Klumme

Det normales værste fjende

Hvad Klaus Riskjær Pedersen og pastor Jesper Langballe har til fælles
Det er forbløffende, at Klaus Riskær Pedersen fortsat kan tage folk i røven og komme i avisen på udgang fra fængslet for at blive erklæret konkurs. Bagefter, hvor andre i skam ville hænge sig i deres lange underbukser, betror Riskær journalisterne, at han allerede om 14 dage, hvis bankerne er så åndssvage at forlange noget tilbage, åbner en ny butik, skriver Georg Metz.

Det er forbløffende, at Klaus Riskær Pedersen fortsat kan tage folk i røven og komme i avisen på udgang fra fængslet for at blive erklæret konkurs. Bagefter, hvor andre i skam ville hænge sig i deres lange underbukser, betror Riskær journalisterne, at han allerede om 14 dage, hvis bankerne er så åndssvage at forlange noget tilbage, åbner en ny butik, skriver Georg Metz.

Jesper Kristensen

27. marts 2010

Smålighed ligger fjernt fra det storsind der mildner luften for de klippede får. I retsbevidsthedens navn ynder politikerne snarere end den håbefulde nådesgerning at sende lavtryk af kulde i nakken på de rundbarberede stakler, alle der ikke arter sig. Ingen straf synes streng nok, når naturen således går over optugtelsen. Forbrydelse må og skal ikke kunne betale sig. Det skal forbrydelse da ikke. Det skal derimod kunne betale sig at arbejde. Noget arbejde kan ikke betale sig. Nogle forbrydelser kan bedre betale sig end andre. Nogle forbrydelser kan bedre betale sig end arbejde. Noget arbejde kan slet ikke betale sig. Nogle forbrydelser kan langt bedre betale sig end nogen som helst form for arbejde. Noget arbejde kan bedre betale sig, når arbejdet også rummer en forbrydelse, så forbrydelse virkelig betaler sig. Men forbrydelse betaler sig ikke. Punktum. Og sine kreditorer skylder man alt. Hvad man kan undvære.

Klaus Riskær Pedersen har begået en forbrydelse og er en forbryder. Det har han rettens ord for, han er dømt til vand og brød i seks år. Fordi han har begået en forbrydelse. Denne har trods seks år i skyggen kunnet betale sig. Normalt afstår en forbryder bag lås og slå i Sønder Omme - hvor der ved Gud ikke er morsomt - at opkøbe ejendomme i det indre København for 50 millioner kroner og tilmed gøre sig til af det. Her adskiller Riskær Pedersen sig fra normale forbrydere. Sådanne folk ville næppe som fallenter fortælle nogen at de sad på så mange penge at de ligefrem kunne købe Gammel Strand. Ej heller ville de være i stand til at opregne en yderligere formue på andre 50 millioner. Ret ofte indskrænker fængslede forbryderes rørlige formue sig til en ruineret tilværelse, et par sokker og en brugt tandbørste.

Finansmanden, som Riskær af uransagelig grund og med antydning af det benovede, gerne hædrende betegnes, ejer betragteligt mere end en tandbørste. Ejendomme her og dér samt på en sydlandsk ø et sommerhus med grundareal som Kongens Nytorv og pool og gæsteværelser til det halve jetset med bolledamer og gesvejsninger. Det er ham vel undt, om så han har snydt og bedraget sig til det, hvad han jo også har. Herregud, de folk der indlader sig med typen, må vel vide besked, ellers er det deres egen hovedpine.

Det forbløffende er ikke så meget at nogen af arten er så store barnerøve, at de aldrig kommer ud over den første chokerende opdagelse at man kan klare sig ved gæld. For klummistens vedkommende begyndte det med en pose bananbolsjer i de tidlige 1950'eres på Frederiksberg. Bolsjerne fik det unge menneske på kridt til Fru Metz, og ciklede glad hjem på den trehjulede med byttet i lommen. Stor var overraskelsen, da regnskabets time indtraf. Det skete så tidligt i en ellers forgældet løbebane at den smertelige erfaring trods alt blev en hindring på vejen til senere anbringelse celledør ved celledør med yngre Riskær. Næ, det forbløffende er at denne fortsat kan tage folk i røven og komme i avisen på udgang fra fængslet for at blive erklæret konkurs. Bagefter, hvor andre i skam ville hænge sig i deres lange underbukser, svinger Riskær ud fra retten i Viborg i en allerhelvedes dyr firhjulstrækker og betror journalisterne at han da allerede om 14 dage, hvis bankerne er så åndssvage at forlange noget tilbage, åbner en ny butik (sic!). Det var det med den restbevidsthed.

Andre er også blevet taget i røven. Den katolske kirkes præster har mellem lår og bag sublimeret sig i andet end pønitense. Det er ikke så godt. Men straf er (også i den sammenhæng) absurd. Hvordan straffer man trygheden tilbage i dem, det er gået ud over? For resten er det også tilstrækkeligt at de krænkende ikke kommer i Himlen. For det kommer de da vel ikke!

Derhen kommer ej heller de homoseksuelle. Ifølge MF Jesper Langballe hengiver de sig til deres perversioner som en epidemisk ideologi. Fætter Krarup mener at homoseksuelle foragter danskheden, når de så gerne vil vies på lovformelig vis i Folkekirken.

De aggressive, der ofte ubevidst bekæmper deres egen indre bøsse, benævner nu og da homoseksualitet som sodomi. Den mest oprørende måde hvorpå man kan fremstille fænomenet, er ved associationer til det dyriske og perverse. Eller det samfundsfjendske, selvhævdende gudsfornægtende landsforræderiske. »Homoseksualitet sammen med andre perverteringer beror på en almindelig modepræget oplevelseshunger, som bestandigt kræver nye pirringer og dermed accelererer epidemisk«, skriver Jesper Langballe og minder om noget slemt i Historien, hvor homoer udskiltes af folkelegemet. Nu ligger det inden for sandsynlighedens grænser at seksualitet og Langballes konkrete person ikke har accelererende epidemisk virkning og overdreven lyst til nye og gentagne pirringer. Men ellers er det jo noget man hører: At det seksuelle, når først ilden har fat, kan være noget hyppigt tilbagevendende, som også godt kan få et påfaldende præg af accelererende liderlighed. Da tilstanden er udbredt, kan man sådan set godt kalde den epidemisk. Ligheden i adfærd mellem mm og kk på den ene side og mk og km på den anden er til at få øje på.

Langballe, der ligesom Søren Krarup foruden det teologiske også har været levebrødspolitiker i en halv snes år, mener at bøsserne bare vil have noget selvværd; derfor render de, som han siger, biskopper og myndigheder på dørene for at blive erklæret normale.

Det sidste, det normale, har som mange ved, vide grænser. Om sagen så har noget med selvværd at gøre, kan vel næppe vurderes nøgternt af en mand der ikke mener at andre bør have mere af det, end han i normalitetens disharmoniske navn finder for godt. Dronning Victoria har ikke levet forgæves.

Man kan spørge, hvorfor Langballe netop nu lufter homofobien, og dét så håndfast at den flugter andre fobier, DF så nænsomt lancerer. Det sker selvsagt i forbindelse med debatten om de såkaldte homovielser. Den slags byder som bekendt begge MF-præster imod, skønt guderne: Faderen og Sønnen og Helligånden (hvis denne ytrer sig) og Paulus og de andre halvguder i kristendommen jo siger så meget til tolkning efter behov. Det sker dog næppe med partiets inderlige velsignelse.

I den seksuelle frimodige tålsomhed ser Langballe imidlertid den forhadte kulturradikalisme stikke næsen frem, og den skal hugges af. Et af de uløselige problemer de rabiate præster har haft med frisindets arv, er at de ikke har kunnet stille noget op med det seksuelle; i parentes bemærket heller ikke med kvindefrigørelsen og ligestillingen. Dertil berører disse goder for mange af DF's egne vælgere, der utvivlsomt også tæller småborgerlige bøsser. Nu skal Langballe ikke mere genvælges og kan, såfremt partiledelsen bliver urolig, være revnende ligeglad. Nu gælder det om at skaffe presse og platform til det Langballe'ske otium, hvor højreradikaliteten og ekstremismen a la Tidehverv og ukvemsordenes menneskeforagtende besyngelse af vrede og afsky mod ortodoksiens afvigelser kan få næring og blomstring. Det er i hvert fald en gyldig og rationel udlægning. Fornuft og forstand, tolerance, fremkommelighed og forståelse er jo ikke just drivkræfter bag en Langballe, der ser splinten i bøssens øje før hele bjælkehytten om sit eget hoved.

Spørgsmål: Hvad har så Klaus Riskær Pedersen og Jesper Langballe til fælles? Svar: At man tror, det er løgn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bente Simonsen

Et langt livs erfaring burde ha' vist, at mental mangfoldighed fin's.

Jesper Langballe, som ikke er nogen person, man skulle ville omgås, begyndte at optræde på den offentlige scene langt efter, jeg havde forladt landet, men Riskær har man jo i erindring, heller ikke han er nogen person, som man skulle ville omgås.

Har altid undret over, hvordan disse psykopatiske typer kan få til det igen, igen, igen.
Skulle aldrig lade mig forføre af en Riskær ikke en gang for udsigten til en million - eller ti.
Fascineres af en Jønke HA'er, aldrig!
Pia Kjærsgård gi'r mig gåsehud.
Dick Cheney og George Bush gjorde mig direkt dårlig, tålte ikke se på dem.
Fætter Langballes fætter, føj!
Netanyahu, nej, nej nej!

"Hvordan straffer man trygheden tilbage i dem, det er gået ud over? "

Hvordan straffer man TILLIDEN tilbage i dem, det er gået ud over.

Som påpeget føler et normalt individ anger og skyld, mens en psykopat fortsætter ufortrødent.

Et skadet barn skal igennem en psykolog overbevises om at andre voksne altså ikke ville gøre mod dem, hvad de har været udsat for, inden at voksenlivet indtræder.

BBC viste et interview mellem en psykolog og et barn der havde lidt overgreb. Her fik man fortalt hvordan pigen blev opdaget. Hun kunne ikke begribe at hendes veninder ikke led hvad hun led, de måtte være fulde af løgn.

Psykopater ødelægger tilliden og med det følger manglende evne til at koncentrere sig, og indlære. Hvis ikke tilliden bliver genoprettet, går sådanne skæbner i stå i barndommen.

Dette gælder også magthaveres overgreb mod magten, hvor de i stedet triumferende praler over ikke at blive fanget når de burde stoppes. De ødelægger tilliden til demokratiet.

Og så kalder de os tosset, eller tossegode.

Selv for nogle af os ( såsom denne selv ) venstreorienterede kan det være svært at undlade at angribe enkeltpersoner såsom: Søren Krarup, Paver og Klaus Riskjær - trods vor bedre viden, og/eller underforståetheder om sånt's kun lidne mulige meningsfuldhed: at sigtet med sådanne angreb egentlig kun kan have ét mål: de elendige samfundsforhold.

Det fortæller desværre mere om befolkningen, end om disse individer.

Åbnede folk døren for virkeligheden ville de se, og føle.. Men de vælger den nemme løsning, at tage redningsvesten på som er punkteret.

Krarup , Riskær , Langballe og mange andre "bemærkelsesværdige typer" er ikke typiske for vores tid.

Sådan nogen har altid eksisteret til alle tider i alle generationer.

Og sådanne typer vil til stadighed forekomme i al fremtid.

En vis mindre procentdel af menneskene er altid afvigende fra det "typiske" og "normale" - pågodt og ondt.

Metz. Nu er det ikke badminton dether, men en sikker smash fra baglinjen - indenfor banen.
Pressen er blevet rampelys i stedet for søgelys. Og Pressen evner ikke at kigge andre steder end lige under lampen.

Det er et evigt problem med god kommunikation.

Det "normale" Danmark vil se "fjenden". De vil laese om ham/hende - de vil foelge ham/hende i deres udvikling og faerden. Hvis det kan komme hjem i stuen i TV - saa skruer man op, og bliver opmaerksom - hvem er nu det ??? og hvor meget ?

Journalister fristes til at skrive om dem. Det er godt stof - selv om man ikke rigtig synes at det bliver skrevet, som man gerne selv ville have det.
Men der er penge i en artikkel og saa hvad fan'

I moderned marketing er "fjenden" penge vaed. Kan man skaffe omtale, saa er der kunder - Pioneren herhjemme hed Simon Spies.

Jeg kender ikke loesningen, men jeg synes alligevel at der er saa meget andet interessant at skrive om - naar man nu er en god skribent!

Jesus var paa mange maader genial. Han sagde: Man skal elske sine fjender som sine venner - og dermed fik han taget brodden af det interessante ved disse afvigere.

ca 10% af "magtens elite" har psykopatiske træk , så man kan vel næppe blive overrasket over Riskær , Bagger og alle de( endnu løsgående) med fingrene i
vores fælles kagekasse, får lov at svindle igen og igen !.
og jo
det var , bette Jensen ,den lille skattemand ,der mente at man kunne lokke skatteforbrydere af en vis kaliber hjem med de stjålne skattepenge , hvis man bare afstod fra at putte disse forbrydere i fængsel , nu de ikke rigtigt tålte miljøet!
og
er det ikke selveste vores statsminister ! der har rigeligt svært ved at skelne mellem ret og rimeligt og dit og mit , lige der med kaffe og så videre ! !
(hvem er smålig ? bilag på 12,50 , vor herre bevare os !)
man fristes til at tro at psykopatiske træk i de højere sociale lag ses som en kvalifikation!
I min socialklasse er man bare en ganske gemen bandit!
fortsat god dag

Overalt på kloden bliver mange arbejdere forargede
når de erfarer om sådanne slibrigheder og bedragerier, og som kun er toppe af isbjerge,
som sker grundet samfundsordninger som arbejderklassen ved sin holden sig i ro - selv blåstempler !

For forargelserne er spild af tid
(egentlig bare bortledning af arbejdernes opmærksomhed over i små enkeltsager) - ændrer intet -
det kan kun den forenede arbejderklasse selv.