Kommentar

For folk i Rwanda må pavens undskyldning være ubærlig

De seksuelle overgreb i Irland får paven til at angre, men den katolske kirke er stadig tavs om folkemordet i Rwanda
Den katolske kirkes manglende vilje til at undersøge sin centrale rolle i folkemordet i Rwanda, kan kun betyde, at den er helt klar over, at den ikke vil blive truet, hvis den stikker hovedet i sandet.

Den katolske kirkes manglende vilje til at undersøge sin centrale rolle i folkemordet i Rwanda, kan kun betyde, at den er helt klar over, at den ikke vil blive truet, hvis den stikker hovedet i sandet.

3. april 2010

Hvis du er en irsk katolik og har været udsat for seksuelle overgreb fra en præst, fik du for nylig et brev fra pave Benedikt, som skriver: »Du har lidt forfærdeligt, og jeg er virkelig ked af det. Jeg ved, at intet kan lave om på, hvad du har været udsat for. Din tillid er blevet svigtet, og din værdighed er blevet krænket.«

For enhver praktiserende katolik i Rwanda må dette brev være ubærligt. For det fortæller dig, hvor lidt du betyder for Vatikanet. For femten år siden blev titusinder af katolikker hugget ihjel i Rwandas kirker. I visse tilfælde førte præster og nonner an i nedslagtningen. I andre tilfælde gjorde de ingenting, mens det stod på. Det var ikke isolerede tilfælde. Nyamata, Ntarama, Nyarubuye, Cyahinda, Nyange, og Saint Famille var blot nogle af de steder, hvor massakrerne fandt sted i kirker.

Til dig, en katolsk overlevende fra folkedrabet i Rwanda, siger Vatikanet, at disse præster, biskopper, nonner og ærkebiskopper, som planlagde og gennemførte drabene, ikke handler efter instruks fra kirken. Men kirkens moralske ansvar ændrer sig markant, hvis du er en europæisk eller amerikansk katolik. Til præster fra den irske kirke, der misbrugte børn, har paven dette at sige: »I skal stå til ansvar over for den almægtige Gud og over for landets domstole. I har mistet anseelse hos den irske befolkningen og bragt skam og vanære over jeres trosfæller.«

Fader Seromba

Ofrene i Rwanda fik ikke samme opmærksomhed. Nogle af de nonner og præster, der er blevet dømt ved henholdsvis belgiske domstole og Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Rwanda søgte tilflugt i katolske kirker i Europa, mens de var på flugt fra anklagerne. En af disse er fader Athanase Seromba, der førte an i massakren i Nyange-sognet og blev idømt 15 års fængsel af krigsforbryderdomstolen. I april 1994 hjalp Seromba med at lokke 2.000 desperate mænd, kvinder og børn ind i sin kirke, hvor de troede sig i sikkerhed. Men deres hyrde viste sig at være deres jæger.

En aften kom Seromba ind i kirken for at hente alterkalken og andre kirkelige rekvisitter. Da en flygtning bad ham om at lade nadverelementerne blive, så de i det mindste kunne holde en (sidste) gudstjeneste, sagde præsten nej og fortalte dem, at bygningen ikke længere var en kirke. Et vidne ved krigsforbryderdomstolen huskede tydeligt en ordveksling, hvor præstens tankegang blev afsløret. En af flygtningene spurgte: »Fader, kan du ikke bede for os?« Og Seromba svarede: »Er tutsiernes Gud stadig i live?« Senere fik han en bulldozer til at vælte kirkens vægge og opfordrede militssoldaterne til at invadere bygningen og gøre det af med de overlevende. Under retssagen sagde Seromba: »Jeg er præst, og præst vil jeg forblive.« Det er tilsyneladende sandheden, for inden han blev dømt, støttede Vatikanet ham, og kirken har aldrig har trukket sine udtalelser tilbage.

Hutu Power

I de seneste hundrede år har katolske biskopper været dybt involveret i politik i Rwanda, hvilket Vatikanet har været fuldt bevidst om. Tag f.eks. ærkebiskop Vincent Nsengiyumva. Indtil 1990 havde han i næsten 15 år været formand for regeringspartiets centralkomite og forsvaret Juvenal Habyarimanas autoritære regering, som stod bag mordet på næsten en million mennesker. Eller ærkebiskop Andre Perraudin, Roms mest højtstående repræsentant i Rwanda i 1950'erne.

Det var med hans støtte og medvirken, at den hadefulde, racistiske ideologi, som kaldes »Hutu Power«, blev lanceret - i mange tilfælde af præster, der stod på god fod med kirken. En af disse var Rwandas første præsident, Gregoire Kayibanda, privatsekretær for og tilhænger af Perraudin, som havde en enestående politiske magt.

Støtten til »Hutu Power« var derfor ikke ubevidst eller naiv. Det var en strategi til at opretholde kirkens magtfulde position i Rwanda efter kolonitiden. Volden i 1960'erne førte uafvendeligt til forsøget på at udrydde tutsierne i 1994. Det var det voldelige udtryk for et politisk liv, der var domineret af den opfattelse, at hutuerne og tutsierne var forskellige og stridende racer. Det er også en del af arven fra de katolske missionærer, som i årtier i skoler og på prædikestole havde slået på tromme for disse raceteorier.

Kirkens racisme

Dette svigt i forhold til ofrene for folkedrabet i Rwanda kommer på et tidspunkt, hvor den katolske kirke i stigende grad er befolket af sorte og brune troende. Det er svært ikke at konkludere, at kirkens ledelse desperat holder fast i en racemæssig arv, som er ved forsvinde. Måske er det på tide, at katolikker tvinger lederne i deres kirke til at gøre noget ved denne tradition for institutionel racisme, hvis kirken virkelig vil leve op til sine fine ord. Undskyldninger er ikke tilstrækkelige, uanset hvor ydmyge de er. Der er brug for en anerkendelse af kirkens politiske magt og moralske skyld med alle de materielle og juridiske konsekvenser, som det vil få. Vatikanets tavshed er foragt. Kirkens manglende vilje til at undersøge sin centrale rolle i folkemordet i Rwanda kan kun betyde, at den er helt klar over, at den ikke vil blive truet, hvis den stikker hovedet i sandet. Selv om kirken ved, at den ikke vil overleve mange år endnu, hvis den ignorerer seksuelle overgreb mod europæiske sognebørn, kan den lade de afrikanske lig forblive under jorden: Umenneskeliggjorte og uidentificerede.

Det er en god politisk strategi. Og en moralsk holdning hvis dobbelthed og ondskab er bevidnet og dokumenteret. For det viser sig, at mange mennesker, forskere, regeringer og institutioner i og uden for Rwanda undersøger deres egen rolle i folkedrabet. Vatikanet er en undtagelse, og moralsk er kirken endnu mere anløben end den franske regering, der indtil for nylig insisterede på sit venskab med drabsmændene fra Rwanda.

Martin Kimani er stipendiat ved Center for konflikter, sikkerhed og udvikling på King's College i London

© Guardian News & Media 2010

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu