Kommentar

Tillid er (næsten) for godt til at være sandt

Forslaget om en 'tillidsreform' i den offentlige sektor strider mod de politiske naturlove. Men tillidens fortalere har alligevel fat om ondets rod i den forvoksede statslige detailstyring
23. marts 2010

Et nyt trylleord har vundet indpas i diskussionen om den detailregulerede offentlige sektor. De, der er gået i felten mod den overhåndtagende regelstyring, de mange kontrolmålinger, evalueringer og rapportskriveriet, mener, at der skal en 'tillidsreform' til for at løse problemet. Hvis bare de centrale myndigheder (folketing, regering, ministerierne og de kommunale centralforvaltninger) kunne udvise noget mere tillid til, at medarbejderne i folkeskolen, på plejehjem og hospitaler, i politiet og så videre. løste deres opgaver på en forsvarlig måde, så ville det være et stort skridt til at gøre tilliden berettiget.

Umiddelbart lyder det besnærende. Det er klart, at de, som underlægges mange og stramme regler og en omhyggelig kontrol, oplever det som udtryk for, at de centrale kontrollerende instanser mangler tillid til, at det går ordentligt for sig i de udførende led. Lige så indlysende er det, at det decentralt vil blive oplevet som befriende, hvis der kunne ryddes ud i reglerne, gives større lokalt råderum og bruges mindre, uproduktiv tid på at måle og skrive rapporter. Derfor kommer kravet om mere tillid da også fra de offentligt ansatte i de udførende lokale geledder.

Overeksponering

Men set inde på Christiansborg og den nærmeste ministerielle omegn ser billedet noget anderledes ud, selv om tillidsreformen også her har tilhængere - dog kun i oppositionen og helt på skrømt, må man vist tilføje.

Her er regelrytteriet i de senere år blevet en stadig væsentligere bestanddel af den daglige føde. Man ligefrem lever og ånder af det. En enkel fodfejl på et plejehjem eller tre fejlbehandlede patienter på et sygehus kan via mediernes overeksponering straks sætte et formidabelt kapløb i gang mellem folketingspolitikere fra alle partier om at komme først med krav om mere kontrol og klarere (dvs. mere detaljerede) regler.

Ikke fordi man i Folketinget egentlig mangler tillid til medarbejderne på plejehjemmene eller hospitalernes læger, eller fordi man tror, flere regler og mere kontrol hjælper. Men fordi det at udstikke regler og kræve kontrol er den eneste måde, politikerne over for offentligheden kan udvise ansvarlighed og handlekraft på. Derfor går vejen mod en 'tillidsreform' virkelig op ad bakke. Ja, det strider nærmest mod de landspolitiske naturlove.

Pisk og gulerod

Tillidens lokale fortalere fremtræder med andre ord som lidt naive. Men ud over egeninteressens sunde fornuft har de faktisk fat i noget helt centralt.

I de seneste 20 år er udviklingen af den statslige styringstænkning baseret på den grundlæggende antagelse, at den offentlige sektors medarbejdere i deres professionelle adfærd styres af egne egoistiske interesser. Det gælder både på det individuelle plan og for de institutioner, de er ansat i. Denne egeninteresse skjules bag en påstået professionel faglighed og sættes højere end Christiansborg-politikernes intentioner og hensynet til helheden i en fornuftig løsning af det offentliges opgaver. Og det er ganske vist, for det har (vi) politologer sagt og skrevet bøger om.

Det er i det lys, vi skal se indførelsen af de markedslignende, såkaldte 'incitamentstrukturer'. De lokale institutioner og deres medarbejdere skal for at makke ret lokkes med gulerødder som resultatløn og piske med regler og kontrol. Alt sammen formaliseret i pseudokontrakter med resultatkrav, kontrolmålinger samt angivelse af belønning og straf.

Men det virker ikke. Det hele er en illusion. Og hvad værre er: Det eroderer den offentlige sektors etos, som er det eneste fundament, tilliden kan genopbygges på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jette Rasmussen

Her er da heldigvis en hel del fodfolk, der forstår at leve fornuftigt med kontrollen, så de kan udføre deres arbejde udfra et mere udviklet etos.