Kommentar

Glem ikke Bosnien

Den 1. marts 2010 fejrede Bosnien-Hercegovina sin uafhængighedsdag. På samme dag i 1992 afsluttedes en folkeafstemning om uafhængighed fra Jugoslavien
I 1990'erne var alverdens kameraer rettet mod Sarajevo, og pave Benedicts forgænger, rockstjerner og politikere begræd byens skæbne. Men alt er ikke vel i 2010. EU's ledere skal afhjælpe den stadig mere uholdbare situation i Bosnien ved beslutsomme politiske tiltag, mener Ismar Dedovic.

I 1990'erne var alverdens kameraer rettet mod Sarajevo, og pave Benedicts forgænger, rockstjerner og politikere begræd byens skæbne. Men alt er ikke vel i 2010. EU's ledere skal afhjælpe den stadig mere uholdbare situation i Bosnien ved beslutsomme politiske tiltag, mener Ismar Dedovic.

18. marts 2010

Den 1. marts 2010 fejrede Bosnien-Hercegovina sin uafhængighedsdag. På samme dag i 1992 afsluttedes en folkeafstemning om uafhængighed fra Jugoslavien, og det stod klart, at 65 procent af borgerne ønskede en selvstændig stat med plads til alle dets nationer og alle dets borgere.

Den 1. marts 2010 var også dagen, hvor retssagen mod Radovan Karadzic, tidligere leder for de bosniske serbere, blev genoptaget i Haag.

Symbolikken var slående: Selvsamme Karadzic havde i 1992 tordnet mod folkeafstemningen og fra talerstolen i det bosniske parlament truende forkyndt, at den ville føre Bosnien ind i helvedes pinsler og til den muslimske nations forsvinden.

Det var i de år, at det udbombede Sarajevo blev en 'sag' for Europas finere kredse. Og disse begræd længe byens skæbne! Bono kom, Paven kom, Bernard Levy kom - hvem kom egentlig ikke? Alle bar de FN's blå hjelme, hoppede fra skyttegrav til skyttegrav og så stupide ud foran alverdens kameraer, der fulgte berømthederne med ligeså stor glæde og iver, som de filmede de forkullede lig i gaderne, de sultne og tørstige børn og Sarajevos udbrændte kulturskatte.

Impotent snakkeklub?

Hvem skulle i de frygtelige dage og år have troet, at når kamphandlingerne engang stoppede, ville aggressorerne få deres vilje, og ofrene igen blive indespærret - denne gang ikke bag drabslejrenes pigtråd, men bag det internationale samfunds tiltagende ligegyldighed over for Bosniens fremtid?

Aggressoren belønnedes ved oprettelsen af den såkaldte 'Serbiske republik' (RS) i Bosnien, hvis territorium svarer til det område Karadzic ønskede at løsrive fra Bosnien, og hvor han, med støtte fra Milosevic og med omverdenens stiltiende samtykke udførte folkemord og etnisk udrensning mod ikke-serbere.

Og mens EU nu kræver reformer i Bosnien, før der kan ske tilnærmelse til unionen, så lukker Bruxelles øjnene for, at lederne i RS, en entitet bygget på folkemord, konsekvent umuliggør disse reformer og forhindrer Bosnien i at fungere som stat. Denne politik fra RS er intet andet end en fortsættelse af den storserbiske politik, som Milosevic førte mod Bosnien i de tidlige 90'ere. Og ligesom dengang trækker ledelsen i Beograd i trådene og søger at styrke sin position over for EU ved at true med at destabilisere Bosnien endnu en gang.

EU's ledere skal afhjælpe den stadig mere uholdbare situation i Bosnien ved beslutsomme politiske tiltag, som skal give landet en stats værdighed og tilbyde en demokratisk og europæisk fremtid for landets borgere. Hvis unionen endnu engang svigter Bosnien-Hercegovina og ikke får løst problemerne i det lille hjørne af kontinentet, vil man ikke alene bære ansvaret for en ny krigs ofre, men også for at have udhulet EU's troværdighed på den internationale scene. Berlaymont bliver da ikke meget andet end en impotent snakkeklub.

Ismar Dedovic, BA i historie og balkanstudier, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu