Kommentar

Menneskerettigheder og værdipolitik

At forsvare homoseksuelles rettigheder i Uganda ville i Danmark svare til at udtrykke sympati for Hizb ut Tahrir, og det skaber store udfordringer for lokale menneskeretsaktivister
Debat
6. marts 2010
Det demokratisk valgte  parlament i Uganda er ved at vedtage en skærpelse af lovgivningen mod homoseksualitet, således at denne observans i visse tilfælde vil kunne straffes med dødsstraf. Det internationale samfund har reageret kraftigt. På billedet ses en ugandisk mor med sin datter.

Det demokratisk valgte parlament i Uganda er ved at vedtage en skærpelse af lovgivningen mod homoseksualitet, således at denne observans i visse tilfælde vil kunne straffes med dødsstraf. Det internationale samfund har reageret kraftigt. På billedet ses en ugandisk mor med sin datter.

Ugandas nationale menneskerettighedskommission var i denne uge på besøg i Danmark. De blev inviteret af Udviklingsministeriet, og det var en god ide, for kommissionen er havnet i et svært dilemma. Det ugandiske parlament, der i øvrigt er demokratisk valgt, er ved at vedtage en skærpelse af lovgivningen mod homoseksualitet, således at denne observans i visse tilfælde vil kunne straffes med dødsstraf. Det internationale samfund har forståeligt nok reageret kraftigt og har opfordret den ugandiske menneskerettighedskommission til ligeledes at tage afstand fra lovændringen. Dette er imidlertid mere vanskeligt, end man umiddelbart skulle tro.

Uganda er et land, der har været gennem forfærdelige kriser. I 1970'erne blev landet omdannet til et terrorregime under General Idi Amin. Siden fulgte en blodig borgerkrig, og i 1980'erne var Uganda et af de lande, der blev hårdest ramt af AIDS-epidemien, der sidenhen har berørt hver eneste familie i landet. I den nordlige del af landet er der stadigvæk uroligheder, hæren har været involveret i krigen i Congo, og præsidenten har ændret forfatningen, således at han har kunnet sidde mere end de to omgange, som det ellers foreskrives, at han kan vælges for. Ugandas største eksportvare, kaffe, er styrtdykket i pris de seneste årtier, og regeringen har svært ved at sikre et minimum af service inden for sundhed og uddannelse. Seksuelle overgreb på kvinder og mindreårige forekommer ofte.

Der er således nok af problemer at tage fat på for en national menneskerettighedskommission. Siden sin oprettelse i 1997 har denne da også manøvreret dygtigt i et kompliceret og spændingsfyldt politisk klima og har opnået en vis respekt i befolkningen, blandt politiske beslutningstagere, og i det internationale samfund.

Politisk selvmord

Problemet er nu, at kommissionen siger, at det er politisk selvmord at gå ud og forsvare homoseksuelles rettigheder i Uganda. Det ville svare til, at man gik ud i Danmark og sagde at Hizb ut Tahrir også er en slags mennesker, man er nødt til at lytte til. Tager kommissionen de homoseksuelle i forsvar, vil man spørge, om ikke de har mere presserende sager at tage sig af, og ikke mindst vil dens medlemmer blive set som i lommen på vestlige donorer, som de da vitterligt også er økonomisk afhængige af. Landet, der er præget af kristen fundamentalisme, præges af opfattelser af homoseksualitet som noget fundamentalt 'uafrikansk', der strider imod ugandiske værdier og er et udslag af vestlig dekadence. Der er en udbredt, og ikke helt ubegrundet, folkelig følelse af, at de udenlandske donorer bestemmer for meget, og at de insisterer for kraftigt på deres økonomiske hestekure og værdipolitiske dagsordner.

Kommissionen er således i klemme. Samtidig ved den, at skærpelsen af loven er et typisk eksempel på det, vi også kender i Danmark: symbollovgivning inden for et felt, hvor man får stor bevågenhed men minimal effekt i praksis. Dødsstraffen er ikke afskaffet i Uganda, men der er ingen, der er blevet henrettet siden 1992. De mener således ikke, at der er stort at vinde ved at kaste sig ind i sagen, en debat om homoseksuelles rettigheder vil blot få politikere til at skrue strammer-bissen på, og vil risikere at skade de homoseksuelles sag yderligere.

Regulere adfærden

Homofobi er meget udbredt på hele det afrikanske kontinent. Men for det meste lader man i Afrika, som om homoseksualitet overhovedet ikke eksisterer. Som et kommissionsmedlem forklarede, så er éns seksualitet i Uganda en strengt privat sag. Man går ikke og kissemisser på gaden, og hvis man har særlige tilbøjeligheder forventes man at holde meget lav profil.

Det er derfor næppe en god ide at fare hårdt frem, hvis man vil beskytte homoseksuelles rettigheder i et land som Uganda. Det danske Institut for Menneskerettigheder hælder mod en strategi, hvor man støtter sig meget til international lovgivning og påpeger de alvorlige konsekvenser, det kan have for enkelte lande at sætte sig uden for internationale konventioner. Ligeledes påpeges proportionaliteten i de straffe, der lægges op til, som helt hen i vejret. Og så påpeges det, at der ikke er tale om, at man tillader seksuelle forhold mellem parter, hvor den ene part ikke er med på spøgen, således som der synes at være en udbredt opfattelse af. Ligeledes påpeges det, at der ikke er tale om, at kirken eller staten skal velsigne homoseksuelle ægteskaber, for det står der ikke noget om i menneskerettighedserklæringen. Jo, men Biblen siger, det er syndigt, lyder det fra ugandisk side. Måske, men det er der så mange ting der er, onani, oral- og analsex f. eks, og stater har generelt ikke gode erfaringer med at gå ind og prøve at regulere folks adfærd gennem forbud på det niveau.

Høj cigarføring

Den ugandiske menneskerettighedskommissions besøg i Danmark kommer på et meget gunstigt tidspunkt. Påmindelsen om vanskelighederne med en sag som denne, der for os danskere virker så oplagt, kommer samtidig med, at vi har fået en ny udviklingsminister, og et nyt udviklingspolitisk udspil er på vej. Både Søren Pind og udmeldingerne i det papir, der har cirkuleret i nogen tid, lægger imidlertid op til en anderledes høj cigarføring. »Udviklingspolitik er værdipolitik,« står der på første linje i papiret. Og værdien er frihed, »kodeordet for (udviklings)indsatsen er frihed«, skrev udviklingsministeren forleden, da han forklarede hvorfor han gerne ville være udviklingsminister. »Frihed for alle til at leve et liv i værdighed i retfærdige, lige og åbne samfund,« hedder det videre i papiret. Jo tak, det ville være fint.

Henrik Nielsen er ph.d. og forsker i kapacitetsopbygning inden for menneskerettigheder. Han er tilknyttet Institut for Menneskerettigheder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

»Problemet er nu, at kommissionen siger, at det er politisk selvmord at gå ud og forsvare homoseksuelles rettigheder i Uganda. Det ville svare til, at man gik ud i Danmark og sagde at Hizb ut Tahrir også er en slags mennesker, man er nødt til at lytte til.«,

Ja og hvor ville vi så være henne? Brune Villy har jo for lang tid siden slået fast, at de muslimske mørkemænd skal skride ad helvede til.

Hizb ut Tahrir er også en slags mennesker, man er nødt til at lytte til...

Peter Andreas Ebbesen

Denne artikel beviser bare det jeg mener.
Nemlig, at flertallet IKKE HAR RET!!!!
VH Heidi Madsen

Peter Andreas Ebbesen

Denne artikel beviser bare det jeg mener.
Nemlig, at flertallet IKKE HAR RET!!!!
VH Heidi Madsen

Peter Andreas Ebbesen

Der skulle have stået.
"FLETALLET HAR IKKE ALTID RET!!!!
VH Heidi Madsen