Kronik

Afrikas bøsser har brug for støtte

Diskrimination og udelukkelse fra behandling af hiv og aids er vilkåret for mange afrikanske homoseksuelle. Følgerne er stigmatisering, ubehandlet aids og smittespredning. Dette bør Danida tage højde for i sin strategi for bekæmpelse af hiv/aids, og Søren Pinds udkast til ny udviklingspolitik vil være en god anledning
Arbejder Danida aktivt på at inkludere homoseksuelle i sin strategi for at hindre udbredelse af hiv i Afrika? Eller har Danida  opgivet at tage kampen op imod et afrikansk tabu, spørger dagens kronikører.

Arbejder Danida aktivt på at inkludere homoseksuelle i sin strategi for at hindre udbredelse af hiv i Afrika? Eller har Danida opgivet at tage kampen op imod et afrikansk tabu, spørger dagens kronikører.

Debat
13. april 2010

I 2008 blev homoseksuelles rettigheder for første gang eksplicit nævnt i en Danida-årsrapport. Det blev slået fast, at Danida skal have et særligt fokus på bekæmpelse af hiv og aids blandt stigmatiserede grupper som homoseksuelle. Alligevel har Søren Pind netop nu et udkast til ny strategi for dansk udviklingspolitik i offentlig høring, som ikke med ét ord nævner homoseksuelle som en udsat gruppe i forhold til rettigheder og seksuel og reproduktiv sundhed, herunder bekæmpelse af hiv/aids. Men at overse homoer som en højrisikogruppe er et problem for den samlede bekæmpelse af aids i Afrika.

Forestil dig et samfund, hvor homoseksuelle, der er hiv-smittede og seksuelt aktive, bliver dømt til døden i stedet for at modtage medicinsk behandling. Og hvor familie og venner til homoseksuelle idømmes op til syv års fængsel, hvis de ikke fortæller myndighederne om de pågældendes seksuelle adfærd. Det lyder som en udgave af Orwells overvågningssamfund i romanen 1984. Desværre kan det blive virkelighed i Uganda, hvor et parlamentsmedlem fra det ledende regeringsparti har fremsat sådan et forslag.

Homofobien i det ugandiske lovforslag er ikke unik. Den ligger som en tyk tåge over Afrika. I mange afrikanske lande er homoseksualitet forbudt ved lov, og den massive intolerance bliver synlig, når de afrikanske regeringer gang på gang hævder, at de (»heldigvis«) ikke har homoer i deres land.

I Afrika er kombinationen af tabuer omkring homoseksuelle og en sundhedssektor, som nægter hiv-behandling til samme gruppe, en eksplosiv cocktail. Afrika syd for Sahara er den region i verden, som er hårdest ramt af hiv/aids. UNAIDS rapporterede om 1,9 millioner nye smittede syd for Sahara alene i 2008. Lægetidsskriftet The Lancet estimerer, at smitterisikoen blandt homoseksuelle er oppe på 20 procent.

Derfor er det paradoksalt, at kun to ud af fem homoseksuelle i Afrika har adgang til den hiv-beskyttelse og sundhedsbehandling, de behøver. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch rapporterer om diskrimination i adgangen til aids-medicin og sundhedsydelser i de fleste afrikanske lande. Homoseksuelle står med andre ord uden reel beskyttelse og adgang til sundhed mange steder på det afrikanske kontingent.

Et problem for Danida

Danske støttekroner til kampen mod aids i Afrika går hovedsagligt via budgetstøtte til modtagerregeringernes nationale sundhedsstrategier og understøtter dermed landenes egne prioriteter på sundhedsområdet. Det er i de fleste tilfælde en god idé, der sikrer både dialog, og at modtagerregeringerne får ejerskab til bistanden.

Men samtidig er budgetstøtten også et problem for Danidas hiv/ aids-strategi i Afrika: For hvordan kan en effektiv indsats mod spredning af hiv i Afrika gennemføres, hvis homoseksualitet benægtes og straffes? Og kan man i det hele taget bryde smittekæden til afrikanske kvinder og deres børn, hvis man ignorerer én central smittekilde?

Homoseksuelle er en væsentlig hiv-smittekilde og har været det siden 1980'erne, blot ikke i Afrika hvor homoers manglende eksistens i de officielle aids-statistikker springer i øjnene. Statistikkerne ville være troværdige, hvis man troede på udsagn som »der findes ingen homoseksuelle i Uganda« fremført af Ugandas mangeårige præsident Yoweri Museveni. Eller udsagn som »homoseksualitet er ikke naturligt i Uganda«, som Ugandas etikminister James Nsabo Buturo har slået fast under debatten om den nye lov, der tankevækkende nok skal straffe de ikke-eksisterende homoseksuelle.

Ifølge det medicinske tidsskrift The Lancet er homoseksualitet med stor sandsynlighed lige så udbredt i Afrika syd for Sahara som i resten af verden. Men myndighedernes stigmatisering betyder, at homoerne slet ikke indgår i de officielle aids-statistikker. Man kan derfor kun håbe, at udviklingsorganisationer som Danida selv tager initiativ til at iværksætte undersøgelser, så de kan arbejde på et fornuftigt vidensgrundlag.

Danida skal passe på med ukritisk at acceptere de afrikanske regeringers argument om, at der stort set ingen homoer er i Afrika. Så overser man en højrisikogruppe, og det har konsekvenser langt uden for det homoseksuelle miljø. FN-organisationen UNAIDS konkluderer, at kvinder i Afrika syd for Sahara i stigende grad smittes med hiv af deres mand (eller faste partner), som i langt de fleste tilfælde har fået smitten via ubeskyttet sex - også via sex mellem mænd. Det er den sammenhæng, Danida skal have med i sin nye strategi. For manglen på hiv-forebyggelse blandt homoer er ikke kun en ulykke for de mænd, der smittes, men også for det omgivende samfund generelt og for aids-bekæmpelsen i særdeleshed.

Har vi opgivet kampen?

Spørgsmålet er, om Danida i realiteten arbejder aktivt på at inkludere homoer i sin strategi for at hindre udbredelse af hiv i Afrika? Eller om Danida på forhånd har opgivet at tage kampen op imod et afrikansk tabu?

Det er ret uklart, hvad Danida hidtil har gjort for at indarbejde hensynet til mænd, der dyrker sex med mænd (MSM) i sit arbejde med hiv/aids-bekæmpelse. En række præcise spørgsmål, som AIDS-fondet og MF'ere stillede til daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs, gav kun vage svar. I 2008 skrev ministeren, at »MSM skønnes at være mere udbredt i Asien end i Afrika, og den danske hiv/aids-indsats fokuserer som bekendt på Afrika«.

Ulla Tørnæs betragtede med andre ord homoseksualitet i Afrika som så perifert og sjældent, at det i sig selv var argument nok for at afvise en særlig Danida-indsats. Det bizarre i argumentationen gik ikke tabt for spørgerne blandt udenrigsudvalgets medlemmer, der lakonisk bad ministeren »oplyse, hvorvidt der findes statistiske data vedrørende udbredelsen af sex mellem mænd i Afrika.« Ulla Tørnæs kunne herefter svare, at disse data kun i begrænset omfang findes pga. forbud og stigmatisering. Faktisk forbyder ti af Danidas femten programsamarbejdslande (bl.a. Ghana, Mozambique, Tanzania, Uganda og Zambia) sex mellem mænd.

I Danidas videre arbejde med forebyggelse af hiv/aids bør homoer være en central højrisikogruppe, der ikke kan negligeres, selv om fordomme og kriminalisering i mange lande gør arbejdet vanskeligt. Danida bør sammen med andre donorer konfrontere sine samarbejdspartnere blandt regeringer i udviklingslande, så bekæmpelse af hiv/aids blandt homoer bliver en prioritet. Danida skal med andre ord insistere på, at mænd, der dyrker sex med mænd, bliver en del af de hiv/aids-strategier i Afrika, som organisationen selv er med til at finansiere.

Oplysning og behandling

Danida har hidtil forsømt at have en klar strategi og indsats over for seksuelle minoriteter. En fremgangsmåde kunne være økonomisk at støtte lokale aktivister og NGO'er, som arbejder med seksualoplysning blandt udsatte grupper. For der findes forsknings- og oplysningsprojekter, der gør en forskel. Et eksempel på en ildsjæl er Joyce Nyoni, der fra universitetet i Dar es Salaam leder et projekt, hvor mænd, der dyrker sex med mænd, anonymt kan lære om sikker sex via sms. Går projektet som planlagt, skal deltagerne selv rekruttere nye brugere og dermed sikre, at livsvigtig viden når anonymt ud i alle afkroge af Tanzania.

Mænd, der dyrker sex med mænd, kan dog først for alvor nås med oplysning og behandling, når de ikke risikerer forfølgelse og fængsling på grund af deres seksualitet. Derfor skal Danida også presse på for politiske og juridiske reformer. Og Danida vil ikke være den første organisation, der sætter homoseksualitet højt på dagsordenen: Hollands regering bad allerede i 2007 sine ambassader presse på for afkriminalisering og antidiskrimination af homoseksualitet.

I sit udkast til ny udviklingspolitik skriver udviklingsminister Søren Pind, at Danmark vil øge indsatsen for at fremme seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Den målsætning kan man kun støtte. Det samme gælder målsætningen om, at Danmark skal bidrage til at bekæmpe spredningen af hiv. Begge dele gøres bedst, hvis Danida inkluderer homoseksuelle i strategierne.

Forhåbentlig gælder udviklingsministerens ord om, at dansk udviklingspolitik skal sikre frihed fra overgreb og frihed til at tage hånd om sin egen skæbne for alle - også for homoseksuelle. Ministeren har nemlig ret: uden frihed er der ingen udvikling.

Torben Jarl Jørgensen er historiker. Anette Larsen er master i menneskerettigheder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niklas Monrad

Det første der slog mig var denne sætning: "homoseksuelle som en udsat gruppe i forhold til rettigheder og seksuel og reproduktiv sundhed" ...Reproduktiv sundhed ...?

Nå, spøg til side og al sympati til enhver gruppe der udstødes, også i Afrika.

Men vi kommer jo nok til at balancere på en knivsæg her, med tanke på det kulturimperialstiske aspekt af denne sag;

I hvor høj grad skal Afrikanske lande og samfund bibringes vores mindretalssyn? Og skal støtte og hjælp til disse lande gøres afhængig af deres implicitte eller explicitte accept af vore - politiske, etiske og andre - holdninger?

ahmed mohamud

En megen interessent artikel som hilses velkommen. Jeg synes man skal hjælpe de afrikanske homoseksuel, men at påstå, at det er ”biseksualitet” der er skyld i spredning af HIV er i sig selv stigmatiseringen af bøsser.

Den Afrikanske kontinent er fulde af uvidende ledere! Basta! Det er trist men fakta!

Hvis europæiske ledere, og Danida har haft berøringsangst over for at rejse de homoseksuelles sag - så har jeg svært ved at se, hvad Søren Pind kan gøre her og nu.

Mens verden venter krydser jeg fingre for bøsser, lesbiske, og ikke mindste albinoer i Tanzania, der jages som et stk.vildt!

Claes Pedersen

Kvinder i Afrika smittes selvfolgelig mest af den orsag af dorlig okonomi, og de derfor salger sex samt at mange po grund af de dorlige vilkor på landet soger til byerne.

So fattigdom og de kristnes og muslimmernes modstand imod at oplyse om AIDS og hvordan man pådrager sig sygdommen, og som katolikerne her po Philippinerne siger, at bruge og oplyse om brugen kondom er ikke de rigtige mode at bekampe AIDS på, jeg siger dybt dybt trakisk og udansvarligt.