Baggrund

Vi kan lære en hel del af en vulkansk askesky

Den begrænsning af vores frihed, der bliver håndgribelig med de økologiske ubalancer eller hændelser som det islandske vulkanudbrud, er det paradoksale resultat af vores eksponentielle vækst i frihed og magt. Vi har svært ved at kapere, at naturen kan vælte og bremse alt, vi normalt tager for givet
Spektakulært nordlys bølgede højt over askeskyen fra vulkanen Eyjafjallajökull i Island i aftes. Naturen har stadig det sidste ord i vores højtekno-logiske verden. Hvad nu hvis et gigantisk vulkanudbrud gør hele øen ubeboelig: Hvor skal Islands befolkning flytte hen? Eller hvis de store lande syd for Saharas regioner bliver så tørre, at større befolkninger ikke kan leve der? Hvordan vil udvekslingen mellem befolkninger skulle organiseres?

Spektakulært nordlys bølgede højt over askeskyen fra vulkanen Eyjafjallajökull i Island i aftes. Naturen har stadig det sidste ord i vores højtekno-logiske verden. Hvad nu hvis et gigantisk vulkanudbrud gør hele øen ubeboelig: Hvor skal Islands befolkning flytte hen? Eller hvis de store lande syd for Saharas regioner bliver så tørre, at større befolkninger ikke kan leve der? Hvordan vil udvekslingen mellem befolkninger skulle organiseres?

Lucas Jackson

26. april 2010

For mange af os har flyskræk et konkret billede: Vi hjemsøges af tanken om alle de dele i en så umådelig kompliceret maskine som et moderne fly, der skal fungere for at flyet kan holde sig i luften. Når man begynder at tænke på, hvor mange ting der kan gå galt, presser panikken sig på.

Har vi ikke oplevet noget lignende i Europa i de seneste par uger? Den omstændighed, at en sky af aske fra et mindre vulkanudbrud på Island kan lamme al flytrafik på et helt kontinent, er en påmindelse om, at mennesket, trods al vor transformerende travlhed - stadig blot er en af utallige livsformer på denne planet.

At et mindre udbrud har fået fatale socio-økonomiske følger, skyldes vores teknologiske udvikling. For et århundrede siden ville et tilsvarende udbrud være gået ubemærket hen.

Den teknologiske udvikling gør os mere uafhængige af naturen, men samtidig bliver vi i højere grad udleveret til dens luner. Da det første menneske tog det første skridt på Månens overflade, var hans første ord: »Et lille skridt for et menneske, men et stort skridt for menneskeheden.«

Naturen styrer altid

Nu kan vi med henvisning til den islandske vulkan og dens følger udbryde: »Et lille skridt tilbage for naturen, men et stort skridt tilbage for menneskeheden.«

Vores voksende frihed og kontrol over naturen, ja selve vores overlevelse, afhænger af en række stabile naturlige parametre, vi er blevet vant til at tage for givet (temperatur, atmosfæresammensætning, vand og energi i rigelige mængder osv.): Vi kan »gøre, hvad vi vil«, men kun i det omfang at vores indgreb er marginale og ikke rokker ved parametrene. Den begrænsning af vores frihed, der bliver håndgribelig med de økologiske ubalancer, er det paradoksale resultat af vores eksponentielle vækst i frihed og magt: Menneskets voksende evne til at omforme naturen omkring os, kan destabilisere de grundlæggende parametre for liv på Jorden.

Udsat for urkraft-luner

Men der er noget skuffende selvbekræftende i vores beredvillighed til at påtage os skyld for trusler mod vores miljø: Vi vil gerne være skyldige, for er vi skyldige, afhænger det hele af os. Så trækker vi i katastrofens tråde, så kan vi frelse os selv ved at ændre adfærd. Det igangværende vulkanudbrud er en nyttig påmindelse om, at vores økologiske problemer ikke kan reduceres til egen hybris. Naturen er i sig selv kaotisk og tilbøjelig til at udløse de vildeste, mest meningsløse og uforudsigelige katastrofer. Vi er nådesløst udsat for naturens grusomme luner.

Slående ved mediedækningen af den vulkanske sky har været blandingen af natur og kultur: Undertiden behandles askeskyen som naturkatastrofe, andre gange som vejrfænomen og andre gange hører vi om økonomiske tab hos flyselskaberne eller dem, som er afhængige af lufttransport som Kenyas blomsterproducenter.

Pengetab fik fly op igen

En yderligere vinkel tager fat på forstyrrelserne af det sociale liv for de titusindvis af passagerer, som har været strandet i dagevis. Selv polemikken om, hvorvidt flyveforbuddet over Europa har været berettiget, opviser denne blanding af natur og kultur (læs: økonomi). Hvor det vigtigste argument for at lukke luftrummet var faren for beskadigede jetmotorer, blev det vigtigste modargument de økonomiske tab, som lukningen påførte luftfartsselskaberne og økonomien generelt. Hvordan kan det være, at eksperterne besluttede sig for, at flyvning alligevel var forsvarligt, da presset fra flyselskaberne blev overvældende?

Er dette ikke et nyt bevis på, at kapital er den eneste sande værdi, og at selv videnskabeligt kvalificerede råd må bøje sig?

Endnu en lære vedrører tidens dimension: Angstfremkaldende har især været udsigten til, at vulkanen kan fortsætte med at udspy aske i måneder, ja måske i år. For os, i det udviklede Vesten opleves traumer som en momentan indtrængen, der nok griber omvæltende ind i vores normale hverdag (et terrorangreb, et overfald, en voldtægt, en sygdom, et jordskælv, en tornado etc.). Men hvordan skal vi forholde os, når traumet bliver til en ny permanent tilstand, som det har været tilfældet for mennesker i krigshærgede lande som Sudan eller Congo? Disse mennesker har end ikke et sted at trække sig tilbage fra deres traumatiske oplevelse. At kalde disse ofre 'post-traumatiske' er næsten et oxymoron (selvmodsigelse, red.), da det, som gør deres situationer traumatiske, er traumernes vedholdende karakter.

Risici kommer i udbrud overalt, og vi er afhængige af videnskab til at håndtere dem. Her ligger problemet: Forskere, videnskabsmænd og fageksperter formodes at vide, men ved ikke altid. Videnskabeliggørelsen af vores samfund har to uventede karakteristika: Vi bliver stadig mere afhængige af eksperter i selv de mest intime områder af vores erfaringssfære (seksualitet og religion), men denne universalisering forvandler den videnskabelige videns felt til en inkonsekvent og antagonistisk ikke-helhed. Den gamle platoniske kløft mellem meningers pluralisme (doxa) og den universelle videnskabelige sandheds monisme forskyder sig ind i et terræn af modstridende »ekspertudtalelser«.

Truslerne i dag er ikke primært eksterne (naturlige), men selvskabte og skyldes menneskelig aktivitet, som er gennemsyret af videnskab (de miljømæssige konsekvenser af vores industri, de psykiske følger af ukontrolleret biogenetik osv.). Dermed bliver videnskab på samme tid en kilde til risiciene, det vigtigste medium til at forstå risiciene og metode til at finde de udveje, der kan redde os fra dem.

Selv om vi giver den videnskabelige og teknologiske civilisation skylden for den globale opvarmning, har vi brug for samme videnskab for ikke at bare at fastlægge omfanget af truslen, men for overhovedet at få øje på truslen - 'ozonhullet' på himlen kan kun 'ses' af videnskabsfolk.

Richard Wagners Die Wunde schliest der Speer nur, der Sie schlug (»Såret kan kun helbredes af det spyd, der skabte det«) får ny relevans.

Den paradigmatiske kategori, som afslører videnskabens hjælpeløshed og samtidig dækker den med et vildledende slør af ekspertforsikringer, er 'grænseværdi': Hvor meget forurening vil det stadig være »sikkert« at udlede i vores miljø? Hvor mange fossile brændstoffer kan vi brænde af? Hvor mange giftstoffer kan vores helbred klare osv. - eller i racistisk version: Hvor mange udlændinge kan vores samfund integrere, uden at vi mister vores identitet?

Det indlysende problem er, at situationens ugennemsigtighed gør, at hver en hypotetisk 'grænseværdi' får karakter af fiktion, af arbitrært symbolsk indgreb i det reelle. For kan vi være sikre på, at de doser, som lægen foreskriver, er de rette, således at vi over disse er i fare og under disse er i sikkerhed?

Katastrofeperspektivet

Konsekvensen af disse begrænsninger for vores viden er på ingen måde, at vi så ikke bør overdrive den økologiske trussel. Tværtimod bør vi være endnu mere forsigtige, da situationen er dybt uforudsigelig. De seneste usikkerheder om den globale opvarmning betyder ikke, at situationen så ikke er så alvorlig alligevel, men tværtimod, at den er mere kaotisk end vi troede, og at fysiske og sociale faktorer er uløseligt forbundne. Dilemmaet i forhold til vor tids trusler om økologiske katastrofer er: Enten tager vi dem alvorligt og beslutter i dag at gøre ting, som ville forekomme latterlige uden for et katastrofeperspektiv. Eller også gør vi intet, og mister alt, når katastrofen virkelig indtræffer. Det værste scenario er mellemvejen: at nøjes med begrænsede foranstaltninger, for der er ingen mellemveje over for økologiske katastrofer, og over for en sådan situation vil al snak om foregribelse, forsigtighed og risikostyring tendere mod at blive meningsløs. Vi vil da have at gøre med, hvad der i rumsfeldsk erkendelsesteori betegnes som 'ubekendte ubekendte': ikke blot ved vi ikke, hvor den kritiske tærskel ligger, vi ved ikke engang, hvad det er vi ikke ved.

USA's daværende forsvarsminister, Donald Rumsfeld, forsøgte sig i marts 2003 som amatørfilosof med at udrede forholdet mellem det bekendte og det ubekendte:

»Der er bekendte bekendte. Der er de ting, vi ved, vi ved. Og så er der bekendte ubekendte. Det vil sige de ting, vi ved, vi ikke ved. Men der er også de ubekendte ubekendte. Der er de ting, vi ikke ved, at vi ikke ved.«

Hvad han glemte at tilføje, var den afgørende fjerde kombination: de ubekendte bekendte, dvs. de ting, vi ikke ved, at vi ved - hvilket netop er Freuds ubevidste eller »den viden, som ikke ved sig selv,« som Jacques Lacan plejede at sige. Hvis Rumsfeld mener, at de største farer i konfrontationen med Irak er »de ubekendte ubekendte« - de trusler fra Saddam Hussein, som vi end ikke aner - bør vi svare, at de største farer tværtimod er, de 'ubekendte bekendte', de uerkendte antagelser og forudsætninger, som vi ikke er bevidste om at klynge os til. I tilfældet økologi er disse uerkendte antagelser og forudsætninger nøjagtig det, som hindrer os i for alvor at tro på muligheden for en katastrofe. Vi får en situation, hvor 'ubekendte bekendte' indgår i kombination med 'ubekendte ubekendte'.

Hvis nu Island synker ...

Den vigtigste lære er derfor, at menneskeheden må berede sig på at leve mere 'plastisk', mere 'nomadisk': Lokale eller globale ændringer i miljøet kan påtvinge os uhørt store sociale forandringer. Lad os tænke os, at et gigantisk vulkanudbrud gør hele øen ubeboelig: Hvorhen skal Islands befolkning flytte? På hvilke vilkår? Skal de have tildelt et andet hjemland eller spredes rundt i verden? Hvad hvis det nordlige Sibirien bliver beboeligt og egnet til landbrug, mens de store lande syd for Saharas regioner bliver så tørre, at større befolkninger ikke kan leve der? Hvordan vil udvekslingen mellem befolkninger skulle organiseres?

Ragnarok

Da lignende ting skete i fortiden, udløste det sociale forandringer på vild og spontan vis med vold og ødelæggelse til følge - et scenario, der vil blive katastrofalt i vore dages æra af masseødelæggelsesvåben.

En ting står klart: Den nationale suverænitet må radikalt omdefineres, og nye niveauer for globalt samarbejde udvikles. Og hvad med de enorme forandringer i økonomi og forbrug som følge af nye vejrmønstre eller mangel på vand og energi?

Gennem hvilke beslutningsprocesser vil disse ændringer blive afgjort og gennemført? Det er her, vi må vende os imod de fire momenter, som Alain Badiou ser som komponenter i »den evige idé om revolutionær og egalitær retfærdighed«. Hvad der kræves, er:

Streng egalitær retfærdighed: Alle mennesker bør i sidste ende betale samme pris i form af samme afkald. Dvs. man bør indføre de samme normer i hele verden i forhold til per capita-energiforbrug, udledning af CO2, osv.

Terror: Hensynsløs afstraffelse af alle, der overtræder de indførte beskyttelsesforanstaltninger, herunder alvorlige begrænsninger i 'de liberale friheder' og teknologisk kontrol af potentielle lovovertrædere.

Voluntarisme: Truslen fra økologisk katastrofe kan kun imødegås ved storstilede kollektive beslutninger, som vil være i strid med den kapitalistiske udviklings spontane og immanente logik. Allerede Walter Benjamin påpegede i sine Teser om Historie, at opgaven for en revolution i dag ikke at hjælpe den historiske tendens eller nødvendighed til at realisere sig, men at stoppe det 'historiens tog', som styrer mod en global katastrofes afgrund - en indsigt, der har fået ny vægt med udsigten til økologisk ragnarok.

Tiltro til folket: En forvisning om, at det store flertal af befolkningerne vil støtte disse strenge foranstaltninger, se dem som deres egne og beredvilligt deltage i deres håndhævelse. Man skal ikke være bange for at hævde en kombination af terror og tillid i befolkningen, herunder en reaktivering af den fra al egalitær-revolutionær terror så velkendte figur, angiveren, som indberetter forrædere til myndighederne. (Allerede i forbindelse med Enron-skandalen fejrede Time Magazine de insidere, som tippede de finansielle myndigheder, som sande offentlige helte.)

Engang kaldte vi den slags for kommunisme.

Slavoj Žižek er slovensk filosof Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ambivalent budskab.

Nu vi ikke har lært noget af:

Klimaudviklingen,
Finanskrisen,
eller Oilpeek,

så kan vi pludselig lære noget af:

En vulkansk askesky?

Naturen styrer altid

men

Pengetab fik fly op igen

...at pengene alligevel styrer - Ja!, det er noget vi altid har vidst...

Niels-Simon Larsen

Tak til Inf. for at bringe denne artikel. Det er en af den slags, man lige skal læse to gange.

Jeg tænker på, hvad der ville ske inde i hovederne på Lars og Lene, hvis de læste den. Jeg tror, de måtte lægge den til side, fordi de ikke kunne rumme den og finde anvendelse for den, og så tænker jeg, at det er vores danske tragedie, at vi har ledere, der ikke er rigtige ledere, men bare popularitetshungrende nikkedukker.

Niels-Simon Larsen

Anden gennemlæsning: Det er en formidabel artikel.

”Dilemmaet i forhold til vor tids trusler om økologiske katastrofer er: Enten tager vi dem alvorligt og beslutter i dag at gøre ting, som ville forekomme latterlige uden for et katastrofeperspektiv”.

Det er ikke os.

”Eller også gør vi intet, og mister alt, når katastrofen virkelig indtræffer”.

Det er heller ikke os, for vi gør da lidt.

”Det værste scenario er mellemvejen: at nøjes med begrænsede foranstaltninger, for der er ingen mellemveje over for økologiske katastrofer, og over for en sådan situation vil al snak om foregribelse, forsigtighed og risikostyring tendere mod at blive meningsløs”.

Det er lige netop os.

Nu kan man sige, at det er beslutninger, der skal træffes på verdensplan, netop som vi havde chancen for på klimamødet.

Hvad kan vi gøre i Danmark? Punkt 1: Indstille os på det kommende ved at tale om det.
Ja, ja, ja, hvor mange gør så det?

Niels-Simon Larsen

Nå ja, så er der lige de fire punkter, som Ejvind Larsen var inde på for nogle uger siden med Øko-Stalin: Økologisk topstyring, hårde straffe, modvækst og angiveri.

Jeg tænker på, om det bliver Kina, der skal redde verden - .

Lomborgs, og de neokonservatives, og gårsdagens dagsorden: "Vi gør katastrofen til en forretning" er slet ikke medtaget i Žižek's overvejelser...

...i Rumsfelds terminologi: Det gammelkendte styrer

John V. Mortensen

Hvis - klimaet skal vare længe, koster det mange penge. Nej - værre endnu, det koster - et mindre opsving - med - et meget mindre forbrug.

Livstil - bliver ikke mere - "at skulle noget" (helst noget fint), men - "at gøre noget" (bruge sin egen energi), lyder rart, men - koster arbejdspladser.

Og - det skal der - en meget dygtig tryllefe, til - at få os - til, fordi - helt ærligt, livet bliver også - noget mere besværligt.

global opvarmning og krigen mod terror er varm luft, så at sige - og den Islandske vulkan var en dårlig undskyldning for ikke at deltage i den Polske regerings begravelse - først nu har asken nået det Europæiske fastland og der er ganske få flyforbud og ingen meldinger ,overhovedet!, om fly der har været i vanskelligheder p.gr.a. aske...massiv mindcontrol-øvelse...

p.s.
svindel med co2-kvoter er utroligt indbringende inden for den sofistikerede del af den organiserede kriminalitet...