Det pinlige Danmark

Vi har problemer i Danmark, men de er så tarvelige og usynlige, at vi patter på de andres store kampe, sande tragedier og fotogene fald
Hvilket Danmark? Det er alle sammen flotte, fine og kompetente fotografier. Det er 
 Danmark, som vi kender det. Det er Danmark, som det ser ud på tv-skærmen. Men det er det ikke 
 det Danmark, som sidder og ser det hele på tv.

Hvilket Danmark? Det er alle sammen flotte, fine og kompetente fotografier. Det er
Danmark, som vi kender det. Det er Danmark, som det ser ud på tv-skærmen. Men det er det ikke
det Danmark, som sidder og ser det hele på tv.

Peter Hove Olesen
13. marts 2010

Vi kan ikke holde vores problemer ud. Vi vil gerne leve i den danske virkelighed, men vi vil helst slippe for vores pinlige problemer og tarvelige temaer. Det er det, de hjælper os med på teatret. Ude på Frederiksberg Allé opføres nu en forestilling om den nedskudte russiske dissident Anna Politkovskaja. En af Danmarks dygtigste skuespillerinder kæmper mod det onde og undertrykkende russiske system. En sand modstandshelt er hun, og hun dræbes til sidst som martyr. Stykket varer næsten tre timer, så velkendte velfærdsproblemer som balancen mellem arbejde og familie udvikles undervejs, men det kulminerer med en regulær opsang om, at vi skal leve livet og kæmpe for det, vi tror på. Og vi skal ikke have ondt af heltinden: Kampen gav hendes liv en større mening. Det er en 'aktuel' og 'væsentlig' samtidsfortælling. Den handler måske ikke om det, vi er, men om det, vi ikke har. Den minder os om de kampe, vi ikke selv fører. Vi er glade for sejren og rettighederne, men vi savner kampen og intensiteten. Vi er rige, men konfronteret med frihedskampen opleves det fattigt. Derfor sidder vi og patter på de andres lidelser og lidenskaber.

Vores vigtige liv!

Ikke kun i teatret bemærkes vores lede ved vores problemer. Årets Pressefotos viser adskillelsen af det synlige dramatiske Danmark og det usynlige, pinlige Danmark. Vores almindelige stress og afhængighed og misbrugsproblemer er ikke med på billederne. Fotografierne forestiller dødskampe og dramatiske undtagelser. Der er selvfølgelig en stor serie om afviste irakere i Brorsons Kirke. Deres lidelser er iscenesat med symboler som kors og politi-uniformer. Ikke overraskende er der også fotos af massearrestationer under COP15. Hvilket vigtigt liv, vi lever, siger billederne, kampe mellem politi og demonstranter! Fattigdommen er også med på foto-udstillingen - der er nemlig en reportage-serie fra Boston, hvor vi ser stærkt overvægtige forældre og stærkt svækkede små børn i samme seng. Den amerikanske fattigdom er fotogen. Så den danske fattigdom kommer kun ind i billedet, når den ligner Amerika: Under titlen 'udenfor' viser en række billeder hjemløse sovende om natten foran kendte monumenter i København.

Et andet fotografi viser et dansk flag på halv. Men døden finder ikke dramatisk sted i Danmark, så flaget på halv hænger foran en afghansk himmel sammen med adskillige andre billeder af sårede soldater fra Camp Bastion.

Vores forestillinger om vores virkelighed bekræftes af klassikerne: Den fotogene diktator Robert Mugabe, den åndelige leder uden land, Dalai Lama og den grinende amerikanske præsident, Barack Obama. Smadrede bygninger i Gaza, kvinder med bøjede hoveder fra en flygtningelejr i Kenya og eksotiske amazon-indianere i sort-hvid. Udvalgte udtryks-fulde danskere som stjernen Jørgen Leth, sangeren Michael Simpson og bokseren Mikkel Kessler er fotograferet så fornemt, at deres kroppe også er med på udstillingen. Nu skal man ikke tro, der er kun er kendte, krige og drama. Folkedybet er med som kontrast. Der er billeder fra bingo-hallen i Brøndby, som viser, hvor eventyrligt gammeldags den danske almindelighed kan være. Det er en slags selv-orientalisering: Man finder det kulørte i provinslivet, man finder den indre orient og fotograferer den. Det er alle sammen flotte, fine og kompetente fotografier. Det er Danmark, som vi kender det. Det er Danmark, som det ser ud på tv-skærmen. Men det er det ikke det Danmark, som sidder og ser det hele på tv. Det er det synlige Danmark som det virkelige Danmark. Og det er ikke det pinlige Danmark.

Længsel efter gamle fronter

Man ser ikke kun længslen efter de velkendte kampe i teatret og på pressefotos. Offentligheden er fyldt med kampe med store symboler, men små sager. Den evige kamp mod racismeparagraffen kører som principiel kampagne for frihed mod undertrykkelse. En paragraf der forhindrer fri tale! Det mærkelige ved denne kamp er, at man ikke støder på den så omtalte paragraf i praksis. Den danske debat er ikke karakteriseret ved tilbageholdenhed vedrørende udsagn om flygtninge og indvandrere. Den stadige strid om Kongehuset opføres som teater for demokrati mod kongevælde. Igen er det vanskeligt at se, hvordan og hvornår det danske kongehus står i vejen for demokratisk praksis i Danmark. Endnu gang fremstår kampen som nostalgisk længsel efter de gamle fronter.

Spidsfindigt kunne man hævde, at opførelsen af de gamle problemer vidner om, at vi slet ikke har problemer. Vi er blevet for tilfredse til at føre kampe baseret på utilfredshed. Men pointen er omvendt, at vi skammer os over vores problemer. De er ikke de store kampe værdige. Der er flere hundrede tusinder på psykofarmaka og 800.000 i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet i et samfund, hvor identiteten bestemmes socialt af jobbet. De er ikke til at få øje på som samlet flok for diagnoser, særlige paragrafer og kommunale bestemmelser. Langt de fleste kommer aldrig til orde, men det skyldes ikke en principiel paragraf. Det skyldes demokratisk ulighed.

Problematiske værdier

B.T. kunne i denne uge afsløre, at to millioner danskere lider af afhængighedsproblemer: Nogen kan ikke lade være med at spise det usunde, som de ved, de ikke skal spise. Andre lider af sygelig optagethed af sundhed: De kommer ikke steder, hvor de ikke kan tage deres egen mad med. Der er afhængighed af rusmidler, rusgifte, medicin og sågar sex. Men det er ikke til at opføre en kamp mod andre spisevaner som andet end komedie på teatret, og det er ikke til at se på fotografier, for det ligner jo os selv. Og det er så pinligt, at vi patter på de andres fotogene problemer og lækre lidelser. Vi drømmer om de andres drama, men vågner i vores egen virkelighed.

Men de andres drama er aldrig startet lækkert og fotogent. De kampe har altid handlet om at gøre det pinlige påtrængende for dem, der bestemmer. Det har handlet om at gøre det tarvelige til offentlige temaer. Og indtil vi lærer det, kan man sige: Vi har ikke værdige problemer, vi har problematiske værdier.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bob Jensen

Skarpt observeret Rune, og i god tid, her hvor regeringen absolut skal have de nedslidte sparket af efterlønnen, og retten til at anke beslutninger taget fra dem med museskader, stresskader, hvor der gives lipservice (hva hedder det på dansk?) til at tage sig af mobning i skolen, men bevillingerne som skulle gøre det muligt at komme uvæsenet til livs skæres væk.
Og selvfølgelig har alle det som blommen i et æg, så længe de altså selv tar skylden for de samfundsmæssigt pålagte problemer, ignorerer at alt hvad der hedder nærdemokrati og sammenhængskraft er blevet demonteret, og at der bliver mere og mere fattigdom og elendighed af forskellige slags jo rigere "vi" bliver.

Brugerbillede for jan henrik wegener
jan henrik wegener

Det virker lidt forvirrende må jeg indrømme, og egentlig ved jeg ikke om "rigtige" problemer er noget man skal misunde eller skamme sig over at man "mangler".
hvorfor da overhovedet kommentere?
Fordi der er ét område hvor synspunktet om nostalgi efter "ægt kampe" måske er berettiget, nemlig når det gælder "kampen mellem yderfløjende".
Den fremstilles fra tid til anden som om det drejer sig nær sagt om enten "fascisme" eller "kommunisme" i en form der forlængst er blevet uaktuel.

Brugerbillede for Jens Carstensen
Jens Carstensen

Citat, fra artiklen:"800.000 (mennesker) i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet i et samfund,hvor identiteten bestemmes socialt af jobbet.De er ikke til at få øje på som samlet flok for diagnoser,særlige paragrafer og kommunale bestemmelser."
Det er faktisk ret voldsomt, at vide, at så mange lever et liv hvor det ikke er nødvendigt at de deltager aktivt i samfundlivet eller mere præcist i et liv på arbejdsmarkedet. Er det det fordækte fritidssamfund ? Eller, hvor mange på oveførelsesindkomster ville egentligt gerne deltage på et andet sæt ?

Brugerbillede for Leopold Galicki
Leopold Galicki

Kære Jens Carstensen,
Jeg tror, eller jeg ved det, at de fleste – nej. nej, selvfølgelig, gud bevares, ikke alle sammen blandt de 800 000 på overførselsindkomster - har det fordækte fritidssamfunds gen, hvilket forklarer, at lad os sige de 700 000 mennesker blandt de 800 000, aldrig har kunne få en plads på arbejdsmarkedet eller har mistet den, fordi den gen, de bærer i sig, forhindrer dem i at udføre et stykke anstændigt samfundsgavnligt arbejde.
Nej, i Kina kunne de ikke overleve; i Kina tager man et job, selv om man får 15 kr. i timen, og så er det dog en fyrsteligt løn deromme i Kina.
Beskæftigelsesministeren burde i samarbejde med de udmærkede kinesiske genforskere og læger, etablere gen-uddrivelsesklinikker for de mennesker, hvis arbejdsiver-gen har muteret til fritidssamfunds-gen. Der er penge i det, for det ikke kun i Danmark man har den slags genmutationer, forårsaget af velfærdstaternes udarten sig til den glade sponsor af den genbetingede dovenskab.

Brugerbillede for Jens Carstensen
Jens Carstensen

Hej Leopold.
Mit ærinde var nu ikke, at angribe de bevidst arbejdssky elementer. Jeg tror faktisk, at der er rigitgt mange uforskyldte på overførelsesindkomsster.Det er mennesker som er nedslidte, syge,folk uden faglig grunduddannelse, akademikere indenfor primært humaniora, folk hvis job er blevet outsourcet til f.eks. Kina og mange mange flere ledige hænder. Og, krisen/fyringerne pt. gør det ikke meget bedre.Problemet er,at det lige så stille over tid, bare er blevet sådan, uden, at der er blevet stillet spørgsmål ved, om et samfund, sådan uden videre.... diskussion/debat bare skal lade sine medborgere gå ubrugte hen ?
Hvad gemmer der sig af skæbner i de 800.000 på overførelsesindkomster ? Der er jo et hav af ordninger med passiv forsørgelse før du lander på social pension. Det er rigtigt mange mennesker i den arbejdsdygtige alder !!!

Brugerbillede for Jens Carstensen
Jens Carstensen

Bob Jensen har nok fat i noget !
Det bliver hårde tider på arbejdsmarkedet, nu hvor dagpengeperioden,satserne,efterlønnen og andre velfærdsordninger sikkert skal ses nøje efter i sømmene. Det er vist ikke flexsecurity mere...nok nærmere flexadhelvedetil....Jo, det er sku problematiske værdier vi er ved at udvikle herhjemme og billedet som følger artiklen er heller ikke noget ualmindeligt syn mere,tværtom !

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Forleden sad jeg sammen med en flok socialt belastede bistandsklienter, der med stor sandsynlighed aldrig får et rigtigt arbejde,i et kommunalt projekt på Vesterbro og snakken over frokostbordet drejede sig om de her udsendelser i tv, hvor en en og anden chef "nedværdiger sig" til, i en kort periode, at gå undercover og arbejde sammen med de nederste i virksomhedspyramiden, angiveligt for at mærke på egen krop "hvordan det er" og afdække eventuelle produktionsmæssige eller personalerelaterede forbedringsmuligheder. Noget der gav en vis respekt hos brugerne af værestedet.

Ingen omkring bordet syntes dog at bemærke det pudsige ved, at noget lignende ville være nærmest utænkeligt i det kommunale hieraki bistandskliienterne selv befinder sig i. Måske fordi denne form for "laden som om" deltagelse alligevel, når det kommer til stykket ikke befordrer noget som helst - andet en måske lidt pr. til den chef der måtte vove pelsen.

Hvilket minder mig om DSB, hvor man også af og til kan blive plaget af en fornemmelse af at dem der designer virksomheden aldrig selv gør brug af den.

Brugerbillede for Ann-Charlotte Kjeldsen
Ann-Charlotte Kjeldsen

De virkelige problemer.. Hvor virkeligt vil du have det, Hr. Lykkeberg.... for vi har fattigdom, psykisk syge, ensomme ældre, mishandlede børn og kriminelle i hobetal herhjemme..
Skal elendigheden være fotogen, pakket inde i ord og billeder for at være "virkelig", så bliver det at vågne op til egen semi-miserabel elendighed som en kold vaskeklud i ansigtet.. det er ikke problematisk nok, men den virkelighed, der nu engang ER !

Forskellen på elendighedsgraden i et samfund er for mig at se et spørgsmål om både socio-økonomisk udvikling og en grad af noget, der, fordi jeg mangler ord for det, ligner en mellemting mellem personlig modenhed og psykisk stabilitet...