Kommentar

Videnskaben siger ...

Klimadebatten bør være politisk og ikke videnskabelig - ellers taber vi det hele på gulvet
17. marts 2010

»Videnskaben siger,« er blevet et almindeligt argument. Somme tider varieres det fantasifuldt: »Det siger videnskaben.« Jeg tænker især på CONCITO's Martin Lidegaard. Men han er langt fra alene. Bæredygtighedens talsmænd er løbet ind i en blindgyde. De bruger klimaeksperter og klimarapporter som politiske argumenter. Som om ikke de allerfleste var ravruskende ligeglade med klimaeksperterne. Jeg har ikke læst en eneste af deres rapporter. Jeg behøver det heller ikke. Jeg har i årtier haft en elementær forståelse af problemet. Og jeg er ikke mere intelligent end flertallet.

Der er to problemer. Det første problem er, at økologi er røget ud og erstattet af klimavidenskab. Det andet er, at den politiske debat er erstattet af videnskabelig debat. De to problemer hænger sammen. Før hed det økologi: Forurening, ressourceudtømning, voksende verdensbefolkning og eksploderende forbrug. Det er noget, de fleste kan indse. Desuden har vi i flere år kunnet se skræmmende konsekvenser. Det økologiske paradigme muliggør derfor en forlæns begrundelse, som er indlysende og anskuelig. Vi begynder med at fastslå vores uøkologiske adfærd. Senere følger de synlige konsekvenser. Spørgsmålet om ikke-menneskeskabte konsekvenser er uaktuelt.

Baglæns begrundelse

Men samtidig med at vi begyndte at se konsekvenserne, tabte vi det hele på gulvet og erstattede økologien med klimavidenskab. Klimavidenskaben begrunder baglæns. Den begynder med at udregne de fremtidige konsekvenser. Derefter søger den besværligt at konstruere sig baglæns: de fremtidige klimaproblemer må skyldes vores adfærd. Men hermed åbnes debatten om, hvorvidt problemerne nu også er menneskeskabte. Dette resulterer i debatten om rigtig vs. forkert videnskabelighed. Klimadebatten resulterer i en afsporing af debatten. Perifere og sofistikerede slagsmål erstatter centrale og elementære slagsmål. Klimadebatten er en foræring til Lomborg.

Mange forbliver uanfægtede, fordi problemet ikke fastholdes som vores problem. Som et problem, alle kan indse, alle har ansvar for, alle skal bidrage til at løse. Vi har ikke ret, men pligt til bæredygtighed. Vi ved alle, at forbruget vokser og vokser. Vi ved alle, at der bliver flere og flere mennesker. Vi ved alle, at mange mennesker i den tredje verden gør krav på en rimelig levestandard. Vi hører, ja ser det jævnligt på tv: smeltende is, stigende vandstand i havene, ekstremt vejr og voldsomme naturkatastrofer. Derfor ved alle også, at der skal træffes nogle drastiske beslutninger. Men så længe ingen går direkte politisk og moralsk på banen uden videnskabelige gevandter og udenomssnak, så længe vil de fleste fortrænge problemet og dulme samvittigheden ved at gnaske løs på Lomborg og konsorters sutteklud.

På religionens plads

Den anarkistiske videnskabsteoretiker Paul Feyerabend hævder i sin bog Against Method (1975), at videnskaben har indtaget den plads, som religionen tidligere havde. Religionen fjernes fra det offentlige rum. Men ingen protesterer, når videnskaben lister ind på religionens plads. Videnskaben er mindst lige så autoritær som religionen. Videnskaben sætter sig på skoleundervisningen og på den politiske debat. Feyerabend parafraserer lystigt: »videnskab og stat bør adskilles!«

Det er dybt katastrofalt, når videnskaben erstatter politikken. Videnskabeliggørelsen af politikken er forspil til demokratiets død. Ifølge Feyerabend bør vi indse, at der ved siden af videnskabelig viden findes andre former for viden. Vi må bruge al viden, også den ikke-videnskabelige. Vi har en hverdagsviden, som ganske vist også rummer elementer af videnskabelig oprindelse. Denne hverdagsvidens eksistens benægtes ofte af akademikerne. Forleden anmeldte Ebbe Sønderriis i Information en bog af Peter Kemp: Klimabevidsthedens barrierer. Ebbe Sønderriis var forbløffet over, hvor indviklet og uforståeligt klimaproblemet er ifølge Kemp. Jeg mener, at Kemp og mange andre kloge og sympatiske akademikere begår en kæmpefejl, når de ikke vil indse, at der findes former for viden, der ikke er videnskabelige. Kemp skriver om klimabevidsthedens barrierer. Men han leverer selv en kæmpebarriere for en økologisk problembevidsthed. Klimadebatten udgør i sig selv en barriere for denne bevidsthed.

Problemet hedder økologi. Det ved vi alle noget om. Debatten bør være politisk og ikke videnskabelig. Vi ved alle, at vi har en økologisk krise. Det gælder ikke om at overbevise folk. Det gælder om at fastholde hinanden på vores viden og vores ansvar. I stedet for at kaste folk i armene på Lomborg.

Jean Fischer er kultursociolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant indlæg, men . . .

Når jeg i denne sammenhæng ser ordet "politik", så oversætter jeg det inde i hovedet til "mudderkastning".

Problemet er, at den ene fløj benægter at der er et problem. Eller, hvis der er et problem, så er det i hvert fald ikke menneskeskabt. Eller hvis det er menneskeskabt, så er det så lille, at det er uden betydning. Eller hvis det er stort, så kan vi alligevel ikke gøre noget ved det. Eller hvis vi kan gøre noget ved det, så kan det ikke betale sig. Eller hvis det kan betale sig, så er der noget andet der bedre kan betale sig. Eller hvis det betaler sig bedre end alt andet, så er det et forsøg på at snige socialisme og statsstyring ind ad bagvejen. Eller hvis det kan løses privatkapitalistisk uden socialisme, så skal det i hvert fald ikke løses nu, men tidligst om 50 år.

Denne form for argumentation kender vi også fra landbruget. Hver gang et argument falder, står der altid et nyt argument parat bagved. Landbrugets bagstræb er så vedholdende og langvarigt, at det ender med at hele erhvervet bliver forgældet og solgt til udlandet. Viljen til fornuft er bare ikke til stede.

Tilsvarende er det med klimaet. Viljen til fornuft er bare ikke til stede. Det er der en forklaring på. Det hele styres af dem der har aktier i den amerikanske olieindustri, og de har så stor økonomisk magt, at de kan påvirke politikere og opinionsdannere overalt i verden. De vil bare ikke acceptere noget som helst, som nedsætter verdens afbrænding af olie og kul. Og de får tydeligvis deres vilje. Uanset at de derved ødelægger hele verden.

Hvis det her skal gøres til et spørgsmål om politik, så skal man have trukket sløret til side og blotlagt hvem der er den egentlige aktør - olieindustrien. Men kan man det? Folk siger bare, at det er for billigt et argument bare at tro at det hele skyldes olieindustriens manipulation. Selv om det bevisligt forholder sig sådan, har folk ikke lyst til at tro på, at de bliver manipuleret af dem. Hvordan får man det til at stå klart for alle, at det her er fornuft mod olieindustri? Uden at folk siger: Det gider vi ikke høre om. Skal man til at bruge ord som `korruption´ om det der foregår, for at det går op for folk hvad vi er oppe imod?

Jeg ville da som Jean Ficher ønske at vi kunne forlade den videnskabelige diskussion og begynde på den politiske for det haster med at tage de nødvendige politiske beslutninger, men det kræver at der er konsensus om problemet. Så længe klimabenægterne formår at skabe forvirring er vi fanget i denne pseudodebat hvor klimabenægterne fremmaner en 'ståmand' som de lade klimaforskerne bruge al deres energi på at skyde ned. Når det er sket laver de en ny stråmand etc. så debatten cirkler rundt om ligegyldige detaljer
og mister focus.

jan henrik wegener

At "videnskaben" vel som sådan ikke siger noget, og at videnskabsfolk i høj grad er fejlbarlige skal ikke skille os. Når det er sagt er det svært at se den kan undværes i en sådan debat! Kunne man f.eks. føre en fornuftig debat om sygdomme helt uden brug af medicinsk sagkundskab, og reducere den til et spørgsmål om f.eks. "kapitalisme"? Eller hvorfor ikke gøre byplanlægning til et rent politisk spørgsmål?
Selvfølgelig må vi gå ud fra at tilhængerne af Fischers synspunkter er "gør det selv folk", der klarer alle "private" opgaver selv uden brug af håndværkere eller andre fagfolk? (man kan sommetider beundre resultaterne af en sådan selvhjulpen persons anstrengelser!)

Jens Thorning

"Direktøren for Center for Aldringsforskning er ved at finde ud af, hvorfor nogle mennesker bliver 100 år. Amerikanske undersøgelser tyder nemlig på, at et lyst livssyn hjælper til, at man kan frå flere dejlige år til at glæde sig over oldebørnene i! Elna Larsen på ... Plejehjem er 100 år og har arbejdet som rengøringskone hele livet igennem! "Jeg er glad for livet", "fortæller" Elna. Vi ved som sagt ikke, hvorfor nogle mennesker bliver 100 år gamle, men om et halvt år har vi svaret ... for så har Center for Aldringsforskning nemlig afsluttet en stor dansk undersøgelse, der giver svar på spørgsmålet! Men vi må altså forleøbig vente et halvt år på at få svar på, hvordan vi kan blive 100 år!!

Referat efter hukommelsen af et typisk DR-indslag, der kunne hedde: Danske forskere løser alderdommens gåde.

That's science!

Jeg forstår slet ikke påstanden om at videnskaben er autoritær.
Der er forskel på at have autoritet og at være autoritær.
Man kan have autoritet inden for et område fordi man har sat sig ind i tingene og ved hvad man taler om, kan gennemskue sammenhænge etc mens at være autoritær er en holdning der siger 'du skal tro på mig eller rette dig efter mig fordi der er mig der bestemmer'
Jean Fischer forveksler de to begreber
At videnskaben har en autoritet indenfor det den beskæftiger sig med kan vel ikke undrer.
Der er vel heller ingen der anfægter en kirurgs autoritet indenfor sit område - man ved at han kender sit fag og kan lægge sig forholdsvis trygt under hans kniv
Men folk der har beskæftiget sig med klimaproblemer professionelt hele deres liv er i øjeblikket jaget vildt hvor enhver uden den ringeste indsgt i emnet føler sig berettiget til at stille spørgsmål ved deres videnskabelige hæderlighed
Det er absurd!

Aksel Gasbjerg

Jean Fischer skriver:
"Der er to problemer. Det første problem er, at økologi er røget ud og erstattet af klimavidenskab. Det andet er, at den politiske debat er erstattet af videnskabelig debat".

JF's løsning på de to problermer, er at få videnskaben ud af klimadebatten.

Tværtimod drejer det sig om at få videnskaben ind i den økologiske debat.

Den videnskabelige "baglæns"-regning har formået at få klimadebatten på den verdenspolitiske dagsorden med Kyoto, COP15, dannelse af IPCC med dets rapporter mv.
At resultaterne lader vente på sig, og at der er stærke kapitalistiske kræfter, der forplumrer debatten, er mildest talt uheldigt. Men den geopolitiske debat kører.

Hvorimod den økologiske debat aldrig er kommet ud over at blive betragtet som en lokal niche indenfor venstreorienterede kredse. Det eksploderende forbrugs økologiske skadevirkninger mangler en "Vækstens Kyoto" og et videnskabeligt vækst-panel forankret i FN, svarende til klimaets IPCC.

Dermed ville vækst og økologi komme på den verdenspolitiske dagsorden, og alle ville sikkert ryge i totterne på hinanden pga uenige videnskabsfolk og fordi endnu flere kapitalinteresser ville komme i klemme end indenfor klimadebatten.

Men med et videnskabeligt FN-panel ville den økologiske debat blive opprioriteret fra en nebengeschæft til den centrale position, som JF efterlyser.

JF skriver:
"Vi ved alle, at vi har en økologisk krise. Det gælder ikke om at overbevise folk."

Jeg er ikke så overbevist om denne påstand.
De fleste snakker vækst (uagtet de økologiske konsekvenser) som et positivt begreb og som noget der skaber arbejdspladser, velstand og velfærd. Vækst skal få os ud af krisen. Vækst opfattes som positiv udvikling mv.

Der er desværre meget lang vej til at alle forstår, at vi har en økologisk krise - og måske kunne videnskaben hjælpe på dette?.

Perspektivet er forfriskende, også gældende?

Kan debatten om økologi erstatte klimadebatten i forbindelse med, at videnskaben indtager eller fraskirver sig religionens plads.
Politiske opfattelser stritter i alle retninger, og videnskaben er ellers religionens modsætning, så længe dens udøvere fastholder skepsis og kritik (- stræben efter sandheden uden religionens sandhedssvar).
Noget må dog revideres, eftersom vi åbenlyst følger blindgyder og tangenter. Rationelt set kan videnskaben søge tilbage til udgangspunktet, nemlig naturen. Selv i skolen ligner formidlingen af viden og uddannelse er religiøst budskab, der vil åbne døren en ny verden ved at gøre eleverne brugbare for erhvervslivet.. Videnskaben kan måske skabe børnene om, udvælge børn eller skabe nye børn, og forlænge livet i begge ender for de udvalgte, men er det videnskabens opgave, og er det, hvad vi politisk vil opnå?

Jeg forstår helt ærligt ikke denne skelnen mellem kilma- og økologidebat. Man forstår intet af klimaproblemet hvis man ikke medtager de økologiske konsekvenser. Kimaforandringerns forværre de økologiske problemer som vi allerede har: mangel på ferskvand, jorderosion, spredning af sygdomme, uddøden af arter, tørke etc.