Kommentar

Den europæiske syge

Europas største udfordring er ikke at integrere muslimske indvandrere, men de europæiske landes egen tradition for at handle individuelt i egen interesse - og dermed svække det Europa, der er deres uundgåelige fællesvilkår
8. april 2010

Amerikanere taler gerne om Europa, og uanset om de tager til Sverige eller Schweiz (for så vidt de overhovedet er i stand til at kende forskel), så rejser de frem for alt til Europa. Hvis Europa ikke er i stand til at forene europæerne, kan det i det mindste forene amerikanerne.

Europa er det problem, som Amerika er svaret på. Europa er navnet på det virvar af nationer og sprog, som amerikanere sjældent finder det umagen værd at præcisere i enkeltheder.

På en oceanlængdes afstand bliver vi alle europæere. Men over kortere afstande er vi det ikke. På nærmeste hold er vi stadig det virvar af nationer og sprog, som vi altid har været. Og dermed også det virvar af kollektive identiteter og erindringer, for hvilket Europa igennem historien har fungeret som både slagmark og mødested. Europæernes evne til med jævne mellemrum at forfølge, fordrive og tilintetgøre hinanden på vegne af noget, der mindre end Europa - og nogle enkelte gange på vegne af noget, der er større - har kendetegnet den europæiske civilisation i lige så høj grad som dens evne til fra tid til anden at producere en Shakespeare, en Michelangelo, en Bach eller en Einstein. Det er dette virvar, som på godt og ondt har defineret Europa.

Sandt er det, at de seneste erfaringer med europæisk selvdestruktion blev foranledning til at danne en Europæisk Union med et europæisk parlament, europæisk lovgivning, europæisk valuta og en europæisk flag - og for et par måneder siden også et europæisk telefonnummer, som USA's præsident eller hans sekretær kan ringe til, hvis de ønsker at vide, hvad Europa (EU) tænker eller mener om en given sag.

Tendens til at vokse

Sandt er det også, at dette seneste forsøg på at tæmme det europæiske virvars selvdestruktive kræfter ikke alene er det eneste fredelige og nogenlunde demokratiske eksperiment i historien, men også det hidtil mest vellykkede.

Jeg føler mig nødsaget til her at kursivere ordet 'hidtil', eftersom virvaret udviser en tendens til at vokse på unionens bekostning.

Under alle omstændigheder forestiller ingen amerikansk præsident eller udenrigsminister sig i fuld alvor, at de kan få besked om, hvad Europa tænker om dette og hint - og endnu mindre da om, hvad Europa agter at gøre - ved at ringe til ét telefonnummer. For nylig lod en af Hillary Clintons skarpeste medarbejdere, departementschef i det amerikanske udenrigsministerium Anne-Marie Slaughter, høfligt meddele, at hendes chef ser frem til at kunne ringe til sin nye kollega i Den Europæiske Union, Catherine Ashton - hvorpå hun tilføjede: Ligesom hun fortsat ser frem til også at kunne ringe til EU's statsministre og udenrigsministre hver for sig.

Jeg tror, at Europa forstod dette vink - og muligvis også dette problem.

Problemet er, at europæiske lande har en lang og rodfæstet tradition for at handle individuelt i egen interesse, og dermed en næsten refleksmæssigt tendens til at svække og nogle gange ødelægge det Europa, der uundgåeligt er deres fælles vilkår.

Den bærende tese

En grund til igen at minde om denne europæernes evne til uden hjælp udefra og helt af egen drift at ødelægge alting for sig selv, er den omstændighed, at en amerikansk journalist - på oceanslængdes afstand - nu har skrevet en hel bog om »Europa og europæerne«, hvor han fuldkommen undlader at fremdrage dette forhold. Jeg har måttet lede forgæves efter den mindste henvisning til nogen af alle de mange krige, hvor europæere med stor begejstring dræbte hinanden. Navne som Hitler, Auschwitz, Sarajevo og Srebrenica glimrer ved deres fravær.

Selvfølgelig forstår jeg udmærket hvorfor, i og med at den bærende tese i Christopher Caldwells bog, Reflections on the Revolution in Europe, er, at Europas problem skyldes noget andet end europæerne selv - nemlig muslimerne. Europas muslimer er ikke europæere, siger Caldwell, for islam er ikke en europæisk religion, og den muslimske indvandring er i virkeligheden en fremmed kolonisering, der truer det europæiske kontinents eksistens.

Allerede i undertitlen til sin bog stiller Caldwell spørgsmålet om, hvorvidt Europa kan forblive det samme med andre mennesker - can Europe be the same with different people in it? - et spørgsmål han uden omsvøb selv besvarer med et ildevarslende nej.

Hvad Caldwell ikke svarer på, er, hvorfor de samme gamle europæere helt på egen hånd og uden mindste muslimske håndsrækning bliver ved med fortsat at ødelægge det hele for sig selv. De vigtigste aktører i det græske drama, der nu ryster EU's fundament er ikke en ny slags europæere, men bare den sædvanlige flok.

Europas vigtigste og vedvarende problem er de samme gamle europæeres manglende evne til at tænke og handle som europæere.

Virvar af kulturer

Følgelig er de samme gamle europæere ikke fritaget for ansvaret for Europas skæbne, og dermed heller ikke for den historiske udfordring, som består i at forene national mangfoldighed med udviklingen af et fælles politisk tilhørsforhold. Virvaret af kulturer og sprog er den historiske grundtilstand, og ethvert forsøg på at basere Europa på noget, som er lidt mere enhedspræget, risikerer at udløse undertrykkelses- og udstødelsesmekanismer.

Det samme vil være tilfældet for forsøg på at definere et 'jødisk-kristent' Europa vendt imod islam.

For 70 år siden ville ingen have fundet på at tale om et 'jødisk-kristent' Europa, eftersom det dengang var jøderne, som var problemet.

Dermed ikke sagt, at indvandringen fra lande og kulturer uden for Europa er problemfri. Eller at den øgede tilstedeværelse af islam i Europas nationalstater vil forløbe gnidningsfrit. Blot må vi ikke lade os forlede til at søge nye syndebukke for det, som grundlæggende Europas samme gamle problemer.

Europa er en orden, som kun kan bygges på et virvar af nationer og kulturer - eller som ikke kan bygges overhovedet.

Göran Rosenberg er forfatter, journalist og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information
© Dagens Nyheter og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Travis Malmzon

Jeg er lidt pas i forhold til konklusionen i denne artikel, som syntes at være at europæere til alle tider har slået hinanden ihjel i krige mellem de forskellige befolkningsgrupper, og at det derfor er ligegyldigt om man introducerer endnu en befolkningsgruppe, denne gang endog med en fundamentalt anden religion,og etnisk baggrund.

Selv om jeg ikke går ud fra at europæere er værre end andre mennesker på kontinentet, er jeg uenig i konklusionen, og jeg betragter det som dumt, naivt og livsfarligt at tro at at det skulle gå bedre denne gang end det er gået alle de andre gange.

Ingen afgiver frivilligt nogen magt eller nogen goder, og en demografisk forandring sammenholdt med den største omstrukturering af det europæiske samfund siden den industrielle revolution (Se iøvrigt: http://www.information.dk/229258) varsler ilde for fremtiden.

Niklas Monrad

Europa er et geografisk afgrænset landområde, der har een ting til fælles, og det er den kristne kultur baggrund.

Kontinentet er et virvar af stammer og sprog og hvor grænsedragninger mellem national stater endnu ikke er fuld afklaret og måske aldrig bliver det.

Et ønske om at binde landene så tæt sammen at ingen ville kunne drage fordel af endnu en krig, og et pragamatisk ønske om at afbureaukratisere handelsrelationer til glæde for alle lande, har siden udviklet sig til et krampagtigt forsøg på at skabe en super-nation bygget på suværene stater.

Et forsøg på at skabe en super-nation der har sin egen interesse for øje, men hvor individuelle staters egen-interesse samtidig ikke må glemmes er dømt til at mislykkes.

Europa vil aldrig komme til at tale med en stemme i andet end de mest kritiske situationer, og spørgsmålet er om vi behøver mere end som så.

USAs styrke en at det er en idealistisk nation der er bygget af mennesker som ville og vil noget andet end de kulturelt repressive lande de kom og kommer fra. En nation der er kommet styrket ud af enhver krise situation.

Kinas styrke som nation er aldrig blevet bevist og må anses som værende ligeså tvivlsom som den Sovjetiske var det. Det er en svag nation der må overleve gennem undertrykkelse af sin egen befolkning og ved tvangsfodring af propaganda.

Indiens styrke er landets evne til at holde sammen på trods af alt, men denne styrke er kun relativ til landets naboer og vil under alle omstændigheder blive sat på en prøve i takt med den fortsatte globale udvikling.

Europas styrke er vores tætte bånd til USA og vores kristen-social-liberale idealisme. Den samme idealisme kan dog vise sig at blive vores vores svaghed, hvis den forhindrer os i at stå sammen i enighed, når nødvendigheden byder det.

Er Islam en trussel mod Europa? Ikke som kulturel konkurrent. Fascistoide elementer findes i alle kultur religioner og Islam er ingen undtagelse. Derfor er Islamistisk terror også en forbigående epoke, sådan som den venstre radikale var det i 70erne.

Den største trussel mod Europa er fattigdom og befolkningstilvækst uden for vore grænser.

Men den fattigdom er baseret på både kulturelle og ressourcemæssige apekter. Spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt at adressere de ressource mæssige aspekter for at afhjælpe den fattigdom.

Jeg tror det ikke.

Jeppe Marsling

Jeg var taknemmelig over at læse artiklen - et intellektuelt løft! - , der med stort perspektiv både bagud og fremad tog fat i tre af tidens største emner: de største spørgsmål endnu kan rejses - og på en måde der tillader læseren at tumle med at svarene.

Jeg er helt enig i forfatterens - åbne - konklusion: det forsåvidt paradoksale i at "det europæiske" både må udgøres af de nationale kulturer OG være noget forenet og handlekraftigt, politisk som kulturelt, indad som udadtil. Manglen på socialt og kulturelt fællesskab med indvandrere med anden kulturel og religiøs baggrund - islam - synes som et emne, der enten forudsætter eller står i forlængelse af diskussion af det manglende sociale og kulturelle fællesskab i EU: Hvordan kan folk i de enkelte medlemsstater opnå at udveksle kultur med - islamiske - indvandrere "udefra", hvis ikke de på et dybere plan end i dag kan udveksle kultur med mere ligesindede fra andre medlemsstater? Caldwells bog, som Rosenberg analyserer op imod, virker som et frugtesløst-ondartet indlæg i kulturdebatten: Et politisk fællesskab - i U.S.A. som EU - som foregår på beskostning af "indvandrerne" - eller som ikke kan fungere med dem - lyder jo som et U.S.A. uden befriede slaver! Ligesom det afro-amerikanske kulturelt og økonomiske har vist sig at være en fordel for amerikanerne, kunne det tænkes at det arab-europæiske ligeledes vil skabe vækst i EU i de kommende årtier. Men det afhænger af indstillingen: Det viser amerikansk historie både før og efter borgerkrigen.

Hvordan EU kan udvikles økonomisk og kulturelt - og nationalborgere i højere grad føle og opføre sig som europæere - er svært at forestille sig uden et fælles sprog og en fælles mønt: Men netop disse to, der kunne åbne alt for alle, skræmmer de fleste -"vil vi blive udslettet, udvidsket, udkonkurreret?".