Kronik

Drømmen om en bæredygtig økonomi

Den øgede konkurrence forårsaget af, at det samlede marked skrumper, må formodes at skærpe presset på virksomhederne med hensyn til at effektivisere forbruget af både råvarer og arbejdskraft. Det vil derfor i særlig grad gælde, at de mest effektive virksomheder vil opnå den største fortjeneste og derfor kunne ekspandere, hvilket ligefrem vil styrke det kapitalistiske systems hjertemuskulatur
Hvis den ressourcebelastende produktion skal mindskes, må der lægges et loft over det private forbrug. I en markedsøkonomi med et frit individuelt forbrugsvalg er det regeringens ansvar at fastlægge størrelsen af det samlede forbrug.

Hvis den ressourcebelastende produktion skal mindskes, må der lægges et loft over det private forbrug. I en markedsøkonomi med et frit individuelt forbrugsvalg er det regeringens ansvar at fastlægge størrelsen af det samlede forbrug.

29. april 2010

Informations artikler med afsæt i temaet om 'Drømmen om en bæredygtig økonomi' har rejst spørgsmålet, om den økonomiske vækst, som vi kender den i dag, kan fortsætte uforandret? Hertil kan der svares et klart og utvetydigt 'nej'. Forklaringen herpå er den enkle, at der en tæt sammenhæng mellem økonomisk vækst og en stigende miljømæssig belastning i form af ressourceudtømning og øget forurening.

Spørgsmålet er derfor ikke, om produktionen kan fortsætte med at vokse uændret; for det kan den ikke af den simple årsag, at beholdningerne af ressourcer er begrænsede. Det relevante spørgsmål er snarere, om det aktuelle produktionsniveau overhovedet vil kunne opretholdes i (al) fremtid. For blot det uændrede produktionsniveau tærer år for år på de fysisk begrænsede mængder af bl.a. fossile energier og øger samtidigt forureningen. Vækst betyder i dette perspektiv, at natur- og miljøbelastningen i så fald vil gå endnu hurtigere. Den nuværende produktionsstruktur er med andre ord ikke bæredygtig.

Denne konklusion eksponerer unægtelig det næste spørgsmål, hvorfor der på trods af denne erkendelse fortsat føres en økonomisk politik, som bygger på en forudsætning om, at væksten kan fortsætte med uforandret styrke?

Denne illusion udspringer af en række forhold, som tilsammen tilsyneladende er så stærke, at de hidtil har kunnet kortslutte og dernæst paralysere den politiske handlekraft både nationalt og internationalt:

Befolkningstilvækst

Produktivitetsstigninger

Grådighed

Lad os tage argumenterne et for et.

Jordens befolkning vokser med godt én procent om året, svarende til ca. 80 mio. mennesker, hvilket under forudsætning af uændret fordeling og levestandard kræver en vækst i produktionen på tilsvarende én procent. Alle mennesker er dog ikke lige ressourceforbrugende. Et fald i de rige landes befolkning ville dæmpe den hast, hvormed ressourcerne udtømmes.

Produktivitetsstigninger er både en forbandelse og et potentiale. Forbandelsen består i, at de inden for det eksisterende markedsøkonomiske system gør folk arbejdsløse, hvis der ikke samtidig finder en tilsvarende stigning sted i produktionen. Produktivitetsstigningerne er vækstens moder. Historisk har disse produktivitetsstigninger ligget på cirka to pct. pr. år. Det har betydet, at så snart den årlige vækst faldt ned under to pct., begyndte arbejdsløsheden at stige - og råbet på højere vækst begyndte at lyde i magtens korridorer - ikke mindst fra finansministrene. Helt galt går det, hvis væksten blot et enkelt år bliver negativ, som det oplevedes i 2009, så springer arbejdsløsheden i vejret. Og kravet om vækst er tilsyneladende uomgængeligt.

Den menneskelige grådighed synes ingen grænser at kende. Hvis noget er godt, så må mere pr. definition være bedre. 'Nok' synes aldrig at blive 'nok' på det individuelle niveau. Når tilfredsstillelse af de materielle behov ikke kan tages som en selvfølge, så gælder det om at sanke til huse. Ikke mindst når man samtidig kan se, at andre befolkningsgrupper har et større forbrug end en selv, hvorfor skulle jeg så nedsætte mit forbrug? Ulighed i indkomst, formuer og forbrug både nationalt og internationalt er det tilsyneladende umættelige forbrugs arnested.

Grønne afgifter

Kunne det markedsøkonomiske systems funktion ændres, så den negative miljøpåvirkning af de tre ovennævnte forhold blev mindsket, måske ligefrem vendt til en positiv effekt?

I lande med en lille eller slet ingen velfærdsstat er en stor børneflok en god alderdomsforsikring. Men knap var børnetallet i de vestlige velfærdsstater begyndt at skrumpe, før vækst-økonomerne råbte vagt i gevær; for den faldende arbejdsstyrke (dvs. færre hænder i produktionen) ville gøre det umuligt at finansiere den ændrede demografi - med flere ældre uden for arbejdsstyrken - uden at øge beskatningen; for øget velfærd skal finansieres. I stedet for at søge besparelser andre steder på budgettet ville en forhøjelse af de grønne afgifter være den åbenbart rigtige løsning, som har den positive effekt, at det dæmper ressourceforbruget. Her er det dog vigtigt at sikre en fordelingsmæssig balance, idet grønne afgifter har det med at vende den tunge ende nedad.

På tilsvarende måde kunne produktivitetsstigningerne gives en positiv effekt ved at målrettes mod grønne teknologier. Ikke mindst de forskningsbaserede effektiviseringer kunne bidrage til at mindske ressourceforbruget i stedet for alene at mindske forbruget af arbejdskraft. En sådan udvikling kunne sikres gennem en overordnet 'grøn' planlægning af forskning og innovationer og ved introduktion af ny, grøn teknologi i produktionsprocessen. Produktivitetsstigninger bør primært resultere i en mindsket miljøbelastning pr. produceret vareenhed. Herved reduceres også kravet om, at produktivitetsstigninger skal modsvares af en tilsvarende vækst i produktionen for at undgå arbejdsløshed. Endelig kunne en eventuel stigende arbejdsløshed mindskes gennem en nedsættelse af den gennemsnitlige arbejdstid, hvilket i sig selv ville give en bedre fordeling af arbejdstiden og derved skabe øget individuel velfærd.

Loft over forbrug

Hvornår er det materielle forbrug egentlig 'nok'? - På det individuelle niveau vil 'nok' formentlig aldrig opleves som 'nok'. Det skal reklame-industrien i forening med de stigende pengeindkomster nok sikre. Hvis den ressourcebelastende produktion skal mindskes, må der lægges et loft over det private forbrug. I en markedsøkonomi med et frit individuelt forbrugsvalg er det regeringens ansvar at fastlægge størrelsen af det samlede forbrug. Sådan har det altid været. Tidligere var det af hensyn til betalingsbalancen og arbejdsløsheden, at der blev skruet op og ned for det private forbrug.

Under krigen benyttede man rationeringsmærker til at sikre en rimelig fordeling af den begrænsede vareforsyning. I dag kunne det miljøbelastende forbrug begrænses ved, at hver husholdning fik tildelt et (elektronisk) rationeringskort, der tillod et beløbsmæssigt ens forbrug per person. Man kunne forestille sig, at der en gang i fremtiden på EU-niveau blev udstedt et sådant 'rationeringskort' til alle borgere lydende på et bestemt beløb, der lagt sammen ville sikre, at der blev lagt et bæredygtigt loft over det materielle forbrug inden for EU. De fleste varer ville herved blive kvotebelagt - fuldstændig parallelt til, at der betales moms af stort set alt forbrug. Der kunne dog også her være undtagelser, f.eks. undervisning, økologiske fødevarer, vedvarende energi og lignende.

For at sikre en vis individuel fleksibilitet kunne tildelinger gøres omsættelige, således som det i dag f.eks. kendes med CO2-kvoter. Eller man kunne sætte et overskydende forbrug i 'banken', hvis der f.eks. er familieforøgelse i vente. Det samlede fordelte forbrug kan så i fremtiden mindskes, hvis den overordnede miljømålsætning ikke er blevet opnået ved brug af andre instrumenter. Forbrugsloftet er en sikkerhed for, at forbruget ikke løber løbsk, samtidig med at fordelingen af miljøbelastningen kan gøres nogenlunde retfærdig.

Det vil dog i tilknytning til dette forslag om en overordnet begrænsning af forbruget være naturligt at spørge, om forslaget vil virke kvælende på det private produktionssystem? Hertil er svaret: formentlig snarere tværtimod; for den øgede konkurrence forårsaget af, at det samlede marked skrumper, må formodes at skærpe presset på virksomhederne med hensyn til at effektivisere forbruget af både råvarer og arbejdskraft. Det vil derfor i særlig grad gælde, at de mest effektive virksomheder vil opnå den største fortjeneste og derfor kunne ekspandere, hvilket ligefrem vil styrke det kapitalistiske systems hjertemuskulatur.

En bæredygtig økonomi

Lad mig til slut sammenfatte, hvordan 'drømmen om en bæredygtig økonomi' vil kunne realiseres. For det første skal grønne afgifter betale for den demografisk betingede stigning i velfærdsydelser, dernæst skal produktivitetsudviklingen målrettes ressourcebesparelser og de miljøskånsomme teknologier. For det tredje skal det ressourcetunge forbrug reduceres over de næste 30-40 år dels gennem afgiftsforhøjelser og dels om nødvendigt ved indførelse af et overordnet forbrugsloft, der sikrer en afbalanceret overholdelse af miljømålsætningen inden for EU. Det er opskriften på, hvorledes en markedsøkonomi kan omstilles til en bæredygtig udvikling. Dette bør foregå i et roligt tempo, så erhvervslivets dynamik ikke sættes over styr, at der ikke skabes arbejdsløshed, og at uligheden ikke øges. Det er ikke umuligt, men det kræver en politisk handlekraft, som er svær at etablere inden for rammerne af et demokratisk system, hvor tidsperspektivet sjældent rækker ud over næste valgdag.

Jesper Jespersen er professor ved Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

Jesper Jespersens synspunkter er meget sympatiske og fornuftige.

Det store problem er desværre, at vi lever i et økonomisk og politisk system, hvor "fornuft" er en by i Rusland og "bæredygtig" er et mål for indkøbsposens størrelse og styrke.

Jorden består af 6 mia. forbrugere, der samtidig også er producenter. Halvdelen af vores liv bruger vi på at forbruge, og den anden halvdel bruger vi på at producere.

Hele systemet er gearet til vækst både mht produkrion og forbrug.

Kommer der grus i maskineriet som følge af it-boble eller husboble kaster alle - ikke mindst verdens mange regeringer - sig ud i at reparere skaden ved at forøge væksten gennem vækstpakker mv.

Vækst er den eneste medicin vores samfund kender.

Derfor er alle velmenende og fornuftige løsninger desværre henvist til "noget vi kan kikke på, når vi har fået gang i væksten og dermed fået råd til sådanne luksus velstandsforanstaltninger".

Jesper Jespersens forslag kan ikke begrænses til Danmark, idet det så vil gå ud over vores hellige konkurrenceevne. Og få forslagene gennemført globalt - ja der så vi de sørgelige resultater af et sådant forsøg med klimatopmødet i København 2009.

Jeg vil frygteligt gerne være optimist - og ser gerne vækst på netop det område !!

Niklas Monrad

Artiklen bygger på en forkert præmis når forfatteren påstår "der en tæt sammenhæng mellem økonomisk vækst og en stigende miljømæssig belastning i form af ressourceudtømning og øget forurening".

Den tidligere østblok oplevede i mange af sine sidste år en kontinuerlig negativ vækst medens forureningen steg ubønhørligt. Det kræver nemlig vækst at investere i miljøforbedringer, lissom alle investeringer i øvrigt kræver vækst. Et tydeligt eksempel i nutiden er Venezuela, som er i færd med at tage samme tur som Zimbabwe.

Med al ære og respekt for professor Jespersen, så begår han samme fejl som den kloge konge gjorde i 1807.

Da englænderne i 1807 havde bombarderet København og stjålet vores flåde, besluttede kongen og hans rådgivere, aty der skulle plantes egetræer.

Danmark skulle atter blive en sømilitær magt, og et linieskib krævede ca 1800 egetræer - kongen og hans rådgivere tænkte langsigtet og ansvarsfuldt ?

Da egetræerne var udvoksede og parate til brug knap 200 år senere, så var man holdt helt op med at lave sejlskibe af egetræ.

Når kloge mennesker - som de bør - sætter sig ned og prøver at håndtere fremtidens problemer ud fra dagens forudsætninger , så tænker jeg altid på disse egeskove og den kloge konge.

M h t "grådigheden", så mente min for mange,mange år siden afdøde bedstemor, at mine forældres generation var helt vilde m h t luksus og forbrug - hun var nemlig vokset op på landet som barn uden brusebad, med das i gården og vand fra brønden.

Min bedstemor mente at verden var vildt grådig , da hun døde.

Mine forældre ville mene at min (vores)generation er vildt grådig, og vi ville næppe gå tilbage til vores forældres eller bedsteforældres eller oldeforældres standard ?( das i gården, intet brusebad, ikke rene underbbukser hver dag o s v)

Grådighed er et relativt begreb, og det er typisk folk, der er gået istå og er angste for ikke at kunne følge med, der taler om ANDRES grådighed.

Økonomisk vækst ,vækst i levestandard
, bedre sygdomsbekæmpelse, større velfærd o s v er fuldt ud muligt fremover.

Hvis professor Jespersen for en tid slog sig ned på et universitet i f eks USA, Kina , Japan eller Frankrig der bedriver avanceret teknisk og bilogisk forskning , så ville han forstå, at hans økonomiske og samfundsmæssige forestillingsverden er forældet.

Martin Pedersen

Robert Kroll,

Hvis den amerikanske bilindustri var blevet pålagt en regulering omhandlende hvor langt deres biler kunne køre pr. liter, så havde de ikke haft nær så store økonomiske problemer som nu pga. svigtende salg.

Der er god økonomi i at reducere resurseforbruget.

Det samme med de forskellige spinoffs fra den amerikanske rumindustri. Den elektriske motor i en boremaskine og dens lave forbrug af strøm er resultatet af de "dogmer" eller begrænsninger som blev "pålagt" af de omgivelser den skulle operer i.

Det er ikke gammelmandssnak at stille krav til de ting vi forbruger. Det er en måde at forbedre dem på.

casper christiansen

Glimrende kronik.

Der er hårdt tiltrængt til at få taget en grundig debat om indretningen af vores samfund. Og det er dejligt at se friske bud på løsninger, som fx forbrugsloftet.

Hvis udgangspunktet er at vi lever i et kapitalistisk samfund, der samtidig er demokratisk (jeg tænker her især på retssikkerheden og vores frihedsrettigheder), og vi ønsker at fortsætte med at have denne indretning, så må det mest oplagte styringsmiddel vel også være økonomisk, især mht forbruget.

At regulere sig henimod en grønnere levevis er så oplagt at det gør helt ondt. At det sker så langsomt som det er tilfældet i Danmark, er fortvivlende.

Jeg tror at vi, hvis vi fortsat ønsker et så (socialt) frit Danmark som vi har idag, er vi virkelig nødt til at gøre noget nu og det bedste udgangspunkt for det er en bred diskussion af værdier og prioriteter.

Jeg er stor fan af nedsat arbejdstid, det skal ikke være nogen hemmelighed, men det bekæmper ikke arbejdsløshed.

Jesper bygger sit argument på det såkaldte lump of labour fallacy. Denne fejlslutning konstaterer at arbejdstiden i en økonomi er konstant og ved at sikre at hver person arbejder mindre, vil der være et stykke arbejde der ikke bliver gjort og der vil derfor blive brug for at hyre flere mennesker. Det er ligeledes udfra denne fejlslutning at man tror at en stigning i produktivitet vil få arbejdsløsheden til at stige.

Dette argument holder ikke. Bl.a. fordi en nedsættelæse af arbejdstiden, hvis den medførte højere ansættelse, ville have store administrative omkostniniger som vil sænke effektiviteten af den samlede arbejdskraft og måske endda føre til stigende arbejdsløshed. Herudover kunne man godt forestille sig at arbejdsgivere valgte at reagere på den sænkede arbejdstid, ved at få de allerede ansatte medarbejdere til at arbejde hårdere i stedet for at ansætte nye medarbejdere.

Det er ikke bare mig der siger det. Jeg har nakket argumentet fra The Economist.

http://www.economist.com/research/Economics/alphabetic.cfm?LETTER=L#LUMP...

Kære Martin Pedersen.

Jeg tror du misforstod mit lille indlæg.

Mit "1807 eksempel" viser bl a , at forskellige tider har haft forskellige ressource-sammensætninger som basis for deres virke og teknik..

De ressourcer, som vi er bekymrede for idag (olie , gas, diverse mineraler o s v) er ikke nødvendigvis de ressourcer, som efterspørges om 50 - 100 år.

Stål og aluminium m v er givet noget, som vil gå "af mode" til fordel for carbon- baserede materialer med bedre egenskaber o s v.

Den amerikanske bilindustri ( og alle andre bilindustrier) vil givet omstille til køretøjer, der ikke kræver metal i konstruktionen, og som kører fint på f eks biobrændsel fra land- og vandplanter) eller med anden CO2 fri emission.

Kan man lave en miljørigtig flyder eller off roader, så bliver det sådan noget folk vil have. De små "knaster" er ikke særlig sjove at køre i.

Det, der er "gammelmandssnak" ( for at blive i din sprogbrug) er at kværne rundt i dagens problemer med gårsdagens tekniske forudsætninger og gårsdagens økonomiske plan-ideologier.

Dine børnebørn vil p g a den teknologiske udvikling givet have en levestandard, der er ganske meget større end den, vi har i dag , og de vil opnå en aktiv og høj levealder, på den rigtige side af 100 - glæd dig over det.

Bo S. Nielsen

Jesper Jespersen har helt ret i, at der er et massivt problem, enig så langt.

Problemet er imidlertid, at markedsøkonomien helt ind i sin kerne er alt andet end demokratisk. Denne domineres i allerhøjeste grad af økonomiske mastodonter, der styres ultra autoritært og hvor konkurrenceevne er lig med en naturtilstand. Det ændrer eksempelvis grønne afgifter næppe meget ved idet, at det såkaldt frie marked kendetegnes ved kapitalens mulighed for at flytte sig og omstrukturere sig efter behov, hvilket selskaber og finanskapitalen da også i høj grad benytter sig af konstant. Firmaets eller kapitalistens behov, vel at mærke. Globaliseringen er en kendsgerning, og lidt regulering i Danmark eller EU udretter næppe mirakler. Det er systemet, der skal ændres, kapitalismen har haft sin chance som system, men har beviseligt gjort verden ekstremt ulige, virket underudviklende i den tredje verden og dikterer helt naturligt uendelig akkumulation og reproduktion. Det er mennesker, natur og miljø, der skal betale regningen for dette, og det kan Jesper Jespersens sympatiske forslag ikke ændre ved. Der skal søges mere i Marx og økologisk videnskab end i EU-regi efter en løsning på de problemer, verden ganske rigtigt står med. Det kræver forskellige ofre i vores del af verden, men til gengæld kan nogle af os komme til at opleve udfoldelsen af demokrati på globalt plan. Det er værd at kæmpe for og at afgive lidt unødig luksus for. Alternativerne i fald, økonomi og produktion ikke indrettes radikalt enderledes efter menneskelige behov og naturens virkelighed er omvendt ganske enkelt for uhyggelige at sidde og vente på.

Start i hverdagen med at forandre den måde du lever og forbruger på, og hold så i øvrigt godt øje med hvem, der gennem politisk vej er villige til at skabe et andet samfund på et demokratisk-økonomisk og økologisk bæredygtigt grundlag og sæt dit kryds og læg de kræfter du kan i de bevægelser. I DK er det så vidt jeg kan se kun EL og nogle græsrodsbevægelser og NGOer, der er seriøst interesserer sig for at passe på kloden, naturen og os, der bebor den.

Bo S. Nielsen

Tilføjelse: men der er bestemt nogle gode takter i noget af det, Jespersen foreslår. Et forbugsloft er klart et sted at starte. Men hele vækstideologien er en hårdere nød at knuse, og der må selve det kapitalistiske system erstattes af et, der bygger på fornuft og mådehold fremfor kapitalkkumulation.

Endelig et indlæg fra en økonom, som tager problemstillingen alvorligt, og går ind i den, uden at prøve at forsvare vækst-paradigmet.

Tusind tak!

Henrik Jensen, jeg håber du har læst med og skammer dig over dit niveau.

Morten Kjeldgaard

Helt igennem skidegod kronik. Det såkaldte plusord "produktivitet" dækker efterhånden kun en total hjernedød produktion af ligegyldige produkter, som kort efter salget ender på lossepladsen, hvorfra det belaster miljøet og den offentlige økonomi.

Jamen, hvorfor spilde tiden på at skrive kronikker, -"Utopia" blev jo udgivet for mange år siden!

Den kære professor Jesper Jespersen, ser ud til at leve i en ren materialistisk verden, og har åbenbart ikke fattet hvor stor en del af f.eks. den vestlige verdens værditilvækst der er baseret på immaterielle værdier, i form af f.eks. intellektuel ophavsret, etc.

Som Robert Kroll så udmærket og præcist argumentere for i flere af sine indlæg, så kan vi ikke forudse fremtiden, - hverken materielt eller immaterielt.

Javist,- det er et problem at materiel produktion idag medfører forurening. Men det er en bivirkning, som ikke nødvendigvis følger produktionens omfang med lige proportionalitet ... vi kan jo f.eks. se, at dagens miljøkrav er væsentligt strammere end for 20 år siden, og deraf udlede, at en øget produktion også vil medføre en strammelse af miljølovene.

Og det er da også korrekt at jorden ikke har uudtømmelige ressourcer af diverse råstoffer, energi, osv., men det er trods alt ikke noget nyt. Menneskets opfindsomhed og utålmodighed grænser til det ubærlige, - ellers havde vi vel stadig brugt umbra i hverdagskosmetik, og bare startet nogle hvalfarme rundt omkring i verdenshavene.

Men som Robert Kroll også påpeger, så sker der også et skift i materialer, og allerede med den kendte forskning kan vi forudse at metallerne vil blive udfaset i løbet af nogle årtier ... ikke kun fordi der vil blive mangel på metaller, men fordi de nye materialer er langt mindre energikrævende i fremstillings- og bearbejdningsprocesser, end metaller.

Men nok om det materielle, - når en professor skriver om udvikling og bæredygtighed, uden at referere til Tobin-skatter som et primært værktøj, så har jeg svært ved at tage deres anstrengelser alvorligt ;-)

OK, - lad os tage et enkelt område, som f.eks. underholdningsindustrien, og se på lud og billede ... det er trods alt et af de områder der udvikler sig mest dramatisk pt. hvor folk føler sig som anakronismer, hvis de ikke har mindst én fladskærm i huset på over 30"".

Men hvorfor skulle man tro, at AV-systemer om bare 50 år vil kræve store højttalere og skærme?

Hvornår har du senest checket de sidste nye høreapparater? Bortset fra, at de ikke lige har BluueTooth og kan modtage lyden trådløst, så kan de give en ret god lydoplevelse, lige pånær bassparket i maven.

Og hvad med billedet? Dér er det eneste problem egentlig opløsningen, men ellers kan du få et par "briller" med 32" (...hvad der svarer til) skærm,m for nogle tusinde kroner, og opløsningen er formodentlig på plads i løbet af max. 10 år ... og nej, - du er ikke begrænset til at se billedet i brillen, men kan sagtens se de mennesker du er sammen med, osv.

Så altså: denne teknologi betyder en fortsat vækst, men med negativ vækst i forbrug af råstoffer/materialer.

Det er klassisk for kapitalisterne - her også omfattende Robert Kroll - at tro, at teknologi kan løse vores problemer. De indser ikke, at teknologi skaber mindst lige så mange problemer som de løser, og ofte løser de problemer, som de selv tidligere har skabt.

Nej, kapitalister, I kan ikke komme uden om problemstillingen ved i (påtaget?) jubeloptimisme at stikke hovedet i jorden, og tro at damplokomotivet på magisk vis vil skifte retning - selvom det er på skinner.

Robert Kroll

Kære Rune Hjelm.

Hvad enten man er kapitalist eller ej, så er det altså teknologiens skyld, at jorden idag kan klare en befolkning på 6,8 milliarder mennesker.

Omkring år 0 var vi til sammenlining ca 100 millioner mennesker på jorden med en forventet levealder på ca 28 år.

I dag er levealderen i store dele af verden over 70 år og det er også teknologiens skyld.

Når vi har uskadeliggjort en række sygdomme som f eks polio, pest, kolera m v, så er det også teknologiens skyld.

Moderne transplantationskirurgi og f eks kræftbehandling er også teknologiens skyld.

Maskinerne har lempet en masse nedslidende arbejde - det er igen teknologien vi skal takke.

Vores velfærd er skabt af teknologien.

Historien viser entydigt, at teknologiens udvikling har gjort det bedre og bedre at være menneske.

I gamle dage var vilkårene ret usle sammenllignet med idag - vi skal være glade for teknologien.

Kroll:
Den eneste grund til, at jorden idag kan klare så mange mennesker, er pga vores brug af kunstgødning. Skabt af olie.

Hvad tror du der sker når olien slipper op? Hvor vil du få et nyt stof fra, som kan erstatte den næsten direkte CO2-indsprøjtning i planterne, som olien via kunstgødning har været?

Det er sgu ikke særligt revolutionerende.
Og vi risikerer sandsynligvis et kollaps i fødevare-produktionen når olien slipper op - hvis vi pga klimaproblemer overhovedet er til den tid.

Desuden er den nuværende befolkningsstørrelse en stor del af de problemer vi har idag med pres på alle økologiske grænser og truende opbrugning af jordens ressourcer, så dine eksempler med sygdomsbekæmpelse er faktisk en del af problematikken - sygdomsbekæmpelse i sig selv er godt, men vi har ikke været i stand til at planlægge for dens sideeffekter, såsom en overbefolkning som truer med at ødelægge jorden.

Din ubændige tro på teknologi er ureflekteret.

altså det lyder besnærende, men det er vel ikke konkurrence mellem de mest tilpassede produktive firmaer vi får, men konkurrence mellem de mest hårdhændede kapitalfonde.
De fleste kriser er til gavn for de største firmer, der er altid et par store der går ned, men så er det blot fordi den kapitalfond der ejer dem kan se en økonomisk fordel ved at likvidere dem. Grundlæggende har krisen tendens til at støtte monopolisering af kapitalismen.

jan henrik wegener

De der ikke mener at materiel vækst som den normalt forstås kan fortsætte uhindret kritiseres i debatten for at være "gårdsdagens folk", der ikke indkalkulerer fremtidens teknologiske udvikling. De ser verden i fremtiden som et spejlbillede af fortiden.
Den kritik kan dog vendes om: Fordi "vækstmodellerne" tilsyneladende har "virket" en vis periode, på måske nogle generationer beviser det ikke at de virker ubegrænset. Det kan vise sig at det er deres egen tænkning der i fuldt så høj grad bygger på fortidens premisser.

Martin Pedersen

Robert Kroll,

Jeg er enig i meget af det du skriver. Den teknologiske udvikling er i høj grad baggrunden for vores høje levestandard og den indsigt vi har i selvsamme.

Men det lyder lidt som om du mener at vi bare kan læne os tilbage fordi udviklingen nok skal komme af sig selv. Megen af den teknologi vi har idag er et resultat af at vi mennesker selv har stillet krav til teknologien.

Om det så sker på et macroplan, det amerikanske militær der ville have internet, eller om det sker fordi en eller anden nørd har siddet i garagen og fingeret, så sker den teknologiske udvikling fordi vi mennesker prøver at tilpasse teknologien til vores forhåbninger og krav.

Om ikke andet, så er det at få mere ud af mindre i sig selv en interessant udfordring. Det behøver ikke betyde en nedgang i levestandarden. F. eks. har Danmarks energiforbrug ligget nogenlunde konstant selvom vi har haft vækst i økonomien.