bevægelse opstår orden også, da man lære at forholde sig til det, og ikke bedømme det, og pålægge det en kategori.

Tanker er som vinden der blæser, de kan skifte retning når som helst, hvor som helst uden årsag, om du så har adhd eller ikke..

Claes Pedersen

Til Niels Mosbak.

So mener jeg forsat Galebevagelsen eksistere, hvis ikke so er den afgoet ved doden for ganske nyligt.

Men ellers Niels de fleste psykiske lidelser har det med go over af sig selv udanset om man modtager en behandling. Men har du det so dorligt du har brug for hjalp, og du ikke vil modtage den hjalp Psykiatrene eller psykologen tilbyder dig for du lov at sejle for dig selv, eller retter sagt du bliver udstodt af systemmet.

Selve udstodelse af ikke at blive respekteret som menneske forstarker jo mennesker psykiske lidelser nor man bliver henvist til et liv i ensomhed, jeg er selv udstodt af systemet fordi jeg ikke som menneske kan leve med den nedgorelse og infantilisering og odelaggelse af menneskers personlig udvikling, der finder sted inde vores behandling system.

Men personlig er jeg so bedre stillet ved jeg lart fardigheder uden for systemmet, som jeg kan bruge bla. her po Philippinerne, men personligt tror jeg ikke po vi Danmark for vendt skuden uden en demokartisering af vores behandling system med et kammer under vores folketing, so vi overordnet demokratisk kan diskutere hvordan vi bedst hjalper mennesker der har det svart i livet.

Der mange der kamper kampen om det menneskelig sind ud fra okonomiske overvejelser og det er ikke kun medicinal industrien og lagevidenskaben der gor hond i hond.

Men ogso Psykologerne og socialpadagogerne og socialrodgiverne samt en lang rakke af mere eller mindre religiose teraputiske retninger, der havder at have de vise sten, og so vil det nok altid vare men dog er det vigtig at belyse disse forhold i en demokratisk sammenhang, for nor man har et behandling sted tilbud vil man jo fastholde sin egen nodvendighed for en hver pris.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
www.123hjemmeside.dk/claes

Mikkel Marini

@Claes Pedersen

Jeg skrev ikke paradigmeskift, men "indre" paradigmeskift...
Det er rigtigt at Paradigme sættes i forbindelse med videnskab, (f.eks. freuds teorier vs. kristendommen) men ordets betydning er "tænkemåde" eller et "system af tanker". Så når jeg sammensætter ordet med "indre" håbede jeg på at det ville give grobund for videre tænkning og forståelse af mit budskab. Så når jeg taler om et "indre" paradigmeskift så er det et vink med en vognstagn der skal fortælle dig at der er sket en drastisk omvæltning i min måde at se på mig selv og reflektere, eller med andre ord: den før stærkt overbeviste Mikkel, har via erfaring og læring ændret sin måde at tænke og se på, og fundet nye veje til at nå sine nye mål.
Hvad enten du mener at ord sammensætningen ikke findes eller er ukorrekt i denne sammenhæng, så er det et forsøg at give forståelse for en indre proces.

Mogens Hansen

Nu, hvor debatten er ved at klinge af, vil jeg sige, at jeg synes, det har været spændende. Specielt har det været interessant at se, hvor bidt mennesker kan være af en regressiv idé uden at have overvejet, hvad man gerne vil. Michael Kaster forsøger, men det er tydeligt, at han bare griber i en skuffe, da den ene artikel handler om terapi for børn i misbrugsfamilier. ADHD er ikke et misbrugsproblem.
En af debattørerne har været så grebet af debatten, at han har valgt at hænge mig ud i sin facebookgruppe. Det synes jeg ikke er så pænt af ham, men det er vel på sin egen forunderlige vis også lidt smigrende.
Jeg vil slutte af med at citere fra ”Konsensusdokumentet”, som er skrevet af en flok meget progressive mennesker, og som i øvrigt kan googles.

”Lejlighedsvis dækkes ADHD i medierne nærmest som en sportsbegivenhed med jævnbyrdige konkurrenter. Kampen står mellem en håndfuld læger (ikke-specialister), der mener, at ADHD ikke eksisterer, og mod dette står i stærk kontrast den almindelige videnskabelige opfattelse af, at det eksisterer - begge synspunkter tillægges fejlagtigt lige stor vægt. På den måde får offentligheden det indtryk, at der er en betydelig videnskabelig uenighed om, hvorvidt ADHD er en reel forstyrrelse i lægelig forstand eller ej.

Men sandheden er, at der ikke en sådan uenighed - i hvert fald ikke større end den der er om, hvorvidt røg forårsager cancer, eller hvorvidt det er en virus, der forårsager HIV/AIDS.”

Søren Hansen

Information bør skamme sig !
----------------------------------------
Der er mange eksempler på at artikler bliver lavet hurtigt. En journalist ringer til en person der er for, og til en person der er imod noget og skriver derefter en hurtig artikel. Derfor kommer ADHDfornægtere til orde på lige fod med seriøse personer.

Denne artikel har givet ny næring til at mistænkeliggøre mennesker med ADHD, og givet næring til at de kræfter, der af uvidenhed eller det der er værre prøver at forhindre mennesker med ADHD i at få den medicin de har behov for - en medicin der hjælper dem til at kunne leve et så normalt liv som muligt.

Jeg mener det er kritisabelt at artiklen er skrevet som en normal artikel, men mest af alt ligner en reklame for skribentens egen virksomhed.

Kristian Thorup

Jeg vil lige tilføje til Mogens Hansens indlæg, at det er mig han hentyder til (om han 'bliver hængt ud' kan I jo så undersøge (-:).

Og facebookgruppen hedder EMIL.
I er alle velkomne.

Med hensyn til snakken om 'den regressive idé' og Søren Hansens lidt hårde bemærkninger her til sidst, så må det jo stå for egen regning. De fleste argumenter og forklaringer på det problematiske, som artiklen fremhæver har været oppe, men det trænger ikke igennem. Og det er jo interessant i sig selv...

Kristian Thorup

PS

Her er et direkte link til gruppen, hvis interesse:

http://www.facebook.com/home.php#!/group.php?gid=183491249733

Michael Kaster

Kære Mogens Hansen og Søren Hansen

Debatten er ved at klinge af for denne gang, og det har heldigvis mest af alt været en spændende og udviklende debat. I har været blandt de mest kritiske, og mest vrede, men de fleste, både her på Information og i øvrigt, har været meget positive og støttende. Det gælder patienter, pårørende, læger, ledere af behandlingshjem, speciallærere, psykologer mv.

Jeg har gennemgående forsøgt at være nuanceret i mit syn og står hverken for, at der slet ikke skal medicineres eller at der slet ikke er tale om medfødte forhold ved ADHD. Men der har været - og er fortsat - grund til at kritisere dels den ukritiske brug af medicin og dels den ikke-underbyggede påstand om, at ADHD til fulde er en medfødt lidelse.

Desværre synes jeg, at jeres voldsomme vrede ofte har efterladt jeres indlæg unuancerede, og det har indimellem hæmmet en mere konstruktiv debat.

For en god ordens skyld, skal det understreges, at jeg bestemt ikke er gået ind i ADHD-debatten for at lave reklame for min egen virksomhed. Jeg har mere end rigeligt travlt i mit arbejdsliv. Indtil videre er alle, der i forbindelse med denne debat har henvendt sig, blevet henvist videre til andre behandlere.

Endelig synes jeg det er vanvittigt urimeligt at omtale min artikel som "en hurtig artikel". Det har taget måneder at gennemgå ADHD-referenceprogrammet, den forskning, der ligger bag, samt al den forskning og litteratur, der er udeladt af referenceprogrammet. Jeg synes bestemt ikke, at Information har grund til at skamme sig!

Mogens Hansen

@Kristian Thorup
"Misforståelser og beskyldninger flyver rask afsted. Blandt andet fra Mogens Hansen ..." Nu må du snart få lært at læse indenad.
@Michael Kaster.
Jeg er ikke voldsomt vred. Det var da en mystisk, og måske taktisk, bemærkning. Jeg synes bare, jeg kan se i jeres argumentation, at I vil hive tæppet væk under tusindvis af mennesker for at få ret i en tvivlsom sag. Heldigvis har I ingen magt og får det heller ikke.

Mikkel Marini

@Mogens Hansen...

Hvis du mener at det er en tvivlsom sag må du jo have oceaner af beviser og dokumentation for det modsatte...?? Jeg har ledt længe, men har intet fundet endnu....

Karsten Jensen

For det første lægger du ud med at henvise til, at Faraone selv er i tvivl om genesen til ADHD. Du ser dermed bort fra at han naturligvis ikke er den eneste ekspert, som referenceprogrammet læner sig op at. Utallige forskningsprojekter peger på en genetisk årsag.

Hvad er din pointe?! Der er jo ikke noeg, der er uenige i, at genetikken blot er en del af det. Jeg tror du misforstår programmets holdning.

Så kommer du med udtalelsen "halsløs gerning at medicinere uden at iværksætte pædagogiske og psykologiske foranstaltninger og forældrearbejde". Dette er helt korrekt, og det finder da heller ikke sted i Danmark. Medicinering ledsages altid af undervisning, psykoedukation, forældresamtaler, støttegrupper og ikke mindst sociale tiltag. Det er helt urimeligt at påstå, at ADHD-patienter blot stikkes en bunke piller og så bliver døren lukket bag dem.

Endelig kommer du med udtalelsen at Ritalin hæmmer børnenes normale opvækst. Men lad mig lige minde dig om, at det gør ubehandlet ADHD så sandelig også.

Og så er det i øvrigt en forældet paranoid kliché at alle læger er i lommen på medicinalindustrien. Jeg er som læge ganske træt af altid at skulle blive mødt af den fordom, at jeg tjener penge eller får en ny bil, hvis jeg giver folk medicin. Der findes faktisk noget der hedder lægeetik.

Michael Kaster

Kære Kasten Jensen

1. Referenceprogrammet anvender den eksisterende forskning på en væsentlig mere entydig måde, end der umiddelbart er belæg for. Faraone er den centrale kapacitet - også for forfatterne bag referenceprogrammet.

Problemet med al forskningen, der ligger til grund for referenceprogrammet er, at det ikke er lykkedes at udsige nogetsomhelst entydigt om det genetiske element. Der bruges på tværs af artiklerne begreber som lav statistisk power, lav signifikans, lille population, divergerende fund, ikke-replicerede fund osv. Min pointe er derfor, at det forskningsbaserede fundament for at udtale sig om det genetiske element lige nu er meget spinkelt.

2. Du skriver, at medicinering i Danmark altid finder sted sammen med "psykoedukation, forældresamtaler, støttegrupper og ikke mindst sociale tiltag". Gid det var så vel. Men det er altså ikke tilfældet.

I den sammenhæng får jeg lyst til at nævne, at Sundhedsstyrelsen gentagne gange ved tilsyn har fundet, at praktiserende læger udskriver (initierer) centralstimulerende medicin. Det er ikke tilladt i følge Sundhedhedsstyrelsens egne retningslinier, men vidner om den lemfældighed, der er i medicineringen af børn.

3. Du skriver:
"Endelig kommer du med udtalelsen at Ritalin hæmmer børnenes normale opvækst. Men lad mig lige minde dig om, at det gør ubehandlet ADHD så sandelig også."

Alternativet til medicin er jo ikke at gøre ingenting! Det er klart, at børn, der har det svært, skal have hjælp. Men centralstimulerende medicin er ikke nødvendigvis den rette løsning. Tillad mig i den forbindelse at gentage, hvad jeg skrev i et tidligere indlæg: Medicinering skal finde sted i særligt alvorlige tilfælde og hvor andre muligheder synes utilstrækkelige.

4. Du skriver, at det er en paranoid kliché, at alle læger er i lommen på medicinalindustrien. Det har du da helt ret i. Det er alle læger bestemt ikke. Men i forhold til referenceprogrammet, så er det en tanke værd, om det udgør et habilitetsproblem, at flere af de læger, der står bag programmet , er opført af Lægemiddelstyrelsen som havende tilladelse til at samarbejde kommercielt med et eller flere af de medicinalselskaber, der producerer medicin til behandling af ADHD.

Karsten Jensen

I forbindelse med diagnosticering af ADHD der, hvor mine erfaringer stammer fra, bliver der lavet en skriftlig rapport, der (hvis forældrene tillader det) sendes til relevante instanser, dvs. kommunen, skolen, forældrene osv. Der bliver afholdt psykoedukationsmøder omkring tilstanden og der henvises til ADHD-foreningen. Om nødvendigt afholdes der tværfaglige møder hvor skolen, SFO'en etc. inndrages. Du har dog ret i at det bestemt ikke er altid, at anbefalingerne bliver efterlevet, dette skyldes (såvidt jeg forstår) manglende ressourcer i den offentlige sektor.

Hvad enkelte almenpraktiserende læger vælger at foretage sig er selvfølgelig en anden sag.

Jeg er helt uenig med dig i, at medicinen bør gemmes til de enkelte tilfælde. Jeg har set mange tilfælde, hvor korrekt medicinering har banet vejen for de psykosociale tiltag og gjort, at patienten har kunnet lære noget om sig selv, hvilket de sandsynligvis ikke havde kunnet overskue uden medicinsk støtte - her skal man også tænke på familiesituationen, der ofte ikke kan rumme disse tiltag, før der er blevet bragt lidt ro ind i dagligdagen. Efter nogle år med denne behandling var tilstanden såpas stabiliseret, at den medicinske behandling kunne ophøre, og barnet fortsætte uden yderligere tiltag.

Karsten Jensen

Misforstå mig ikke, medicinsk behandling skal selvfølgelig ikke anvendes hvis man vurderer at disse mål kan opnås uden medicin...

Kristian Thorup

@ Karsten Jensen
Mener du at der i Danmark medicineres i et passende omfang mod ADHD?
Stigningen de seneste 10 år i aldersgruppen 5-14 er på 2054%. Hvis du ikke anser dette for problematisk, hvad er så forklaringen i følge dig på det hensigtsmæssige i denne stigning?

Søren Hansen

@Karsten Jensen
Det er godt at høre fra en læge i denne debat, da der spredes meget overtro om ADHD fra bl.a. psykologer, som i forbindelse med ADHD er at betragte som lægfolk.

Desværre er de tiltag der gives til ADHDbørn (også dem der får medicin) for få og de er ulige fordelt. Man accepterer i folkeskolen, at stille børn med udiagnosticeret ADHD, men sandelig også stille børn med en ADHD-diagnose spilder hele deres folkeskoletid. Der sker kun noget, hvis ADHDbørn er udadvendte, og er til gene for andre end dem selv. Dem der er stille og usynligt har ADHD, får lov til at sygne hen i folkeskolen.

Har man børn med udiagnosticeret ADHD presses man ofte af myndigheder, skoler, osv. Det ville være rart hvis at man reelt prøvede at hjælpe disse forældre (og dermed også deres børn) - dvs høre på forældrene, tilpasse tiltag til forældres ønsker og behov i stedet for på bedrevidende vis at ville "vejlede" forældre på en diktatorisk facon. Svage forældre har ikke en chance - stærkere forældre udsættes for meget hårdt arbejde og rigtig mange prøvelser i kampen for deres børns overlevelse og fremtid.

Først hvis ens barn får en ADHDdiagnose bliver barnet og forældrene taget alvorligt. Det er utroligt synd for alle de stakkels børn (og deres forældre), der har ADHD men ikke en diagnose!

@Kasper Michelsen m.fl
Der er en gruppe med ADHD som medicinen ikke virker på (vistnok en trediedel). Det kan være hårdt for denne gruppe, men det behøver vel ikke at være et argument for at andre ikke må få glæde af medicinen.

@Michael Kaster
Du bliver ved med at sige at "Medicinering skal finde sted i særligt alvorlige tilfælde og hvor andre muligheder synes utilstrækkelige". Det er du ikke fagligt kvalificeret til at have en mening om, men du kan selvfølgeligt godt mene det som lægperson.

Så for at skære det ud i pap så skriver Sundhedsstyrelsen i "Vejledning om medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser":

"Medikamentel behandling af hyperkinetisk forstyrrelse skal indledes af speciallæge i
børne- og ungdomspsykiatri, eller eventuelt speciallæge i psykiatri med særlig viden
om børn og unge, speciallæge i neurologi med særligt kendskab til neuropsykiatriske
lidelser hos børn og unge eller speciallæge i pædiatri med neuropsykiatrisk viden."

Det betyder, at der skal en læge med specialviden i psykiatri (Ikke en psykolog) til at vuredere, om en person skal have Ritalin - og dermed også¨til at vurdere, om der ikke skal gives Ritalin.

Om medicin skal gives må afhænge af patientens behov og ikke om man på et filosofisk plan tror på Freuds tanker eller anden overtro.

Karsten Jensen

@Kristian Thorup: Forklaringen er først og fremmest bedre diagnostik - at ADHD er blevet en mere anerkendt diagnose. Før i tiden hed de bare "problembørn, "uartige unger" og fik af samme grund elendig skolegang. Der er blevet åbenhed omkring, at ikke alle børn er egnet til at sidde ned i seks timer dagligt. Du må også huske på at opmærksomhedsfortyrrelsen skal være af en grad, så det giver PROBLEMER for barnet at fungere normalt.

Men det er også en faktor, at samfundet stiller enormt store krav til børn idag, de skal kunne fungere på langt flere niveauer end tidligere. Muligvis havde mange af de samme børn, der i dag diagnosticeres med ADHD, ikke skilt sig ud fra mængden for 10 år siden.

Det åbner et nyt spørgsmål: skal man behandle "samfundslidelser" med medicin? Det ville være langt bedre om vi kunne slappe lidt mere af, skrue ned for termostaten og give børnene den ro og fordragelighed, de har brug for. Istedet mosler vi dem sammen i klasseværelser med tredive børn og en lærer der får tæv af forældrene hvis hun udbeder sig lidt disciplin. Men det er en helt anden snak.

Karsten Jensen

@Søren Hansen: Udredning og behandling af ADHD og andre sindslidelser er en tværfaglig proces, hvor psykologer og læger er fuldstændig jævnbyrdige. Mange af de diagnostiske undersøgelser udføres bedre af psykologer end læger; det er udelukkende mht. den medicinske behandling, at læger har en særlig stilling i fht. andre faggrupper.

Men blandt begge faggrupper findes der individer med forskellig overbevisning.

Søren Hansen

@Karsten Jensen
De er vel ikke mere lige end at det er psykiateren der diagnosticerer ADHD ?

Kristian Thorup

@Karsten Jensen

Jeg synes det er et meget interessant og relevant spørgsmål du rejser til sidst. Jeg mener imidlertid at det er vigtigt, at tage dette op i denne diskussion, da det er uhyre relevant.

Med hensyn til din forklaring på stigningen i den farmakologiske behandling af ADHD, så er din forklaring nok en del af billedet, men jeg tror og synes jeg kan se, at det kun er en meget lille del.
En andel del af billedet er hvor den reelle diagnose stilles i dag.
Konkret er det dig som læge, der stiller diagnosen, men reelt stilles den af pædagoger og lærere, som ikke aner, hvad de skal stille op med visse børn/elever. De begynder at tale om, at barnet måske har ADHD og så er maskineriet gået i gang. Jeg er selv lærer og mener at den reelle diagnosticering foregår i landets institutioner og folkeskoler, hvor kendskabet til ADHD er meget overfladisk. Grunden til dette er at der umiddelbart ikke er andre løsninger som det ser ud lige nu. For eksempel er det meget svært, at komme i specialklasse eller få anden støtte/ressourcer uden en diagnose. Lovgivningsmæssigt udløser diagnosen ingenting, men forvaltningsmæssigt kommer man ind under handicapområdet, når man får et sådant papir, på at man er psykisk syg. Derfor forgår der fejldiagnosticering i uhyrlig grad, da presset på systemet er helt ekstremt højt.

2054% er ikke et udtryk for at vi er blevet klogere, det tal er udtryk for at der er noget helt galt.
Per Hove Thomsen, der stod i spidsen for udarbejdelsen af det danske referenceprogram sagde i 2006, at 1% af danske børn ville kunne profitere af medikamentel behandling for ADHD.
Det er kun fire år siden og vi er på vej i mod 4%. Per Hove har måttet revidere sine udtalelser og har også udtalt i 2006, at det har nået et fornuftigt leje for aldersgruppen 10-14 (der havde på dette tidspunkt været en tredobling på fem år i medicinsk behandling for denne aldersgruppe, den var kommet op på 2,1%).
Per Hove er en af de varmeste fortalere for farmakologisk behandling, men hans daværende estimater er alt for lave og hans fornuftige leje er overskredet.
ADHD diagnosen er blevet så bred, at den ikke giver meningen mere og den strækkes stadig. I USA er 10% af drengebørnene medicineret mod ADHD. Hvor langt skal vi gå i Danmark?

Som du selv så rigtigt er inde på, så er samfundet ikke gearet til disse urolige og opmærksomhedsforstyrrede børn, hvilket også er endnu en del af billedet på denne diagnosticerings og medicinerings tsunami, der har ramt vores børn.

Det er et komplekst og meget følsomt fænomen, hvilket debatten her også afspejler.
Jeg tror personligt at en hovedårsag til denne eksplosion, er at vi i vores hastigt forandrende samfund i dag søger forklaringer på den stigende kompleksitet. Skolelærerens og andres hverv er netop at forklare og forenkle kompleksiteten.

Det som diagnosen og medicinen tilbyder er netop en meget forenklet forklaring, samt en løsning på et meget komplekst fænomen. Vi vil gerne have løsninger og forklaringer, så vi kan komme videre. Men har det ikke en pris her, som vores børn betaler? Er vi sikre, helt sikre på at vi kender konsekvenserne?

Karsten Jensen

@Søren Hansen: Diagnosen stilles ved tværfaglige konferencer, hvor det enkelte barns symptomer og sygehistorie diskuteres. Det er rigtigt at det er lægerne der i sidste ende beslutter diagnosen, men psykologerne har også megen viden om ADHD. At kalde dem "lægfolk" i denne sammenhæng er en stor misforståelse.

@Kristian: Det er korrekt at det er skolevæsenet/PPT der i højere grad henviser børnene. Nok fordi at flere og flere bliver opmærksomme på at disse børn rent faktisk kan hjælpes i stedet for at blive stemplet som problembørn. Og de får ikke diagnosen bare fordi det er lærernes mistanke. Jeg vil dog give dig ret i, at der er sket en eksplosion på området, som vi må forsøge at finde en forklaring på - og reversere.

Du snakker om "en forenklet forklaring på et komplekst problem". Vi skal hele tiden forsøge at blive bedre til at behandle, forbedre medicinen, forbedre den offentlige støtte, forbedre samarbejdet (ikke mindst!), og forbedre diagnostikken. Men i mellemtiden skal vi hjælpe de børn, der lider under, at de ikke kan udvikle normale sociale forhold og få en tryg og rolig skolegang, så godt som vi nu engang kan. Og så er Ritalin altså et af de allerbedst undersøgte medikamina på markedet. Vi har meget stort kendskab til bivirkninger på kort og lang sigt.

Kristian Thorup

@ Karsten Henriksen

Jeg er nysgerrig på undersøgelser af de langsigtede bivirkninger. Efter hvad jeg har læst og hørt er der ikke lavet undersøgelser af de langsigtede bivirkninger?
Men du ved sikkert mere end jeg om dette, har du nogen henvisninger?

Kristian Thorup

Hov!
Karsten Jensen mente jeg.

Michael Kaster

Kære Søren Hansen

Både psykologer og psykiatere må diagnosticere psykiske lidelser. I hospitalsregi foregår det oftest tværfagligt, som også Karsten Jensen peger på.

Michael Kaster

Kære Karsten Jensen

Tak for dine gode nuanceringer.

Karsten Jensen

@Kristian Thorup: Gå ind på PubMed og søg på "methylphenidate long-term". For nu bare at tage en enkelt review-artikel, så er der "Long-term use of stimulants in children with attention deficit hyperactivity disorder: safety, efficacy, and long-term outcome", Paediatr Drugs. 2003;5(12):787-94.

Mikkel Marini

@Karsten Jensen

Undersøgelsen er på baggrund af 2 års undersøgelser. Hvad med dem der tager Ritalin i 5 eller 10 år? -Og kun 22.9 % gennemførte i øvrigt undersøgelsen ud af 202 personer.
Er der flere af lign undersøgelser? Eller det den eneste?

I mine ører lyder det som en halvforkølet undersøgelse...

Man har haft 80 år til at lave disse undersøgelser. Hvorfor har man ikke haft interesse i at lave dem før nu? Eller har der bare være mange som aldrig kom frem i lyset fordi resultatet ikke passede medicinalindustrien...?

Der findes undersøgelser på aber og rotter hvor man finder at stimulanser er noget rigtig skidt for hjernen i længden. Kender du dem? De er lavet helt tilbage i 1980.

Mvh. Mikkel

Mikkel Marini

@Karsten Jensen

Kan se at jeg fandt den forkerte...men det er stadig på baggrund af kun 2 års undersøgelser... og hvor mange gennemførte så undersøgelsen? Det står der intet om... Kan man ikke læse mere om det?

Mvh. Mikkel

Karsten Jensen

@Mikkel: Du kan ikke nøjes med at læse abstractet, du må læse hele artiklen. Det er en review-artikel, dvs. den sammenligner mange studier. Det med de to år er bare en af mange resultater, de har ønsket at fremhæve i abstractet.

Mikkel Marini

@Karsten Jensen

Det ser ikke ud til at der er et link til den fulde artikel...

Kender du til undersøgelserne vedr. rotter og aber?

Mikkel Marini

har fundet linket..

Sider