Kronik

Unges ensomhed bag facaden

Hver 10. dansker lider af depression, og det er særligt de unge kvinder, der er hårdt ramt. De unge har behov for stærkere fællesskaber, holdbare og nærværende voksne og et nyt politisk værdisæt, der genindfører rundkredspædagogik, større socialfaglighed og et helhedsorienteret menneskesyn
'Det er vigtigt at være populær og vigtigt at efterlade et indtryk,' fortæller mange unge. Men der kan være meget langt imellem de ægte venskaber, hvor man bliver accepteret for det og den man egentlig er. 
 Model

'Det er vigtigt at være populær og vigtigt at efterlade et indtryk,' fortæller mange unge. Men der kan være meget langt imellem de ægte venskaber, hvor man bliver accepteret for det og den man egentlig er.
Model

29. marts 2010

Bianca, som er en ung kvinde i begyndelsen af tyverne, fortalte en dag, at hun skulle på 'date' med en ny fyr, hun havde mødt på Facebook.

»Han er faktisk slet ikke min type. Men jeg er faldet for, at han interesserer sig for mine meninger og for min humor. Jeg plejer ellers altid at møde nogen, der bare ser mig som en blondine, de kan have sex med. Men dem får jeg jo heller aldrig et rigtigt forhold til. Så nu har jeg besluttet mig for at mødes med ham og se, hvad der sker,« fortalte hun ivrigt.

Bianca er medlem i Klub Fontana, som netop er et sted for unge med depressioner, angst eller andre psykiske problemer.

Bag Biancas ord ligger en mængde af dårlige erfaringer, svigt og nederlag, fra tidligere møder med mennesker, der ikke 'ville' hende, når det kom til stykket. Håb der forsvandt og blot bekræftede ensomheden og det lave selvværd, som hun lider under, og som kan være invaliderende for et ungt menneske.

For disse sårbare unge er det ofte i relationerne til andre, at de lider nederlag. Identiteten sidder mere i tøjet og den 'rigtige' mobiltelefon end i mennesket bag facaden. Det er en meget overfladisk ungdomskultur.

»Det er vigtigt at være populær og vigtigt at efterlade et indtryk,« fortæller Bianca. Men der kan være meget langt imellem de ægte venskaber. Mange unge holder ikke aftaler, men 'zapper' mellem vennerne i nogle overfladiske 'som om' fællesskaber. Desuden har mange unge været udsat for grov mobning, der har givet store ar på sjælen.

Hele denne kultur underminerer selvværdet, og gør det svært at opbygge en holdbar identitet. Her er ikke plads til at dele sine følelser eller usikkerhed og være fortrolig med andre. Bekræftelsen, at 'jeg er OK', er ofte særdeles spinkel. Også kæresteforholdene er typisk præget af, 'at der jo kunne komme noget bedre forbi'.

Presset udefra

Bianca fortæller også, at der er et kæmpe pres udefra om at leve op til forældrenes og samfundets krav om at tage uddannelse og gøre karriere.

»Det er svært at få tid til bare at være mig. Der er alt for mange valgmuligheder. Man skal hele tiden følge med de andre og samtidig kunne stable sit eget liv på benene«, siger hun.

Mange af disse unge er faldet fra en uddannelse. De hører ikke til nogen steder. Allerede under uddannelsen var relationerne til andre ret spinkle. Selve strukturen på uddannelsen er ikke baseret på et fællesskab. Det er op til den enkelte at strukturere sit eget forløb. Man skifter hold, grupper og lærere i ét væk. Man er henvist til en studievejleder for at få hjælp, men det kræver, at man oplever et behov for hjælp. De fleste unge forsøger bare at hænge på, så godt de kan, indtil det en dag er så uoverskueligt og ensomt, at den eneste udvej er at droppe ud af studiet. Her efter er der ingen, der samler dem op.

En del havner på kontanthjælp og kommer i kontakt med et jobcenter. For 10 år siden blev en ung borger vejledt ud fra en reel socialfaglig vurdering, der tog udgangspunkt i at hjælpe dem frem til at få et 'helt liv'. Nu er perspektivet, at den unge skal finde den korteste vej til uddannelse eller arbejde. Det politiske pres hviler tungt over jobcentrene og socialforvaltningen. Her levnes ikke megen plads til psykisk sårbarhed, selv om mange sagsbehandlere forsøger at vride paragrafferne, så der stadig levnes plads til at møde den unge med respekt for de mange aspekter af den faktiske situation.

Relationen til forældrene er ofte præget af, at den unge opretholder facaden og illusionen om, at alt er godt. Ikke såre dem, ikke skuffe dem. Hellere græde sine tårer i ensomhed og måske ende med at skære i sig selv eller kaste maden op, når smerten bliver uoverkommelig, end at vække forældrenes bekymringer.

»Jeg har det fint«, lyder det fra en pletfri facade, men bagved er den unge krakeleret. Forældrene nægter ofte at se bag om facaden. Det er uoverskueligt at se i øjnene, at ens barn har det skidt. Følelsen af svigt kommer faretruende tæt på. Forældrene vælger øjensynligt ofte at lade den unge slippe af sted med et uærligt svar. De skal jo lære at klare sig selv, tænker man. Signalerne overhøres, indtil det måske ender med selvmordsforsøg eller indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

Nyt politisk værdisæt

Vi er på vej til at miste noget meget værdifuldt i vores kultur. I disse tider bliver alt gjort op i individuelle målbare kompetencer og ressourcer, som skal pege mod uddannelse, arbejdsmarked og karriere. Vi er ved at smide barnet ud med badevandet. Her er ikke længere så meget plads til virkelige mennesker i levende fællesskaber. Vi har svært ved at rumme unges sårbarhed og søgende usikkerhed. Vi hopper med på de unges trendy facade og ser ikke ensomheden og depressionen bagved. Det er hele denne kultur, vi kan aflæse i den nye undersøgelse, der afslører, at især de unge kvinder mellem 16 og 24 år er under pres.

Svaret er at tage os bedre af dem. De unge har brug for forældre, lærere og andre nærværende voksne, der både har blik for den enkelte og samtidig er i stand til at tilbyde klare rammer og forpligtende fællesskaber. Vi har brug for et andet sæt af værdier, der ikke kun sætter individet, karrieren og facaden i centrum, men som holder fast i, at det er i fællesskabet og samværet med andre, at vi bliver til levende, kærlige mennesker. Vi har brug for at få erstattet Facebook med rigtige venner, der tør vise ansigtet bag facaden.

Allermest har vi brug for et nyt politisk værdisæt, der prioriterer en pædagogisk og socialfaglig indsats, der tager udgangspunkt i et helhedsorienteret menneskesyn.

Vi har brug for, at de unge bliver taget alvorligt. Det er katastrofalt for os alle, hvis vi nøjes med kun at kratte i overfladen og tale om job og uddannelse, når vi søger løsninger på så alvorlige problemer. Verdens lykkeligste folk viser med denne rapport ansigtet bag facaden, der afslører, at vi er på vej mod japanske tilstande med isolation og selvmord. Politikerne må holde op med kun at tale om skolemad og test af læsefærdigheder. Det er jo meningsløst at tale om tilegnelse af færdigheder og sund mad, hvis selve livslysten mangler.

Anders Fogh Rasmussen bebudede ved sin tiltrædelse, at han ville afskaffe rundkredspædagogikken og ekspertvældet. Det er faktisk lykkedes ham ret godt. De pædagogiske institutioner og skoler som f.eks. daghøjskoler, der før var eksperter i at samle de sårbare unge op og arbejdede med 'det hele menneske' i pædagogik og læring, er blevet afskaffet. I stedet skal 95 procent af de unge presses igennem en ungdomsuddannelse. Men rigtig mange falder fra undervejs. De unge passer simpelthen ikke ind i systemerne. Livslysten, nysgerrigheden, kreativiteten og de meningsbærende fællesskaber er ved at blive kvalt til fordel for individuelle præstationer og 'facaderæs', som får mange unge til at brænde ud i depression og selvmordstanker.

Så hvis ikke det skal gå rivende galt med de kommende generationer, er det på tide, at vi laver et system, der imødekommer de unges reelle behov, så ikke den udsatte del af de unge efterlades psykisk invalideret til et liv på overførselsindkomst og uden fremtidsperspektiv.

Kirsten Steensberg er leder af Klub Fontana, som er et aktivitets- og rådgivningscenter for unge psykisk sårbare mellem 18 og 25 på Østerbro i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mon ikke anliggendet for en stor del drejer sig om, at den nuværende Regering med støtteparti de sidste 10 år har villet individualisere ungdommen så tidligt som muligt - for at stille den rådighed for markedet. Altså en individualisering, der har unddraget den enkelte unge sin egen udvikling og personligheds-dannelse i sammenhæng med andre unge, til fordel for at gøre ungdommen til en liberal-økonomisk individualiseret brik i en kalkule, som har haft egennytten som uhildet omdrejningspunkt på økonomiens vilkår.

Og at der i samme åndedrag er en art ligegyldig-hedens kompromis på færde med hensyn til, om den enkelte unge kunne følge med i sin egen udvikling i forhold til de krav, som arbejdsgiverne og markedet har forestillet sig som optimale for at fremme egne hensyn. Med andre ord, at man af ideologiske årsager helt enkelt har suspenderet personligheds-dannelsen på markedsvilkår. En ganske bekvem betragning, når man forsøger at gøre de unges tilværelse kanonføde for modeller og kalkuler.

Problemet bliver naturligvis, at hvis den unges udvikling afviger fra forestillingen om 'normal-ungdommen' på politiske normvilkår, hvilket vel nok i realiteten mere er reglen end undtagelsen, ja så er risikoen, at man får en ungdom, der har bevaret sin kritiske bevidsthed og insisterer på at forblive andet end tilførsel af 'homo oeconomicus'. Et liberalt skræk-scenarie.

Som om det var arbejdet og dets statistikker alene, der ejede vores poder og deres fornuft? Som om forældre kun ønskede at fremelske markedets præferencer i vores døtre og sønner og ikke vidste, at deres sociale beredskab er en integral del af deres forhold til den kommende modernitet?

At unge finder en altfor stor del af deres usikkerhed funderet i tidligt at være berøvet deres naturlige fællesskaber, som de immervæk er stærkt afhængige af, og presses over i liberalismens håbløse ide om egennytten, før de selv har haft mulighed for at vælge, om det sociale fællesskab, er en større udfordring end markedet, udgør en særdeles væsentlig del af de spørgsmål, som ungdommen retter imod erfaringen. I håb om at få svar herfra. Men netop dette skisma har svære vilkår med den siddende Regering. For det ér et politisk problem. Ikke forældrenes og slet ikke den enkelte unges, hvis rekurs er og bliver, at forsøge om der er en art fornuft i samfundet at henvende sig til, som kan lindre forvirringen.

Men det er efterhånden ikke alene ungdommen, som står med problematikken. Men det er direkte kontrol-fikseret og under par fra politisk hold, at gøre ungdommen til konfliktfeltet. At rette krav og flere krav i den retning og kun ville give gulerødder til de unge jakkesæt, er trist at være vidne til. Mon 'homo socialis' ikke er ved at blive forholdt den kommende ungdom på ideologiske vilkår? For problemerne skal være rundet et sted...

Med venlig hilsen

Claes Pedersen

At indore 5 timers idrat i skolen og po alle humanistiske uddannelser i landet, samt at alle social arbejder fra padagoger, socialrodgiver, sygeplejsker, psykologer, psykiatre po hospitalerne har 5 timers idrat om ugen, vil helt klart medvirke til at skabe en bedre socieltsammenhold mennesker imellem i samfundet.

Men ellers er det mere vores behandling system der forvarret de sociale forhold i landet, mere end det er det politiske system selvom det selvfolgelig er dem der skaber de overordnet holdninger til mennesker i samfundet.

Men det er direkte noget vos Kirsten Steensbjerg siger at det er de unge kvinder der slos med disse folelser, drenge lider i lige so hoj grad under samme fogelser med ensomhed, og viser kun hvordan specielt drenge mand bliver udsat for diskrimination inde for vores behandling system, og det handler kort og godt om de unge er gode kunder i behandlings buttiken, hvor man glemmer fru og hr. Mortensen po 50 or der sider alene hjemme i lejligheden.

Eller indvandre i det danske samfund er der mange der slos med selv samme folelse af ikke at hore hjemme og med dorlig okonomi hvor man ikke har okonomisk overskud til vare en del af fallesskabet i dagens Danmark.

Samt er det pofaldende Kirsten Steensgord ikke navner okonomien, det at fole sig uden for fordi man ganske enkelt ikke har penge til det andre har.

Men det klart vi udvikle et system der imodekommer menneskers behov, men det handler ikke kun om unge kvinder, men for hele befolkningen.

Samt skal vi nedbrude den monepol behandle har i forhold til hjalpe mennesker med problemer i livet, for de har kun kraft af deres storre og storre indflydelse po mennesker skabt storre modsatninger og mure mennesker imellem.

Mennesker skal ligge po kna for fo hjalp i dag og i den grad tilpasse sig behandlings kulturen gor du ikke det skal nok lare deres sande vasen at kende for so bliver du forst rigtig udstodt.

Men selvfolgelig skal vi skaber rammer hvor falleskabet bliver styrket, men nu kommer jeg selv i sociale projekter i Vejle hvor vi har et meget positivt socialt sammenhold med mange forskellige mennesker fra Politiet, militaret, kunstner, lare, enke fruer, og en enkelt der varet leder af et bornehjem, 2 sindsyge jeg den ene, en tidliger cheftjener, og en advokat, og tiliger elite idrats udover.

Men hvem ser vi ikke folk fra behandler verden der hyller op i kor om det manglende fallesskab i det danske samfund, so kare Kirsten Steensgord det vil vare smukt om i selv udviste denne adfard i efterlyser hos andre mennesker, og nor i inde for jeres behandling kultur taler om fallesskab so taler i om kontrol af andre mennesker, ikke om udviklende socialefallesskaber.

Da jeg ikke kender dig Kirsten Steensgård kan jeg udtale mig om du har denne dobbelt moral, men den er meget udbredt inde for mennesker der arbejder i den sociale omsorgs sektor, hvor alt ender i snak og samtale uden handling, og so hjalper man po langere sigt ikke mange mennesker til vare en del af fallesskabet.

Samt skal man ikke sygliggore mennesker der i perioder valger at trakke sig lidt vak fra andre, og det kan vare ret sundt at tanke lidt over livet i sit eget sammenvard.

Som du ikke kan tanke skak ved at snakke om det men ved tanke over spillet, lidt det samme med dine problemer i stilheden og ensomheden finder du rummet, so er problemet hvis man ikke kan finde fallesskabet igen og dele sine tanker og overvejelser, man har gjort sig i sin ensomhed.

Men pt. er jeg po Philippinerne og har kobt et bordtennis bord og har huset fuld af mennesker der kommer for at dyrke det socialefalleskab og hange ud.

Oj jeg kan kun opfordre mine landsmand hjemme i Danmark til at gore det samme, at anskaffe sig et socialt spil det kan vare billard, bordtennis, bordfodbold og leje det ud til folk i perioder, po den mode obner jeres dore for jeres medmennesker.

Og jeg har selv glade af det, og den lokale befolkning, samt alle penge bordret spiller gor til et barn uden en far der vil kendes ved ham, og til tider er det ikke so vanskeligt at udfore positive gerninger som nogle vil gore det til inde for behandling sytemmet.

Claes Pedersen Caloocan Metro manila

Mark Andersen

Jamen det bliver jo mere og mere tydeligt hvad verden mangler...

@Claes - Motion alene gør det ikke, der skal nogle simple redskaber til der kan give mennesket indsigt og forståelse i sig selv, for at kunne forholde sig til sine omgivelser. Vi har i dag uddannelser til alt hvad vi skal bruge, men ingen uddannelse i hvordan vi fungere som mennesker, og dette er nok det mest vigtige redskab af alle, som vi har overset i vores jagt efter identitet, karrierer og succes.

Jeg vil mene roden til vores problemer i dag er at vi i den ydre verden går vi meget mekanisk til værks, hvor vi kan flytte bjerge og kæmpe krige, men indeni glemmer vi at vi ikke er mekaniske men organiske levende væsner, der har helt andre basale behov end at tilpasse os et mekanisk industrialiseret samfund og der i ligger mange af vores problemer i samfundet i dag.

jens peter hansen

I stedet skal 95 procent af de unge presses igennem en ungdomsuddannelse. Men rigtig mange falder fra undervejs. De unge passer simpelthen ikke ind i systemerne. Livslysten, nysgerrigheden, kreativiteten og de meningsbærende fællesskaber er ved at blive kvalt til fordel for individuelle præstationer og ‘facaderæs’, som får mange unge til at brænde ud i depression og selvmordstanker.

Jeg skulle mene at alle partier i folketinget ønsker at alle unge får en uddannelse. Individualiseringen af ungdomsuddannelserne startede i Vestagers tid, det betyder selvfølgelig ikke at der også nu er forstærkede problemer, men jeg mangler dokumentation for at det var så meget bedre for 10 år siden. Og hvis det var så er det jo nemt at reparere. Mon ikke problemerne er mere komplekse?? Lorteregering eller ej?

Claes Pedersen

Til M Andersen.

Selvfolgelig gor motion det ikke alene, og jeg mener at de var Platon der sagde for 2500 år siden erkendelsen opstår i mådet med aet andet menneske.

Men Andersen so motion godt for alle og mang motions former skaber et rum for et narvarende sammenvard med andre mennesker, som en kano tur p♪4 m¢lle åen eller en tur po lang rands ski, cykel ture samt er der masser af sociale boldspil, og at forsto sig selv og andre er et meget stort mol i livet M Andersen og vi mennesker er fuld af fejl og idrat skaber netop rummet for hvor det helt ok at bego fejl.

Et problem mange med psykiske problemer har er netop for meget opmarksomhed po sig selv og hvordan man fremtrader over for andre, og i samtale behandling med en social rodgiver, lage, psykolog, sker det mange gange at det bliver forstarket er jeg nu god nok eller bliver jeg endnu engang afvist, kan han hun lid mig osv alle disse forstillinger lober inde i hovedet po d fleste med psykiske problemer med en mindre eller storre selverkendelse.

Idratten og motion afhjalper netop man retter so megte forkus imod sig selv og nor man er frigjort fra sig selv har man letter ved forholde sig til det foregor inde i hovedet po en.

So der 100 vis af gode grunde til at indfore alle ansatte inde for behandlings systemmet skal have 5 timers idrat om ugen, samt i forbyggelse ojemed at alle skole elever skal ogso have det og vi vil langere sigt udvikle en meget bedre kultur hvor vi kommer hinandn mere ved og modes i sociale sammenhange frem for hange ud hjemme foran computeren eller se ligegyldige underholdnings programmer, mennesker skal lare stimulere og underholde sig selv i et ligevardigtsammenvard frem for andre skal gore det.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila

Claes Pedersen

Ps. M Andersen nor jeg kan leve her ude po Philippinerne so er det igennem idratten jeg modes med fremmedmennesker, og hvis det er igennem at diskutere politik og religion har vi megte hurtigt belanden og problemerne nej igennem idratten kan vi modes med de andre og anderledes tankende og tros vores forskellighed udvikle os som mennesker.

børn har krav på vores tid !
Basta ,
det er vores ansvar at give dem alt den tid, de hver i sær skal bruge for at blive sunde voksne !

Dette lader sig desværre ikke gøre i vor " nyfacsistiserede " hjemlige "verdensorden"!
hvor man bare skal kunne gå strækmarch hen til banken , vor nyeste tempel !
velbekomme

Claes Pedersen

Vibeke H denne kronik handler om unges ensomhed, selvom jeg godt ved born kan ogso fole sig ensomme og forladte nor mor eller far aldrig har tid til se dem spille fodbold eller en tur po skojte bannen eller mor eller far har moske et rod til kontigenten i rideklubben.

Samt kan voksene fole sig ensomme og aldre i vores samfund, ensomheden og folelsen hore hverken kun barndommen eller ungdommen til men er alle stedsnarvarende

Hvor kan man bare ønske forbrugssamfundet et sted hen hvor peberet gror. Det er der det hele bunder mener jeg for vi producerer ingenting men ræser afsted fra A til B og samler alt muligt skidt op undervejs- plastik stole, depressioner, ensomme unger, forsømte gamle, håndklæder lavet i Kina og ikke at forglemme Køkkenrulle. Hvad skal vi med alle disse følgesygdomme som er så symptomatiske for samfundet idag? Ny liberalismen længe dø for vi har ingen frihed mere og får det heller aldrig med den regering plus støtteparti ved magten.

Mads Bo Poulsen

Grunden til, at den danske ungdom føler sig tom og meningsløs er fordi vi har tilladt det. Du bliver nød til at kigge på de værdier der hersker i vores samfund anno 2010, og som samtidig bliver skudt ud igennem medierne - det er sådan det er, det her er sådan du skal være, og det her er sådan du skal føle med hensyn til hvem du er. Et ungt menneske i dag bliver presset ind i overfladiskhed, og hopper på den så længe det er sjovt, men der vil altid være tomt indeni fordi vi, som mennesker, er ikke bygget til at være overfladiske - det er samfundet der gerne vil have vi er sådan, fordi det er lettere at kontrollere et overfladisk menneske, hvis behov bliver bestemt på forhånd af interesser der ikke er på ungdommens side. Se på, hvad vi som samfund og kultur lærer de unge, og du vil forstå hvorfor unge reagerer som de gør. Du får, hvad du sår.

johnny bravo

Godt sagt Pil Lenau. Vi lever i en hardcore forbrugskultur, der ukritisk forbruger løs af hvad som helst. Hvor blev værdierne og nærheden af? Ikke underligt at mange, ikke kun pigerne, har det dårligt.

Jesper Wendt

Vi tilpasser os industrialiseringen, i stedet for at tilpasse industrialiseringen til mennesket.

Ligegyldigheden skinner igennem på alle fronter i dag, de ældre gennetrationer er mindst lige så ramt, de har bare mere sofistikerede facader.

Bare tag nye tal som at ældre vælger at blive skilt i en sen alder, de vælger singlelivet, og friheden til at gøre hvad "de" har lyst til, igen den individualisering, der skinner igennem.

Desværre er dette nok kun toppen af kransekagen. Det vil kræve en del at vende dette kedelige billede af samlebåndsborgere.

Kom ikke og sig at vi ikke var advaret: http://www.youtube.com/watch?v=-h3ynPZEOM4&feature=related