Den gode, den dumme og den snotdumme ulighed

Du kender sikkert typen.

Han kører i en sort Audi A6. Han forener i sin trafikale adfærd det værste fra en socialdemokrat med det mest primitive fra en venstremand. Rethaverisk socialdemokratisme: Det-er-min-kørebane-Det-er-min-ret-Jeg-viger-ikke-en-tomme-attituden går her i lavere enhed med venstremandens primitive egoisme og brutalitet. Hvis der er for mange af slagsen, bliver trafikken fastlåst, ubevægelig og præget af aggression og tåbelige beslutninger. Såvel evnen til kollektiv som individuel bevægelighed og tilpasning forsvinder, og det afstumpede hersker.

Det er nogenlunde sådan, dansk økonomisk politik i større og større udstrækning har taget sig ud over de sidste par årtier.

I stedet for at skaffe sig politiske frihedsgrader og råderum, synes politikerne nærmest besatte af at spille sig magten af hænde – altså magten og viljen til at forbedre samfundet for de fleste.

Umistelige rettigheder

En af årsagerne er den såkaldte universalisme. Der er mange definitioner; men i praksis udmøntes principperne i, at velfærdsstaten udstyrer alle – rig som fattig – med umistelige rettigheder.

Det være sig alt fra folkepension over uddannelse og sundhed samt den kollektive politiske psykose: efterlønnen, som trods mindre justeringer stadig fylder mest i diskussionen om velfærdsstatens overlevelse.

Rettes blikket mod indtægtssiden, er der også gennemført en politik over de sidste årtier, hvor man har omfordelt til fordel for dels rige pensionister, dels ejere af egen bolig. På nær få justeringer er pengene til gengæld hevet ind via høj moms og relativ hård beskatning af arbejde. I store træk en politik, der skaber mindst mulig dynamik.
Man har således låst og indskrænket det politiske råderum på såvel udgifts- som indtægtssiden.

Alt dette er – medgivet – en lidt firkantet udlægning; men resultatet er, at tiltag, der kunne give mere til de svageste, bedre sundhed, uddannelse og samtidig skabe mere dynamik, må vige for det værste fra Venstre blandet med det værste fra Socialdemokratiet – alt sammen usvigeligt sikkert applauderet af populister fra SF og DF. De sidste to, som skildret forleden her i avisen, i skarp konkurrence om at adfærdsregulere befolkningen.

Forkælede boligejere

Nyrup omfordelte til Rødvinsgenerationen. Under Fogh blev boligejerne så forkælede, at det hele kollapsede endnu mere end nødvendigt, da krisen ramte. Og dertil har VKOs regeltyranni ikke alene gjort livet surt for de offentligt ansatte. Flere og flere med forstand på de dele påpeger, at det gør hele systemet mindre effektivt.
Målet med den fundamentalistiske universalisme parret med uviljen til at drive en dynamisk skattepolitik har næppe været ulighed i sig selv. Men meget tyder på, at det har øget uligheden og begrænset den sociale mobilitet samt lysten og muligheden for at skabe nye arbejdspladser.

Det værste er imidlertid manglen på politisk mobilitet, hvor vi er endt med den værste af to verdener pakket ind i regler og kontrol.

Hvorfor ikke vende den udvikling på hovedet. Man kunne justere på universalismen – så at sige afmontere isme-delen. Man kunne beskatte fast ejendom og fortjeneste på fast ejendom og gøre det mere attraktivt at arbejde ... Listen er lang.

Man kunne fjerne de dummeste af alle reglerne og forbuddene. Man kunne måske forsøge sig med det bedste fra en Venstremand og en Socialdemokrat – Hvad det så end er?

politik@information.dk