Kommentar

En nuklear nocturne

Når det kommer til stykket har både USA og Rusland oplagte interesser i at indgå en ny nedrustningsaftale, der kan mindske deres strategiske kernevåbenarsenaler
Barack Obamas vision om en atomvåbenfri verden har  tilslutning fra den russiske præsident Medvedev, men formentlig bliver drømmen ikke til virkelighed.

Barack Obamas vision om en atomvåbenfri verden har tilslutning fra den russiske præsident Medvedev, men formentlig bliver drømmen ikke til virkelighed.

29. marts 2010

For snart et år siden præsenterede Barack Obama sin vision om en atomvåbenfri verden i en tale foran titusindvis af begejstrede borgere i centrum af Prag. Visionen, som er blevet døbt Zero, fik endda tilslutning fra den russiske præsident på juli-topmødet i Moskva, hvor Obama og Medvedev drøftede rammerne for en ny atomar nedrustningsaftale som afløser for START-aftalen. Da Obama den 10. december blev tildelt Nobels Fredspris, valgte komitéens formand netop at fremhæve Zero, da han skulle motivere prisoverrækkelsen. Blot fem dage tidligere var START-aftalen ironisk nok udløbet, uden at parterne var nået til enighed om en afløser.

Selv om det nu ser ud til, at USA og Rusland den 8. april på årsdagen for Obamas tale i Prag langt om længe vil underskrive en ny START, så har de seneste måneder samtidig demonstreret, at Zero desværre aldrig bliver andet end en luftig vision.

Når det kommer til stykket har både USA og Rusland oplagte interesser i at indgå en ny nedrustningsaftale, der kan mindske deres omkostningskrævende strategiske kernevåbenarsenaler. De foreløbige bulletiner indikerer, at man vil nedbringe antallet af (deployerede) atomare sprænghoveder fra 2.200 til 1.550, mens antallet af fremføringsmidler - dvs. bombefly, interkontinentale missiler og ubåde - skal reduceres fra 1.600 til omkring 800. Stadig rigeligt til at garantere hinandens og resten af menneskehedens totale udslettelse, og rent faktisk har begge lande allerede egenhændigt nærmet sig de nye grænser for antallet af fremføringsmidler.

At det alligevel har været så vanskeligt at formalisere en ny aftale skyldes flere forhold. Dels er der indbygget nogle relativt stærke kontrol- og verificeringsmekanismer i START, som parterne har kviet sig ved at videreføre. Dels har der været spørgsmålet om, hvorvidt en ny aftale ville blive så omfattende, at den skal tiltrædes med to-tredjedels-flertal af det amerikanske senat. Og dels har der været selve det forhandlingstaktiske spil, hvor især det reviderede amerikanske missilforsvarssystem stadig er en torn i øjet på russerne til trods for opgivelsen af de landbaserede anlæg i Polen og Tjekkiet.

Intern uenighed

Men herudover har de seneste måneder afsløret en mere grundlæggende intern amerikansk uenighed om landets fremtidige atomvåbenstrategi, som Det Hvide Hus - i form af det såkaldte Nuclear Posture Review (NPR) - efterhånden længe har forsøgt at færdiggøre. Den nye NPR skal erstatte Bush-administrationens kontroversielle atomvåbenstrategi fra 2002, som lagde op til en bekostelig modernisering af den atomare slagstyrke samt ikke mindst en øget fleksibilitet i anvendelsen af våbnene.

Med udviklingen af en ny generation af specialiserede kernevåben (bl.a. de såkaldte bunker-busters) ønskede Bush-administrationen at bryde det tabu, som har omgærdet brugen af disse våben til andet end gensidig afskrækkelse. At planerne aldrig blev realiseret skyldes først og fremmest, at Kongressen gang på gang afviste at afsætte de fornødne økonomiske resurser. Mens den nye NPR således udgør en kærkommen lejlighed for Obama til at distancere sig direkte fra forgængerens atomvåbenstrategi, rummer den samtidig sine egne kontroversielle elementer.

Kernevåben i konflikt

Kontroversen om den nye NPR omhandler mindst tre aspekter. For det første har der været forlydender om, at den nye strategi vil tage konkrete skridt til at udfase de strategiske bombefly som et af de tre fremføringsmidler i den atomare slagstyrke. Selv om de 114 bombefly ofte betegnes som en forældet og endda unødvendig del af slagstyrken, er det dog langt fra ukompliceret at tage livtag med en af de stærkest forankrede institutioner i det amerikanske flyvevåben.

For det andet har det skabt røre, at Obama-administrationen angivelig overvejer at præcisere, at USA ikke vil være det første land til at anvende kernevåben i en konflikt. Supermagten har således altid forbeholdt sig denne ret, hvilket bl.a. kom til udtryk gennem den såkaldte Massive retaliation-strategi under præsident Eisenhower i 50'erne, hvor der blev udarbejdet helt konkrete planer for atomare bombetogter over Sovjetunionen og Kina som et modsvar til de kommunistiske regimers overlegenhed i konventionelle styrker.

For det tredje - og allermest kontroversielt - er der Obamas Zero-vision.

Da USA's forsvarselite mødtes i sommeren 2009 (i STRATCOM-regi) for bl.a. at debattere Zero, blev der ganske symptomatisk ikke ytret megen støtte til Obamas vision. Sagen er nemlig den, at forsvarsgeneralerne betragter Zero som et farligt luftkastel, der i sidste instans kan skade landets nationale interesser. Den er et luftkastel, fordi selve bortskaffelsen af kernevåbnene og den efterfølgende håndhævelse af en atomvåbenfri verden ville fordre en overnational kontrolmyndighed med universel autorisation til at inspicere enhver potentiel A-våbenfacilitet, hvilket ingen af de nuværende atomvåbenmagter vil acceptere. Og den er farlig, fordi enhver aftale med Rusland om for alvor at reducere antallet af strategiske kernevåben vil kunne tilskynde f.eks Kina og Indien til at udbygge deres egne slagstyrker for at opnå strategisk paritet med USA og Rusland.

Nuklear nocturne

Under alle omstændighederne vil Zero være henvist til utopiernes overdrev, så længe Obama ikke er i stand til at håndtere de konkrete udfordringer som de to centrale internationale traktater om kernevåben står overfor.

Det gælder ikke-spredningsaftalen fra 1968, som undermineres af, at fire atomvåbenmagter stadig står uden for traktaten (Indien, Pakistan, Israel og Nord-korea), og af at visse lande mere eller mindre åbenlyst forsøger at udvikle A-våben. Og det gælder den omfattende traktat mod atomprøvesprængninger fra 1996, som skal indskrænke videreudviklingen af kernevåben, og som bl.a. USA indtil videre selv har afvist at ratificere - senest ved en afstemning i senatet i 1999.

Så selv om Obama-administrationen formentlig vil udlægge indgåelsen af en ny START-aftale i Prag som et vigtigt skridt mod Zero, er det desværre langt mere nærliggende at konkludere, at Zero aldrig bliver andet end en nuklear nocturne: Et drømmende og romantiserende udspil komponeret af en 'nobel' idealist, som også på dette punkt er blevet indhentet af virkelighedens rå realisme.

Andreas Bøje Forsby er cand.scient.pol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu