Kronik

Krisen er også venstrefløjens

Socialdemokraterne og SF har forvandlet sig til at blive varianter af det herskende ideologiske og politiske hegemoni. Til trods for at disse partier har rod i den antikapitalistiske-socialistiske tradition, foretrækker de at betragte de samfundsøkonomiske vanskeligheder som konjunkturelle i stedet for at tage stilling til den strukturelle blindgyde, som den nuværende krise er udtryk for
Unge venstrefløjsaktivister lavede ironiske demonstrationer under Fogh som svar på hans rigide værdipolitik. Venstrefløjen bør definere sig på ny, mener kronikørerne.

Unge venstrefløjsaktivister lavede ironiske demonstrationer under Fogh som svar på hans rigide værdipolitik. Venstrefløjen bør definere sig på ny, mener kronikørerne.

Brian Bergmann

25. marts 2010

Forberedelserne til det næste folketingsvalg synes at være begyndt. Det kan skimtes i den nylige regeringsrokade. Oppositionen vejrer morgenluft. Dens primære politiske målsætning går ud på at erstatte den nuværende centrum-højre koalition (med DF som støtteparti) med en centrum-venstre koalition bestående af Socialdemokratiet, SF og de Radikale (med Enhedslisten (EL) som støtteparti).

Arvegodset fra den borgerlige regeringstid bliver nok en tvivlsom fornøjelse. På et tidspunkt, hvor kulturkampen er afløst af store økonomiske problemer såvel i Danmark som på verdensplan, skal centrum-venstre oppositionens statskundskab og nytænkning stå sin prøve.

Erfaringerne i Europa med socialistiske regeringer (eller Obama-effekten i USA) indbyder til skepsis. I den politiske retorik glemmes det alt for tit, at afmonteringen af velfærdsstaten også var en del af Socialdemokraternes reformprogram, og at partiet på det udenrigspolitiske plan har været pro-amerikansk, både under og efter Den Kolde Krigs ophør.

Spørgsmålet om et kommende valg udløser naturligt nok store diskussioner i Enhedslisten. På grund af partiets indre sårbarhed kommer dagsordenen i den interne debat ofte udefra, det vil sige fra medierne, opinionsdannere og andre lærde folk, der tilhører en anden politisk kultur. Spekulationer omkring sammensætningen af det næste flertal på Christiansborg bruges til at diktere EL's sammensætning af kandidater samt den politiske og ideologiske linje.

I denne sammenhæng ville det sandsynligvis styrke venstrefløjen politisk at erkende Enhedslistens styrke og svaghed.

Som støtteparti til en S, SF og R-regering kan EL næppe have illusioner om at kunne spille en parlamentarisk rolle svarende til den, Dansk Folkeparti har haft for den siddende regering. EL kan i denne kontekst kun være marginal. Politisk set er dette både en forbandelse og en velsignelse. For partiets identitet burde bundlinjen således være, at taktisk tænkning er mindre afgørende end strategiske overvejelser.

Krisen er også ideologisk

Med andre ord burde principielle holdninger trumfe opportunistisk tænkning i Christiansborgs her-og-nu-politik.

I den forbindelse kan det bemærkes, at Dansk Folkepartis styrke skyldtes dets klare retorik og profil. Men af indlysende grunde kan EL aldrig opnå samme
goodwill,som medierne har vist DF. Begrundelsen for denne sondring mellem taktik og strategi er den krise, alle snakker om. Den er lige begyndt og kommer til at vare længere, end de fleste forestiller sig.

Det skal ikke overses, at krisen ikke 'kun' er finansiel, økonomisk og økologisk, men også ideologisk og politisk. Det vil sige, at alle partier (inklusive venstrefløjen) vil blive berørt og udfordret i en grad, der sætter deres legitimitet på spil.

Set i dette perspektiv burde politisk arbejde opfattes som dele af en langvarig proces, som vil komme til at forandre de vestlige samfund til det bedre eller det værre. Den tid nærmer sig, hvor politics as usualikke kan forsætte. Dilemmaet for et lille parti som Enhedslisten, der er den mest radikale organisation på venstrefløjen, er knyttet til forsøget på at skabe en alternativ politisk diskurs og en vision om et anderledes samfund.

Til trods for partiets størrelse og begrænsede indflydelse i konventionel dansk politik, omgives partiet af ikke så lidt 'omsorg' fra opinionsdannere, som er hurtigt ude med at analysere EL's innovative initiativer.

Hetzen mod Asmaa

Ved det seneste folketingsvalg blev EL's opstilling af en troende muslimsk dansk kvinde, Asmaa Abdol-Hamid, et varmt emne, som medierne fik til at overskygge alt andet, partiet står for. Selv om der var uenighed på venstrefløjen omkring dette kandidatur, var det først og fremmest mediernes hetz imod Asmaa Abdol-Hamid, der påvirkede partiets muligheder for et godt valgresultat.

I et ellers tolerant Danmark, hvor troende danske jøder og praktiserende bøsser uantastet af medierne kan blive medlemmer af Folketinget, forekom den ophidsede anti-muslimske stemning paradoksal og ude af trit med samfundets idealer.

Nu, hvor Asmaa Abdol-Hamid har opgivet sine folketingsplaner, foregår der i EL en intern ny diskussion omkring opstillingen denne gang af en dansk muslimsk kvinde som spidskandidat på Fyn.

Advarslerne imod Anna Rytters kandidatur er så småt begyndt og vil sandsynligvis snart blive et tema i medieverdenen. Hun tiltrak sig for et års tid siden opmærksomhed ved at demonstrere mod krigen i Gaza side om side med Hamas-tilhængere.

Tilpas dig hegemoniet

Den politiske kommentator Peter Goll anbefaler således EL at være forsigtig med en kandidat, der kan angribes af modstanderne. Efter postyret omkring en anden kandidats tilhørsforhold til FARC-oprørs-bevægelsen i Columbia, mener eksperten, at den slags affærer truer med at så usikkerhed om, hvad Enhedslisten står for.

Han citeres i Information (21. februar) for følgende udtalelse:

»Sagen med Asmaa var ved at slå Enhedslisten ihjel, og jo mere Enhedslisten vælger rabiate repræsentanter for sig selv, jo mere er det med til, at Enhedslisten mister sin brede venstrefløjsappel, og det er sådan noget, som kan koste Enhedslisten sin plads i Folketinget.«

Med andre ord for at spille en aktiv rolle i dansk parlamentarisk politik skal man som uskreven lov tilpasse sig den herskende politiske kultur.

Denne konventionelle holdning har været med til at mindske de politiske forskelle mellem partierne. Set ud fra denne referenceramme har Socialdemokraterne og SF forvandlet sig til at blive varianter af det herskende ideologiske og politiske hegemoni.

For at legitimere deres reformisme (det kortsigtede problemløsnings projekt) ender de med at forherlige det bestående system.

Find dog egne ben

Til trods for at disse partier har rod i den antikapitalistiske-socialistiske tradition, fortrækker de at betragte de samfundsøkonomiske vanskeligheder som konjunkturelle i stedet for at tage stilling til den strukturelle blindgyde, som den nuværende krise er symptom for.

Virkeligheden er for længst ophørt med at være politisk stueren.

For Shakespeares Hamlet kunne problemet opsummeres som et spørgsmål om »at være eller ikke være«.

For 'venstrefløjens venstrefløj' består det eksistentielle spørgsmål i: »At være eller ikke at være en del af den eksisterende politikforståelse«.

Sidstnævnte beslutning indebærer at blive (avantgardens?) talsmand for en alternativ politisk kultur, der kan bidrage til løsningen af de systemiske problemer, som kapitalismen skaber.

Det politiske tomrum gør, at den krise, som vi i disse år oplever, også er en politisk krise for venstrefløjen.

Større klarhed om den alternative politiske kultur og retning ville finde genklang blandt folk, der stemmer på den såkaldte centrum-venstre opposition uden derigennem at svække en sådan regeringskoalition.

Ellen Brun er doc. scient. soc. og skribent, og Jacques Hersh er professor emeritus - begge er tidligere redaktører på Politisk Revy

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Stemmerne fra 68

Enhedslisten er og bliver et sammenrend (jeg er selv medlem). Nu er der ikke noget i vejen med hverken sammenrend eller gadekryds, men det er uomtvisteligt at dele af EL lider af illusioner om hvad de kan udrette som støtteparti for SSFRV. Det er ikke fornuftig politik. Hvad det først og fremmest handler om for EL er at vinde mandater og tilslutning under en ny regering. Det er ikke det samme som sekterisme. Hvad der er brug for er principfasthed og mod til at vælte en ny regering, hvis det bliver nødvendigt, hvilket det helt sikkert bliver. Alt andet vil være ensbetydende med ELs udslettelse. Tænk langt og sats på den udenomsparlamentariske styrke. Kapitalismen er i en krise som den ALDRIG vil kunne overvinde; det er pejlemærket. Et klart alternativ er bedre end et grumset samarbejde. For enhver forbedring - imod enhver forringelse. Uanset prisen. Socialisme eller barbari.

Niels-Holger Nielsen

Til Ellen og Jaques

"Nu, hvor Asmaa Abdol-Hamid har opgivet sine folketingsplaner, foregår der i EL en intern ny diskussion omkring opstillingen denne gang af en dansk muslimsk kvinde som spidskandidat på Fyn.

Advarslerne imod Anna Rytters kandidatur er så småt begyndt og vil sandsynligvis snart blive et tema i medieverdenen. Hun tiltrak sig for et års tid siden opmærksomhed ved at demonstrere mod krigen i Gaza side om side med Hamas-tilhængere."

"»Sagen med Asmaa var ved at slå Enhedslisten ihjel, og jo mere Enhedslisten vælger rabiate repræsentanter for sig selv, jo mere er det med til, at Enhedslisten mister sin brede venstrefløjsappel, og det er sådan noget, som kan koste Enhedslisten sin plads i Folketinget.«

Med andre ord for at spille en aktiv rolle i dansk parlamentarisk politik skal man som uskreven lov tilpasse sig den herskende politiske kultur."

Disse udsagn står underligt hjemløse i kronikken. Hvad mener I selv?

Hvad angår FARC og PFLP, så synes jeg at Erik Clausen i Deadline forleden var betydelig mere klar i spyttet end EL. Her skal selvfølgelig trædes varsomt, men hovedfaren er at EL hopper på reformismens limpind.

Niels-Holger Nielsen

Til Ellen og Jaques

I øvrigt et godt initiativ at lægge op til en offentlig diskussion af ELs politik under en evt. ny regering i nogenlunde god tid før et valg. Her kan Information bruges til noget fornuftigt siden vi i EL har problemer med at trænge igennem til offentligheden. Nu venter vi så bare på, at en fra hovedbestyrelsen eller folketingsgruppen skriver en kronik til Dagbladet Arbejderen omhandlende hvad vi i hvert fald ikke har tænkt os at støtte i forbindelse med en ny regering. Der er nok at tage fat på: Islamhetz, CO2kvoter, biobrændsler, motorveje, diesellokomotiver, privatbilisme, gamle penge til klimaretfærdighed og kommuner, terrorlovgivning, krigsbevillinger, private sygehuse og fradragsberettigede sundhedsforsikringer osv osv. Altsammen ting som EL har et klart standpunkt til, men som en ny regering vel kan skaffe sig rygdækning for til højre i salen hvis det skulle knibe. Jeg vil i det mindste se en ny regering rulle alle disse vederstyggeligheder tilbage før jeg tror på det. Det er ikke hvad jeg hører når Villy og Helle snakker.

Niklas Monrad

Det er sjovt at se Ellen og Jaques sætte omvendt lighedstegn ved EL og DF. DF er jo bare det traditionelle Socialdemokrati tilsat et skud neon farvet xenofobi der også stråler i dagslys. Meget andet er der ikke i det.

ELs fundamentale problem er jo at I ikke er i stand til at formulere alternativer der har nogen som helst befolkningsmæssig klangbund.

I og med at partiet ønsker at være anti-establishment har det jo per definition sat sig udenfor "det gode selskab" og det er derfor ret forunderligt at i samtidig drømmer om at få indflydelse.

I ser formodentlig jer selv lidt som mere klartsynede end befolkningen som helhed, måske som den hyrde der i sidste ende skal lykkedes at få flokken på rette vej.

Men andre profeter har jo i det mindste haft klare målsætninger. De har ikke bare stået og ventet på hvad etablerede organer har ment og sagt for siden bare at mene og sige det modsatte eller kræve flere penge postet i strukturer som jo i bund og grund blot undertøtter det bestående.

Jeg har i øvrigt stadig ikke fattet om EL favner så bredt at partiet, i mangfoldighedens og tolerancens navn, er klar med en kandidat der reprænsenterer noget af den mest forstokkede, tilbageskuende og intolerante konservatisme der eksisterer - har i selv det?

Der er ikke noget galt i at etablere sig selv som marginal - og det er sagt uden ironi eller sarkasme - men det er da snart på tide at I omfavner jeres egen marginalisering og lever med den, med fred i hjertet og uden at føle trang til at sidde til bords med den herskende elite.

Med Villy Søvndal faldt SF nærmest over Asmaa Abdol-Hamid, da hun begyndte at argumentere for socialismen. Ganske interessant, især på venstrefløjen, at popularisere debatten til et pørgsmål om tro, ligeså grinagtigt som når nogen vil forsvare ytringsfriheden med antiislamisme.

Sagen er imidlertid også ren partipolitisk. Også her på egnen har SF sagt farvel til socialismen, ikke sjældent med højrefløjens evige henvisning til Stalin, en imponerende koldkrigs anakronisme.
Her befinder vi os ellers på landbrugs- og fødevareministerens hjemegn, og har i årevis og dagligt været repræsenteret for hans uforgribeligheder i den lokale presse, patiet Venstres avis, i hvilken det er meget vanskeligt at at gå i rette. Eksempelvis har jeg forsøgt at stille den socialistiske og den liberalistiske model op på det erhverv, som her er altoverskyggende.
Lolland-Fasters bønder modtager årligt op mod 400 mill.kr i direkte landbrugsstøtte plus anden form for tilskud og nedslag, heraf Høgh-familiens ejendomme ganske pænt. Bønderne og godsejerne leverer i avisen et skrækscenarium, der drejer sig om, at hvis socialisterne får magt som agt, da må landmændene gå fra gårde til fordel for en slags sovjettiske kollektiver, idet gårdene bliver statsejede, et ganske manende perspektiv.
Da har jeg i avisindlæg, delvis forgæves, mindet dem om den dagsaktuelle situation. Landbruget får henved 10 milliarder årl. i tilskud, men har en gæld, der nærmer sig 400 milliarder, og som den dag i morgen kunne udløse en ny finanskrise.

Landbruget har i årevis været en underskudsforretning for landet, for økonomien, miljøet og dyrevelfærden, og den enkelte landmand har afleveret sit allerkærereste selveje til bankerne, der vil lade adskillige af de tilbageværende 40.000 gå konkurs og ikke helt usandsynligt lade gælden betale over bankpakkerne - af det offentlige.
Det er dagens liberalisme og kapitalisme, livet på frihjul for et frit erhverv, selve bevidstheden om frihed i modsætning til andres slaveri. En løgn, eller som statsministeren siger, en drøm.

asger pedersen

Hvis den form for venstreorienterethed som Ellen Brun og Jacques Hersh ønsker at promovere er venstreorienteret, så har C N Parkinson har ret i sin beskrivelse af hvad Marxisme er.

Citat fra Øst og Vest, 1963 (som handler om det titlen antyder):

”Kun en religion kan overtage Islams plads i det moderne asien og fungere som banebryder for ekspansionsbevægelsen [Parkinson ser forholdet mellem øst og vest som noget der bevæger sig frem og tilbage som stemplet i en forbrændingsmotor]. Ydermere er det klart, at religionen må opfylde visse krav. Den må erstatte familien med en organisation, der kan tilbyde den samme fornemmelse af medlemskab, tilhørsforhold og sikkerhed. Den må være orientalsk i sindelag, men den må samtidigt være forligelig med de vesterlandske tanker, som er fundet nødvendige til brug i forsvaret mod vesten. Den må tilfredsstille den kinesiske tradition med et regime, bestående af en intellektuel elite, såvel som den kinesiske mereværdsfølelse over for andre folkeslag. Den bør, om muligt, tilfredsstille den indiske fornægtelse af selvet og den arabiske fornemmelse af en strid mellem godt og ondt. Kort sagt det må blive kommunismen. Det er den religion, som synes forudbestemt til at give det genopstående østen dets skæreevne. Parolen for denne nye islam er en omskrivning af det ord, som kalder de troende til bøn: Der er ingen Gud uden økonomisk determinisme, og Marx er Guds profet.”

”Shintoismen, jødedommen, kristendommen og islam.... må nu tilføjes marxismen – en tro, der ligesom de andre er baseret på vold, en religion, som i sidste instans har sin oprindelse i jødedommen. Karl Marx var jøde, tysk kun af sprog og uddannelse. Han var jødisk i sin fanatisme, jødisk i sin intensitet, jødisk i sin sans for personlig frelse og jødisk i sit had. Ligesom kristendommen og islam stammer marxismen således fra de semitiske folkeslag i ørknens udkant. Ligesom sine rabbiner-forfædre opfattede Marx verden som en skueplads for kampen mellem godt og ondt, mellem de troende og de fordømte. Han så nøjagtigt ud som det, han var, en gammeltestamentlig profet, der nedkalder ødelæggelser over slettelandets stæder. Han var en af de udvalgte, de forfulgte, men sikker på forløsning en gang i fremtiden. Som statsløs jøde, professor uden professorat, forfatter uden læserkreds, viede Marx alle sine evner til én, enorm opgave, til løsningen af hvilken han medbragte en umådelig lærdom, en gennemført egoisme, en fantastisk ildhu og en imponerende begavelse. Resultatet blev Das Kapital.

Das Kapital har form af en lærebog i økonomi, men er i virkeligheden en slags bibel, langtrukken, indtrængende og uklar – en kilde til tekster for forkynderen, en kilde til trøst for den fattige. Den udgør en blanding af moralsk ildhu og videnskabelig jargon og udviser større had til kætteren end den erklærede fjende.”

”Den maxistiske doktrin indbefatter nogle få økonomiske tanker, alle indlysende forældede, en udviklingsteori om historien, baseret på utilstrækkelige beviser, og en profeti vedrørende en øjensynligt statistisk[skulle nok være statisk] og utopisk fremtid. For den indviede, for partimedlemmet, har marxismen en temmelig indviklet teologi, baseret på på forestillingen om dialektisk materialisme. For folket som helhed har den sine guder, sit præsteskab, sin hellige bog, sin litteratur, sin liturgi, sine kættere, sin inkvisation, sine sindbilleder, salmer og valfartssteder.”

Dermed er projektet for ”venstrefløjen” ikke længere et frigørelsens og ligeværdigheden mellem menneskerne projekt, men er blot et spørgsmål om hvem der skal have retten til at ”udbytte”. For objekterne er det interessante spørgsmål naturligvis retten til at være fri for at blive udbyttet, eller rettere udnyttet.

Der kan man så bare må konstatere er, at venstrefløjen pt er ikke eksisterende, eller skal findes nogle andre steder end på venstrefløjen.

Asger må foreslå Parkinson et samarbejde. De kan kan ske i det internationale forum for antikommunisme, som også Pia Kjærsgaard har deltaget i.
Til gengæld læser få socialister Karl Marx' Kapitalisme som en bibel, men som et stykke videnskabeligt arbejde om økonomi, tilgængeligt for undersøgelse og kritik af dets påstand om udbytning, men det kan man vanskeligt kalde Asgers 'jødedom' eller bare dom eller religiøse betragtninger.

Niklas Monrad

Every man, wherever he goes, is encompassed by a cloud of comforting convictions, which move with him like flies on a summer day.
--Bertrand Russell

Martin Pedersen

"fortrækker de at betragte de samfundsøkonomiske vanskeligheder som konjunkturelle i stedet for at tage stilling til den strukturelle blindgyde, som den nuværende krise er symptom for."

Det kan jo diskuteres. Krisen opstod fordi et skyggebanksystem havde fået lov at vokse op. Almindelige banker som kunne tænkes at blive udsat for et "bankrun" var reguleret for at forhindre dette. Denne regulering strakte sig ikke til de finansielle virksomheder som var grunden til krisen, fordi man ikke mente at de kunne blive udsat for et "bankrun". Men det viste sig så, at ikke blot var det muligt, det skete.

Så jo, ureguleret kapitalisme har ingen strukturel holdbarhed, men det jo derfor vi regulere den. Fra 1934 - 2007 var vi kommet ud af den boom & bust cyklus som herskede før kapitalismen blev reguleret.

"Sidstnævnte beslutning indebærer at blive (avantgardens?) talsmand for en alternativ politisk kultur, der kan bidrage til løsningen af de systemiske problemer, som kapitalismen skaber."

Det politiske slag står i dag mellem reguleret og ureguleret kapitalismen fordi der ingen alternativer er
http://web.mit.edu/krugman/www/keynes.html

Dermed ikke sagt at der ikke kan findes et tredje alternativ, men det forudsætter mere end politiske slagord. Nemlig grundig nytænkning, hvor det at vinde et valg ikke er målet, men snarer viden for videns egen skyld.

"Reguleret / ureguleret" - i henseende til udstrækningen en klassisk liberal debat i leveralismens opfattelse af det frie marked, men spørgsmålet er i høj graf hvor og hvordan, det skal ske, jvf.aktuelt landbrugserhvervet og sundhedsvæsnet, netop i forholdet mellem det offentlige og det private (- det private lever under alle omstændigheder af det offentlige¨, blot på egne præmisser).

Niels-Holger Nielsen

Jeg tror, at mange mennesker snart vil blive nødt til at revidere deres opfattelse af hvad socialismen - marxismen - kommunismen står for i begyndelsen af det tredje årtusind. Marxismen er ikke en størknet bevægelse, men har tværtimod anammet gamle Karls ord om, at den kommunistiske bevægelse vil rejse sig gang på gang i lyset af en indgående kritik af netop den praksis, som førte til dens tidligere nederlag. I øvrigt sagde han det vist med en hentydning til borgerskabets lignende praksis igennem mere end et halvt årtusind fra de norditalienske kapitalistenklaver til den franske revolution. Så længe de objektive samfundsmæssiige modsigelser som en politisk filosofi er bygget på og er et svar på består er der jo ingen grund til at trække sig fra arenaen.

Den moderne marxisme har genopdaget Marx' og Engels opfattelse af menneskets stofskifte med naturen og heri fundet et kraftfuldt våben imod kapitalismens udplyndring af klodens ressourcer og udbytningen af størsteparten af menneskeheden. Den moderne marxisme er ikke en isoleret størrelse, men har tværtimod store berøringsflader med den stærkest voksende politiske bevægelse i de kommende år. Denne bevægelse er den brogede flok, som mere og mere rejser sig mod dele af det kapitalistiske samfunds måde at fungere på: Miljø- og klimabevægelsen. Den kommunistiske bevægelse har snart sagt alene blandt de etablerede politiske retninger set at denne græsrodsbevægelse rummer væsentlige elementer af et kommende bæredygtigt samfund. Den deler mange holdninger om forbrug, fremtidig organisering af samfundet, forkærlighed for solidariske løsninger, mådehold, individets autonomi og fremtidig befrielse fra store dele af det i dag (u!)nødvendige samfundsmæssige arbejde; læs frihedens rige er i sigte, med folk som Bill McKibben*, Richard Heinberg*, James Hansen*, Herman Daly* og massere af andre (må man vel sige?) af borgerlig observans. Ligesom disse mange aktører har distinkte forskelle, så har også de moderne marxister deres særstandpunkter - og så er alt jo som det skal være. Den er endvidere renset for spekulative overvejelser om en socialistisk revolution som en abrupt foreteelse. Tværtimod har den stor fortrøstning til at de løsninger, der vil opstå i kampen for at bevare civilisationen på denne klode efterhånden vil bære umiskendeligt præg af socialistiske løsninger. Ikke som en forstenet facitliste, men som et levende væv af modsigelser, som menneskeheden må vælge rigtigt iblandt for at overleve på denne planet. Som det ser ud i dag er alternativet kapitalismens barbari.

Som vi ser i såvel klima- som ressourcespørgsmål så er kapitalismen fikseret i sin mangel på adækvate løsninger på klima- og miljøkatastrofen. Et lille men illustrativt eksempel i denne sammenhæng er den politiske bevægelse for en ny langsgående jysk motorvej, som sammen med en Fehmersundbro om føje år vil stå som et lysende monument over et forfejlet svar på tidens store udfordringer. Landområder, citybebyggelser og forstæder vil alle stå som mene tekler over forbandelsen ved at satse på fortsat udbygning med fossile brændsler og en vedvarende energistruktur, som aldrig vil blive i stand til at opretholde et forbrugersamfund, som vi kender det i dag og især som vi kendte det før den såkaldte finanskrise, som snarere er en overproduktions- akkumulations- og ressourcekrise. "Løst" bliver denne krise aldrig. Som følge af klimakatastrofens ubønhørlige vækst presses kapitalismen fra alle sider. Jeg mener, hvor ser man et realistisk udspil fra kapitalen på disse udfordringer? Realistisk er fx. ikke fantasier om fire milliarder batteridrevne køretøjer på hundredtusindvis af kvadratkilometer asfalterede motorveje overalt på kloden. Glem det - om så den ene milliard var drevet af biobrændsel. Det er kun en fantasi og forsøget på at realisere den vil føre til et totalt sammenbrud for naturen og civilisationen på denne klode. Kapitalismen er i alvorlige vanskeligheder, og kun rene idioter eller ideologiske stivnakker vil benægte det. Folk over hele verden vil i de kommende årtier se med rædsel på de eskalerende økologiske katastrofer og forstå, at kapitalismens løsninger er alt for kostbare på alle leder og kanter.

Et førstehånds indtryk af den moderne marxismes standpunkter kan findes i disse to små, informative og helt aktuelle skrifter:

What Every Environmentalist Needs to Know About Capitalism
Fred Magdoff and John Bellamy Foster

Marx's Ecology and The Ecological Revolution
John Bellamy Foster Interviewed by Aleix Bombila

Her vil enhver kunne forvisse sig om, at den moderne marxisme hverken er stivnet, religiøs eller verdensfjern.

venlig hilsen

Niels-Holger Nielsen

* Bill McKibben skrev verdens første bog om den truende klimakatastrofe og er en af hovedkrafterne bag verdens største politiske manifestation, som fandt sted i regi af 350.org , Bill McKibben , Bill Mc Kibben har blot inden for de seneste måneder skrevet utallige indlæg overalt på internettet om græsrøddernes nødvendige overtagelse af klimakampen nu hvor de fleste af verdens ledere har åbenbaret deres impotens. Googel selv, det er nemt nok.

*Richard Heinberg er blevet kaldt verdens førende lærer i den tilstundende energikrise (peak oil) og er (som i øvrigt også Bill McKibben er) fellow ved Post Carbon Institute , Richard Heinberg , han har også skrevet adskilligt inden for de sidste år. Det er nemt at finde på internettet og der er et utal af film på utube.

*James Hansen er verdens førende klimatolog fra NASAs rumforskningsinstitut (Goddard) og bringer til stadighed nye foruroligende meddelelser om verdens klima frem til offentligheden og bliver sideløbende hermed mere og mere politisk i sin personlige opfattelse af kampen for at redde klimaet. James E. Hansen

*Herman Daly er verdens førende fortaler for økologisk økonomi a la steady state og mindst tre af hans bøger er oversat til dansk (lån selv på biblioteket). Herman Daly er principiel tilhænger af kapitalisme, men leverer en sønderlemmende politisk/økonomisk kritik af neoliberalismen. Som Bill McKibben er herman Daly en god kristen. Herman Daly

I omtalte skrift/interview af/med Jonn Bellamy Foster kommer han ind på den morderne marxismes forhold til disse tænkere, videnskabsmænd og aktivister.

Kapitalismen, eller i det mindste store dele af den er presset fra alle sider, og det er svært lige nu at få øje på lettelser af dette pres - tværtimod.

Som John Bellamy Foster skriver vil det største pres komme fra alle de fattige i de fattige lande, som er den økonomiske krises, klimakrisens og ressourcekrisens hårdest ramte ofre.

Så længe kapitalismen kriges om den sidste olie og er mere optaget af sin uløselige økonomiske krise en af klimakatastrofen har den ikke en chance på længere sigt. Det må man i det mindste håbe på!

Niels-Holger Nielsen

Hvis ikke socialister skulle pege på den eneste reelle løsning på miseren, nemlig socialismen lige nu, hvornår skulle de så gøre det?

Niels-Holger Nielsen

Per Diepgen

Det er klart, at landbruget, ud fra snart sagt enhver mulig synsvinkel udgør en overmoden betændt byld i kapitalismens fjæs, men der er mange andre brancher, som ikke er et hår bedre. Det gælder først og fremmest hele det agroindustrielle kompleks og fødevarehandlen, men man kunne også pege på energikapitalen, de store entreprenørselskaber som bygger motorveje, broer, indkøbscentre og alskens husrum for en stadig mere centraliseret og ensporet administration af vores liv. Glemte jeg Mærsk? Eller den såkaldte sundhedsindustri? Om ikke i krise, så udgør krigsindustrien (som i DK er voksende) dog også en pestbyld på vores samfund.

Vi hører ikke meget til disse forhold i Helles og Villys valgkamp.

Niels-Holger Nielsen

Nu skal det hele ikke være så amerikansk. Mange af de synspunkter, som John Bellamy Forster har går igen i Dagbladet Arbejderens stadig bedre dækning af klima- og miljøkrise. Ja, verden er større end Information og TV-avisen.

Niels-Holger Nielsen

For hen ved halvandet år siden skrev Jørgen Steen Nielsen og Martin Burcharth en serie udmærkede artikler om kapitalismens kriser. Desværre er det ikke noget Information siden har været i stand til at leve op til.

Niels-Holger Nielsen

For hen ved halvandet år siden skrev Jørgen Steen Nielsen og Martin Burcharth en serie udmærkede artikler om kapitalismens kriser. Desværre er det ikke noget Information siden har været i stand til at leve op til.

I et udenforstående perspektiv lever alle, herunder hele erhvervslivet, af samfundets fælles midler, ligegyldigt hvor meget efhvervslivet privatiserer og taler om et frit marked på frie konkurrencevilkår. Ud fra en social for ikke at sige socialistisk synsvinkel vil det være folket som helhed, der kommer til at betale og derfor rimeligt, at det er det offentlige, som bestemmer fart og retning. Liberalisterne tror efterhånden, at de er så frie, men hvori består kapitalen?

Martin Pedersen

Per Diepgen,

Enig, i debatten på DR2 den anden dag var der en spørger der påpegede, at erhvervslivets skatter ikke skulle sættes op fordi hele velfærdssamfundet bygger på et stærkt erhvervsliv. Jeg mener i høj grad det er omvendt. Et stærkt erhvervsliv er muliggjort af de fælles værdier som f. eks. lige og fri adgang til uddannelse og sundhed.

Overordnet mener jeg også at staten skal bestemme retningen f. eks. inden for grøn teknologi. Men der skal være plads til det private initiativ i de små og store nicher, som følger med. En central politisk styring vil aldrig kunne overskue kompleksiteten af muligheder, som følger når tingene forandres. Staten må også opgive det den har opbygget på et tidspunkt. Ellers risikere den at blive ligeså konservativ, som de private virksomheder der sidder på guldet nu og modvirker fremskridtet. Staten skal tvinges til at tage nye udfordringer.

Havde vi brugt denne krise fornuftigt på at optage gæld, som vi kunne investere i ny teknologi og beskæftigelse, havde tingene set anderledes ud. Højrefløjen og til dels vel også venstrefløjen havde hysterisk råbt, at vi ikke må efterlade gæld til den kommende generation. Men hvis den indtægt vi skaber er højere end det koster at servicere den gæld, så havde det været en god forretning. Basal økonomi. Den lave arbejdsløshed havde muliggjort det uden at risikere at overophede økonomien.

Det er et spørgsmål om at tøjle kapitalismen.

Martin Pedersen

I øvrigt sjovt at se hvordan liberalisme er blevet ensbetydende med socialisme i USA for tiden. Vi glemmer ofte her i Danmark, at der også er en tredje position nemlig libertarianisme. Men herhjemme er de to, liberalisme og libertarianisme, blev mudderet godt sammen bland andet pga. f.eks. Cepos der både vil blæse og have mel i munden, ved at slå på både individuel frihed og minimalstat. De overser fuldstændigt at de to ting ofte ikke går hånd i hånd.

Så enig jeg end kan være med dig i mange betragtninger, Martin, gælder det ikke gæld og gældsætning.Tværtimod er gæld af det onde. Alle skylder alle penge, og ingen kan til sidst finde ud af noget som helst, undtagen at snyde hinanden, undslippe renterne og måske også tilbagebetalingen. Det kalder man finanskrise.
Man sælger ikke skindet, før bjørnen er skudt. Man køber ikke en vare, før man har pengene på hånden. Først når man råder over midlerne, kan man diskutere, hvad de skal bruges til. Det lyder frygtelig gammeldags, men er den bedste garanti mod finanskriser, også i familien og hjemmet.
Ikke alene forbrugerisme og impulskøb er styret af følelser og individuelle behov.

Martin Pedersen skriver
hele velfærdssamfundet bygger på et stærkt erhvervsliv.

Helt enig - og derfor skal erhvervlivet renses for de blodsugere, der hæmmer erhvervlivets fremdrift, nemlig bestyrelsesmedlemmer der kun sidder for honorarernes skyld, store dele af direktørlaget, der hæver enorme bonuser og finansfolk der udnytter virksomhedernes behov for strakskapital. Denne hær af gumpetunge mavesvære livsnydere, der for de flestes tilfælde har arvet deres indflydelse på erhvervlivet udgør sammen med finansspekulanterne en belastning for erhvervslivet. Den eneste måde der kan komme styr på disse blodsugere er gennem kontrol. I langt de fleste tilfælde af de virksomhedskolaps, vi har set under finanskrisen har revisionsvirksomhederne været medskyldige. Socialisterne bør straks efter magtovertagelsen opbygge et statdrevet revisionsinstitut i nært samarbejde med skattevæsenet. Det vil også betyde at det vil blive nemmere at kontrollere løndumpning fra østarbejdere. På sigt kan det overvejes at supplere med en statsbank. (Staten ejer jo allerede en 12-15 banker)

"Med andre ord burde principielle holdninger trumfe opportunistisk tænkning i Christiansborgs her-og-nu-politik."

Tænk alligevel at man skal have en avis til at fortælle os det. Fordi det åbenbart ikke er indlysende for flertallet af vælgere - ellers sad vi ikke i den suppedas vi rent faktisk sidder i.
Øv.

Martin Pedersen

Per Diepgen,

Det er selvfølgelig altid den bedste af alle løsninger ikke at stifte gæld hvis man kan slippe af sted med det. Men i vores nuværende situation er overskuddet gået til skattelettelser i stedet for nye innovative tiltag, som kunne have sat folk i arbejde.

Den største stimuluspakke verden har set hed 2. Verdenskrig. USA kørte med et langt større underskud og gæld end vi ser i dag. Gælden blev betalt af den øgede middelklasse, som opstod ved at sætte folk i arbejde og uddanne sine hjemvendte soldater.

Så når den næste optur kommer tror jeg vi er enige i at staten skal spare op til den næste krise i stedet for at give skattelettelser til de rige.

Bill Atkins,

Enig, der mange ting man kan gøre langt mere fornuftigt. For år tilbage var en bankdirektørs løn 30 gange større end den gennemsnitlige arbejders løn. I dag er den omkring 300 gange så stor. En bankdirektør er ikke 300 gange så meget værd for samfundet som sygeplejersken på hospitalet. Det hænger ikke sammen.

Gorm Petersen

Den mand, der blev kendt for at sige "religionen ud af det offentlige rum", havde selv en stærk tro på at "markedets usynlige hånd ved bedst".

Hvis religionskritik var forbeholdt mennesker, der selv kunne sige sig fri for metafysiske forestillinger, fik vi ikke meget af slagsen (lad den der selv er ren kaste den første sten).

Venstrefløjens projekt er vel stadig at nægte at tro på "markedets usynlige hånd" og afvise privatiseringer.

Kapitalister er lige så kloge som mennesker. De mødes i de samme golfklubber og aftaler hvordan de i det kommende år skal "konkurrere" så det ser nogenlunde troværdigt ud. Opgaven lettes af kontrollen over hovedparten af pressen.

Gorm Petersen,
'Kapitalister' er flere ting. De kan være dygtige og idérige personer, der ville kunne skabe deres egen lille produktion i Nordkorea - men det kan også være finansspekulanter, der griber magten over en virksomhed på grund af de kortsigtede gevinster, der ligge lige for: F.eks. et frasalg, en opskruening af priser, en rationalisering, en udnyttelse af adgang til skattekroner. Det er denne sidste mulighed der skræmmer mig mest. Det kan være tag-selv-bord.

Keynes sagde om finanspekulanterne nogenlunde således: De udgør den mest grådige del af befolkningen - og så sætter man dem magten over landets vigtigste aktiver.

Hvor har USA taget gæld for at finansiere de sidste års krige? Politisk kurspleje er et gammelt instrument til at nedbringe gældforpligtelser Imperialismen har altid tilgodeset de kapiralistiske lande med død og fattigdom i andre lande til følge. Enhver kan konstatere tilfældet ved at gå i det lokale supermarked og måske glæde sig over billige varer.