Læsetid 6 min.

'Den ting, jeg frygter mest, er frygten'

Brobyggende eller afgrænsende sammenhængskraft? Det gælder om at investere rigtigt. Men en hindring for brobygning er frygten for det fremmede, og frygten giver os skyklapper på
Lars Løkke Rasmussen har sagt, at de forskellige kulturer i Danmak skal indgå i en meningsfuld helhed. Og i den forbindelse påpeger dagens kronikør, at det er vigtigt ikke at underkende sammen-hængskraften med dem, der er forskellige fra en selv.

Lars Løkke Rasmussen har sagt, at de forskellige kulturer i Danmak skal indgå i en meningsfuld helhed. Og i den forbindelse påpeger dagens kronikør, at det er vigtigt ikke at underkende sammen-hængskraften med dem, der er forskellige fra en selv.

Jens Nørgaard Larsen
11. marts 2010

Udtrykket 'samfundets sammenhængskraft' falder mange let i munden. Af nogle brugt i den underforståede og paradoksale mening, at ikke alle er med i denne sammenhæng - og de nok helst heller ikke skal være det. Men det er vigtigt ikke at underkende den store betydning af relationerne til dem, der er forskellige fra en selv. Sammenhængskraft skal ikke forstås som et moralsk pres på mennesker for at få dem til at tilpasse sig en given gruppestruktur, hvor der bliver lagt hindringer i vejen for alle kulturelle meningsafvigere og eksperimenter, hvis de da ikke ligefrem betragtes som udslag af illoyalitet.

Det handler i bund og grund om den sociale kapital: »De sociale netværk, der skaber samarbejde og tillid mellem mennesker samt de normer og sanktioner, der styrer dem«. Sanktionerne kan være juridiske. De kan være nok så alvorlige og svære at styre, når de er sociale. Når de juridiske og sociale blandes mere eller mindre åbenlyst sammen, er samfundet i problemer.

Social kapital, siger professor Bent Greve, Roskilde Universitet, kan forstås som et offentlig gode i økonomisk teoretisk forstand. Opbygges der social kapital, er det noget alle i det pågældende samfund vil nyde godt af, uden at nogle forhindres i at få andel heri. Samtidig viser undersøgelser fra bl.a. Verdensbanken, at den sociale kapital - i særdeleshed i form af tillid - har en meget stor indflydelse på den økonomiske vækst i et samfund.

I nogle debattørers perspektiv er sammenhængs-kraften selve kilden til danskernes økonomiske, sociale, kulturelle, psykiske velfærd og er dermed en dansk skat, som kompromisløst må beskyttes mod ydre trusler og indre forfaldstendenser.

Værdien kan man ikke være uenig i - men måden at forholde sig til den på, kan i høj grad diskuteres.

Social kapital

I en særdeles interessant artikel 'Mellem tillid og mistillid' af lektor Søren Christensen, Center for Kulturanalyse, Københavns Universitet, diskuteres statens rolle i forbindelse med innovation og kreativitet set i et globaliseringsperspektiv, og han kommer meget markant ind på diskussionen om den danske sammenhængskraft. Han skriver bl.a.: »(...) det kan være, at Jespersen og Pittelkow tager fejl, når de hævder, at 'problemet er, at opgaven med at værne om sammenhængskraften har været forsømt'. Måske forholder det sig tværtimod sådan, at netop denne ubekymrethed i forhold til sammenhængskraftens forfatning, var det sikreste tegn på dens egen vitalitet. (...) I og med at danskheden betragtes i et sikkerhedsperspektiv, som en ressource der skal sikres mod indre og ydre trusler, bliver alle de inkluderende danske værdier (tolerance, ligestilling, solidaritet etc.) uundgåeligt ekskluderende. De kommer til at fungere som grænsemarkører, der grundlæggende har til formål at udpege dem, der står udenfor og obstruerer disse værdier. Dermed bliver paradokset, at sammenhængskraftsretorikkens projekt om at sikre og bevare et samfund uden store skel kun kan fungere ved netop at sætte skel. Problemet er således, at idet den inkluderende danske folkelighedstradition ekspliciteres som danske værdier, vendes den om til sin egen modsætning. Inklusion bliver til grænsemarkering, tillid til mistillid.«

Der er to centrale begreber i social kapital: Den afgrænsende - og den brobyggende sociale kapital. Førstnævnte er kendetegnet ved stærke bånd og fælles identitet. Den brobyggende kapital - altså den ikke mindre vigtige funktion at skabe sammenhæng og konstruktiv kontakt mellem netværk - er vanskelig at indkredse og operationalisere. For bl.a. visse politikere er lysten til at skabe social kapital/øge sammenhængskraften i den dimension heller ikke stor.

Det er vigtigt ikke at underkende sammenhængs-kraften med dem, der er forskellige fra en selv. Hvor sammenhængskraften mellem ligestillede (den nære, afgrænsende, sociale kapital) er nødvendig for at skabe solidaritet internt i gruppen, er sammenhængskraften mellem mennesker/grupper, der grundlæggende er forskellige, (den brobyggende sociale kapital) afgørende for, om samfundet kan forny sig. Begge former har betydning for øget social kapital.

Mange identiteter

I sin bog Identitet og vold (Informations Forlag 2007) advarer den indiske Nobelpristager og Harvard-professor Amatyra Sen mod, at man udelukkende definerer sig selv eller et andet menneske ved hjælp af én kategori - lige meget om det er troen, kønnet, seksualiteten, kulturen, et nationalt fællesskab. Mennesket vil altid indeholde en mangfoldighed af identiteter, og at ignorere denne kendsgerning er, ifølge Sen, yderst farligt.

Axel Honneth, fransk antropolog, har sagt: »Et samfunds retfærdighed eller kvalitet er ligefrem proportionalt med dets evne til at sikre, at betingelserne for den gensidige anerkendelse er af en sådan karakter, at den personlige identitetsdannelse og dermed den individuelle selvrealisering kan finde sted på tilfredsstillende vis«. Anerkendes den individuelle identitet ikke, er der ingen social kapital og ingen sammenhængskraft.

Om social kapital i alle former er godt for demokrati, kan diskuteres, siger lektor Lars Torpe, Aalborg Universitet. Tillid og normer vil under bestemte omstændigheder kunne ses som vigtige dele af et samfunds demokratiske kultur. Men når det drejer sig om demokratisk styring, er det kun bestemte aspekter af denne, nemlig effektiv og responsiv styring, som umiddelbart er forbundet med social kapital. Dog under forudsætning af at denne kapital ikke kun har 'bonding', som kan være af afgrænsende karakter, men også 'bridging' karakter. Desuden er det af betydning for en effektiv og responsiv styring, at der findes netværk af 'linking' karakter. M.a.o. at brobygningen ikke kun er horisontal, men også vertikal. De afgrænsende former kan udgøre en trussel mod den demokratiske kultur og sammenhængskraften, hvorimod de brobyggende kan være en gevinst.

Svært at efterleve

En hindring for brobygningen er frygten. Frygten - ikke mindst for det fremmedartede - giver os skyklapper på og manglende evne til at udvikle den sociale kapital. Michel de Montaigne sagde: »Den ting, jeg frygter mest, er frygten«. Og Henry David Thoreau sagde: »Intet skal frygtes så meget som frygten«. I al sin prægnans og sit intellektuelle klarsyn er holdningen jo nem at nikke bekræftende til, men vel straks noget vanskeligere for de fleste af os at efterleve. Nogle mener, at frygt er menneskehedens ældste følelse - og derfor forekommer det også sandsynligt, at den samtidig er det ældste magtmiddel. Eksemplerne på, hvordan frygten er brugt som sådan, er legio.

Et interessant aspekt i forbindelse med frygt er, at den - lige som de fleste andre følelser i høj grad er kulturel afhængig. Det er ofte særdeles vanskeligt for os at sætte os ind i andre kulturers frygt, som også kommer til udtryk i adfærd og kropssprog. Det er værd at huske, hvad enten man befinder sig sammen med internationale forhandlingspartnere eller i den daglige kontakt med kolleger fra andre kulturer på arbejdspladsen

Den sociale kapital er et samfundsøkonomisk aktiv, man skal satse på sideløbende med de klassiske økonomiske og politiske modeller. Den er både en økonomisk og etisk ressource for samfundet. Den skal øges, bevidst og aktivt. Samfundets sammenhængskraft er ikke blot en floskel, der kan bruges, som man lyster. Den skal ses som sameksistens og dermed som et uvurderligt middel til at skabe fælles fremgang og udvikling.

Som statsministeren var inde på, skal kulturerne indgå i en meningsfuld helhed. Der skal skabes social sammenhængskraft og kapital. Det sker først og fremmest gennem tillid. Og tillid og anerkendelse er forbundne kar. For at kunne løse op for konflikter må man kunne anerkende sig selv og stå ved sine følelser og reaktioner samtidig med, at man tillader sin modpart det samme. At sætte sig i andres sted og kunne give og modtage anerkendelse er vital, når der skal skabes social kapital. Den form for velstand er forudsætningen for de helt materielle - som ofte bliver brugt som alibi for en diskussion med en helt anden hensigt.

Paul Hegedahl har arbejdet som leder og bestyrelsesformand og er i dag bl.a. forfatter til bøger om om ledelse og kommunikation

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Tak til Paul Hegedahl for denne interessant artikel om 'sammenhængskraft' ....og for at have fundet denne vidunderlige perle:

I og med at danskheden betragtes i et sikkerhedsperspektiv, som en ressource der skal sikres mod indre og ydre trusler, bliver alle de inkluderende danske værdier (tolerance, ligestilling, solidaritet etc.) uundgåeligt ekskluderende.
(lektor Søren Christensen, Center for Kulturanalyse, Københavns Universitet, )

Brugerbillede for Knud Helmer Andersen
Knud Helmer Andersen

Jeg er muligvis ikke langhåret nok til denne diskussion.

Men når man betragter regeringens, det ene angreb efter det andet , større og større.

Og i hele denns adfærd forsøger at undergrave, den velfærdsstat.
Som vi og vores forfædre gennem hårdt arŕbejde har tilvejebragt forudsætningerne for.

Når det så fra regeringen, gentagende appeleres til ikke at miste sammenhængskraften.

Så virker det hult.

Man bliver unægteligt mere bange for at der skulle opstå en slags sammenhængskraft. Mellem regeringen med dens ulovligheder og dårlige moral. Og så befolkningen.

Man må håbe at befolkningen, dog er klogere.

MVH
KHA

Brugerbillede for Paul Hegedahl
Paul Hegedahl

@ Knud Helmer Andersen

Jeg er heller ikke særlig langhåret. Jeg synes, du meget præcist peger på en oplagt fare for, at vi som vælgere enten lader stå til, fordi det er som at slå vand på en gås at forsøge at ændre tingenes tilstand - eller værre endnu lader os manipulere til denne misforståede sammenhængskraft. Det er der jo - som stemmetallene viser - allerede en stor del, der har gjort.

Brugerbillede for Gorm Petersen
Gorm Petersen

De gamle flipproletarer fra for 60 år siden er ved at forsvinde. De skammede sig over deres fattigdom.

Arbejderne er også ved at forsvinde - de var stolte af deres - sammenlignet med flipproletarerne - knap så store fattigdom.

De fandt trøst i bevidstheden om, at de udgjorde flertallet, og derfor når som helst kunne tage magten.

I dag har vi en verden, hvor alt er selvforskyldt, straffene kan ikke blive hårde nok, og det gælder om at nakke eller selv blive nakket.

I 68 forsøgte man godheden. For første gang i Kristendommens historie blev forkyndelsen taget alvorligt: Næstekærlighed, pacifisme, tilgivelse.

Mændene lod ligefrem håret gro og forsøgte at ligne Jesus fra krucifixet.

Al denne godhed blev for meget. Helvedes flammer buldrede op og brænder den dag i dag.

Verdens længste tømmermænd efter verdens korteste brandert.

De djævle der dengang fødte sig trådt under fode pumper stadig intenst i Helvedets blæsebælg, og udgør seniorerne i vores regering.

De burde dog alle dø inden for de næste 20 år.

Børnebørnene kan forsøge sig med et nyt Jesus-trip, men næste gang er det nok klogt kun at være halvt så tillidsfulde som i 68.