Kronik

Alles ret til et bedre liv, men hvordan?

Vesten inklusive Danmark har en alt for lang historie med at tvinge løsninger ned over den fattige verden. Disse har ofte mere at gøre med vestlige ideologiske præferencer end de fattiges behov. Den politiske højre- og venstrefløj har begge været skyldige i det, der ikke har løftet de fattige op
Vesten inklusive Danmark har en alt for lang historie med at tvinge løsninger ned over den fattige verden. Disse har ofte mere at gøre med vestlige ideologiske præferencer end de fattiges behov. 
 Den politiske højre- og venstrefløj har begge været skyldige i det, der ikke har løftet de fattige op
Debat
7. april 2010

Danmarks nye udviklingsminister, Søren Pind, kalder sig selv frihedsminister og vil arbejde for økonomisk retfærdighed.

Når der samtidigt udarbejdes en ny bistandspolitik, er det relevant at fundere over forbindelsen mellem netop frihed og økonomisk retfærdighed. De to begreber ligger tæt op af det internationale menneskerettighedsgrundlag - det nærmeste vi kan komme et sæt værdier, der er fælles for hele menneskeheden.

Menneskerettighederne beskytter menneskets værdighed, defineret som rettighederne, som stater er forpligtet til at beskytte når de accepterer internationale konventioner.

Rettighederne er af civile og politiske samt af økonomiske, sociale og kulturelle karakter. De anerkendes som værende udelelige. Det er således svært at tale om frihed, når man sulter ihjel. Ligeledes klinger velfærd hult, hvis man som i Nordkorea kan straffes for den mindste mistænkelige udtalelse.

Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948 tog sit udgangspunkt i de såkaldte fire friheder. Det vil sige trosfrihed, ytringsfrihed, frihed fra frygt og af særlig relevans for de økonomiske rettigheder, frihed fra nød.

Der er en udbredt misforståelse af, at det var Østblokken under Den Kolde Krig, der tvang modvillige vestlige stater til at acceptere sociale og økonomiske rettigheder som prisen for vedtagelsen af Verdenserklæringen.

Stater kan frit vælge

Erklæringens hovedforfattere var franskmanden Rene Cassin og canadieren John Humphrey med den tidligere amerikanske præsidentfrue Eleanor Roosevelt som stærk drivkraft bag processen. Kommuniststaterne afstod fra at stemme under vedtagelsen af erklæringen i FN's Generalforsamling.

Konventionerne taler om resultater, ikke om midler. En stat er således fri til at vælge, hvorvidt den vil prøve at garantere disse rettigheder gennem markeds- eller statslige mekanismer, eller via en kombination af de to.

Op igennem menneskets historie har der været en erkendelse af, at frihed har et økonomisk såvel som et politisk grundlag. I oldtiden reformerede den græske lovgiver Solon lovene om jordbesiddelser og trældom, og fik æren for at have lagt grundlaget for den i visse henseende ligesamfund, der gav verden det athenske demokratis guldalder.

Man kan ligeledes spørge, hvorvidt demokratiet i USA kunne have udviklet sig uden de samfund af nogenlunde ligestillede landmænd i de nordøstlige stater i 16-18- hundredtallet.

Dette demokrati måtte til sidst gå i borgerkrig mod dets iboende modsætning - slaveøkonomier bygget på strukturel ulighed - for at genfinde sin egen identitet som et land bygget på frihed.

Jordreformer

Kontrasten til f.eks. Latinamerika, der har haft svært ved at udvikle ægte demokrati, er markant. Importen af europæisk feudalisme bygget op omkring en elitestyret hacienda (spansk for gods, red.) med kontrol over alle ressourcer har været en hæmsko for Latinamerika helt op til vore dage.

I Østasien var det pudsigt nok det kapitalistiske USA, der bidrog væsentligt til skabelsen af nye, egalitære samfund i Japan og Sydkorea efter Anden Verdenskrig ved at indføre vidtgående jordreformprogrammer.

Virkeliggørelse af lige muligheder har et grundlag i blandt andet sundhed og uddannelse. Vestlige lande tog et velstandskvantespring med indførelsen af goder som universel uddannelse og folkesundhed gennem eksempelvis vand- og kloaksystemer.

Således undgik vores lande, at storbyerne blev til katastrofale sygdoms-, fattigdoms- og kriminalitetsfælder. Disse sociale goder, som var så afgørende for den enkeltes muligheder for et vellykket liv, er i dag beskyttet som rettigheder i en eller anden form i mange lande.

Verdensbanken erkendte, at store offentlige investeringer i uddannelse og sundhed udgjorde en afgørende ingrediens i de østasiatiske landes succes.

Kan denne historik fortælle os noget om, hvordan vi fremmer frihed og demokrati gennem dansk udviklingspolitik i det 21. århundrede?

Mens retten til privat ejendom er sikret i den europæiske menneskerettighedskonvention, er den næsten fraværende i de globale FN- konventioner. Det er en klar mangel.

Jordreform er vigtig, men kompliceret og tid og ressourcekrævende, især i meget fattige lande, hvor analfabetismen er stor.

Mere ulighed

I en afrikansk tradition er jord noget, man ejer kollektivt fremfor individuelt. Landsbylederen eller høvdingen ejer ikke landsbyens eller stammens jord. Der er snarere tale om et ansvar for at forvalte det fornuftigt i gruppens interesse - også på tværs af generationerne.

På trods af svaghederne med dette traditionsbundne system, især hvad angår lighed mellem kønnene, skal man passe på, hvis en moderniseringsproces skal gøre mere gavn end skade.

En reformproces uden sikkerhedsforanstaltninger risikerer at skabe endnu større ulighed, også for kvinder. Folk, der står lederen eller høvdingen nær, kan løbe med skødet/ejendomsretten på bekostning af alle dem, der pr. tradition har haft rettigheder i og omkring jorden.

Adgangen til jord, om end det er uhørt vigtigt for millioner af mennesker, er ikke længere den eneste nøgle til økonomisk vækst eller national fremgang, især for bybefolkninger.

I dag vidensopbygning

Viden og menneskets egne kapaciteter er i dag afgørende. Økonomisk konkurrence er sund og dynamisk, men i udviklingssammenhæng må man spørge, hvilken form for fri konkurrence der er, når forskellen i menneskers muligheder er afgrundsdyb.

Et barn, der ikke får den rette ernæring og pleje i de første leveår har stor sandsynlighed for at få indlæringsvanskeligheder. Hvordan kan man så tale om initiativ, dygtighed og fri konkurrence senere i livet, hvis man er handicappet fra starten af?

Ligeledes er det svært at se, hvordan fattige lande skulle konkurrere i en global økonomi, hvis deres børn ikke kommer i skole.

Det kan ikke være for meget at forlange, at internationale systemer for økonomisk konkurrence og god regeringsførelse bygges op omkring nogle grundregler, hvis formål er at sikre, at alle mennesker får en chance.

Økonomiske og sociale rettigheder er ikke en opskrift på hverken centralistisk betonsocialisme eller bureaukratier der beriger korrupte diktatorer. Rettighederne er snarere værktøjer, der kan bruges af borgere og civilsamfundsorganisationer til at måle, hvorvidt regeringer og myndigheder lever op til deres ansvar og løfter.

En kombination af disse juridiske værktøjer - rettigheder - kan bruges af individer og civilsamfundsorganisationer til at kræve indsigt i myndighedernes og politikernes brug af skatteindtægterne. En ret til rent drikkevand kan bruges til at kontrollere, om staten reelt regulerer og fører tilsyn med forurening - f.eks. i forhold til olie- og kemikaliefirmaer.

Uddannelse

En ret til uddannelse kan bruges til at finde ud af, om skolebøger rent faktisk bliver købt og leveret til skolerne. Der er andre eksempler. I disse dage er der rapporterer om, at en international tobaksgigant sagsøger Uruguay for på demokratisk vis at skærpe kravene til oplysninger om tobaksrygnings sundhedsskadelige effekter.

At retten til sundhed er anerkendt i folkeretten er en væsentlige modargument som landet kan fremføre i sagen.

Vesten har en alt for lang historie med at tvinge løsninger ned over den fattige verden. Disse har ofte mere at gøre med vestlige ideologiske præferencer end de fattiges behov.

Den politiske højre- og venstrefløj har begge været skyldige i dette. Afrika har lidt under kommunistiske eksperimenter og fanatiske evangelister, og USA og Verdensbanken lånte penge til tyveknægte som Mobutu i 70'erne og 80'erne og vendte det blinde øje til forsømmelser og brutalitet.

Vi må arbejde for en bistand, der tager sit udgangspunkt i pragmatiske løsninger, baseret på de fælles menneskelige værdier, der kommer til udtryk i menneskerettigheder.

Danmarks bistandspolitik, de skatteborgere, der støtter den og modtagerne i de fattige lande, vil være bedst tjent med en videnskabelig snarere end en ideologisk diskussion, når vi debatterer markeds- eller statslige mekanismers muligheder for at opfylde de løfter, der indeholdes i internationale konventioner om kvinder og børns rettigheder, om sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder.

Fergus Kerrigan er programchef, Institut for Menneskerettigheder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak Fergus, god artikel. Vi kunne vidst allesammen få gavn af lidt mere videnskab i politik. Som fx. en udviklingsminister som aldrig har arbejdet med udvikling før måske bruger et par dage på at sætte sig ind i lærebygningen på området før han fremsætter sine prioriteter og fremgangsmåde. Eller måske (og det her er lidt ude af en tagent) at man faktisk fremviste studier om børns vilkår og udviklingsmuligheder når de er opdraget af hhv enlige mødre, heteroseksuelle par eller homoseksuelle par istedet for bare at snakke om hvad man nu personligt synes er bedst, som var tilfældet under en folketingsdebat fornyelig hvor homoseksuelles adoptionsmuligheder blev debatteret.

Helt enig i artiklens pointe. Afskaf ulandsbistanden og brug pengene bedre i Danmark, hvor der altid skal spares og forringes. Og lad endelig og for alt i verden ulandene selv tage ansvaret for udviklingen i deres lande. Det er de meget bedre til. Evaluering efter evaluering af ulandsbistandens fallit og skadelige virkninger burde blive taget alvorligt herhjemme. I bedste fald skader ulandsbistanden ikke. Jamen, det er da en fallit. - Dette vil dog betyde, at mange velmenende ulandsarbejdere og ulandsorganisationer i Danmark vil have et problem: hvad skal de leve af og stille op med sig selv? Det synes jeg imidlertid er et problem, vi selv skal finde ud af i Danmark. Det skal ikke bebyrde ulandene.