Kommentar

Politikens undskyldning er en patetisk kapitulation

Afpresningsforsøget fra 'Profetens efterkommere' fortjente kun latter, hvis det ikke var, fordi det er lykkedes at knække standhaftigheden hos en enkelt dansk avis
10. marts 2010

Jeg har lige læst et af de tåbeligste og mest ondartede dokumenter, der nogensinde er landet på mit skrivebord: Brevet fra den saudiske advokat Ahmed Zaki Yamani til en gruppe danske aviser.

»I de seneste måneder er mit advokatfirma blevet kontaktet af flere tusinder efterkommere af Profeten, som har erfaret om Deres avis genoptrykning af en tegning, hvori deres kære forfader fremstilles som en terroristisk selvmordsbomber med en bombe i turbanen.«

»Som Profetens efterkommere føler de sig personligt krænkede, følelsesmæssigt forulempede og forhånede af genoptrykningen (...). De har derfor pålagt mit advokatfirma at rette henvendelse til Dem ... «

Det var den tåbelige del - forestillingen om, at personer, som hævder at nedstamme fra en krigsherre og prædikant fra det 7. århundred, er i position til at sagsøge for sårede følelser. Det ondartede kommer her:

»Såfremt Deres avis går ind på at opfylde ovennævnte betingelser, vil dette efter min bedste overbevisning blive opfattet som tegn på respekt og forståelse i hele den muslimske verden. Herved vil Deres avis kunne bidrage til at løse de alvorlige konflikter, som blev skabt med Deres genoptrykning. Som De muligvis er klar over, påvirker denne konflikt stadig danske og arabiske interesser, især i Mellemøsten, hvor en række danske produkter fortsat boykottes.«

Det er umuligt ikke at bemærke den truende undertone. Der skal ikke meget til for at genopfriske danskernes erindring om den organiserede kampagne for hysterisk gengældelse - fra afbrænding af ambassader til pøbeldrab på civile - som fulgte første offentliggørelse af nogle harmløse karikaturer af profeten Muhammed i 2005.

Yamanis trussel

I 2008 kom det frem, at en celle ivrige mordere havde planer om at dræbe karikaturernes ophavsmænd. I solidaritet med disse og som udtrykke for støtte til ytringsfriheden valgte en række danske aviser at genoptrykke tegningen. Nytårsdag 2010 trængte en somalisk øksemand ind til den 74-årige tegner Kurt Westergaard og hans overnattende barnebarn og var tæt på at slå dem ihjel. Men undskyldningen for alt dette forventes så sandelig ikke at komme fra aggressorerne og hadophidserne, men fra deres ofre. Sidst i februar gik Dagbladet Politiken så med til at indgå et forlig med hr. Yamanis advokatfirma og offentligt undskylde de krænkelser, som genoptrykningen af tegningen måtte have medført for Yamanis klienter.

Da han i sidste uge fejrede Politikens patetiske beslutning på en triumferende pressekonference i Beirut, gentog Yamani sit bizarre krav om at være advokat for ikke færre end 94.923 efterkommere af den forargede profet. Igen fremførte han først en absurd udtalelse og dernæst en ekstremt skummel:

»Efter vores mening fortjener alle religiøse ikoner fra alle religioner, såsom Jomfru Maria, Jesus Kristus, Moses - og andre, som er ikke-religiøse ikoner, men har bidraget til menneskeheden, såsom Mahatma Gandhi, Nelson Mandela, Martin Luther King, Dalai Lama - og andre, såsom Ibn Sina, Ibn al-Haitham og Albert Einstein - at nyde respekt og beskyttelse mod latterliggørelse og ærekrænkelse.«

Tåbelighederne på historisk niveau er af sjældent format. Tilsyneladende mener Yamani, at Mahatma er et fornavn og ikke et hinduistisk ærestilnavn, og at 'Dalai Lama' er sekulær. Desuden (og her må man indrømme, at det er et fikst træk at kaste også et jødisk navn på bordet) vil han beskytte den spinozistiske Einstein imod at blive gjort til nar for sine mange forkerte formodninger om Big Bang og kvanteteorien. Men hvor det er indlysende, at han ikke aner spor om sådanne forhold, ved han alt om, hvordan man lader en trussel skinne igennem.

»Det har været vores ønske, at alle de danske aviser, som offentliggjorde tegningerne, ville acceptere at gå ind på et forlig, som Politiken har gjort, og bringe en undskyldning for at undgå flere retsstridigheder og dyre erstatningssummer til fordel for vores klienter.«

Hvis man her vil spørge, om Yamani er mest optaget af den overnaturlige verden eller den jævnt materielle, må svaret ligge lige for. Man kan aflæse det i den måde, hvorpå han fint afbalancerer den bløde tilskyndelse mod den hårde trussel om ubehageligheder: Yamani eller livet.

Det skal stoppe nu

Men det er i den materielle verden, at der udgives aviser og eksisterer love og forfatninger, som garanterer, at aviser har ret til at offentliggøre indhold uden censur og intimidering. Det er også i den materielle verden, at love beskytter bedsteforældre og deres børnebørn imod morderiske religiøse galninge. Skal vi til at opgive disse hårdt tilkæmpede rettigheder for hensynet til de hektiske følelser hos mennesker, der hævder et fjernt slægtskab med en kvasi-mytologisk skikkelse, der var utryg ved at læse og skrive og foretrak at recitere? Dette ville være uden fortilfælde. Skal vi nu plages af retssager fra dem, i hvis årer blodet fra Henry VIII, Mussolini, Columbus eller Ivan den Grusomme kan påstås at strømme?

Hele affæren ville være komplet latterlig, hvis den ikke var så hadefuld, og hvis det ikke var fordi, det er lykkedes at knække standhaftigheden hos en enkelt dansk avis. I Irland blev der for nylig vedtaget en lov mod blasfemi, som gør det til en forbrydelse at krænke følelserne hos ikke blot landets skandaliserede romersk-katolske kirke, men hos alle troende. Samme pseudo-økumeniske tendens kan iagttages i de årlige forsøg fra muslimske stater til at få FN til at vedtage en resolution om forbud mod alle angreb på religion. Det er ikke nok, at tro hævdes at være svaret på alle tilværelsens problemer. Det kræves nu også, at en så absurd påstand skal gøres immun over for enhver granskning, kritik og latterliggørelse.

Dette må stoppe, og det må stoppe nu. Alle demokratiske lande og forsamlinger bør forberede og vedtage love, der som Første Tillæg i USA's forfatning sikrer retten til åben debat om alle religiøse spørgsmål og tilbageviser al afpresning fra advokatfirmaer og enkeltpersoner, hvis egen sande herkomst næppe holder for en nærmere prøvelse.

© New York Times Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Løfgren

Dokumentet er lige landet på Christopher Hitchens’ skrivebord ... Man kan derfor ikke fortænke ham i, at han mangler de afgørende informationer, der kan belyse sagen i dens fulde kontekst: Som andre debattører så glimrende har gjort rede for andetsteds, er den politiske dagsorden gennem de seneste 9 år suverænt blevet sat af Dansk Folkeparti - et fremmedfjendsk højreparti af samme type, som besindige politikere overalt i verden forsøger at holde på afstand. Men ikke i Danmark - her har VK-regeringen med åbne øjne tilladt partiet at opnå en helt afgørende indflydelse på debatten med det resultat, at tidligere tiders humanitet og naturlige vilje til konfliktløsning fuldstændig er gået tabt. I kølvandet på Seidenfadens forlig har der derfor - også på disse sider - dannet sig to hovedstrømninger i debatten: 1) de, der - som Seidenfaden - ønsker at finde veje til at neddæmpe og afslutte konflikten, og 2) de, der ønsker konfrontationssøgen og yderligere optrapning af konflikten. Det påfaldende - og virkelig skræmmende - er, at alle ledende politikere og medier i Danmark har samlet sig i sidstnævnte gruppe. De er tilsyneladende slet ikke interesserede i at vende tilbage til tidligere tiders normalitet, hvor konflikter som en selvfølgelighed søgtes løst gennem konstruktiv dialog. I stedet synes de at betragte situationen som en slags ”belejringstilstand”, hvor ”fjenden” for enhver pris skal bekæmpes til sidste blodsdråbe. I andre tråde har jeg søgt at få opklaret, hvilket fremtidsperspektiv, der eventuelt kunne være i denne attitude, men hidtil har ingen ønsket at byde ind med noget svar. Jeg må derfor konstatere, at normaliteten i dagens Danmark er vendt fuldstændig på hovedet: I ”Midsommervisen” af Holger Drachmann synger vi: ”Vi vil fred her til lands ...”, men det er efterhånden en gammel løgn, for udfaldet af de seneste tre folketingsvalg har vist, at vi hellere vil krig og konfrontation - især hvis der er muslimer i sigte. Jeg kunne godt tænke mig at høre Christopher Hitchens vurdering af Seidenfadens handling set i lyset af denne særlige danske kontekst.

Hans Jørgen Lassen

Lars L.:

du glemmer helt Yamani, hans løgne, trusler, fup og bedrag.

Meget bekvemt, hvis billedet ikke skal forstyrres.

Henning Ristinge

Lassen
Christopher Hitchens er en verdenskendt Britisk journalist som har en fortid på den trotskyistiske venstrefløj. Han kan ikke længere siges at være i nogen bestemt bås. Men han er gennemgående ret antireligiøs og udtrykker ofte provokeriende synspunkter og holdninger der nogen gange hælder til venstre og andre gange til højre eller i midten af mit personlige spektrum for den slags. Han er ofte lidt for rasmus modsat til min kop te, men jeg mener nu at han har visse pointer i det her indlæg

Hans Jørgen Lassen

Lars L. skriver:

udfaldet af de seneste tre folketingsvalg har vist, at vi hellere vil krig og konfrontation - især hvis der er muslimer i sigte

I nærværende sag, altså vedrørende Muhammedtegningerne, er volden jo unægteligt ikke kommet fra dansk side.

Det er ikke danskere, der har brændt ambassader af eller forøvet bombeattentater. Det er jo altså yderligtgående muslimer.

Så jeg synes nok, at dit udsagn i denne forbindelse er fuldstændig misvisende. Det har i denne sag været muslimer, som har foranstaltet voldelige konfrontationer, ikke danskere.

Hans Jørgen Lassen

Ristinge,

jeg kan heller ikke lige finde noget at sætte fingeren på i ovenstående artikel. Den forekommer særdeles sober og båret af en sund dømmekraft.

Niels-Simon Larsen

Oplysende artikel. På en fantastisk velskreven måde sætter den sagen i glas og ramme.

Det er ufatteligt, at nogle overhovedet har villet tale med denne Yamani. Ok, man kunne have givet ham en kop kaffe og en småkage og så ellers hils derhjemme.
Nu må der være sat punktum for denne sag.

Lars Løfgren

Til Hans Jørgen Lassen.

Mit ærinde er ingenlunde at forsvare hverken Yamani eller nogen som helst form for vold. Hvad jeg forsvarer, er derimod Seidenfadens konstruktive og velgørende brud med tidens dominerende trang til konfrontation. Jeg mangler i øvrigt stadig svar på, hvori det ønskværdige i en yderligere optrapning af konflikten består.

Hans Jørgen Lassen

Lars,

du skrev jo altså, at det var "os", danskerne, der ville krig og konfrontation - på trods af, at fakta i denne sag er, at det er muslimer, der har optrappet konflikten med afbrænding af ambassader og bombeattentater.

"tidens dominerende trang til konfrontation" - tjah, den konfrontation har visse imamer sørget for at få sat gang i ved at opildne til voldelige optøjer.

Jeg kan ikke rigtig se, hvordan den kan (for)drejes til, at det er danskerne der i denne sag vil krig, vold og konfrontationer.

Man skal aldrig føle sig for stor og betydningsfuld til at række hånden ud og få en frugtbar dialog i gang.

I øvrigt mener jeg, der må være vigtigere ting at beskæftige sig med.

Hans Jørgen Lassen

Mia - men den der frugtbare dialog, du taler om: hvor ser du den?

Der kommer en mand med en trussel, denne obskure advokat ved navn Yamani.

Seidenfaden bøjer sig i støvet for ham.

Kalder du det en frugtbar dialog???

Svend W. Jensen

Lars Løfgren,

Du skriver tidligere ”1) de, der - som Seidenfaden - ønsker at finde veje til at neddæmpe og afslutte konflikten, og 2) de, der ønsker konfrontationssøgen og yderligere optrapning af konflikten.”

Og nu ”svar på, hvori det ønskværdige i en yderligere optrapning af konflikten består”.

Der er intet ønskværdigt i konflikter, men nogle gange er de nødvendige, medmindre man vil lægge sig fladt ned for hvad som helst.

Hvem er den konfliktsøgende her? Og hvem optrapper den?

Lars Løfgren

Hans Jørgen,

Som ved ethvert skolegårdsslagsmål kan man jo altid diskutere, hvem der slog først og hårdest, men det er ikke denne diskussion, der er mit ærinde. Jeg er derimod meget optaget af konfliktens perspektiver, herunder eventuelle muligheder for at få den løst, så vi kan komme videre med andre og vigtigere ting, som Mia ganske rigtigt skriver.

Niels-Simon Larsen

@Henning:
C.H.s politiske fortid og antiteistiske synspunkter har da ikke det fjerneste at gøre med hans referat af, hvad denne Yamani er ude på. Det forvirrer debatten at bringe den slags ind.
Er der noget som helst forkert i det som C.H. bringer frem?

Hans Jørgen Lassen

Nej, Lars, der er ikke noget at diskutere her.

Det var ikke fra dansk side, volden kom. Det er og bliver et faktum, uanset hvor meget du forsøger at smyge dig udenom.

Du skriver, at det var os, der ville krig og konfrontation.

Det er lodret forkert. Krigen og den voldelige konfrontation i denne sag står for muslimsk regning.

Lars Løfgren

Hans Jørgen,

Næh, jeg forsøger sådan set ikke at smyge mig uden om noget, men dine indlæg bekræfter blot min tese om, at mange slet ikke er interesseret i at få løst konflikten.

Lars Løfgren

Til Henrik.

Jeg må desværre skuffe dig, hvis du havde håbet på en patentløsning fra min side, men generelt betragter jeg afspænding og vilje til dialog som en forudsætning for løsning af en hvilken som helst konflikt. Alene af denne grund synes jeg, at Seidenfadens forsøg fortjener anerkendelse.

Svend W. Jensen

Lars Løfgren,

Jeg havde et par spørgsmål til dig tidligere, men lad dem ligge, hvis du ikke vil svare på dem, men et par nye spørgsmål:

1: Hvad skal dialogen handle om?

2: Hvem skal vi føre dialogen med?

1

Hans Jørgen Lassen

Lars skriver, at Seidenfadens forsøg fortjener anerkendelse.

Jamen, da, Lars.

Kan du da ikke se, at Seidenfaden har ladet sig føre bag lyset af en bedrager og bøjet sig i støvet for denne svindler?

Og det synes du fortjener anerkendelse?

Lars Løfgren

Til Sven W.

Jo, selvfølgelig vil jeg da svare dig. Jeg synes ikke, at den aktuelle konflikt er af en karakter, som gør den ”nødvendig”, for at bruge dit eget udtryk. Som jeg skrev i mit svar til Hans Jørgen, kan man til evig tid diskutere, hvem der bærer hovedansvaret for en konflikt, men jeg er faktisk mere optaget af de initiativer, der bliver taget for at få den løst. Med hensyn til dit seneste spørgsmål, synes jeg, at man skal benytte enhver lejlighed til at søge afspænding, præcis som Seidenfaden har gjort. Som debatklimaet er i Danmark p.t. ville alternativet have været en fortsat optrapning, og det er lige netop denne udvikling, jeg har svært ved at se noget som helst perspektiv i.

Henrik Jensen

Lars: Du fik et meget konkret spørgsmål. Svar venligst på det. Hvad skulle Danmark GØRE - sådan helt konkret.

Du siger selv: " jeg er faktisk mere optaget af de initiativer, der bliver taget for at få den løst".'

Så må du jo have nogle bud. Dem vil jeg da gerne høre. Så du kan starte dialogen her.

Hans Jørgen Lassen

Lars,

du bliver ved med at snakke udenom.

Det er og bliver muslimer, der har lavet optrapningen til vold, hærværk, bombeattentater, ikke danskere.

Med hensyn til Seidenfaden er kendsgerningen den, at han har ladet sig føre bag lyset, naiv som han er, af en smart arabisk advokat, hvilket intet som helst har med afspænding at gøre, men er rent fup og bedrag og spil for galleriet.

I udgangspunktet har jeg sympati med Lars Løfgrens oplæg. Det er fornuftigt at spørge sig selv, hvad man egentlig opnår ved en konfrontatorisk linje, og om det måske ikke betaler sig bedre for alle parter på langt sigt at søge dialog.

Hvorfor så alligevel denne ubændige trang til at fastholde den konfrontatoriske linje?
Dette spørgsmål må jeg i høj grad stille til mig selv, for også jeg føler trang til at fastholde den konfrontatoriske linje. Hvorfor gør jeg det? Når jeg forsøger at granske mine egne motiver, finder jeg en dyb mistillid til den muslimske part. Min intuition siger mig, at der er en skjult dagsorden, og at Yamani m.fl. er en type person, som jeg absolut ikke har lyst til at indgå nogen form for aftale med. Dette er min intuition. Dertil kommer det mere faktuelle: Hvad der er på vej her, hvis Yamani får medhold, er et verdensomspændende forbud mod at kritisere religoner overhovedet. I princippet kan enhver antage en eller anden uhyrlig opfattelse og kalde denne for hans religion, hvorefter enhver kritik af denne opfattelse vil være forbudt Dén går ikke.
Konkret, når det gælder Muhammed, er der masser af grund til at han IKKE skal være hævet over kritik. Ifølge hvad der er overleveret (hadtihen), gjorde Muhammed mange grusomme ting - mord, tortur, ødelæggelse af andres livsgrundlag m.m. Det er ikke ligegyldigt, fordi Muhammeds levned i dag tjener som inspirationskilde for personer, som smider bomber i hans navn. Når Muhammeds efterfølgere angiveligt føler sig personligt krænkede over at deres forfader fremstilles som en terroristisk selvmordsbomber, så må det anskues i lyset af at Muhammed faktisk udøvede terror og myrdede sine modstandere. Det fagligt set rette svar til Yamani og hans klienter ville derfor være, at efterkommerne ikke kan føle sig krænkede over, at man henviser til noget som Muhammed, ifølge de eksisterende kilder, faktisk foretog sig. Hvis min oldefar notorisk foretog sig noget grimt, kan jeg så lægge sag an hvis nogen minder mig om, at han foretog sig noget grimt? Det kan jeg ikke se.
Kort sagt: Den kritik der ligger implicit i Kurt Westergaards tegning er i en eller anden væsentlig grad berettiget. Vi kan ikke acceptere at der skal lukkes af for berettiget kritik. Især ikke hvis over en milliard mennesker lader sig vejlede af den voldelige og terroristiske profets levned. Netop da er det ekstra vigtigt at fastholde og forstærke kritikken.
Så svaret til Muhammeds efterkommere må være: Vi har antydet at jeres forfader var en terrorist, og da han rent faktisk var en terrorist, har vi ikke sagt noget forkert.
Dette vil selvfølgelig være en konfrontatorisk linje, og et sådant svar ville sætte en ny bølge af vold i Mellemøsten i gang. Sandheden er ilde hørt. Men før eller siden må sandheden siges. Spørgsmålet er, om dét overhovedet kan ske gennem en fredelig dialog. Måske kan sandheden kun siges på en måde, som får en masse vold til at blusse op. Og måske er det bedst sådan. Måske er det en nødvendig pine, vi skal igennem, for at vi kan nå frem til en situation, hvor forskellige forgreninger af islam begynder at udøve selvkritik. Og uden selvkritik inden for islam går verden en masse uløselige problemer i møde.

Frej Klem Thomsen

Dette tjener vel mest af alt til at udstille det, som skarpsindige amerikanere allerede har vidst i noget tid, nemlig at Hitchens ikke ulejliger sig med at vide noget om det han skriver om.

Hvorfor Information spilder spalteplads på Hitchens udgydelser i almindelighed er mig fortsat et mysterium. Men at redaktionen vælger at trykke hans redegørelse for et emne hvor han så indlysende er dårligere informeret end den gennemsnitlige læser er helt enkelt tåbeligt.

Hans Jørgen Lassen

Frej,

hvilke fejl og mangler i Hitchens artikel tænker du konkret på?

Selv har jeg ikke kunnet få øje på nogen, men det forstår jeg, at du har. Endda mange og graverende.

Hvilke?

Hans Jørgen Lassen

Kåre,

jeg er enig med dig i meget af, hvad du skriver. Derfor blot to mindre punkter:

Yamani og hans klienter

Han har tilsyneladende ingen klienter i denne sag, men har blot bildt Seidenfaden ind, at han optræder på vegne af 94.000 efterkommere efter Muhammed - hvilket i sig selv er rent til grin. Tænk, at nogen kan tage den slags alvorligt!

Konfrontationspolitikken ligger jo altså på den muslimske side. Man besvarer nogle ligegyldige tegninger i en dansk provinsavis med hærværk, vold og mord. Altsammen, hvis historierne er rigtige, foranlediget af danske imamers propagandatog i Mellemøsten. Før den tur var tegningerne aldeles ukendte.

Jyllandsposten har mig bekendt aldrig opfordret til vold, og ej heller Seidenfaden.

Torben Petersen

@Hans Jørgen Lassen

Muslimer og muslimer er jo to forskellige ting. Danske muslimer virkede ret ligeglade med JP-tegningerne, mens dem der følte sig stødt anlagde sag.

Anderledes tog en lille flok på vej i mellemøsten, hvor de afbrændte sko, bildæk, flag og et par kongelige repræsentationer. Det er dem som Søren Kraup kalder for "rigtige muslimer".

Tøger Seidenfaden er ikke ført bag lyset. Det er jo ikke hans beslutning, hvordan der skal reageres på retslige skridt mod bladet. Det er bestyrelsens og direktionens opgave.Seidenfaden er blot en forbindelsesofficer til offentligheden.

På Politiken har man formentlig haft gode grunde til at indgå forlig. Pengekassen var slunken efter udgifter til lillebror EB's sag mod Kaupting Bank i London og erstatningerne for Jægerbogsoptrykket.

Udsigterne for danske aviser til at blive dømt efter engelsk injurielovgivning er til at få øje på. For det første er man i England bedøvende ligeglade med hvor injurien er fremsat eller fabrikeret. Kan den ses eller høres i England kan den forfølges efter engelsk lov. Herudover er det op til den anklagede, at sandsynliggøre, at han ikke havde til hensigt at krænke nogen.

Jeg er desværre bange for det er dig, der er ført bag lyset.

Hans Jørgen Lassen

Torben,

som flere andre har påpeget, så ville Politiken aldrig nogen sinde blive dømt i denne sag i England.

Se f.eks. http://www.information.dk/telegram/226478

Selv om hovedreglen i domsforordningens artikel 2 er, at der skal anlægges sag, hvor sagsøgte har bopæl, altså i dette tilfælde i Danmark, så kan der muligvis statueres engelsk værneting og dermed anlægges sag i England, jf. undtagelsen i domsforordningens artikel 5 (3), men det er et omstridt spørgsmål.

Men Yamani ville ikke have skyggen af chance for at vinde en sag, af mange grunde. En af dem er, at Politiken ikke har fremsat ærekrænkende beskyldninger mod en navngiven person, forening eller virksomhed.

Hans Jørgen Lassen

Torben skriver:

Tøger Seidenfaden er ikke ført bag lyset.

Tjah, hvad skal man så kalde det, når han bliver truet af en advokat, der hævder, men løgnagtigt at repræsentere 94.000 af profetens efterkommere?

Og i øvrigt er det juridisk flintrende ligegyldigt, om disse 94.000 er profetens efterkommere.

Kåre Fog:

."I udgangspunktet har jeg sympati med Lars Løfgrens oplæg. Det er fornuftigt at spørge sig selv, hvad man egentlig opnår ved en konfrontatorisk linje, og om det måske ikke betaler sig bedre for alle parter på langt sigt at søge dialog."

Helt enig med Kåre Fog!

Fire citater:

Politikens erklæring (citat fra http://politiken.dk/debat/fakta/article910921.ece):

"Som led i nyhedsdækningen af Kurt Westergaards karikaturtegning af Profeten Muhammed (”Karikaturtegningen”), der første gang blev trykt i Jyllands-Posten i september 2005, har Politiken genoptrykt Karikaturtegningen.
Politiken har aldrig haft til hensigt at genoptrykke Karikaturtegningen som udtryk for redaktionelle holdninger eller værdier, men udelukkende som led i avisens nyhedsdækning.
Det har aldrig været Politikens hensigt med genoptrykningen af Karikaturtegningen at krænke muslimer i Danmark eller andre steder.
Imidlertid anerkender og beklager Politiken, at vores genoptrykning af Karikaturtegningen af Profeten Muhammed har krænket muslimer i Danmark og i andre lande rundt om i verden.
Vi undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke Karikaturtegningen."

Angående ’ytringsfriheden’ (citat fra http://politiken.dk/indland/article910878.ece):

"Tøger Seidenfaden mener ikke, at Politiken sælger ud af ytringsfriheden.
Politiken fraskriver sig med forliget ikke retten til at bringe tegningerne igen, og undskylder ikke for at have bragt tegningerne, men derimod for den krænkelse, som en række muslimer har følt.
Men det er også nok, mener den saudiske advokat, som repræsenterer de otte organisationer.
»Det er et godt forlig. Det vil være forkert at tale om en sejr. Begge parter er nået frem til at forstå baggrunden for det, der er sket. Det er modigt af Politiken at undskylde, også selvom det aldrig var deres intention at fornærme nogen«, siger advokat Faisal Yamani."

Hvad daværende chefredaktør Carsten Juste sagde til Jyllands-Posten den 31. januar 2006 (citat fra http://blog.politiken.dk/jeppesen/2010/03/07/vi-stØtter-ikke-ekstra-bladets-undskyldning/):

»Sagen indeholder to led. Det ene er, at vi fastholder vor ytringsfrihed og ikke undskylder for tegningerne. Det andet er, at vi nu - i stedet for at beklage eller sige, at vi er kede af det - siger undskyld for krænkelsen. Vi fastholder, at det er os, der bestemmer, hvad der skal stå i avisen, så vor holdning er, som den hele tiden har været. Men vi bruger et ord, som har stor betydning for araberne, og som de bedre kan forstå. Det er ikke noget knæfald, men en gentagelse af, hvad vi har sagt. Det er måske et beskedent bidrag til en løsning og et signal om en oprigtig vilje til at beklage de krænkelser, som vi måtte have forvoldt«.

Seidenfaden angående ’det økonomiske’ (citat fra http://politiken.dk/debat/article917216.ece):

"Vi har ikke indgået forliget for at undgå en dyr retssag. Vi støtter, at Danske Dagblades Forening i givet fald kører sagen som en foreningssag, og vores forlig sparer os derfor ikke en krone."

Med venlig hilsen

Uanset hvem CH er, giver artiklen da udtryk for almindelig sund fornuft. Hvilket ikke er almindeligt i disse tider, og slet ikke hvis KWs tegning eller dens effekt debatteres. Jeg finder det egentlig befriende og opmuntrende, at der er folk uden for Danmark, der kan se tragikomikken i hr. Seidenfadens kvajede og ubegavede undskyldning.

Michael Gudnæs

Hvis Yamani's klienter skal kaldes svindlere, fordi de hævder et slægtsskab som går 1400 år tilbage i tiden, hvad skal man så kalde de jøder, som bygger deres legitime krav på Palæstina på en påstand om slægtsskab med mennesker, som levede i de egne for 2000 år siden? Og ikke desto mindre blev deres krav taget alvorligt af FN, og de fik et helt land for deres ulejlighed. Har Muhammeds efterfølgere så ikke også krav på i det mindste en undskyldning (det koster jo som bekendt ikke noget).

Spøg til side, kravet virker selvfølgelig barokt, men man har altså andre værdier i de egne, end dem vi selv er flasket op med. Og forresten vil jeg godt mide om, at når Hans Jørgen Lassen fastholder at det er muslimerne som står for den voldelige del af konflikten, så glemmer han vist at Danmark gennem flere år nu har været aggressiv krigsmagt i både Irak og Afganistan, og dermed medskyldig ikke kun i en undertrykkelse af folkeretten men også i militære manøvre som har kostet civile liv i tusindevis. De muslimske angreb på Danmark har jeg til gengæld svært ved at få øje på, selvom jeg godt ved at PET mener de har forhindret nogle stykker.

Forresten er det ikke sandt, hvad artiklen hævder, at Kurt Westergårds barnebarn var ved at blive slået ihjel nytårsnat. Tvært imod, KW gemte sig selv og lod barnebarnet være alene med attentatsmanden, som af egen drift ikke krummede et hår på barnets hoved. Og hvorfor skulle han også det, det var jo den aldrende tegner der har ansvaret for tegningen, selvom den godt kan virke temmelig juvenil.

I øvrigt undrer det mig stadig, at man fastholder at tegningen forestiller Muhammed med en bombe på hovedet, selvom Kurt Westergård selv fra starten af har fastholdt at personen på billedet IKKE er profeten Muhammed.

Hans Jørgen Lassen

Michael,

du overser, at jeg konsekvent har talt om voldeligheden i denne sag. Og den voldelighed kommer alene fra muslimsk side. Du blander den så sammen med andre sager, som ikke kommer muhammedtegningerne ved.

Jeg nærer for øvrigt ikke noget som helst ønske om at forsvare den danske deltagelse i hverken Afghanistan eller Irak.

Men det har bare ikke noget med Muhammedtegningerne at gøre.

Svend W. Jensen

Michael Gudnæs,

Hvad har Israel og Afganistan med Seidenfadens undskyldning, der ikke var en undskyldning, med Yamani og de dubiøse efterkommere af Muhammed og Hitchens vurdering af situationen at gøre?

Michael Gudnæs

@ Svend W:

Præcist det jeg formulerer.

@ Hans Jørgen Lassen:

Angrebene på de danske ambassader var selvfølgelig tragiske - og formentlig politisk arrangerede. Men mener du virkelig seriøst, at denne komedie om Muhammedtegningerne skal ses isoleret fra den verden, den udspiller sig i?

Svend W. Jensen

Michael Gudnæs,

Næh, du gjorde præcist det modsatte og satte komplekset af omskrivninger, bortforklaringer og relativeringer i gang med din inddragelse af Israel og Afganistan som forstående forklaring for volden, der blev anvendt i forbindelse med tegningerne.

Michael Gudnæs

Svend W Jensen:

Jeg har ikke omskrevet, heller ikke bortforklaret, og slet ikke brugt Israel som forklaring på noget som helst i forbindelse med tegningerne - læs selv min tekst igen hvis du husker det anderledes. Jeg har heller ikke peget på Afganistan som forklaring på tegning-balladen, kun på det faktuelle i at Danmark ikke selv står tilbage for at anvende vold imod anderledes tænkende.

Men din beskyldning om at perspektivere, tager jeg til mig med glæde. I en verden som dyrker den polariserede stillingtagen i stadig stærkere og mere hysteriske toner, ville jeg ønske at flere ville gøre netop det; - perspektivere sine holdninger.

Svend W. Jensen

Michael Gudnæs,

Jamen, hvorfor skulle det med i din tekst, hvad var formålet her, relevansen? Vi andre har kendskab til både Israel og Afganistan.

Jeg skrev nu ikke, at du perspektiverede, men at du relativerede og det er som bekendt noget ganske andet.

Men jeg så gerne en perspektivering i stedet for de alt for velkendte rygmarvsreaktioner.

Vi har inden for få uger haft Muhammed-tegningskriser først i Norge og helt aktuelt nu i Sverige med planlagt mord på den svenske tegner og som reaktion herpå genoptrykning af hans tegninger i flere svenske aviser i dag.

Hvad siger det os? Om de påståede årsager til reaktionerne i Danmark og i omverdenen på de danske tegninger og senere på de norske og nu de svenske.

Kunne det tænkes, at der var en gennemgående tråd andet end den med spot, hån og latterliggørelse af et mindretals religion i Danmark?

Hans Jørgen Lassen

Michael spørger:

mener du virkelig seriøst, at denne komedie om Muhammedtegningerne skal ses isoleret fra den verden, den udspiller sig i?

Jeg er enig med dig i, at det er en komedie. Men ikke i, hvem der spiller hvilke roller i denne komedie.

Næh, en komedie kan man sgu egentlig ikke kalde det. Dertil er sagen for alvorlig. Der er dødsofre, dødstrusler, terror.

På intet som helst grundlag kan man forsvare, undskylde eller bortforklare, at det er helt ude i hampen, dybt barbarisk, primitivt, underlødigt, umenneskeligt, uciviliseret at stikke ambassader i brand, lave bombeattentater med adskillige dødsofre - på grund af nogle latterlige tegninger i en dansk provinsavis, som disse voldsmænd aldrig nogen sinde har set for deres øjne.

Men her er du altså uenig, kan jeg forstå?

Torben Petersen

@Hans Jørgen Lassen

Som det også fremgår af dit link, så kan et hvilket som helst af de danske dagblade indstævnes for en engelsk domstol.

Om Yamani mulighed for at vinde vil jeg ikke sige noget uden at have set "patienten og et røntgen" - sagt på en anden måde, så er det lidt pjattet at udtale sig uden at have studeret stævningen.

---

Tøger Seidenfadens afvisning af et økonomisk motiv hænger ikke sammen.

Kommer der en stævning til et bladhus, så kan de ikke påstå sig fejlindstævnet, og at rette indstævnte bør være dagbladenes forening. En sådan afvisnings- eller adciteringspåstand, vil de ikke komme nogen steder med, hverken her eller i England.

Jannik Sørensen

Jeg forstår stadig ikke, at Yamani vil forfølge JP, de sagde jo undskyld allerede i 2006. Seidenfaden har flere gange argumenteret, "at de bare gør det samme som JP", så hvorfor stiller profetens efterkommere sig ikke tilfreds?

Svaret er selvfølgelig, at Yamani fremadrettet vil have et forpligtende tegningsforbud! Alene af den grund skal de øvrige dagblade bare lade advokaten rende og hoppe.

Tom W. Petersen

Hvad er det, vi taler om?
Nogle tegner.
Andre myrder.
Er det dog ikke muligt at blive enige om, hvad der er værst?

Hans Jørgen Lassen

Torben,

må jeg anbefale, at du undlader at slynge om dig med juridiske (eller pseudojuridiske) begreber, når du nu tydeligvis ikke ved noget om jura.

F.eks. "adcitation" handler ikke, som du åbenbart tror, om, hvem der er rette sagsøgte, men om partsinddragelse af krav mod tredjemand efter sagens anlæg.

Se hertil f.eks. Den civile retspleje af Bang-Pedersen og Højlund Christensen, s. 235 ff.

Påstand om afvisning er noget fuldstændig andet end adcitation.

Sider