Læsetid: 4 min.

I Nordirland holdes sandheden fortsat som gidsel

I dag overrækkes en omfattende officiel rapport om ’Bloody Sunday-massakren’ – britiske specialstyrkes drab på 13 civile nordirere i 1972 – til den britiske regering, der så skal tage stilling til, hvor meget den vil dele med offentligheden
22. marts 2010

Historien truer med at gentage sig selv i Nordirland, hvor det spinkle håb om at få afsluttet bitre uenigheder mellem den britiske regering og pårørende til 13 dræbte borgerrettighedsdemonstranter atter engang risikeres nedtrampet af det britiske system.

'I dag bliver en rapport, som indeholder kendelser om britiske specialstyrkers drab på 13 civile, overrakt til den britiske minister Shaun Woodward. Undersøgelsens konklusioner har været længe undervejs, og en stor del af den nationalistiske befolkningsgruppe i Nordirland venter tålmodigt på at få en acceptabel officiel forklaring på, hvad der skete den søndag tilbage i januar 1972. I øjenvidnernes og faghistoriens forklaring udviklede en demonstration mod urimelig tilbageholdelse af en del af befolkningen sig til et blodbad, da britiske specialstyrker skød og dræbte 13 ubevæbnede demonstranter.

Dagen blev kendt verden over som Bloody Sunday og manifesterede sig til et kollektivt traume, der for alvor knækkede en stor del af befolkningens tro på systemet, da den undersøgelse, der skulle kortlægge de faktiske begivenheder, i stedet beskyttede de skyldige og stemplede de dræbte som hooligans.

Begivenhederne omkring Bloody Sunday er ikke længere kontroversielle, da det af flere uafhængige undersøgelser er blevet slået fast, at de dræbte ikke havde været i besiddelse af våben af nogen art, og at specialstyrkerne ikke havde handlet i selvforsvar.

Den eneste, der nægter at anerkende dette i sit fulde perspektiv, er den britiske regering – specialstyrkernes arbejdsgiver.

Fastholdt upartiskhed

Tiderne tegnede lyse for de, der stadig havde troen på, at sandheden ville finde vej gennem regeringsdokumenter stemplet ’fortroligt’, da daværende premiereminister Tony Blair i 1998 erklærede en genåbning af Bloody Sunday-sagen. Undersøgelsen har været den længste og dyreste i Storbritannien med sine mere end 200 millioner britiske pund, hvor 2.500 vidneudsagn er blevet inddraget, og mere end 900 soldater, paramilitære soldater og civile er blevet kaldt ind for at vidne.

Den engelske dommer og hovedansvarlig for Bloody Sunday-rapporten, Lord Saville, har sammen med sin canadiske kollega, dommer Hoyt og den australske dommer Toohey, ikke kunnet undgå udfordringer i deres kendelser vedrørende den nationale sikkerhed, anonymitet og retten til liv. Saville har ihærdigt forsøgt at fastholde sin upartiskhed, men dette kan meget vel vise sig at være spildte kræfter, hvis rapporten ikke samtidig med at den britiske regering får den overdraget også gives til den gruppe af pårørende, som siden begyndelsen af 1990’erne har ført kampagne for at få sandheden frem.

Repræsentanter for pårørendegruppen er rejst til Washington for her at gøre opmærksom på, at afgørende oplysninger i den omfattende rapport kan blive slettet af den britiske regering, hvis den får mulighed for at gennemse den flere uger før familierne og alle andre. Familierne har tidligere haft held med at internationalisere deres kampagne, da de i 1990’erne forsøgte at få briterne til at forstå, at der var behov for en ny undersøgelse. Nye beviser i sagen såvel som international støtte bl.a. fra amerikanske senatorer og kongresmedlemmer var medvirkende til, at Tony Blair i 1998 genåbnede sagen i et omfang, ingen havde troet muligt. Selv om familierne ikke modtages i Det Hvide Hus denne gang, så er deres og aktivisternes tilstedeværelse i Washington og London, foruden ved britiske ambassader i andre lande, med til at lægge pres på den britiske regerings beslutning om at give sig selv et forspring til at forberede sit spin.

Det fuldstændige billede

Regeringens spindoktorer vil være langt foran alle kritiske røster, når pårørendegruppen og offentligheden får mulighed for at skimme kendelserne, og hvem ved, hvor mange oplysninger der vil være pillet ud med begrundelse i at beskytte den nationale sikkerhed. Et problem vi ikke er ubekendt med herhjemme, hvor ytringsfriheden kæmper mod militære hemmeligheder, når trumfkortet, rigets sikkerhed, spilles.

Den britiske minister for Nordirland, Woodward, forklarer, at den ekspertise, der kræves for at vurdere rapporten, skal findes i det britiske Forsvarsministerium og Indenrigsministeriet, hvorfor det er vigtigt, at de får tid til at finkæmme den 4.500 siders lange rapport. Forsvarsministeriet var specialstyrkernes arbejdsgiver, og Indenrigsministeriet vil have efterretningsagenter siddende, så frygten for endnu en hvidvaskning af den kontroversielle sag forekommer alt for sandsynlig.

Woodward insisterer på, at alle de involverede kan betros denne opgave og udføre den fagligt upartisk, og at New Labour ikke ville drømme om at manipulere rapportens kendelser eller forsøge at minimere kritik rettet mod statsapparatet. Et løfte den tidligere indsatte i Guantanamolejren, Binyam Mohamed, næppe giver meget for. Mohamed havde anklaget det britiske efterretningsvæsen for brug af hårdhændede forhørsmetoder, mens han var tilbageholdt af CIA. Undersøgelsens dommer, Lord Neuberger, havde været særdeles kritisk overfor det britiske efterretningsvæsens behandling af Mohamed, og sagen tog en kritisk drejning, da Lord Neuberger gennem en advokat kraftigt blev anbefalet af den britiske regering at genoverveje sine kendelser. Det ville være utrolig skadeligt for det britiske efterretningsvæsen MI5 at få en dommers kendelser om brug af torturlignende metoder.

Den samme regering vil nu have Bloody Sunday-pårørende til at acceptere, at regeringsrepræsentanter får mulighed for at granske rapporten før alle andre. En rapport, der for første gang kan indeholde det fuldstændige billede af de omstændigheder, deres kære blev dræbt under, men også beslutte om den indeholder oplysninger, som er bedst udeladt. Det er trods alt et spørgsmål om nationens sikkerhed, og dristes nogen til at tro på, at sandheden og ytringsfriheden kommer forud for den?

Britt Solbjerg Madsen er cand. mag. i historie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Christian Wind Nielsen

Og John Lennon sang:

"Well it was Sunday bloody Sunday When they shot the people there The crys of thirteen martyrs Filled the Free Derry air Is there any one amongst you Dare to blame it on the kids? Not a soldier boy was bleeding When they nailed the coffin lids!"

Jørgen Christian Wind Nielsen