Kommentar

Det er absurd at sammenligne Smolensk med Katyn

Endnu en gang har Polen med sine lidelser kunnet fremstilles som en slags landenes Jesus Kristus, men på paradoksal vis kan flykatastrofen i Smolensk give anledning til en gavnlig national selvrefleksion
Lech Kaczynski var en kontroversiel politiker. Den mand, som ved sin død synes at have forenet nationen, var, mens han var i live, god til netop at splitte den. 
 På billedet ses en kvinde med et foto af Kaczynski. Hun var sammen med andre Krakow-borgere forsamlet 
 i den forgangne uge for 
 at mindes de døde efter flyulykken i Smolensk.

Lech Kaczynski var en kontroversiel politiker. Den mand, som ved sin død synes at have forenet nationen, var, mens han var i live, god til netop at splitte den.
På billedet ses en kvinde med et foto af Kaczynski. Hun var sammen med andre Krakow-borgere forsamlet
i den forgangne uge for
at mindes de døde efter flyulykken i Smolensk.

Fabrizio Bensch

17. april 2010

Selv for Gazeta Wyborcza, denne postkommunistiske institution i Polen, blev det for meget: Den på tragisk vis omkomne Lech Kaczynski hører trods alt ikke hjemme i Polens Panthéon. Polske præsidenter bliver traditionelt begravet i Warszawa. Kongemausolæet på Wawel-slottet i Krakow er udelukkende forbeholdt nationens konger og nogle få udødelige helte, deriblandt den moderne stats grundlægger Joseph Pilsudski, frihedskæmpere0n Tadeusz Kosciuszko og nationalskjalden Adam Mickiewicz. I det selskab ville Kaczynski komme til kort.

Det ser derfor ud til, at den generelle konsensus, som på grund af chokket og sorgen har domineret Polen siden flyulykken i Smolensk, er ved at sprænges. Det er ikke helt uventet: Med al respekt for den sørgende nation har der været noget kunstigt ved denne enighed, som har medført nogle tvivlsomme historiske sammenligninger og fortolkninger. Endnu en gang har Polen med sine lidelser kunnet fremstilles som en slags landenes Jesus Kristus, der bliver testet særlig hårdt - og uretfærdigt - af skæbnen. Smolensk er blevet en symbolsk fortsættelse af Katyn-massakren. Lech Walesa sagde, at den polske nation igen har mistet sin elite og nu er uden ledelse, selv om alt dette kan siges at være projiceringer på den polske histories store lærred, hvor kendsgerninger til tider tvinges til at eksistere side om side med romantisk historie-skrivning.

Et folk uden hyrde

Men en ulykke, hvor tragisk den end er, er ikke det samme som en forbrydelse. Heller ikke denne historie kan bruges til hvad som helst. De næsten 22.000 polakker, som i 1940 blev myrdet i Katyn på Stalins ordre, er en forbrydelse af netop historisk dimensioner, der ikke kan sammenlignes med en ulykke, hvor 96 mennesker omkommer, uden at nogen har beordret deres død. Det er heller ikke sandt, som Walesa hævder, at Polen nu er uden ledere - som om nationen var blevet til en fåreflok uden hyrde.

Det går an at hævde, at det var tilfældet i 1940. Og det er i hvert fald helt sikkert, at det var Stalins hensigt: Polen skulle frarøves sin elite, sine officerer, intellektuelle, præster og patrioter. Det skulle have været et slag, som landet ikke ville kunne komme sig over. For uanset hvordan man vender og drejer det, handlede det dengang om mange tusinde mennesker, og det skete på et tidspunkt, hvor det, der kan defineres som eliten, var både mere »elitær« og meget mindre end i vore dages demokratiske, veluddannede Polen. Men hvad nu?

Det polske statapparat arbejder videre som normalt. Alle institutioner fungerer, som de plejer, og ingen borger hamstrer eller hæver sine sidste penge i banken. Sammenligninger mellem Smolensk og Katyn uden forbehold bliver derfor nemt absurde og snarere et bevis på den romantiske historie-skrivnings forførende kraft end et seriøst forsøg på at nå til en nøgtern forståelse af, hvad der egentlig er sket.

Vaneforestillinger

Lech Kaczynski var en kontroversiel politiker. Den mand, som ved sin død synes at have forenet nationen, var, mens han var i live, god til netop at splitte den. Af og til virkede han og hans tvillingebror Jaroslaw mere interesserede i fortiden end i fremtiden. Samtidig var Lech Kaczynskis indsats i kampen mod det kommunistiske regime til at overse. Han var en stor patriot, en katolsk traditionalist, skeptisk hvis ikke ligefrem mistroisk i forhold til den vestlige livsstil og besat af traditionelle polske fjendebilleder som Rusland og Tyskland. Det gjorde det besværligt og til tider vanskeligt at pleje omgang med ham, ikke bare uden for Polen.

Paradoksalt nok kan det se ud, som om hans tragiske død kunne være optakten til et bedre forhold til naboen og ærkefjenden Rusland. Den medfølelse, som russerne har vist, har overrasket polakkerne. Den virker ægte og oprigtig, og derfor kan denne menneskelige katastrofe have bragt de to nationer tættere på hinanden, hvilket også er af stor betydning for resten af Europa. Men det kan næppe ske ved at glemme, hvad der faktisk er sket i fortiden, hvilket kun ville skabe nye myter, og heller ikke ved at tilgive, hvad der er ikke så let kan tilgives. Det handler snarere om at konfrontere sig selv med landets egen og den fælles historie gennem en national selvrefleksion for netop ikke at blive hængende i fortiden. At russerne har en længere vej at gå er indlysende - ikke mindst under en Vladimir Putin, hvis fremtidsvision tilsyneladende handler om at globalisere af fortiden. Men Polen har også behov for at se kritisk på sin egen fortid for ikke at sidde fast i vaneforestillinger, som ikke har noget med nutidens Europa at gøre, men alligevel ofte blev videreført af netop den afdøde præsident.

Den store polske digter Cyprian Norwid, som er begravet i kongemausolæet på Wawel-slottet, skrev, at hans landsmænd ikke var et samfund, men derimod et stort flag. Det var selvkritisk ment. Men nutidens Polen har allerede forladt den skyfri himmel, hvor sådanne virtuelle flag blafrer i vinden, og er på vej tilbage til det europæiske landkorts virkelighed, hvor landet hører hjemme.

Richard Swartz er svensk forfatter, bosat i Wien og lederskribent for Dagens Nyheter.

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Til anbefaling hør indslaget med Jan Jacob Floryan ”Diskussioner og hysteri præger Polen” fra P1-morgen fredag den 16. april, her fortælles om kirkens påvirkning til fordel for Lech Kaczyniskis tvillingebror som næste præsident. Indslaget er lagt ud på www.dr.dk/p1/origentering fredag den 16. april.
Denne kirkelige påvirkning har Richard Swartz ikke taget med i Informations artikel.

John V. Mortensen

Den kirkelige påvirkning er nemlig Polens problem, skibsværftsarbejdernes oprør - blev viderebragt af kirken, men nu i vatikanets regi. Social støtte blev nu - af "Guds nåde" og ikke som før - en ret (noget som andre øststater - også opdagede), og de gudsløse nabostater fik at vide, at de skylder det hellige Polen - en hel masse undskyld. Vi lærte, at for Polen - er EU et spørgsmål - om "dem og os".