Kommentar

Hvis svigtede børn skal hjælpes

Stramninger af Serviceloven ændrer tilsyneladende ikke på, at der igen og igen dukker sager op om børn og unge, der i årevis har været udsat for omsorgsvigt. Derfor må løsningerne søges på anden vis
19. marts 2010

Jævnligt kommer det til mediernes kendskab, at der er børn, som i årevis har været udsat for omsorgssvigt, uden at kommunerne har grebet effektivt ind. Aktuelt er der sagerne fra Brønderslev og Sønderborg, som så vidt det er fremgået tilhører denne kategori.

Jævnligt udtaler folketingspolitikere sig om, at den slags sager er uacceptable, og igennem en årrække har de søgt at imødegå dem gennem stramninger af Serviceloven. Senest i form af lovforslaget Barnets Reform, som socialministeren fremsætter i Folketinget senere på måneden.

Indtil videre ser stramningerne af loven ikke ud til at have ændret på forholdene. Den Sociale Ankestyrelses undersøgelser tyder på, at stramningerne ingen effekt har. I stedet for fortsat at tro på en positiv effekt af lovstramninger, kan det give grund til at spørge: Hvad forhindrer kommunerne i at opdage omsorgssvigt tidligt og lave en sagsbehandling, som lever op til lovens krav om grundighed?

En stor det af svaret findes sandsynligvis i disse fem faktorer:

1. Kommunerne må begrænse antallet af foranstaltninger, især anbringelser uden for hjemmet, fordi det kan slå bunden ud af kommunekasserne.

2. Sagsbehandlerne i kommunerne må arbejde overfladisk, fordi de skal tage sig af mange sager.

3. Kommunerne vil hellere servicere borgerne end træffe afgørelser, der gør borgerne vrede og får dem til at klage.

4. Kommunernes sagsbehandling forstyrres, når en familie flytter kommune og det kan tage tid, før den nye kommune fortsætter sagsbehandlingen.

5. Sagsbehandlere undervurderer i mange tilfælde problemerne i familier med omsorgssvigt.

Punkt et og to er samfundet klar over, men det står hen i det uvisse, hvordan problemerne løses.

Ønsket om at servicere borgerne (punkt tre) er en officiel politik, men der er ikke opmærksomhed over for, at den kan gøre det svært for myndighederne at træffe afgørelser, som går imod borgerens ønsker. Hvis problemet skal løses, må stat og kommuner ændre politikken, så den afspejler lovgivningen, hvor de offentlige myndigheder generelt har den dobbeltrolle, at de både skal hjælpe og kontrollere borgerne.

Kan det rettes op?

Når et barn allerede er en social sag, og familien flytter til en ny kommune, ved tilflytningskommunen det i almindelighed godt (punkt fire). Ifølge mine erfaringer kan flytninger imidlertid forsinke sagsbehandlingen.

Punkt fem skiller sig ud ved ikke at have offentlighedens opmærksomhed. Som et eksempel på problemet, vurderer sagsbehandlere ofte, at alkoholproblemer hos forældre kan løses med alkoholbehandling, og at forældrene derefter vil kunne drage omsorg for barnet. Der tages ikke højde for, at alkoholmisbrugere har vidt forskellige omsorgsmuligheder. Nogle har gode omsorgsmuligheder, når blot de er ædru, mens andres omsorgsmuligheder ikke ændres stort, selv om misbruget stoppes. Når tørlægningen ikke ændrer omsorgsmulighederne, har det ofte baggrund i, at forældrene selv er blevet svært svigtet og derfor ikke har mulighed for at leve sig ind i et barn. Dette kunne være klarlagt, hvis sagsbehandleren havde lavet grundige interview med forældrene om deres egen tilværelse fra barndommen til nutiden.

Men kan omsorgssvigtede børns fejludvikling rettes op? Der er både et klart og et mere uklart svar på spørgsmålet. Det klare svar er: Ja, i de tilfælde, hvor hjælpen kan iværksættes før der er sket alvorligere skade viser erfaringerne tydeligt, at fejludviklingen kan genoprettes. Det mere uldne svar er: I de tilfælde, hvor der er sket alvorligere skade, kan udviklingen rettes op i større eller mindre grad, men hvor godt det lykkes kan ikke forudsiges i det enkelte tilfælde.

Det koster penge at lave grundige undersøgelser og tidlige, omfattende foranstaltninger. Samtidig vil man dog kunne spare penge, der i dag bruges på sagsbehandling og foranstaltninger, som ofte ikke hjælper, jf. også undersøgelser fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Dertil kommer, at der på langt sigt vil kunne spares penge på de svigtede børn som voksne og på deres børn. Men ingen kan forudsige regnestykkets facit. Derfor kan en politisk stillingtagen i sidste ende ikke bygge på økonomiske argumenter. Den må bygge på, hvad man mener, at der menneskeligt set er råd til.

Hvis der ikke tages fat på disse problemer, må man forvente, at der fortsat dukker alvorlige sager op i medierne. Dertil kommer et meget større antal sager, der er knap så alvorlige, og som medierne og Folketinget ikke får kendskab til.

Lars Rasborg er praktiserende psykolog og specialist i klinisk børnepsykologi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Stramninger" = FORRINGELSER
"Reformer" = FORRINGELSER
osv osv .. Med sådan en fin lang uddannelse
burde man vel have fattet det efterhånden ?

Anna-Marie Nyberg Kristiansen

Hvad ønskes der at der ændres ved at hjælpe de børn der bliver omsorgssvigtet? Magter samfundet at kunne det eller er det ønsketænkning?
Landet vil altid huse mishandlede børn. Når regeringen/kommunerne ikke magter eller evner at møde folk/familier hvor de er og til stadighed gør sig til dommere/opdragere uden invitation ændres intet.