Kommentar

Den politiske konkurrence er nådesløs

De udslagsgivende vælgeres lave politiske interesse og opmærksomhedsniveau betyder, at den politiske debat nærmer sig laveste fællesnævner både hvad angår form og indhold
Debat
12. marts 2010

Vi betragter normalt konkurrence som primært et økonomisk fænomen, men i dag er politik faktisk et mere rent udtryk for konkurrence. Valutaen på det politiske marked er stemmerne, og kernen er det parlamentariske flertal. Partiernes mål er at forøge deres markedsandel og indgå i en flertalskoalition.

Situationen er særligt præget af, at der ikke er ventiler for den politiske konkurrence i form af vækst eller nye markeder. Der er 179 mandater - og 90 mandater giver flertal. Altid. Forbruget vokser heller ikke. Det falder. Teoretisk set kan forbruget forøges ved at mobilisere sofavælgere, men den klare tendens er, at sofapartiet vokser og vokser.

Der er kort sagt ingen win-win situationer. Den politiske konkurrence er samtidig mere konkret og personlig end den økonomiske. Går det godt for et parti eller en politiker, så går det nødvendigvis tilsvarende dårligt for andre. Fremgang for SF er mandat for mandat lig med andre partiers tilbagegang. Villy Søvndal i en hovedrolle placerer Helle Thorning-Schmidt i en birolle. Søren Pinds succes er Ulla Tørnæs' fiasko.

De etablerede partier har markedsmagt, og de største partier indtager privilegerede positioner. Samtidig er det meget svært at etablere sig på markedet - som eksempelvis det nye parti Fokus nu forsøger med eks-DF'eren Christian H. Hansen i spidsen - og der er en generel tendens til, at færre partier kan klare sig i konkurrencen. Ny Alliance fik en flyvende start, men bliver sandsynligvis reduceret til ingenting efter næste valg. Politik er et godt eksempel på det økonomerne kalder et oligopol, dvs. et marked hvor få, store virksomheder sidder tungt på magten.

Konkurrencen begrænses altså gennem markedsmagt, som partierne vedvarende efterstræber gennem politisk markedsføring og medie-strategier. Men partier og politikeres markedsmagt er mere skrøbelig end på det økonomiske marked. Det skyldes, at politik er mediedomineret i et helt andet omfang end økonomi.

Mediemarked

Medierne intensiverer konkurrencen. Markedets usynlige hånd kommer helt til kort overfor mediernes synlige skuespil. Der er ingen nicher eller gemmesteder. Kun et eskalerende medieshow med stadig flere kameraer, vinkler og forstørrelser. Politik er præget af en klaustrofobisk og obskøn gennemsigtighed på mediernes permanente scene. Det minder om reality-tv, men er uden pauser eller nye koncepter. Deltagerne fortsætter også i årevis, før de bliver skiftet ud eller stemt hjem.

Det politiske tyngdepunkt er adskillelsen mellem to politiske blokke, og situationen konvergerer mod lige mange stemmer til hver blok. De politiske flertal bliver stadig mere snævre, og processen bygger på evige genspejlinger. Patenter eksisterer ikke. Der er heller ikke kopibeskyttelse eller hemmelige ingredienser i politik.

Partiernes kernevælgere er uinteressante. De vælgere, der er fast forankrede i en bestemt blok, er interessante for partierne, men uinteressante i det afgørende spil om det parlamentariske flertal. Opmærksomheden samler sig om de vælgere, der er på vippen mellem de to blokke. Her er konkurrencen hårdest og strategierne mest forfinede. Den politiske kommunikation retter sig derfor primært mod mobile 'midtervælgere', der hele tiden flytter sig på grund af nye politiske strømninger og forskydninger i det politiske spektrum.

Den intensive politiske konkurrence indebærer, at politik i endnu større grad end økonomi er præget af konkurrencens effekter.

Boblepolitik

De udslagsgivende vælgeres lave politiske interesse og opmærksomhedsniveau betyder, at den politiske debat nærmer sig laveste fællesnævner både hvad angår form og indhold. Formen er brands og reklamer, mens indholdet er standardiserede varer til en anonym vælgerskare med udgangspunkt i status quo og den herskende konsensus.

Konkurrencen indebærer også, at den politiske ulighed og udstødning er større end den økonomiske ulighed og udstødning. Det politiske liv er ligeledes mere præget af stress og nedslidning end det økonomiske liv. Elitens dominans er i det hele taget særligt fremherskende inden for politik. Det er et spil for eliten - ikke en folkesport.

På den ene side bliver magten koncentreret. På den anden side bliver det politiske liv homogeniseret. Skue-spillet dramatiseres, mens manuskriptet tømmes for indhold. Det paradoksale resultat er, at magthaverne er magtesløse. De politiske bobler bliver større end de økonomiske bobler. De svulmer typisk op frem til valg og klasker så sammen bagefter. Se bare regeringens kvalitetsreform. Økonomien og politikken imploderer samtidig med, at der opstår nye bobler over alt.

Peter Nielsen, ph.d. og lektor i politisk økonomi på RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Desværre er min intellektuelle kapacitet for lille til at forstå denne artikel. Men hvis jeg forstår det rigtig, er det klynk over at små nye partier har det svært ved at slå igennem.

Jeg synes da rent faktisk at vi har mange også små partier i Denmark, især sammenlignet med andre lande som UK og USA der nærmest bare har to partier.

Jeg kan ikke græde over at et nyt opstået parti som Fokus, nok ikke har skyggen af en chance. Jeg tror kun det appellere til teenage piger, som har dyrevelfærd som top prioritet for det politiske fokus.

Jeg ser desværre ikke noget i Peter Nielsen’s artikel om krav om mere offentliggørelse af partistøtte.

Søren Kristensen

Sjov analyse af det politiske spil, set ud fra et markedsperspektiv, selv om den ikke afdækker nye politiske veje, endsige kritiserer eksisterende. Men det har den jo heller ikke lovet. Nytteværdien kan selvfølgelig altid diskuteres. Men sådan er det jo med underholdning.

Jens Thorning

Uhyggeligt logisk. Jeg mindes en forfærdelig DR-udsendelse, hvori tvivlende vælgere "fortalte" om deres skrupler og overvejelser. Alle fortærskede forestillinger og floskler blev endevendt: "De forstår ikke vi almindelige menneskers problemer". "De si'r så meget" ,"De lover og lover", "De tænker ikke på vores hverdag, og det der er vigtigt for os", etc.

Konklusion: Tilbage til dengang, landmænd stemte på Venstre, arbejdere på Socialdemokratiet. Det eneste fornuftige: En repræsentativ regering, der skal samarbejde bredt.

John V. Mortensen

Egentlig er det meget enkelt, når to store fløje slås, vil de ramle sammen på midten - hen over de små midterpartier. Undervejs stjæler man deres bedste ideer (alt imens man kalder den for politiske idioter), senere bruger man ideerne som sine egne, idet man siger til "idiotere", at nu - hvor vi mener det samme, må vi hellere gå sammen.

Den politiske udvikling kalder på en ændret valgpraksis, nemlig valg i enkeltmandskredse, hvor den valgte i høj grad også er repræsentant for alle borgere i valgkredsen.
Det er måske også en måde at bringe politikken tilbage på et niveau, hvor folk kan indse, at de kan og må deltage i den politiske udvikling. For det store problem er jo, at folk afholder sig fra at melde sig ind i partier og dér arbejde med på udviklingen af partiets politiske linje.

Videre: vi har åbenbart en masochistisk politik-opfattelse i Danmark, hvor vi mener, at det er politikernes opgave at styre os - hvor det selvfølgelig er politikernes opgave at styre på vegne af os.

Den massive mediedækning og personfiksering med populisme som dagsorden, har undermineret det der var et politisk fora.

Og det er bestemt et problem at der ikke er plads til nyt blod på den politiske scene, eneavl er aldrig sundt, og det er bestemt rigtigt antaget at politik er for eliten. Hvor mange narkomaner er lige ministrer? :P

Så i bund og grund er det socialt relateret, og ensidigt.

I daglig tale, den rige mands lov.

Hvad skal vi egentlig med politiløse politikkere?

mariann offersen

Så længe størst muligt privat forbrug er guldkalven i Danmark vinder det parti, som lover flest penge i lommen på vælgeren, uanset de udfordringer verden står over for.

Klimatruslen er gas og den enkelte uvedkommende.

Jordskælv er godt fjernsyn.

Dansk krigsdeltagelse er heltemodige danske soldaters brave indsats.

Resten af verden rager kun danskeren når det drejer sig om valg af feriemål.

RUC's samfundsforskning har vist sin egen "virkelighed" fjernt var den verden, som jeg og de fleste andre mennesker lever i.

Den almindelige dansker - inclusive mig selv - er faktisk ganske vidende og indsigtsfuld nok til selvstændigt at kunne analysere og træffe valg.

Man behøver sandelig ikke at være lektor på RUC for at "forstå eller misforstå" - heldigvis.

Hvis en politiker kører på laveste fælls nævner, så er det helt synligt for alle - det er kun et beskedent mindretal, der i ny og næ lader sig snyde lidt.

Jeg er behård demokrat, og jeg er altid 100% mistænksom, når forskere begynder at "nedgøre" demokratiet direkte eller indirekte med underlige fantasifulde spin.

Demokratiet er ikke perfekt som styreform - der klumres af og til, men aldrig hele tiden.

Alternativerne til demokratiet er rædselsfulde - militær diktatur, kommunisme, facisme ,religiøst præstestyre , enevoldskonger o s v?

Robert Kroll:
mig selv - er faktisk ganske vidende og indsigtsfuld nok til selvstændigt at kunne analysere og træffe valg

.... læser du aldrig reaktionerne på dine indlæg?

Kære Bill Atkins.

Du klippede i sætningen - den fulde sætning er

"Den almindelige dansker - inclusive mig selv - er faktisk ganske vidende og indsigtsfuld nok til selvstændigt at kunne analysere og træffe valg"

Jeg tror faktik på, at vi almindelige menneske er fornuftige.. Jeg er bestemt ikke elitær og har ikke elitære ambitioner - det lader jeg de selvbestaltede "kloge" om, og de er lidt til grin.

Robert Kroll,
Artiklen peger på medierne - og dermed det almene politiske informationsniveau - som årsag til at flertallet af vælgerne har svært ved at orientere sig i det politiske flimmer.

Hvis man tror at oppositionen kan profilerer sig gennem en medieverden styret af pengemagten ... Ja, så er man til grin..

Kære Bill Atkins.

Yderfløjene er altid af den opfattelse, at det er mediernes, ""pengemagtens og "magthavernes" skyld, at folk ikke stemmer på dem.

Det er derfor yderfløjene aldrig kan finde sig til rette med demokratiet - de må lære at acceptere, at folket ikke gider røre ved noget, der er uden fornuft..

Dagens opposition (s-sf) er bestemt fint profileret, og ligger pænt i meningsmålingerne og har en fin chance for at tage over ved næste valg, - så hvad er problemet med medierne?

1)

Op til valget i 2001 (sam)arbejdede JP, TV2 og Venstre om at få Venstre valg ind i regerings-kontorerne. Og det lykkedes gennem en orkestreret og dygtig tilrettelagt kampagne, hvor man totalt nedgjorde, udstillede og gjorde grin med daværende statsminister Nyrup Rasmussen.

2)
I en artikel i Politiken i dag kan man læse om 'de unge mødre' og deres fascination hos de vel-uddannede kvinder, i det grønne segment. (slå det op via google). Her vises det klart og tydeligt, at der er en himmelvis stor klasse-forskel mellem det liv, de unge mødre lever, og det liv, de unge vel-uddannede kvinder lever.

3) Det må derfor, med al ønskelig tydelighed fremgå, at de her unge kvinder hører til dem som slet ikke tror på politikernes løfter; måske på Pia Kjærsgaard, da 1) er en af dem eller 2) fremstiller sig selv som en ganske almindelige hjemme-hjælper...