Læserbrev

Hitler og højre-radikalismen

Debat
6. marts 2010
Søren Gosvig Olesen regner det for stærkt usandsynligt, at et råbehoved som Adolf Hitler igen vil kunne komme til magten i vores del af verden, men alligevel er der ifølge filosoffen god grund til bekymring på demokratiets vegne.

Søren Gosvig Olesen regner det for stærkt usandsynligt, at et råbehoved som Adolf Hitler igen vil kunne komme til magten i vores del af verden, men alligevel er der ifølge filosoffen god grund til bekymring på demokratiets vegne.

Søren Gosvig Olesen lægger i sin nye bog Hitler. En introduktion (præsenteret i Information 1. marts under overskriften 'Demokratiet er altid truet') vægt på det retoriske som nazismens og Hitlers primære virkemiddel.

Ved hjælp af mytiske og forførende fraser som 'blod', 'folk' og 'nation' var Hitler i stand til at mobilisere masserne, som i de desperate kriseår efter 1929 længtes efter et system og en førerfigur, der kunne sætte ord på desperationen.

Søren Gosvig Olesen nævner ikke, at netop ord som 'blod', 'folk' og 'nation' - kerneordene i den såkaldte Blut-und-Boden-ideologi - allerede var en del af den radikale højrefløjs vokabular, længe inden nazisterne fandt på at overtage dem.

Ordene anvendtes således også af en af periodens skarpeste tænkere på højrefløjen, nemlig Martin Heidegger, dog ofte i eufemistisk form som f.eks 'folkefællesskab', 'skæbne', 'medhinandenværen', hvorved de fik filosofisk legitimering og tyngde.

Højrefløjen tog dengang patent på klynk og ynk a la 'verden er af lave' og 'det går kun nedad bakke med demokratiet' (underforstået: lad os derfor afskaffe det og erstatte det med en helt ny totalitær samfundsorden), nøjagtigt ligesom højrefløjen i dag fremstiller sig som de forfulgte af alt ligefra en venstreorienteret presse og meningstyranni til islamister, der kun tænker på at afskaffe de vestlige frihedsrettigheder og erstatte dem med sharia. Der er dog fra højrefløjens side ikke længere tale om en afskaffelse af demokratiet, selv om mange nationalkonservativt indstillede nok gerne ville skrive under på, at vort demokrati står svagt i kampen mod dem, der hårdnakket arbejder på at indføre sharia. I stedet tales der om en oprustning på demokratiets vegne.

Gosvig Olesen har uden tvivl ret i, at et nyt meningstyranni i form af konformisme og en sundshedsfanatisme er ved at brede sig - som man godt kunne nære en mistanke om er en af måderne, hvorpå der kan lanceres en genoprustning af det 'slappe' demokrati. Men at beskrive denne udvikling ved hjælp af ny trusselsretorik, såsom at tolerancen og demokratiet er truet, kommer faretruende tæt på de trusselsbilleder, som højrefløjen ellers excellerer i.

Er det ikke muligt at påpege samfundsmæssige problemer uden konstant at skulle udtrykke bekymring på demokratiets vegne?

Den omsiggribende sundhedsfanatisme er et problem, men at det ligefrem er et sikkert tegn på demokratiets deroute, er tvivlsomt. Det samme med den såkaldte konformisme. Den trives formodentlig i bedste velgående og den er ikke til at holde ud, men mange forsøger at gøre op med den. I værste fald iscenesættes med skræmmeordene 'sundhedsfanatisme' og 'konformisme' en ny trussel mod demokratiets stabilitet og vores evne til som samfundsborgere at kunne tackle samfundsmæssig ændringer, hvadenten de er hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige, som f.eks en overdreven fokusering på individers sundheds, ryge- og seksualvaner. Anvendelsen af skræmme- og trusselretorik kan vi overlade til højrefløjen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dén er speget, Rikke. Håber du har en dygtig ekstra co-vejleder...

Med venlig hilsen

Thomas Petersen

Demokratiet er næppe truet af nationalsocialister i dag... De danske nynazister er så få, og har heldigvis ingen gennemslagskraft... og gud ske tak og lov for det!

Lidt anderledes står det til hos de venstre-radikale her i landet... Den journalistiske blindhed gør, at de tit bare beskrives som "aktivister" eller lign. selvom der jo i virkeligheden er tale om venstreekstremister af værste kaliber!
I deres tankegang har de absolut fælles rødder med de gamle nationalsocialister. Begge benægter individets frihed og ånd. Begge prioriterer kollektivismen over personlighed og individualisme, og er ekstremt intolerante over for folk der tænker anderledes end dem selv. Begge mener det er ok at foretage voldelige overfald på dem der har de forkerte politiske holdninger.

Nazismen var heldigvis så indlysende ond, så det var nemt for tænkende mennesker at tage afstand fra den... anderledes forholder det sig med dens tvillingeideologi SOCIALISMEN - som forsøger at overbevise folk om, at den rummer humane holdninger og står for social retfærdighed, lighed og bedre forhold for de svage i samfundet… Intet kunne imidlertid være mere forkert..!

Da Sovjetunionen faldt, håbede jeg at vi havde set det sidste til eksperimenterne med forskellige afarter af socialisme… men det var nok for naivt. Enhedslisten og SF får stadigvæk mange stemmer, desværre... selvom historien fortæller enhver, at intet sted i denne verden har socialisme lykkedes med at opbygge et frit og velstående samfund...

Troels Ken Pedersen

SF og andre totalitære ideologer?

Det ville være morsomt, hvis det ikke var så ynkeligt.

Er det ikke muligt at påpege samfundsmæssige problemer uden konstant at skulle udtrykke bekymring på demokratiets vegne?

Nej det er det desværre ikke, og grunden er den simple, at ingen kan forbyde dumhed. Det er ganske enkelt en menneskelig faktor, man er nødt til at tage hensyn til.

Jo i en perfekt verden ville det være ganske overflødigt, mens hele udsagnet savner begrundelse i virkeligheden. Nazismen er helt og aldeles fuldkommen lige så uacceptabel som alle de andre versioner af facisme.

Dette burde ikke være særligt svært at forstå.

Den ekstreme højrefløj er beskeden og mestendels intellektuelt svag - ihvertfald i Danmark.

Det er bestemt ikke det ekstreme højre, der er et dansk problem ( de er for stupide) - jeg er mere bekymret for det sekteriske selvtilstrækkelige og lukkede "autonome venstreføjs miljø".

Det var i et sådant "tankespinds-miljø", at RAF i Tyskland og De Røde Brigader i Italien opstod. Det førte til mord og terror i mange år.

Steen Engholm

Når talen falder på "Blut und Boden", kan man jævnfør Rikke Louise Peters komme ind på højreradikal retorik eller Heidegger . Uden at have kendskab til Heidegger og hans filosofi, og iøvrigt også implicit i artiklen, så er "Blut und Boden" en form for marketingssucces .

På det plan kan man, jævnfør Gosvig-Olesen - såvidt jeg har forstået - italesætte 'det skrøbelige demokrati' . Rikke Louise Peters sætter så prikken over i'et, meget betegnende fra et filosofisk sted, ved at spørge om 'det skrøbelige demokrati' ikke også, eller bare, er et skrøbeligt samfund .

Jeg må tilslutte mig Hugo Barlach .

Ideen om at demokrati-retorik dagen idag er hyperbolsk må kunne uddybes på en eller anden måde . Måske i en stille stund væk fra meningsorkanen, den offentlige medieflade .

Thomas Petersen nævner i sit indlæg kollektivisme . Det er jo den der er tvivlsom . Det er den sorte aktør, pøbelens aktion, eller socialismens ide-politik . Hvad er kollektivisme ? Hvem taler til kollektivismen, hvem taler for at vække kollektivismen, for at anslå kollektivismen ? Er kollektivisme et absolut negativ ? Der går nok endda flere år før mennesket lader kollektivismen bag sig ..

Det er ingen tvivl om at både Søren Gosvig Olesen og Rikke Louise Peters og har ret i deres antagelse om at højreradikalismen i øjeblikket er en meget reel og aktuel trussel, både i Danmark og i mange af de øvrige lande i Europa.

Der er imidlertid ingen grund til at forsøge at gøre højreradikalismen til en meget abstrakt og diffus filosofisk størrelse, som kun vanskeligt kan begribes og forklares.

Så vanskeligt er det faktisk heller ikke at sætte ord på den pest, der i øjeblikket breder sig over Europa. I Politikens leder fra den 5. marts får vi eksempelvis rene ord for pengene:

»Men lige så enslydende de højreradikale partier er i deres hetz mod fremmede, vrede over internationalt samarbejde og sværmeri for hårde straffe og autoritær opdragelse, lige så forskelligt har landene imødegået udfordringen. Fra total afvisning over omfavnelse til indlemmelse i regeringssamarbejde.(…) Danmark står tilbage som skræmmebilledet. De danske partier har valgt den om muligt værste tilgang ved at kopiere Dansk Folkeparti. Fra både venstre og højre er Dansk Folkeparti blevet omfavnet, og resultatet er, at tilslutningen er mindsket, men indflydelsen til gengæld øget. Danmark har et af Europas mindste højreradikale partier – men med størst politisk indflydelse. «

Kilde:
http://politiken.dk/debat/ledere/article916286.ece

Så er det sagt. Hvor svært kan det være?

Steen Engholm

@Per Thomsen
Hvis det bare gælder om at svare ja eller nej, så kan højreradikalismen beskrives endnu lettere .

Det forekommer mig, at Rikke Peters ikke synes at være opmærksom på, at Heidegger var medlem af NSDAP og som sådan blev promoveret til professor, endog på trods af, at hans hovedværk, "Sein und Zeit", ikke kan betragtes som komplet.
Hvad Gosvig påpeger, i fuld overensstemmelse med den sidste og mest komplette Hitler-biografi, at Hitler først og fremmest var taler - og som menneske og politiker en døgenigt og en klamphugger - og at faren for en gentagelse derfor ligger i en afstandtagen fra et offentligt politisk liv, udgrænsning af minoriteter, og en konform opfattelse af acceptabel og normal levevis.
Også den voksende italesættelse af 'folket', 'danskerne' og andre generaliserende etiketter på vidt forskellige mennesker samlet under et politisk system på et givent tidspunkt, med en vis fælles historie, som de dog forholder sig vidt forskelligt reflekterende til, er stærkt totaliserende - vi mangler en itlbagevenden til en demokratisk forståelse, hvor vi vælger politikere, der snarere leder på vegne af folket, end folket.

Steen Engholm

@Peter Hansen
Et forsvar for nationalstaten ?

Blodets bånd var uhyre brugt af nazisterne og tæt forbundet med opfattelsen af racisme og nationalisme, herhjemme af DNSAP og Dansk Folkeparti, fordringsfuld i genetisk henseende og kan ved granskning spolere det fejreste stamtræ i selvforståelsen.
Også i dag spiller samhørigheden en stor rolle for Dansk Folkepartis forestilling af national sammenhængskraft, hvor begrebet assimilation i nogen grad erstatter blodbåndet, stadig med voldsomme angreb på blodskam forbundet med islamisme, og betydningen er altså udvidet til en farlig religionsuoverensstemmelse.
Martin Heidegger og Carl Schmitt kørte i øvrigt parløb fra starten, begge udgået af det religiøse miljø og nazimedlemmer og havde kendskab til tilsvarende religionfilosofiske kredste i 16.årh., der må sætte dem i forbindelse med Giordana Bruno-selskabet, som i dag har haft bred politisk interesse. De var hver for sig forudsætninger for indarbejdelsen af førermyten, ligesom Bohr og Einstein var det for fremstillingen af atombomben.
Brugen af ordene kan også her give anledning til ikke bare en semantisk, men en regulær krigserklæring. "Altid frejdig når du går" var indarbejdet sangstof for DNSAP og Frikorps Danmark, og den smukke og manende "Danmark i tusind år" var taget så tæt til hjertet af Dansk Folkeparti, at den ikke siden krigen har været optrykt i de almindelige danske sangbøger. At vi udtrykker os forskelligt med de samme ord var åbenbart ved de folkelige fællessangmøder under besættelsen.

Steen Engholm

Det med de vidt forskellige reflektioner siger dog også der er en reflektion, der så ytres og kommunikeres ud til større kredse - offentligheden - eller mindre, private kredse, eller den nye hybrid, internettet . Så afskaffer vi internettet bliver der igen lidt mere ro over feltet . Det er slående i denne sammenhæng at """vi""" bliver talt til, og også selv opsøger, hybridformen i en sådant flertal at afskaffelsen af internettet virker helt perplekst . Det er også slående at den her flertallige reflektion nærmest er modsat af trådens tema, personificeret i Hitler, nemlig den monopoliserende ideologi . Og endelig er det måske ikke overraskende at finde 'spor' efter søgningen mod en fælles ideologi, til at forene alle de mange reflektioner . Det kan være fremmedhad, eller sundhed (jeg må le), eller også kan det jo være 'demokrati', der så bliver til noget helt andet end en konkret handling - det demokratiske valg - og istedet påtager sig kollektivismens og fællesskabets tro .

Steen Engholm

Eller er det bare retorik ?

Peter Andreas Ebbesen

Ordet: "Borgernært" giver kraftige associationer i retning af det tyske "Völkisch".

Nej, Peter Andreas Ebbesen, det gør det ikke - 'folkelig' i en krarupsk forstand er synonym med 'völkisch', der igen dækker de bevægelser, som var forudsætning for, og senere til en vis grad indgik i nazismen.
Men det uhyrlige ved nazismen er, at den ikke rummer andet end ideologisk antisemitisme og alt andet bliver opfundet undervejs, når det er nødvendigt. At læse den nyeste større Hitlerbiografi - Joachim Fests - er chokerende, fordi den netop viser, at han, der fremstilles som det mest strålende menneske i verden, er en usselryg med kun et eneste talent, nemlig det at kunne tale, så masserne blev grebne.

Nazismens modstander var kommunismen / højre mod venstre.

Gemeine og Genosse er vel to forskellige folkelige udtryk, kendt i både nazismen og kommunismen. Nazisterne kredsede i deres propaganda om ordet Volksgenossenschaft.

NSDAP slog sig op som et arbejderparti (ligesom det danske DNSAP) og fik folk til at sætte deres sparepenge i Volkswagen - sådan er verden fuld af snyd.
I 1935 udgjorde NSDAPs medlemmer 756.000 arbejdere mod 484.000 funktionærer, 255.000 bønder og 475.000 selvstændige. De samme tal af hele den tyske befolkning var 5,1%, 12,0%, 12,0% og 14,9%. Altså en tyvendedel var arbejdere.

Peter Andreas Ebbesen:

."Ordet: “Borgernært” giver kraftige associationer i retning af det tyske “Völkisch”."

Det rimer meget godt med at Ole Sohn i går på tv blev spurgt om SF ikke var blevet meget højreorienteret parti, hvorpå Sohn svarede at SF bare er blevet mere ”bredt og folkeligt parti” (sic).

Det seneste skud på stammen når det gælder dansk Blut- und Boden retorik må vel være ordet "sammenhængskraft".

Et ord statsminister Lars Løkke Rasmussen i øvrigt anvendte sammen med ordet "sammenhængskraft”, da indvandrerne skulle have det rituelle spark over skinnebenet i forbindelse med den seneste tv-transmitterede nytårstale.

Per Diepgen

Nazismens modstander var kommunismen / højre mod venstre.

Helt rigtigt, modstandere var de, bare symtomatisk hvor meget de alligevel har tilfælles. Folkemord, diktatur, og ledere der ikke var mindre end regulære psykopater.

De hedder da også begge noget med socialisme.

@ Thomas Pedersen skriver :

" Nazismen var heldigvis så indlysende ond, så det var nemt for tænkende mennesker at tage afstand fra den … "

Øhme, der var altså ganske mange ikke-tænkende mennesker dengang ... i det meste af Europa og i USA. Eller mener du, " ... så det er nemt ..." altså idag.

" ... selvom historien fortæller enhver, at intet sted i denne verden har socialisme lykkedes med at opbygge et frit og velstående samfund … "

Øhme, det lykkedes da vist ret godt i Danmark i forrige århundrede ... og det virkede vist faktisk rigtigt godt indtil Rasmussen (I), (II) og (III) kom til.
magten

Hitler brugte jo en syndebuk - jøderne, som det helt klare svar på Tysklands problemer - bare de kom ud af vagten, ville alting straks blive bedre.

Har vi en dansk pendant til denne forestilling?

Helt enig med Mosbak.

Det helt centrale og determinerende træk ved nazismen var brugen af en befolkningsgruppe som syndebuk. Den tyske nazisme bestod i sin korte og koncentrede form af hadet mod jøder og intet andet.

Det er også derfor at sammenligningerne til den aktuelle udvikling i Europa og ikke mindst i Danmark er så relevante.

asger pedersen

Der er, i substansen, næsten ingen forskel på hitlerismen og leninismen, og for den sags skyld muhammedisme og maoisme.

Alle 4 påstår at have det endegyldige svar på hvad som helst, er i den forstand totalitærer, og tåler ikke modsigelse. Tillige er alle 4 dybt racistiske i og med de forbeholder sig retten til, at straffe manglende underdanighed med, at ikke troende skal gøres et hoved kortere.

Dette fremgår med al tydelighed af disse ideologiers egne skrifter og er i fuld skala set i praksis.

Selvransagelse hos de troende er i den grad en mangelvare.

Steen Engholm

Så Søren Gosvig Olesen, og Rikke Louise Peters er helt på afveje ? Selvfølgelig skal der være noget at tale om, før der kan være retorik . Som jeg har læst de to artikler der har været her på Information, så er det netop søgt pointeret at 'samtaleemnet' nok ikke skal være det der kommer til at mangle, men altså netop at retorik, og al dens paraphernalia, kommer til at indvirke ud over proportioner .

jan henrik wegener

Desværre er diskusioner om netop dette emne tit ikke egnet til at kaste lys over noget som helst (selvom der nok er undtagelser).
Jo, der er måske netop en ting man generelt når frem til: "Det er de andres fejl". "Jeg er anti nazist, ergo har jeg ret" (og glem at det er noget man kalder sig selv, at nazismen blev slået før nærmest nogen af os havde noget at skulle have sagt).
Påstande om "nazisme" (og andre forhadte "ismer") er velegnede til at undgå egentlig begrundelse for synspunkter.

Thomas Pedersen:

"Nazismen var heldigvis så indlysende ond, så det var nemt for tænkende mennesker at tage afstand fra den"

Det er vist historieskrivning i bagklogskabens lys i bedste Fogh-stil. Der var rigtig mange tænkende mennesker i 30'erne og 40'erne som ikke bare undlod at tage afstand, men endda i mange tilfælde sympatiserede med nazismen.

Fremragende kommentar af Sune N. Olsen, der straks får min anbefaling.

Man kan nævne en lang række navne på højt respekterede mennesker, der i flirtede med nazismen, simpelthen fordi de ikke vidste hvad nazismen ville få af konsekvenser på længere sigt. Efter krigene var det jo ulig nemmere at indse, hvad nazismen er for en størrelse.

Det er i øvrigt en klar parallel til i dag, hvor mange ordentlige og anstændige mennesker også i dyb naivitet tror på, at højreekstremistiske partier kan blive stuerene, og som tror på at den danske "udlændingedebat" og "islamkritik" er "fast og fair".

Mosbak

Hitler brugte jo en syndebuk - jøderne, som det helt klare svar på Tysklands problemer - bare de kom ud af vagten, ville alting straks blive bedre.

Der er idag ikke mange tilhængere af en dansk version, der var mange flere i 40'erne, men der er så sandelig en socialistisk, nemlig Stalinismen.

Når man hører nogle tage islamisterne i forsvar, ganske kritikløst, med begrundelse i minoritetsbeskyttelse, så henleder det til tanken om det forgangne danske forsvar for nazisterne, hvilket er helt ude i tågerne.....

Nej, Hans Hansen, det er to vidt forskellige ting. Når man forsvarer nazismen, er det, fordi man i en eller anden forstand sympatiserer med dens "tankegods". Når man derimod taler muslimers sag, er det, fordi man holder det synspunkt i hævd, at folk skal have lov til at dyrke deres religion og leve efter de normer, de selv vælger, fordi det er grundlaget for selveste demokratiet, som jo er en styreform, der kommer fra folket til dets repræsentanter, ikke den anden vej rundt.
Et forsvar for muslimer bygger kort og godt på den holdning, at politik vedrører 'de offentlige ting' og bør begrænse sig til dem.

Jo Peter hansen, og ja det er to forskellige ting, men de har alt for meget tilfælles. Det er umådeligt vigtigt, for at forstå nuancen, at man ikke tror at muslimer er ens.

Et er nemlig de moderate religiøse, der hverken kan finde på at springe bomber, eller går indfor islams diktatur, og noget helt andet er de politiske religiøse muslimer, hvor en yderlige gruppe er militante.

Peter Hansen, det er beskrevet mange gang, det er ligefrem skåret ud i pap, og i den forbindelse er det ganske bemærkelsesværdigt at nogle har isoleret forstanden fuldkommen på samme måde som 30'erne og 40'ernes nazister.

Du har dog ret i at en gruppe af de islamist-forsvarende ikke selv er facister, men istedet er dem der med en god portion humor kaldes halalhippier på grund af deres enorme naivitet og godtroenhed, overpædagogiske så de er.

Ligesom racisme har konsekvenser for den generelle opfattelse af racer, dvs. en afgrænset gruppe af fælles opfattelse, har et dansk folkeparti grundlæggende det samme idemateriale uanset tidehvervet:

Lad mig citere fra en fremtrædende repræsentant for Dansk Folkeparti april 1942, Wilfred Petersen, idet han lod en af sine artikler fra tidskriftet "Blod" (1937) genoptrykke, og man kan velvilligst jævnstille den tids 'jøder' med vore dages 'muslimer' (f.eks. i Mogens Camres mundtøj):

"Vort Maal er først og fremmest: fuldstændig at bryde Jødernes Magt over det danske Folk.... Kort sagt, vi vil rejse en hensynsløs Kamp mod enhver Form for Udbredelse af Jødedommen, den være skjult eller aaben..... Ja, endog udslette Jødefolket fra Jordens Overflade...."