Kommentar

Riv tavshedens mur ned

Der må nødvendigvis indledes et omfattende retsopgør med alle de katolske præster, som begik sexovergreb på børn - og med de mænd, som skjulte forbrydelserne
25. marts 2010

Her er et lille tankeeksperiment i anvendt etik: Forestil dig, at du nyder en drink sammen med et nyt bekendtskab, og 'lovbrud' dukker op som samtaleemne: »Har du nogensinde haft bøvl med myndighederne?«

Du vil måske nævne dengang, du blev anholdt i forbindelse med en demonstration, for at smugle toldfrie varer eller for at have en klump tjald på dig. Din samtalepartner kan imidlertid bryste sig af et nøjere kendskab til det strafferetslige system. Han måtte engang sone en kort tid bag tremmer for dokumentfalsk, for røveri med et strejf af vold, eller for husspektakler, der kom ud af kontrol. Alligevel vil du stadig gerne spise frokost med ham på fredag.

Men hvad så hvis han siger: »Nå jo, jeg kendte engang en familie, der viste mig den tillid at lade mig passe deres børn. To små drenge havde de. En på 12 og en på 10. Nøij, hvor jeg forlystede mig med de søde små knøse, da ingen så os. Jeg fik dem også til at love, at det skulle være vores helt egen hemmelighed. Ih, hvor det ærgrede mig, da det var forbi.«

Jeg håber ikke læserne vil finde mig alt for fordømmende, hvis jeg drister mig til at formode, at efter disse betroelser vil frokostaftaler være aflyst for al fremtid.

Men vil afskyen være større eller mindre, hvis manden fortsætter med at sige: »Strengt taget var jeg selvfølgelig ikke i konflikt med loven. Jeg er katolsk præst, og vi plejer ikke at besvære politiet eller domstolene med den slags. Det ordner vi selv, hvis du forstår hvad jeg mener?«

Og det er jo præcis, hvad vi er tvunget til at læse om hver dag for tiden. Tusindvis af børns lykke og mentale sundhed blev systematisk ødelagt af mænd, som kunne regne med, at deres klerikale bosser ville beskytte dem mod retslig straf. Og - kunne det næsten se ud til - beskytte dem mod moralsk fordømmelse. En lille smule 'terapi' eller en hurtig forflyttelse var det værste, de fleste behøvede at frygte.

Sekulær retfærdighed

Der går knapt nok en uge, hvor jeg ikke debatterer med talsmænd for religiøs tro. Altid og uden undtagelse forsøger de at gøre mig begribeligt, at uden en tro på en overnaturlig myndighed vil jeg ikke have noget grundlag for min moral.

Så her har vi altså en årtusinder gammel kirke, der opererer med de grummeste visheder, når det gælder om at fordømme 'synder' som skilsmisse, abort, prævention og homoseksualitet mellem samtykkende voksne. For sådanne forseelser gives ingen tilgivelse. Her hersker den moralske absolutisme. Men lad emnet være voldtægt, og straks bliver reaktionen hændervriden og undskyldninger. Hvad skal man mene om en kirke, som kan finde så meget spillerum for en forbrydelse, der er så modbydelig, at ingen moralsk normal person kan tænke på den uden at gyse?

Interessant nok har den samme kirke, som gør sit bedste for at skjule voldtægt og tortur i egne rækker for de sekulære myndigheder, selv tvunget sine børneofre (som i den afskyelige sag om kardinal Sean Brady, spirituel høvding for Irlands katolikker) til at underskrive tavshedseder, der hindrer dem i at vidne mod deres voldtægtsforbrydere og torturbødler. Hvorfor var kirkens folk dog så bange for den sekulære retfærdighed? Frygtede de, at den ville være mindre føjelig, mindre ligeglad end de private præstelige efterforskere? Men hvad bliver der i så fald af det lurvede og lunkne argument om, at folk ikke kan forstå elementær moral uden en guddommelig garantiudsteder?

Kujonagtig pave

Man skal dog ikke gøre for store fordringer på den sekulære retfærdigheds vegne. Kardinal Brady og mange som han er hverken blevet udstødt af kirken eller retsforfulgt af den civile magt. Men dette svigt fra domstolene og politi er især sket i lande eller provinser - Irland, Massachusetts, Bayern - hvor kirken udøver en utilbørlig indflydelse på det lokale bureaukrati. Hvornår ser vi det, som forældre og pårørende til de ramte børn ønsker og behøver at se: En ledende medskyldig i disse mørklægninger, som stilles for retten?

Pave Benedikts patetiske og eufemistiske brev til sin 'flok' i Irland rummer end ikke forslag om, at sådanne mennesker skal miste deres position i kirken. Hans kujonagtige vagtsomhed har en indlysende god grund: Skulle der iværksættes en ordentlig kriminel efterforskning, ville denne i sidste ende kun kunne føre til, at paven måtte gå af. For ikke alene beskyttede han selv - som ærkebiskop Joseph Ratzinger - i 1980 en farlig kriminel præst i sit eget bispedømme, München og Freising, ved at sende ham 'i terapi' i stedet for at få ham arresteret. Ikke tilfreds hermed tog Ratzinger som kardinal og leder af en stor institution i Vatikanet siden initiativ til at formulere en instruks, der pålagde biskopper at nægte at bistå efterforskninger af det, som siden har udviklet sig til en verdensomspændende skandale.

18 af Tysklands 27 romersk-katolske bispedømmer står nu over for politiundersøgelser efter det hul, som er kommet i hvad Tysklands justitsminister med rette betegner som 'tavshedens mur'.

Den mur blev oprindeligt bygget af den mand, der nu står i spidsen for kirken.

Nu er der ikke andet for end at rive den ned. Fisken - det gamle kristne symbol, der blev antaget af dem, der så mennesker som en stime, der skal indfanges i et garn - er ved at rådne fra hovedet af. Jeg tror ikke, de fulde konsekvenser af skandalen overhovedet er forstået. Den romersk-katolske kirkes øverste leder er nu en umiddelbart mistænkt i en omfattende kriminel virksomhed af den mest afskyvækkende slags - og mistænkt for at stå bag systematiske forsøg på at hindre retfærdighed for ofrene, som er blevet integreret del af samme virksomhed. Han er samtidig den politiske leder af en stat -Vatikanet - der giver asyl til efterlyste personer som den vanærede kardinal Bernard Law fra Boston.

Hvordan vil man forholde sig, når paven beslutter sig for at rejse til andre lande, som Storbritannien? Nyder han immunitet? Kan han kræve det? Bør han få det? Sådanne spørgsmål kræver seriøse svar. I mellemtiden må vi tage til efterretning, at kirken kan finde rigelig plads i sine skriftestole og paladser til dem, der begår de ondeste forbrydelser. Disse mænd må ubetinget fordømmes. Men en retslig tiltale må nødvendigvis være det næste skridt. I modsat fald tvinges vi til at erkende, at der findes mænd og institutioner, som er hævet over vores love.

© New York Times Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Igen en klar kommentar fra C.H.
Der er selvfølgelig ikke andet at gøre end at betragte den katolske kirke som kriminel, i denne sag som i så mange andre. Mærkværdigt så sendrægtig man er til at gå rettens vej med den.

I denne forbindelse har vi selv et problem med vores egne protestantiske præsters tavshedspligt. Pligten frem for alt over for kirken, ikke børnene.
Det siger alt om religionen.

Bjarne Hansen

Paven bør arresteres af Interpol og sigtes ved Domstolen i Haag for forbrydelser imod Menneskeheden og..

..for meddelagtighed i seksuelle krænkelser af børn. Kardinaler og andre højtstående bør interneres indtil de har bevist at de ikke er krænkere, eller dækker over andre krænkede. Der har i øvrigt i mange år været særdeles troværdige mistanker om økonomisk svindel på højt plan, samt tætte relationer til Mafiaen, det kan der også efterforskes i.

Og så bør Den Katolske kirke opløses som enhver anden forening der krænker Menneskerettigheder, virker ved, og udøver kriminalitet.

Kirkens værdier bør på tvangsauktion for derefter oprette en fond til krænkede under enhver form, som de myrdede og udplyndrede Indianer i Sydamerika, og Afrikanere hvor Kirken er skyld i alvorlig udbredelse af HIV/AIDS, og andre som Katolikkerne har mishandlet igennem tiderne.

Den Katolske Kirkes modbydelighed er grænseløs, og bekræfter mig i, at al Religion bør afskaffes.
For som sædvanlig er de øverste Religiøse ledere(som i alle Religioner) overdrevent skurkagtige, hykleriske og decideret fulde af løgn. Med den ene hånd prædiker de godhed, nøjsomhed og næstekærlighed og med den anden er de ondskabsfulde, grådige og voldtager børn.