Kronik

Sneløven og Dragen: Kan Tibet og Kina enes?

Dalai Lama har sympatien, men Kina har kontrollen - og det ændres der næppe ved. Samtidig har de to parter stærkt brug for hinanden
Dalai Lama tegner med sin finger i sneen uden for Det Hvide Hus efter et møde med præsident Obama i sidste uge.  Mødet affødte kinesisk protest. Spørgsmålet er, om Dalai Lama kommer længst ved ikke at ses som en politisk aktør.

Dalai Lama tegner med sin finger i sneen uden for Det Hvide Hus efter et møde med præsident Obama i sidste uge. Mødet affødte kinesisk protest. Spørgsmålet er, om Dalai Lama kommer længst ved ikke at ses som en politisk aktør.

Debat
2. marts 2010

Forleden mødte Barack Obama, under kinesisk protest, Hans Hellighed Dalai Lama. I Danmark er der snart debat i Folketinget om holdningen til Tibet. Der er ingen mangel på meninger, men ser man på den forskning, som skulle danne grundlaget for diskussionen, finder man meget lidt. Der er en enkelt dygtig adjunkt på Københavns universitet. Leder man efter solide bøger på dansk, opdager man, at forlagene har valgt ikke at oversætte helt centrale formidlende værker som f.eks. Melvyn Goldsteins The Snow Lion and The Dragon. Derfor er ballet frit for enhver klummeskriver, enhver 'kändis'. Det ene synspunkt er lige så godt som det andet, og hvorfor bruge tid på at læse sig viden til. Det er alligevel overbevisningen, der tæller. Skulle der være tvivl, så afgøres sagen til Davids fordel, ikke til Goliaths.

Indtil for godt 100 år siden var der ikke noget 'Tibet-spørgsmål'. Fra 1720 og indtil Kejserdømmets fald i 1911 var der en stabil, men distant og kompleks relation. Tibet var hverken et uafhængigt land eller en integreret del af Kina. Det havde udstrakt autonomi under kinesisk dominans. Den relative idyl ophører, da de første englændere i 1903 trænger frem fra Indien, og Kina ser et britisk spørgsmålstegn ved sin hidtil selvfølgelige, men latente, indflydelse i Lhasa. Der er ikke meget, Beijing kan gøre ved det, for Kejserdømmet er på vej mod sit endelige fald. Fra 1911 til 1949 har Tibet kortvarigt de facto uafhængighed, som dog ikke førte til en statsdannelse eller anerkendelse internationalt. Her blev en stor chance forpasset, men de store klostre lå i indbyrdes strid, og med skolegang for to procent af befolkningen var bevidstheden om verden lille.

I 1950 vender kineserne tilbage, lokalt styret af en vis Deng Xiaoping, som står fadder til den forhandlede selvstyre-aftale begge parter prøver at få til at fungere 1950-57. Vi er midt i Den Kolde Krig, og Dalai Lamas to brødre har fra 1956 kontakt med CIA, som - viser arkiverne - blot bruger tibetanerne som en brik på det store skakbræt.

Lagt op til forsoning

I 1959 fører et ret aristokratisk oprør mod jordreformer i de tibetansk beboede områder udenfor den autonome region til, at 80.000 oprørere med amerikansk hjælp må flygte til Nord-Indien sammen med Dalai Lama. Nu følger tyve frygtelige år, hvor Beijing i stedet for at få klostres og godsejeres samarbejde vender sig til de mange fattige og livegne som støtte for forandringer. Kulturrevolutionen hærger i Tibet, menneskerettighederne krænkes og undertrykkelsen er slem. I Dharamsala i Nord-Indien sidder Dalai Lama, med 12 mio. dollar om året fra CIA, viser dokumenterne nu, og kræver selvstændighed for Tibet - ikke selvstyre.

Fra 1979 får Kina en ny ledelse og en ny politik. Deng Xiaoping sætter reformvillige ledere ind, og det giver en ny og meget liberal politik i Tibet. Der er sporadiske forsøg på ny forsoning med eksilgruppen, og først og fremmest sker en genopbygning af klostrene og klostersystemet.

Med diplomatisk anerkendelse mellem USA og Kina må Dalai Lama ændre sit krav fra selvstændighed til selvstyre. Der lagt op til en forsoning, hvor Beijing tilgiver Dalai Lama 1950'erne, og han tilgiver dem 1960'erne og 70'erne, og så kan han vende tilbage til sit folk med selvstyre. Her er det værd at huske, at Dalai Lama jo er splittet mellem at være religiøst overhoved for (næsten) alle tibetanere og samtidig politisk leder for de 80.000, der fulgte ham ud i 1959. Hans varetagelse af Dharamsalas interesser kan skade hans indsats som åndeligt overhoved for alle. Hans nære bagland opstiller nemlig vanskelige forhandlingskrav, bl.a. fordi mange i eksilgruppen netop kom fra områder uden for Tibets Autonome Region, og derfor kun vil tilbage til et Stor-Tibet.

Dalai Lama fik ikke smedet, mens jernet var varmt i 1980' erne - endnu en stor forpasset chance - og han vælger fra 1987 'den internationale strategi': At få USA og Europa til at presse Kina. Det er udsigtsløst, fordi alle gerne vil sympatisere, men ingen vil risikere Kina-forbindelserne. Kina er nærmest en allieret mod Sovjet. Reagan ville ikke og Europaparlamentet kunne ikke hjælpe Dalai Lama for alvor. Men i Kina opfattes Dalai Lamas nye politik som udtryk for uoprigtighed og fastholden ved separatisme - med udenlandsk hjælp. Suveræniteten opfattes at være på spil, og det kinesiske modsvar er en strammer-kurs. Den er stadig i kraft i dag og er én grund til at mene, at den internationale strategi har skadet snarere end gavnet tibetanerne i Tibet.

Fra 2002-6 kommer der fem forhandlingsrunder, men de strander på kravet om et Stor-Tibet på 25 procent af Kinas territorium: Alle steder, hvor der lever tibetanere, skal med i selvstyret, uanset om de er i flertal, og det vil sige store dele af naboprovinserne Sichuan, Qinghai og Gansu.

Så følger en markant international begivenhed. Mens de to forrige præsidenter mødte Dalai Lama diskret, så gav George Bush i 2007 en stor offentlig modtagelse a la statsleder, fulgt af tildeling af Kongressens guldmedalje. Det blev et skarpt hjørne, påpeger tibetologen Robert Barnett. Herefter er der stærkt kinesisk fokus på at lukke ned for Dalai Lamas travle diplomati på statslederplan. Siden da er det kun Gordon Brown, som mødtes med Dalai Lama i ærkebiskoppen af Canterburys palæ, der er sluppet for påtale.

Efter store gadeuroligheder i bl.a. Lhasa ender en ny forhandlingsrunde i november 2008 med sammenbrud. Eksiltibetanerne er mødt op med et ret verdensfjernt memorandum, som bl.a. kræver valg og omfattende autonomi for et Stor-Tibet.

Svarer til folkets behov

Nu er der gået 22 måneder siden urolighederne, og overfladisk betragtet kan det se ud, som om intet er sket. Men det er forkert. Midt i januar holdt Beijing-toppen sit femte store møde om Tibet-politik siden 1980. Det vedtog en ny politik, som handler mere om tibetanernes dagligdag og velfærd end de hidtidige store satsninger på industri og infrastruktur. Nu er det uddannelse, sundhed, miljø-tiltag, rent drikkevand, mobilnet til alle etc., det handler om - med vægt på landområderne og nomaderne og tilpasningen til tibetanske forhold.

Som noget nyt dækker januar 2010- politikkens tilbud alle tibetanere, også dem uden for den autonome region. De skal have halvdelen af de 60 milliarder dollar, som er afsat over fem år. Det er stadig en 'ovenfra og ned'-politik og en tyrkertro på økonomi. Et fingerpeg om, hvor stor en forandring, der er tale om, giver reaktionen fra en af Dalai Lamas forhandlere, Lodi Gyari: »Hvis vi ser bort fra de politiske slogans, så svarer mange af de emner, som nu prioriteres, nøjagtigt til det tibetanske folks behov, som vi påpeger dem.« Han kom fra januars nye runde af resultatløse forhandlinger, hvor Dharamsala præsenterede præcis de samme krav som i 2008. Men han mente, at kineserne lyttede mere.

Bruger Ipod

Kun Dalai Lamas autoritet overdøver visse unge eksiltibetaneres krav om vold som middel. Får de kræfter først lov til at komme til orde, forsvinder den internationale støtte, herunder Hollywoods, som dug for solen, og man ender på den internationale terroristliste. Derfor haster det for begge parter med at lave en aftale.

Tabet af en person som Dalai Lama ville være et hårdt slag for enhver bevægelse. Efter ham indtræder en vanskelig overgangsperiode, hvor en ny inkarnation skal findes som barn - traditionelt i samarbejde mellem Tibet og Kina. En regent må fungere, indtil han kan lede. Her kan det være et lyspunkt, at der er dukket en 23-årig kinesisk-talende 'levende Buddha', Karmapa Lama, op i Dharamsala. Som den tredje højeste lama og med både karisma og modernitet (han bruger Ipod) er han en mulig ny forhandler, som vil stå friere i forhold til hardliner-baglandet i Nordindien.

Men han kommer længst ved ikke at ses som en aktør med snore til udlandet, hvad enten det er Indien, USA eller Europa. Derfor er det ikke gavnligt, når vi søger at omklamre eksilregeringen eller at overhale Dalai Lama inden om med krav om selvstændighed på Tibets vegne. Det styrker kun kinesernes frygt for, at dialog og forhandlinger i virkeligheden går ud på at splitte deres land og krænke deres suverænitet. Pustes der tilstrækkeligt til den frygt, er enhver forhandling på forhånd mislykket. Dalai Lama har sympatien, men Kina har kontrollen og det ændres der næppe ved. Samtidig har de to parter stærkt brug for hinanden, hvis Tibets kultur skal bevares, og Kinas autonomi- og minoritetspolitik skal fungere.

Clemens Stubbe Østergaard er lektor i International Politik, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her