Klumme

Harens år

Ligegyldigheden over for miljø og natur i snart en halv snes år kan nu direkte beses i det åbne landskab
Haren, en hidtil så almindelig skabning, hvad angår vilde dyr i den fædrelandske fauna, har det rent ud ad helvede til, og den er nu sat på den røde liste over de truede dyrearter i Danmark.

Haren, en hidtil så almindelig skabning, hvad angår vilde dyr i den fædrelandske fauna, har det rent ud ad helvede til, og den er nu sat på den røde liste over de truede dyrearter i Danmark.

Lars Gejl

Debat
17. april 2010

I DR's morgenflade berettede en fremtrædende dansk biolog om harens tilstand i Danmark. En hidtil så almindelig skabning, hvad angår vilde dyr i den fædrelandske fauna, har det rent ud ad helvede til. Den ensidige til- såning af standardiserede afgrøder i marker og enge, intensiv sprøjtning og anden rovdrift på de grønne landområder har forringet harens naturlige kost af forskelligartede planter og dermed dens overlevelsesmuligheder. Haren er nu er sat på den røde liste over de truede dyrearter i Danmark - det drejer sig om 20-30 procent af alle arter. Hvor man før nedlagde 400.000 harer om året, er tallet nu nede på 100.000.

I disse år tiljubles ellers de danske værdier. Bortset fra skrydende hævd på at krænke religiøse og andre mindretal samt internering af flygtninge i koncentrationslejre skulle man tro at disse værdier indbefattede det danske land med dettes traditionsrige tilkendegivelser som brølende kronhjorte ved skovsøen og bøgen der spejler sin top. Ikke at forglemme: haren. Blandt det danske landskabs karakteristiske markører optræder jævnligt Lepus Europaeus, gråharen, som hyppigt om end flygtigt tegn i terrænet. Johannes V. Jensen har fat i den, når han skriver:

»Hvor haren dog er betegnende for de danske øer! Den danske Pan! Ved Gud, den burde stå i vort våben i stedet for løven, som vi har tilegnet os fra andre lande, hvor den med rette hører hjemme.«

Ole Vinding karakteriserer haren som en specialist i angst, der i atter andres formulering kun kender ét forsvarsvåben: benene, dem bruger den, når det kniber. Den danske selvgroende ængstelse for fremmede og hvad der siger bøh i utide, kan man med Vinding mene er af betydelig symbolværdi i harens flugt. I den forstand, såvel i Jensens som i Vindings syn på den langørede gnaver med de kratfulde springben, skulle man tro det vakte danskeste danskes bekymring, når national- kræet ligefrem er truet på eksistensen.

Akkurat som med gråspurven, som i sin tid og langt mere end svanen var oplagt som fædrelandets varemærke. Gråspurven, der engang sad stum bag kvist, tier også når end det ikke fyger. Viben, som hørt af Munch-Petersen skriger sin cirkel sort, skriger ikke så meget mere; hasselmusen kan ikke finde mage og er snart endegyldigt døet ud af sit danske habitat. Og storken sidder ikke på bondens tag og har ikke sat der længe. Vådområderne er drænet, der er ikke noget at komme efter, landbrugslandet bliver mere og mere standardiseret, røvkedeligt og fattigt. Det står trist til, listen er som sagt lang over dyr der forsvinder, og den bliver dag for dag længere.

Makulerede ministeriet

Hvad var det nu han sagde, Anders Fogh Rasmussen dengang i 2004: »Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik«. Forsamlingen, Venstres landsmøde, der fungerede som den fogh'ske kompakte majoritet af selvfed backing group, jublede. Og gjorde det overstadigt, da Fogh, som kun den der selv har søbet af ydmygelsens bitre bæger og lever ved at ydmyge andre, hånede Svend Auken. Kun lange Svend, den tidligere dynamiske og målrettede miljøminister, havde i modsætning til fuglene, fiskene og frøerne fået det dårligere. Det fik han, efter Fogh Rasmussen og hans håndgangne Hans Christian Schmidt havde makuleret Miljøministeriet. Oh, det var så frydefuldt.

Siden på et senere landsmøde måtte de samme venstrefolk, folk med forkærlighed for den frie fanden- ivoldske foretagsomhed, der ikke tager mål af de sagtmodige, uforknyt finde sig i at deres formand, uden med et eneste kvæk at varsle omsvinget, lige med ét var blevet grøn. Med den sande kynikers totale selvkontrol i leveringen af denne uld- hårede kamel havde manden den henrivende frækhed at indrømme sin fortidige forsømmelse uden dog at drage den eneste rimelige konsekvens af sin forsømmelighed: at gå af.

Det betød ikke noget. Intet betyder noget, ikke andet end blind ambition og begær efter magt der burde have diskvalificeret ihændehaveren.

Og hvorfor så omslaget fra miljøignorant til grøn spejder? Fogh Rasmussen havde på dette tidspunkt udsigt til at præsidere over det kommende klimatopmøde i København. En dumsmart og kontrær holdning til miljø og klimaspørgsmål kunne medføre et fatalt nederlag i det bedre selskab og blokere for en senere international karriere. Nederlaget tog som bekendt efterfølgeren sig af, da han kludrede sig gennem procedurer, han ikke begreb og hellere ville hjem og sove.

I dag kan selv regeringsvenlige iagttagere konstatere at Fogh holdt sit parti og sine landsmænd for nar. Afvisende kravene til et bæredygtigt miljø og politisk ansvarlig for politikken dengang og jo faktisk også nu ville hans handlinger uundgåeligt få forringende følger for naturen. Det kunne de fortælle ham, de eksperter, som Fogh lod føle sin inderlige foragt. Mere miljø for pengene var det rene spin. Eller fup.

Men han klarede det jo fint, Anders Fogh Rasmussen. Også kovendingen som blev bedømt som det mest djævleblændte i mands minde. Spin bedømmes som sådan - ikke på om det er moralsk rigtigt eller forkert at levere. Virker det, eller virker det ikke, det er spørgsmålet. Substansen i de politiske handlinger er underordnet.

Mediernes behov

Rønn Hornbech, regeringens for tiden mest amoralske politiker, der før i tiden under rigelig pressebevågenhed og med højrøvet selvfølelse, når det politiske/kristne/grundt- vigianske segment er værst, holdt folkestyrets fane højt, begrunder nu sit uhørte lovsjusk med hensynet til mediernes behov. Mere direkte kan det næppe siges, hvad der betyder noget. Rent bortset fra at denne begrundelse - uansvarligt og imod Justitsministeriets anvisninger på god lovskik - for at forcere de nye endnu strammere indvandrerlove gennem Folketinget, er det det rene vås.

Men VK og det store O kommer igennem med det, skønt politikere naturligvis også med tilbagevirkende kraft bør fastholdes på ansvaret for de ulykker, de afstedkommer. Påfaldende at Lars Løkke Rasmussen ustandseligt sammenlignes med sin forgænger og dennes maskinelle effektivitet, der højstemt prises. Dette og hint var aldrig sket i Foghs tid. Nej, det var det ikke. Lene Espersen havde uanset sit formandskab for et andet parti fået et rap af den nihalede, hvis hun så meget som havde antydet pjæk fra pligterne, og at en amerikansk udenrigsminister var mindre vigtig end en uge på langs. Men uanset den nuværende statsministers forkludrende håndtering af sit embede - han kunne jo dårligt bebrejde udenrigsministeren hendes ferie - berettiger dette jo ikke til at ophøje forgængeren. Det burde dog selv i den ringeste af verdener være de resultater, vi nu søber af fadet, der tæller: den økonomiske ubehændighed, krigspolitikkens håbløshed samt - i denne sammenhæng - miljøets tilsidesættelse.

Vurderingsgrundlaget lægges næsten udelukkende af de gængse politiske kommentatorer, hvis selvforståelse med et par hæderlige undtagelser og Hans Engell i særklasse beror på den overfladiske kommentar af spin'ets art. I dette fælles vurderingsgrundlag indgår som kerneydelse så åbenbart ikke substansen, som i den retrospektive bedømmelse af de fogh'ske år og efterår gerne kunne medtage den fugl, den fisk, den frø og nu den hare, der alle har fået det ringere som følge af Fogh Rasmussens og hans håndgangnes kreative omgang med sandheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Georg Metz:

."Rønn Hornbech, regeringens for tiden mest amoralske politiker, der før i tiden under rigelig pressebevågenhed og med højrøvet selvfølelse, når det politiske/kristne/grundt- vigianske segment er værst, holdt folkestyrets fane højt, begrunder nu sit uhørte lovsjusk med hensynet til mediernes behov."

En af Georg Metz meget lange sætninger, når de er aller bedst.: En præcis og fyldestgørende karakteristik af integrationsministren i bare en enkelt sætning!

En sublim og præcis kommentar fra Metz som bør uddeles sammen med stemmesedlerne til det næste folketingsvalg.

Thorsten Lind

Tak til Metz...

..af alle VKO´s brølere, serveret og indpakket i spin, er massakren på naturen, suverent den største.....!
Sørgeligt, men sandt er det, at en bande, af højt betalte uslinge...........skider i egen rede, og kalder det verdensklasse**.

Jeg vil gerne forslå, at Buhønen gøres til nationalfugl, og Tamsvinet til "national-kræ"
( in honour of the Danish goverment - VK&O )

MVH Th

Thorsten Lind

**Verdensklasse = Djøfistansk slang for dumhed!!

Ps. Også tak til Metz, fra Morten Hare.....;-)

Peter B. Jensen

Bah, hvad skal vi med alle de harer? De har jo ingen betydning for BNP, kan ikke stemme til folketingsvalg, og når de bare hopper frit rundt i naturen kan vi end ikke skabe profit på dem. Bæsterne betaler ikke engang skat og moms af deres gulerødder! Kaninkrise.

Vi er nok bedre stillet med at udsætte nogle mekaniske af slagsen. De styrker produktionskredsløbet, og vi kan programmere dem til at være bedre underholdning for naturdyrkerne. Hvis vi er rigtigt opfindsomme kan de være hoppende propaganda, som ud fra en gps og et kort over sociale segmenter kan gengive de rigtige budskaber.

I mellemtiden bør vi sende Google foto bilerne ud i landskabet, så vi har illustrationer af den danske natur for vores efterkommere. Hvordan skal de ellers vide hvad der menes med 'edens have' eller 'i skovens dybe stille ro'?

Så skal vi nok glæde os over at Fogh, for en gang skyld, ramte ca. 30% korrekt i sin vision for Danmarks fremtid: "Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø".

Niels-Simon Larsen

Jeg var ellers sikker på, at Georg Metz gav monarkiet en over nakken i denne uge. Det lå da lige for at rive kommandørkorsene (For Gud og Kongen) af de hule brystkasser og smide dem hen mod den afgrund, vi hastigt nærmer os.
Med den fuldstændige opbakning monarkiet har og med den enorme tilslutning de samme mennesker giver folkekirken, er vi nærmest blevet et totalitært samfund. Hvor er der plads på en kongelig festaften til den ærlige politiker, der både er anti-monarkistisk og anti-teistisk? Derhjemme, velsagtens.

Kongehuset repræsenterer Danmark, den politiske kurs og dansk mentalitet. Den danske hare, det truede dyr, repræsenteres også af monarken, så hvis den går sin undergang i møde, er det hele udryddelseskæden ’oppefra’, den er gal med.

Tag dog hele det ’establishment’ med dens truende adfærd og hold den festtale for dem, som de fortjener og lad ikke monarken gå fri!

I stedet fik vi tre ’pæne’ artikler om monarken og en om haren i Inf.

Steen Rasmussen

En af de sidste oplevelser, jeg havde med at jage vildt (med krudt og kugler), var med dette rundskuende dyr med øjnene på hver sin side af hovedet og ude af stand til at fokusere med dem begge på et og samme punkt på en gang.

For det meste sidder det i sit hul, og når det her konfronteres med truslen, jægeren, mig, står det over for valget mellem at løbe eller trygge sig mod jorden i tillid til sin kamuflage.

Allerede den gang var jeg ualmindeligt distanceret i forhold til almindelige former for social omgang med geværer, anden form for social etik og sædelighed. Min jagtkammerat var mere i overensstemmelse med jægernes kodeks og derfor af den opfattelse, at dyret skulle have lov til at løbe, før man skyder det. Den var jeg ikke med på, for som jeg tænkte, jo mere stille dyret sidder, des mindre risiko er der for, at det ikke bliver dræbt i skuddet. Når jeg gik alene på jagt, så skød jeg dem i hullerne. De havde ikke en chance.

Så skete det, den sidste gang jeg skød en hare. Jeg var rigelig tæt på, og fyrede lige ind i dyret. Men i stedet for at blive blæst hen ad jorden, og sitre i sine sædvanlige sidste dødskramper, så humpede den så godt den kunne videre ud over stubmarken der hjemme. Den elskede livet, den fede fynske muld med alt det ukrudt, min gamle far ikke kunne tage sig sammen til at få fjernet fra jorden, lige som de andre bønder i nærmiljøet. Den fik et skud mere inden den var uden for skudafstand. Men det fik den kun til at sætte sig ned og se på mig, med et øje. Jeg havde to patroner mere i lommen og fyldte kammeret, og tømte det imod dyret, lige så snart jeg var tæt nok på igen. Men den stakkels hare var ikke død endnu. Og en hare, som er såret i den grad, fuldstændigt vildt angst, den kan skrige som et lille barn! Jeg forstår i den grad de soldater, man har hørt om, der har slået ihjel bare for at slippe for at høre skriget. Mit problem var, at patronerne var sluppet op! Og jeg havde kun mine bare hænder. Jeg blev nødt til at tage dyret op og holde det i bagkroppen og jeg slog og slog det i nakken med den anden hånd imens dyret skreg. Til sidst holdt haren op med at skrige. Men dens hjerte slog vildt videre i brystkassen, mens den rallede og blodet væltede ud af munden. Det var simpelt hen ikke til at holde ud. Til sidst holdt det stakkels dyr dog op med at bevæge sig. Det var dødt, og jeg lagde det ned på jorden. Det havde været et forfærdeligt mord.

Haren var blevet noget ilde tilredt af kuglerne, som havde ramt det fire gange. Men patronerne må have været dårlige, måske for gamle. Siden har jeg drømt om episoden igen og igen. Den tog lysten til at gå på jagt med krudt og kugler fra mig.

I dag pløjer en motorvej sig igennem landskabet ca. 500 meter fra, hvor det skete. Biodiversiteten er drastisk reduceret i området. Husmandsstedet bruges i dag til heste, hvilket er noget bedre for jorden, end det kemiske og industrialiserede landbrug, som omgiver det. Men udviklingen har i den grad fjernet den fauna, som jeg benyttede mig af, både grusomt men også med min egen sære form for kærlighed, da jeg var lille og ung.

Det, der er tilbage derude, det er langt fattigere, end det var for 30 år siden.

Med alle de erklærede liberalister i førerhuset på de tonstunge maskiner, den sindssygt kapital- kemi- og subsidietunge produktion er der ikke andet end tomhed, monokulturer, giftig og uøkonomisk aktivitet tilbage.

Bønderne er dette lands dyreste bistandsklienter med deres gennemsnitlige direkte og indirekte støtte på ca. 400 000 kr. pr. bonde. For de penge har samfundet finansieret ødelæggelsen af grundvandet, vandmiljøet på land og i havet omkring Danmark, reduktionen af mandens sædkvalitet med 40% over 30 år! Og hvad har det så givet i overskud? Landbruget skylder ca. 350 milliarder væk, som det har lånt til en slags stordriftskannibalisme (man har lånt og lånt for at få råd til at købe hinanden op), og (som den nuværende økonomiske overvismand har beskrevet) så vil det tage erhvervet 30 år at betale sin gæld tilbage, hvis driftsoverskuddet går til afdrag på gælden! De sidste 10 år har der stort set ikke været overskud på driften, kun jordpriserne og priserne på produktionsapparatet har kunnet bære udviklingen.

Og så taler man om, at eksportindtægterne og bidraget til BNP´et er uundværligt. Det er direkte løgn. Hvis man fjernede subsidierne, ville der være et gigantisk underskud! Og hvis man medregner importen af maskiner, kemi og sojaprotein, som indgår i produktionen, samt det, at forædlingen af fødevarerne alligevel finder sted i udlandet, og at selve arbejdet udføres til lønninger nede omkring 40 kr. i timen af folk fra den gamle kommunistiske østblok, ja så er bidraget til økonomien og den almindelige anstændighed aldeles skrigende pinlig, og i hvert fald helt ude af trit med det billede, som præger den almindelige offentlige viden om dansk landbrug.

Det liberale Danmarks selvbeskrivelse svarer ikke til en skid!

Jeg går muligvis ikke ind for at en forklarings gyldighed skal afgøres af, om den svarer til noget som helst. Men spinkulturen og selve det moderne Danmarks selvbeskrivelse er døds syg på dette område, som så mange andre.

Se: http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-59.pdf (delvis bragt som kronik i Fyens Stiftstidende i 2009)

http://borsen.dk/blog/978/13324/36166/Steen_O._Rasmussen

Der Untergang
DR har i de seneste år igen og igen sendt billige serie om 2. Verdenskrigs afslutning. Og ved den søde grød - meget minder om denne regerings desperate retræte overferniseret med samme form for propaganda som dengang.
Igen hr. Metz: En pen så skarp et vid så klart.

Søren Kristensen

Som jeg sagde til min gamle mor, der notorisk har stemt på Pia Kjærsgaard under hele "besættelsen":
- De (regeringen) ryger ud med fuld musik .
- Ja, sagde hun, - det gør de!

Chris David Bonde Henriksen

I sin frådende had til regeringerne siden 2001 er Georg Metz igen inde på et område, hvor han ikke ved, hvad han taler om. Det er ikke Anders Fogh Rasmussens SKYLD at haren er truet. Det er en udvikling, vi har set i de sidste 20-30 år. Heller ikke gråspurvene har Anders Fogh eller hans miljøministre på samvittigheden. Hvor ville det dog være rart, hvis Informatin bare en gang imellem ville luge lidt ud blandt Metz' mange vildskud. "Ingen Metz uden hetz".

@Chris Henriksen - nu tror jeg heller ikke at det er Haren som sådan Hr Metz taler om, men der står jo ikke at det udelukkende er AFR's skyld.

Der står at AFR påstod at miljøet ikke havde taget skade af at man havde ført en uansvarlig miljøpolitik.

Jeg er tilbøjelig i at give dig ret i at denne langen ud efter AFR i denne sammenhæng ikke nødvendigvis er konstruktiv.

Jeg er dog ligeledes tilbøjelig til, som hr. Metz, at blive voldsomt ophidset over at vores politikkere over en bred kam er så uansvarlige, og at vi ikke selv gider at gøre noget ved det.

grete jørgensen

Måske er det på tide at regeringen spiller ud med en debat om emnet:
hvad skal vi i grunden med naturen?

Selve Danmarks natur kan det jo så tilsyneladende næppe være som et vist parti som angiveligt søger at bevare det danske, søger at bevare.
For med deres for VK så afgørende mandater, kunne de jo let have fået gennemtvunget en anden og derfor betydeligt mere naturvenlig kurs.

ikke et ord om Jordens Dag i dagens avis eller har jeg misset noget?

Morten Kjeldgaard

Det var med allerstørste skadefryd at VKO demonterede Svend Aukens miljøministerium i 2001, som ellers havde fået Danmarks miljøpolitik op i verdenseliten.. Bare lige for at slå det HELT fast.