Kronik

Haiti mellem håb og frygt

Alle kriser rummer en chance. Den internationale donorkonference om Haiti den 31. marts resulterede i en serie ekstraordinære løfter om økonomisk og administrativ hjælp til en revolutionerende udvikling og rekonstruktion af samfundet. Spørgsmålet er, om det tog for lang tid at nå så vidt
Folk skal ud af lejrene og ind i områder, hvor de kan bo i rimelig sikre huse. Titusinder bor i telte, som for længst er flået i stykker, og under stinkende rædselsfulde sanitære forhold. Sikkerheden og hygiejnen skal forbedres drastisk, siger dagens kronikør.

Folk skal ud af lejrene og ind i områder, hvor de kan bo i rimelig sikre huse. Titusinder bor i telte, som for længst er flået i stykker, og under stinkende rædselsfulde sanitære forhold. Sikkerheden og hygiejnen skal forbedres drastisk, siger dagens kronikør.

St-Felix Evens

12. april 2010

Da jeg i en kronik i Information for et par måneder siden skrev, at Haiti burde tilbydes at bliver sat under midlertidig administration af FN, blev jeg kritiseret for stort set alt strækkende fra nykolonialisme til formynderi. Mine danske modstanderes essentielle argument var, at Haiti skulle have hjælpen og selv have lov til at bruge pengene efter forgodtbefindende.

Debatten om det forbandede suverænitetsspørgsmål viste sig at være international - og så intens, at den forsinkede den afgørende opgave: At hjælpe ofrene for den største naturkatastrofe nogensinde. Den kulminerede i et dramatisk og symbolsk sammenstød, da den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton mere end antydede at Haiti er et korrupt samfund og præsident René Préval stolt forsvarede sit lands og sit folks ære. Som om der var tid til sådanne bravader.

Lige før påske samledes repræsentanter for den haitianske regering, donorlandene, kreditorerne, FN og hjælpeorganisationerne i New York, og her lovede donorlandene at yde Haiti cirka 50 milliarder kroner i løbet af de næste tre år. Heraf skal de 20 milliarder falde allerede inden for de kommende 18 måneder. Omkring 40 lande fra hele verden er involveret. Regner man de tidligere bidrag med har USA alene tegnet sig for hjælp i størrelsesordnen 11-12 milliarder kroner.

Stort set samtidig vedtog Verdensbankens bestyrelse at give den haitianske regering 325 millioner kroner til genopbygning af de centrale bank- og finansieringsinstitutioner. Ifølge lederen af The Inter-American Development Bank Luis Moreno er der desuden almindelig enighed om at eftergive Haitis statsgæld, som pt. udgør seks milliarder kroner. Frankrig har erklæret, at det også vil afskrive Haitis gæld til landet, og i USA er der vedtaget lempelser i handelsforholdene, der gavner Haiti. Bemærkelsesværdigt - men tallene fortæller os også, at der er mange poster i spil. Ingen ved i dag, hvor donorlandene vil hente bidragene. Er de 50 milliarder inklusive de penge, der allerede er givet? Er gældsvikling bistand? Al erfaring viser, at mens tv-kameraerne kører, lover regeringer hvad som helst, men når de stopper, er viljen enten forduftet eller også ender de med at give den samme bistand to gange.

Kontrol og korruption

Det leder til spørgsmålet om kontrol og suverænitet. Donorlandene har alle, med himmelvendte øjne og alvor i stemmen, bedyret, at 'rekonstruktionen' af landet vil blive ledet af haitianerne og med respekt for landets suverænitet.

Gu' vil den ej, og det skal haitianerne være glade for. Snakken om suverænitet er et diplomatisk figenblad, som dækker over, at præsident Prévals regering stort set forsvandt, da jordskælvet ramte Haiti den 12. januar. Ledelsen af genopbygningen er derfor ikke lagt i hænderne på den haitianske regering, men på The Interim Haitian Recovery Commission (IHRC). Den får to chefer: FN's særlige udsending i Haiti, den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton, og den haitianske premierminister Jean-Max Bellerive. IHRC består derudover af embedsmænd fra en stribe stormagter, som kan trække på deres regeringers erfaring og ekspertise, og haitianske politikere, embedsmænd, fagforenings- og forretningsfolk, hvis bagland ligger i ruiner. Kontrolsystemet opbygges med hjælp fra den haitianske regering, men overvågningen ligger reelt i hænderne på donorlandene og FN.

Den massive kontrol skyldes frygten for misbrug og korruption, og her er verden altså kommet et langt stykke mod en realistisk vurdering af, hvad haitianerne selv kan magte, og hvor stort behovet for kontrol med alle aspekter af indsatsen er. Det havde selvfølgelig været ligegyldigt, hvis målet med at give hjælpen bare var propaganda, og verden derefter endnu engang vil lade Haiti synke hen i glemslen, men det er ikke sikkert. Noget tyder på, at vi har at gøre med et enestående eksperiment i nations-opbygning, hvor det for en gangs skyld ikke er Pentagon, der administrerer hovedparten af midlerne, og hvor viljen til succes er meget stor.

Korruption i Haiti er i dag ikke bare hjælpearbejderen, der som betaling for madkuponer til en ung pige i en lejr tvinger hende til at løfte skørtet, ej heller at toldere forlanger det tredobbelte i afgift for at frigive et stykke vigtigt kirurgisk hjælpeudstyr. Korruption er også forretningsfolk, som tiltusker sig eksorbitante gevinster på nye byggeprojekter. Der er også noget skævt i, at Haiti tidligere har fået store hjælpebeløb, men at store dele af pengene er blevet hos hjælpeorganisationerne. I den engelsktalende verden har fænomenet givet Haiti øgenavnet 'The Republic of the ngo's'. Haiti er ganske enkelt ikke et land, som det er klogt at hælde 50 milliarder kroner ned i uden at være forbandet sikker på, at pengene bliver brugt på det martrede folks velfærd.

Chancen er der

Jeg har sat ordet 'rekonstruktion' i citationstegn. Det, vi ser ske i og omkring den lille østat, har potentialet til at blive mere end en rekonstruktion. Det kan blive en national vækkelse, båret af administrative, strukturelle og politiske reformer som vil styrke demokratiet og gøre nationen levedygtig. Måske kan Haiti skabe international præcedens.

Men der er ingen tid at spilde. Jordskælvet kostede op mod 300.000 mennesker livet og har skabt en nation af hjemløse. Hurtighed i beslutningsprocessen er derfor afgørende. Haiti står over for en periode, hvor risikoen for en ny katastrofe i form af vældige storme og oversvømmelser er akut. Problemet mangedobles af, at der til trods for hjælpen og sympatien, konkret ikke er sket væsentlige forbedringer af folkets miserable levevilkår. Ifølge FN lever 1,3 millioner mennesker under forfærdelige forhold i lejre, som risikerer at blive skyllet væk, når naturen slår til igen. Og læg mærke til, at jeg skriver 'når' og ikke 'hvis'.

Folk skal ud af lejrene og ind i områder, hvor de kan bo i rimelig sikre huse. Titusinder bor i telte, som for længst er flået i stykker, og under stinkende rædselsfulde sanitære forhold. Sikkerheden og hygiejnen skal forbedres drastisk. Lejrene martres ikke bare af mangel på basale fornødenheder, men også af kriminelle. Hjertegribende rapporter om de mange kvinder, der er blevet voldtaget, og om hvordan folk i deres desperation skrider til summariske henrettelser af tyveknægte og voldtægtsmænd, fortæller historien.

De små byers fremtid

Dette første skridt ligger i forlængelse af en plan, som byplanlæggeren - haitianer og FN-ansat - Leslie Voltaire præsenterede i FN. Den kan på længere sigt forvandle Haiti fra at være en nation domineret af én enkelt metropolis, nemlig Port-au-Prince og dens kæmpemæssige slumområder, til et netværk af små bysamfund, der kan fungerer som lokale vækstcentre og, i det omfang det er muligt, væk fra de områder, hvor jordskælvsfaren er størst.

I allersidste ende vil mange andre faktorer afgøre Haitis fremtid, men, som Keynes sagde, i sidste ende er vi alle døde, og jordskælvet har, hvor kynisk det end lyder, skabt en enestående her-og-nu mulighed. Tusinder af offentlige bygninger blev ødelagt, deriblandt skoler, hospitaler og markeder. Over en halv million mennesker er allerede flygtet til Cap Hatien i nord og Hinche i den centrale del af landet. I havnebyen Gonaïves på vestkysten er befolkningstallet steget fra 200.000 til 300.000 på tre måneder.

Ved at bygge de nye skoler, hospitaler, markeder etc. i de små byer kunne haitianerne begynde at se en fordel i at bo der, i stedet for i Port-au-Prince. Det ville være et fremskridt i sig selv og give folk den mulighed, som skal til, for at de selv kan arbejde sig ud af katastrofen.

Frank Esmann er forfatter og journalist. På Pl genudsendes pt. serien «Esmann og Leth«, hvor han sammen med forfatteren og filminstruktøren Jørgen Leth fortæller om det Haiti, der var før jordskælvet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu