Kommentar

Opgør med ulighedens falske profeter

Hvis enhver kun har sig selv at takke for sin status i samfundet, og den enes uretfærdighed dermed bliver den andens retfærdighed, mister uligheden sine grænser og begrebet retfærdighed sin mening
13. marts 2010

En nyudkommet bog vil føre bevis for, at mennesker i samfund, som er præget af en høj grad af social lighed, har det bedre end mennesker i mere ulige samfund. På en række centrale områder såsom livslængde, folkesundhed, uddannelsesniveau, kriminalitet og social mobilitet præsterer lighedsorienterede samfund markant bedre resultater end ulighedsorienterede. Samfund med mindre forskelle i status, løn og muligheder forekommer helt enkelt at fungere bedre for alle dets medlemmer, rige som fattige. Bogen, der har titlen The Spirit Level: Why More Equal Societies Almost Always Do Better og er forfattet af de britiske socialforskere Richard Wilkinson og Kate Pickett, har vakt berettiget opmærksomhed, eftersom den med et arsenal af tabeller og statistik leverer en eftertrykkelig gendrivelse af den i nogle årtier ihærdigt fremførte idé om, at en højere grad af ulighed ville være bedre for alle.

Det kan synes mærkeligt, at der skal være brug for eftertrykkelig gendrivelse af en sådan opfattelse, i og med at de fleste mennesker intuitivt opfatter øget ulighed som moralsk provokerende og næppe behøver tabeller og statistik for også at lade sig overbevise om, at den er socialt uholdbar. Lighed og retfærdighed er til forskel fra ulighed og uretfærdighed dybt rodfæstede i vores civilisation. Allerede længe før Wilkinson og Pickett erklærede profeten Esajas: »Del dit brød med den sultne, giv den hjemløse husly, ser du en nøgen, så klæd ham, og vend ikke ryggen til dine egne« (Es 58,6-7).

De, som argumenterer for øget ulighed har ikke eksplicit argumenteret for øget uretfærdighed - dette ville nok være blevet anset for anstødeligt - men derimod for øget frihed. Og øget frihed betyder i denne sammenhæng øget frihed for individer til at nå den position i samfundet, som han eller hun fortjener. Øget frihed kan dermed fremstilles som et skridt imod større retfærdighed. Men i en sådan logik bliver også øgede forskelle i indkomst et skridt imod større retfærdighed, eftersom de påstås på mere retfærdig vis at afspejle, hvad folk er værd. Desuden påstås sådanne forskelle at være godt for beskæftigelsen, for risikoviljen, foretagsomheden og væksten og dermed godt for os alle, rige som fattige. Sin mest jordnære formulering har dette argument fået i det såkaldte hestepæreargument: »Jo mere havre til hesten, desto mere mad til spurvene.«

Ulighedens profeter

Nuvel, alt dette var i forvejen empirisk ringe underbygget, og nu er det som sagt også gendrevet. Selv om der kan findes flere forklaringer på de statistiske sammenhænge mellem lighed og trivsel i et samfund, og selv om ethvert samfund må foretage en passende afvejning imellem lighed og frihed, så har ulighedens profeter hovedsagelig vist sig at være falske.

Indkomstspredningen i et land som Sverige er i dag den største, siden man begyndte at opgøre den i 1975, og den rigeste hundrededel af befolkningen ejer en tredjedel af de finansielle aktiver imod 'kun' en femtedel i 1997. Få vil hævde, at dette har gjort Sverige til et bedre samfund eller for den sags skyld et mere retfærdigt samfund, i særdeleshed ikke efter de seneste års finansielle excesser og katastrofer. Forøgelsen af 'den sociale udstødelse' (som opgjort efter Statistiske Centralbyråns definitioner og målinger) er næppe tegn på en højere retfærdighed.

Jeg opholder mig her ved retfærdigheden, da jeg tror, at spørgsmålet om lighed for en stor dels vedkommende er et spørgsmål om retfærdighed. Ulighed er ikke bare et spørgsmål om økonomiske forskelle, men også om forskelle i social status og social værd. Uligheden i samfundet tager til, når forskelle i status og værd opfattes som mere urimelige og uretfærdige.

Positioner går i arv

Forskellige samfund udvikler til en vis grad forskellige normer og forestillinger om, hvilke forskelle der opfattes som uretfærdige. Historisk set har de skandinaviske lande været samfund, hvor synet på retfærdighed har skabt en relativt lav tolerance over for stor ulighed, men i så henseende ser vi på få årtier ud til at have undergået en mindre revolution. I hvert fald ser det ud til, at vi i dag er rede til at godtage forskelle i status og rigdom, som vi i går ville have anset for dybt uretfærdige.

Dette tror jeg til dels beror på, at vi alt for ukritisk har slugt det faustiske tilbud om forøget individuel frihed (i teorien godt for alle og enhver) på bekostning af øget social ulighed (i praksis ringere for alle), hvilket igen hænger sammen med, at vi alt for ukritisk har slugt den forføreriske idé om et samfund, hvor status og rigdom fordeles efter fortjeneste: At de begavede, de veluddannede og foretagsomme altid vil opnå den status og rigdom, som de rettelig fortjener.

Et problem ved et sådant samfund er, at også velmeriterede positioner og rigdomme udviser en stærk tendens til at gå i arv. Et andet problem er, at vi i et sådant samfund begynder at betragte forskelle i status og værd som et individuelt problem og ikke et kollektivt. Dermed svækkes også ideen om retfærdighed, eftersom enhver forestilling om retfærdighed er en kollektiv idé. Den enes retfærdighed må rimeligvis også være den andens. Hvis hver og en anses kun at have sig selv at takke for sin status i samfundet, og den enes uretfærdighed dermed bliver den andens retfærdighed, mister uligheden sine grænser og begrebet retfærdighed sin mening.

Der er næppe behov for tabeller for at bevise, at et sådant samfund er et værre samfund for os alle, rige som fattige, ej heller for at overbevise os om, at lighed og social retfærdighed fortsat er idealer, som er værd at kæmpe for.

Göran Rosenberg er forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Elisabeth Andersen
Elisabeth Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Højsted Nielsen

Dejligt at der endelig er nogle der med videnskablige midler, tilbageviser den efterhånden vedtagne sandhed om at øget ulighed, giver mere rigdom til alle. Den liberale form for frihed, er frihed til at udnytte andre. Uden drømmen om at blive rigere end de fleste andre, som jo for de fleste er usandsynlig, ville flertallet stemme for udlignende og solidariske politikker. Men på en eller anden måde, er det lykkedes de liberale at bilde os ind, at det er vores egen skyld hvis vi er fattige.
Med venlig hilsen.

Paul Peter Porges

Lars Højsted Nielsen: God vinkel, med at de forsøger at bilde folk ind at fattigdom er selvforskyldt.

Jeg tror desværre bare artiklen er trykt i den forkerte avis. Næsten alle kommentarer bærer præg af stærkt socialistiske tanker. De der burde blive klogere, læser det nok desværre ikke.

Men det giver dog lidt skyts, til at tilbagevise en åbenlys groteske tanke.

Det kræver en pervers udvikling af kristendommen at kunne forsvare uligheden! Den calvinske fjerner Gud fra menneskers hverdag og gør tegn i virkeligheden til manifestationer af guddommelig bedømmelse - lidt ligesom de nationale test, nogen vil indføre i folkeskolen.
Med denne bedømmelse bliver den, der klarer sig godt i verden, set som muligvis velsignet - noget, der selvfølgelig for lutheranere, som vi ubetinget var, før den puritanske tanke gennem USAs kulturimperialisme med især private tv-stationer fik lov at forpeste de europæiske samfund, er en vederstyggelig sammenblanding af de to regimenter, fordi det jo netop eksplicit i evangelierne fremgår, at det er de fattige, der har arveret til 'Riget', - og dermed kan man knæsætte et princip, der er menneskelig indbygget retfærdighed fremmed: at verden er uretfærdig, og at det nærmest er en synd at prøve at forbedre den, fordi dette er et oprør mod Gud.
Man kan således svært komme efter samfund med denne indstilling indbygget, fordi deres opfattelse af retfærdighed er anderledes, den ser verden som indrettet på en særlig, Gudsbestemt måde, som det er syndigt at lave om på, og der er selvsagt heller ikke noget ønske om at lave om på det, fordi hele ideen om at skabe et mere retfærdigt samfund så kan ses som et oprør mod Gud.
I en lutheransk kontekst er der tale om det modsatte synspunkt, hvor mennesker naturligvis kan forbedre den verden, Gud har givet dem at leve i, så den bliver mere i overensstemmelse med den fornemmelse for retfærdighed, han har indpodet os (og som, skulle jeg hilse at sige, er forbløffende ens verden over, når den ikke lige er perverteret af puritanske religionsfortolkninger, der mest af alt rummer en sært ukristelig mistillid til mennesker og dermed skaberværket). Det er jo kendt, at de tidlige kristne menigheder baserede sig på fælleseje og udjævning af forskelle mellem fattig og rig. Det var iøvrigt også, hvad det græske demokrati gjorde - ved at minimere betydningen af rigdom.
Hvad der er gået galt er, at vi har gjort rigdom til målet for succes, fremfor et middel til løsning af fælles og individuelle opgaver. Vi har ellers i vores samfund haft stor succes med at løse det fælles gennem et program, hvor 'de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder' - og retfærdigheden i det er jo, at man ikke kan påstå, at et arbejde er mere værd end et andet, blot fordi den specifikke funktion fører til flere penge i kassen! Alle bidrager til indtægterne på den ene eller den anden måde, og den, der tager sig godt betalt, må betale til samfundet for den uhyrlige ret til at få arbejdskraft stillet til rådighed for sit helt private projekt.
Men det korte af det lange er altså: man kan ikke regne med, at folk - især folk med indflydelse og midler til at sætte deres vilje igennem - har en ukompromitteret lyst til at forhold i samfundet skal være til det fælles bedste.
Regeringen er et godt eksempel: den skaber nu en offentlig sektor, der svarer til liberalistens mareridt om en sådan. Der er intet incitament for regeringen til at skabe en offentlig sektor, der virker optimalt efter sit formål, således som vi har kendt den, og som vi - naivt - havde forestillinger om, at alle ville arbejde for, den fortsat skulle kunne fungere.
Jeg tror imidlertid, at det kun er de ulve, der har slidt sig til tops i første generation, der kan undgå følelsen af uretfærdighed over en priviligeret position, hvor man både har et fantastisk interessant og berigende job og derudover en masse penge. Der er ligesom ingen balance, og forholdet er svært at foklare. En undersøgelse viste for nogle får år siden, at de eneste, der synes, at ulighed er en fordel, er dem, der profiterer af den. Hvilken overraskelse!

Svend W. Jensen

Som Gören Rosenberg selv gør opmærksom på, kan det synes mærkeligt, at der skal være brug for eftertrykkelig gendrivelse af en sådan opfattelse i hvert fald i skandinavisk sammenhæng, nemlig den, at en højere grad af ulighed ville være bedre for alle.

Det er der vist kun forstenede politiske liberalister, der vil hævde. Det, der derimod kan diskuteres, er, hvor stor ligheden skal være og om man med lighed mener enshed.

Vi er alle født ulige både biologisk og socialt og spørgsmålet er, hvor meget enshed skal vi have, for at vi vil kalde det retfærdighed.

Forskellene ligger i den forskellige forståelse af frihed, lighed og broderskab og den deraf resulterende retfærdighed.

Det er vel det al samfundsdebat går ud på.

Godt spørgsmål, Svend W. Jensen, for selvfølgelig giver lighed mest mening som muligheden til at realisere forskellighed.
Dvs. at den økonomiske ulighed skal mindskes, så folk fra et rimeligt lige udgangspunkt kan realisere deres menneskelighed.

Claes Pedersen

Nu befinder jeg mig på Philippinerne, hvor jeg oplever det ved selvsyn, hvad konsekvenser er ved man bygger et samfund op på liberalistiske og kristne og muslimske vardier.

Tros landet har varet et stor spise kammer, so er virkeligheden millioner af mennesker oplever de til tider mo go sulten i seng, hvis de har en.

Dog finder jeg der vise forhodl undersogelsen ikke helt tager hojde for, og det er vi po den nordlige have en meget storre d¢dlighed, da vi var fattige lande, po grund af kulden. Hvor i de sydlige lande har de fattige bedre muligheder for at overleve, selvom de lever i lud fattigdom.

Samt siger navner undersogelse heller ikke problemet med fattige der for for mange born, og det ganske enkelt et stort problem her po Philippinerne og i andre fattige lande, at hvis en fra famiien har en rimelig indkomst, skal han hjalpe 5 til 10 andre personer.

Det er et problem stilling vi varner os imod at tage op på grund af vores indre angst for de religiose reaktioner.

Hvis der levede 12 millioner i Danmark og 84 millioner i Sverige og 60 millioner i Norge og 55 millioner i Finland, so jeg ganske overbevist om vi ogso ville have ret so store problemer i de Skandinaviske lande.

Og det er de problemer de slos med i mange fattige lande, og selvom der moske ikke bor mange mennesker Afrika so er forholdene bare sodan, det er et muligt leve og dyrke afgroder i store dele af Afrika.

Men ellers er kommet det andet ind i Danmark og det er den svages ret til holde de mere selvstandige nede, som er skabt igennem at kvinder har foet meget storre indflydelse i vores samfund, og det er en af orsagerne til vi ser storre og storre klasse modsatninger i dages Danmark.

Samt vi bruger masser af skatte kroner inde for vores sundhedssystem, til undersogelses af mennesker for diverse sygsomme.

Hvor pengene ville vare bedre givet ud po uddannelse og tilbud til fattige mennesker, som ikke har de storre muligheder for at forbedre deres tilvarelse.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

Frej Klem Thomsen

En udmærket artikel af Rosenberg, men han får rodet i det med to centrale ideer.

Først og fremmest skelner han ikke konsekvent mellem lighed som instrumentel og lighed som intrinsisk værdi. Hvis ulighed simpelthen er uretfærdig, så er den et onde uanset hvad en iøvrigt fører med sig (f.eks. den postulerede øgede velstand). Men forfatternes meget interessante argument er et andet: nemlig at ulighed får folk til at få det dårligere, på en række områder som ikke umiddelbart er indlysende knyttet til fænomenet. To situationer med samme velstand kan således give meget forskellig livskvalitet for den person som er i situationen, afhængigt af om vedkommende bor i et land hvor andre har nogenlunde tilsvarende velstand eller i et land hvor andre har meget mere eller meget mindre.

Det andet problem knyttet sig til spørgsmålet om fortjeneste. Som John Rawls berømte argument i "Theory of Justice" illustrerede, så er en ret lille del af de kvaliteter som vi idag belønner økonomisk som vi har noget moralsk ansvar for. Rosenberg skriver: "...de begavede, de veluddannede og foretagsomme altid vil opnå den status og rigdom, som de rettelig fortjener." Det er utvivlsomt en præcis analyse af en udbredt tankegang på højrefløjen, men det er værd at hæfte sig ved hvad den indeholder. Begavelse er, uanset om man lægger mest vægt på arv eller miljø, ikke noget vi har nogen indflydelse på, og kan derfor ikke gøre os "fortjent" til noget. Uddannelse er tilsvarende grundlæggende et spørgsmål om held, begavelse og økonomisk status, og bør derfor heller ikke spille nogen særlig rolle. Faktisk er det KUN foretagsomhed, og kun såfremt man tror på at vi kan være personligt ansvarlige for vores valg, inklusive hvor hårdt vi ønsker at arbejde, som kan give anledning til fortjeneste.

Der kan naturligvis være andre argumenter for økomiske privilegier, som f.eks. de incitamenter de skaber. Men det er værd at holde begreberne lige i hovedet når man beskæftiger sig med debatten.

Danmark er på helt gal kurs ledet af mærkelige politikere med uetiske meninger om ulighed!
Jeg behøver ingen undersøgelser.....behøver bare at mærke efter for at forkaste regeringens tåbelige, uetiske teser om, at ulighed er godt. Det er en hån og fornærmelse mod min sunde fornuft at en Eva K. Hansen, den nye undervisningsminister mfl. tillader sig at befænge Danmark med deres forkvaklede , uetiske meninger. Ud med dem!!!
Folk lader sig i den grad besnære af plat, glat , intetsigende ordflomme udspyet af mærkelige politikertyper!!
Ud med dem og ind med sundt tænkende politikere, hvis der findes nogen af den slags mere!

Jens Thorning

Lars Højsted Nielsen@

... øget ulighed giver mere rigdom til alle

Dette globaliserings-slogan havde George Orwell ikke forudset.

Gorm Petersen

Er der et teoretisk maksimum for hvor stor uligheden bør være ?

Jeg har i flere debatfora forsøgt at spørge CEPOS folk om proportionaliteten mellem ulighed og velstand knækker et eller andet sted. Om uligheden kan blive så stor, at endnu større ulighed ikke producerer endnu større velstand til alle.

Men jeg har aldrig fået svar.

Martin Kristensen

@Gorm Petersen:

En slags Laffer-kurve over ulighed? Det kunne man sagtens forestille sig...fra et 0-punkt hvor ingen må have mere end andre over en produktiv fase hvor der er proportionalitet mellem hvad man bidrager med og påtager sig af ansvar/risiko til en overmætning hvor kurven enten flader ud (om Jens Jensen har 250 mio. eller 750 mio. mere om måneden end mig er for abstrakt til at kunne påvirke mig eller ham) eller ligefrem falder igen.

Under alle omstændigheder ønsker jeg størst mulig frihed...det vil give uens forhold. Både mellem ligeværdige alternativer (A vil have flere penge nu, B vil have mere fritid og C vil have garantier for ansættelsen) og også mellem dem der lykkedes med deres tiltag og dem som enten ikke lykkedes med dem eller slet ikke prøver.

Afgørende er det at vi etablerer og bibeholder ligeværdige udgangspunkter...altså lige adgang til kvalitetsuddannelse uafhængigt af socialklasse samt muligheder for alle børn for at få en frugtbar opvækst så de kan udnytte den adgang.

Selve sygdommen er at være så interesseret i, hvad andre har - fremfor at vurdere, om man er tilfreds med sit eget. Hvad skal det til for?

Svend W. Jensen

Gorm Petersen: ” Er der et teoretisk maksimum for hvor stor uligheden bør være ?”

Man kunne også spørge: Er der et teoretisk maksimum for hvor stor ligheden bør være?

Begge spørgsmål har John Rawls, som Frej Klem Thomsen tidligere har omtalt, besvaret med sit maximin tese om den retfærdige fordeling af samfundsgoderne i hans “Theory of Justice”.

Den siger, at samfundsgoderne skal fordeles ligeligt, medmindre en ulige fordeling virker til fordel for de dårligst stillede, altså maksimal gevinst til de dårligst stillede ved en skæv fordeling.

Det betyder ikke, at de dårligst stillede skal have mere en de bedre stillede, men at de dårligst stillede skal have større gevinst i forhold til deres udgangspunkt end de bedre stillede skal have i forhold til deres udgangspunkt.

På en omvendt måde bruges det ret hyppigt nærmest dogmatisk i dansk politik, selvom brugerne næppe aner hvorfra tesen stammer, i form af formuleringen: At den tunge ende ikke må vende nedad.

Ulighed er noget skidt - vi skal være lige for loven, lige for vor herre, lige i menneskelig værdi, lige ved valg af parlament og regering o s v. Ingen skal diskrimineres p g a køn, race, politik og religion o s v.

Men vi skal da glæde os over at vi er vidt forskellige m h t interesser, uddannelsesvalg, smag, hobbyer, politik, filosofi, arbejdslyst , valg af livsstil o s v.

At vi ikke "er snydt ud af næsen" på hinanden, men vidt forskellige giver vel naturlige forskelle m h t livsindkomst, held eller uheld m h t parforhold, jobvalg, fritidsinteresser o m a.

SÅ - ulighed er noget skidt, men forskelle er helt fint, og samfundet bør understøtte individets mulighed for at realisere sig selv ( den der f eks vil være nonne kan blive det, og den der vil spille fodbold kan frit gøre dette - o s v)

"... højere grad af ulighed ville være bedre for alle" Dette mantra om, at det kan dryppe på degnen, eller at når eliten plejes, giver det opdrift i bunden, er ikke ganske det, som Venstre og Konservative har fremsat, nemlig at større ulighed er en fordel for samfundet. Som individualist er interessen for naboen paradoksalt nok underordnet, og den fattige er uden for betragtningen, hvis situationen ikke varsler revolution. Det gør den ikke, sålænge tre grundlæggende værdier er på plads. Arbejde eller forsikring, der sikrer husly og mad på bordet.
Derfor udvikler uligheden sig ikke til misundelse og førlelse af uretfærdighed, men dog en fornemmelse af klasseforskelle.
Venstres og Konservatives ulighed kan forstås som lighed sammen med med deres ligesindede i det internationale forum. Marginaliseringen kan fortsætte, og man taler om værdireformer. Solidaritet er for de fattige.

Lene Espersen sagde det så fornemt med sine 5000 kroners skattelettelse , hun ! kunne vælge en ny cykel f.eks og dermed sætte hjulene i gang !
(set i det lys falmer min egen tese om skattemidlers vandring i samfundet til jorden og har ingen gang her !
jeg ville jo mene at bla. a Lenes 5000( ak alle disse millionmilliarder) ville have bragt flere hjul i gang hos os, der ingen penge til
forbrug har overhovedet! eller via forbedringer på nedslidte offentlige bygninger , skoler børnehaver osv eller madpakker og træsko til de fattigste eller sygehuse til yderkantsdanmark eller
ja mangt og - meget kan gøres for at øge ulighed og denne regering har trykket på alle tilgængelige knapper !
alt hvad de behøver at lade deres retorik med er skattelettelser ,frit valg eller retten til frit valg !!!
og ja, straks vækkes jo det menneskelige begær
og alle rider vi ind i favre nye verden . så simpelt kan det gøres , med Cepos retorisk snuptagsteknik ! ;.-)

KLASSE OG LEVEFOD TIL FORSKEL.
Noget af det, som for meget længe siden var med til at opløse det feudale samfund, var erkendelsen af stændersamfundets udbredelse over landegrænserne. Først håndværkere og siden industriarbejdere forstod at have samme interesser som andre landes håndværkere og arbejdere og følte sig ikke på lige fod med landets 2-3 andre stænder (især adel og præsteskab).
Den samme samfundsopløsning er i en anden sammnhæng til stede i dag, men et sådant internationalt fællesskab modvirkes af nye kræfter, f.eks. den globale kapitalisme og internationale gigantselskaber, dannelsen af Fort Europa, militæralliancer og tilhørende krige og senest kristendommens iværksættelse af en ny uforsonlig korsriddermanér. (De humantiære organisationer forsøger uden noget belæg at gabe over både den politiske modsætning og klasseforskellene.)