Kommentar

En for alle - alle for en?

Næstes uge debat i den globale skolegård kommer til at handle om finansregulering og Afghanistan. Kan man overhovedet stå sammen, når det gør ondt, og alle mener, at det er de andre, der gør for lidt?
26. april 2010

Der skal herfra ikke lyde bebrejdende ord, hvis den kære læser bliver en anelse træt ved udsigten til en uge med meget store ord fulgt op af bitte små konkrete skridt inden for en af de helt store udfordringer: Finansregulering.

Og det er ikke mig, der råber sortseer, til den, der synes, at det runger lidt hult, når de allierede i Afghanistan nu igen siger, at de har fundet nøglen til at knække Taleban. Men det er ikke desto mindre, hvad den kommende uge vil byde på, hvis man lader askesky være askesky og kigger ud i verden.

Netop nu er 'gruppen af lande med mere vægt end andre lande', G20, samlet til en firedages snak om globale økonomiske udfordringer, og IMF, der sammen med søsteren Verdensbanken også skal redde verden i disse dage ved et møde, ser spændt til fra sidelinjen. Resultaterne fra G20 bliver altafgørende for IMF's navigationsmuligheder. Valutafondens chef, Dominique Strauss-Kahn, åbnede mødet med en opsang. »Vores primære mål er at få alle til at arbejde sammen og i samme retning i forhold til regulering, der kan bremse den risikable adfærd, der har skylden for den globale finanskrise«.

Arbejde sammen? Det har det ellers været småt med på dette felt, hvor stort set alle lande har haft meget tunge fødder, når det kommer til at gennemføre de løfter om regulering, der fløj lystigt i finanskrisens første måneder. Og flere lande var da også hurtigt ude med afvisning af IMF's bud på en skat på bankernes risikable investeringer.

»Vi er et uafhængigt land,« mindede den canadiske finansminister Jim Flaherty om. »Vi vil regulere vores banker og de andre finansinstitutioner præcis, som vi selv finder bedst. Jeg vil ikke pålægge skat på vores banker, som viste fine resultater under finanskrisen. Det vil for mig at se være en mærkelig ting at gøre.« Det kan han måske have ret i, men til trods for at canadiere altid har virket som flinke fyre, der tænker sig om, ville det være endnu mere mærkeligt, hvis finansdrenge dér var så meget mere fornuftige end alle andre steder. Og skal man trække 'suverænitetskortet', ser det sort ud for sammenholdet.

En sejr om hjørnet?

En anden af ugens helt store debatter bliver uden tvivl byrdefordelingen i Afghanistan. Fredag afsluttede NATO-landenes udenrigsministre et møde i Tallin. På dagsordenen var bl.a. NATO's nye strategiske koncept og NATO-reform og -udvidelse. Men ikke mindst: indsatsen i Afghanistan. Alle parter, der deltager i krigen, var nemlig til stede. Tonen op til mødet har været, at en række lande har hygget sig lidt for meget på baser i det relativt fredelige, nordlige Afghanistan, mens amerikanske, britiske, hollandske og danske tropper kæmper i syd. Snart står slaget om Kandahar, så nu må der løftes i flok. Det er jo alt sammen fint, men ude i landene er debatten først lige gået i gang. Og igen er det ikke mindst i Tyskland, at bølgerne vil komme til at gå højt. USA's General Stanley McChrystal, besøgte i sidste uge Berlin og andre lande om en ny strategi, hvor de tyske styrker skal arbejde tæt sammen med afghanske styrker i målrettede aktioner mod Taleban. Det vil betyder »nye og større risici«, erkendte han.

Tysk slåskamp

Tyskland har omkring 4.400 soldater i Afghanistan. I alt 43 tyske soldater er blevet dræbt i Afghanistan - syv inden for de seneste uger. En ny undersøgelse viser, at to ud af tre tyskere er imod krigen, og forbundskansler Angela Merkel har lagt ryg til voldsom kritik, ikke bare fra sine egne kristdemokrater, men senest også fra det voldsomt indflydelsesrige blad Stern, der kritiserer hende for ikke at evne at fortælle tyskerne, hvorfor de tyske drenge er i Afghanistan. Men det ryster hende tilsyneladende ikke.

I sidste uge satte, Angela Merkel trumf på ved at sige, at hvis man trak sig for tidligt ud af Afghanistan, ville det være »langt mere katastrofalt« end terrorangrebene mod USA den 11. september 2001. Og for hende var det en for alle for en. »Det internationale samfund gik ind sammen, og vi vil trække os ud sammen,« lød det i en regeringserklæring til Forbundsdagen. Om vælgerne er enige i det er nok tvivlsomt. De kan feks. diskutere det rundt om spisebordene fredag, hvor Vietnam fejrer 35 års dagen for Saigons fald. Da helikopterne lettede fra ambassadens tag 30. april 1975, måtte alle passagerer erkende, at hvad Vietcong manglede i udrustning, havde de i dedikation. Og stå sammen, det kunne de.

Den gang var det kun USA, der for alvor måtte se en tabt krig i øjnene. Denne gang er vi flere med. En for alle, alle for en?

Hver mandag leverer et fast panel af Informations skribenter på denne plads et bud på de offentlige debatter, som den kommende uge vil være præget af

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu