Hos kirgiserne anno 2010

I 1964 besøger Hans Scherfig det centralasiatiske Kirgisistan, inviteret som kommunistisk VIP af den kirgisiske forfatterforening. Han krydser koldkrigstidens jerntæppe og lander i det nærmest hermetisk lukkede land. Kirgisistan er ifølge Scherfig et kommunistisk mønstersamfund i positiv udvikling.

Godt et halvt århundrede senere er de økonomiske og sociale konsekvenser af Sovjets sammenbrud i 1991 stadig tydelige i landet. Kirgisistan og de fire øvrige centralasiatiske sovjetrepublikker - Usbekistan, Turkmenistan, Tadsjikistan og Kasakhstan - bliver bogstaveligt talt kastet ud i et frit fald. De skal med et slag klare sig selv og ikke mindst definere sig som selvstændige nationalstater samt opfinde en samlende national identitet.

Kirgisistan anses i dag, trods denne måneds hurtige revolution, for Centralasiens mest demokratiske land - sammenligningsgrundlaget er taknemmeligt, for i nabolandene sidder nogle af verdens mest grumme diktatorer.

Scherfig skriver om sit besøg i Hos kirgiserne, Gyldendal i 1965. Turen går bl.a. rundt om den store sø Issyk-Kul og gennem den fantastiske bjergegne del. Han lægger vejen forbi en del kolkhoser, landbrugskollektiver, og noterer, at der i landet findes »14.000 traktorer og 3.000 mejetærskere«. Disse maskiner er nogle af mange tegn på udvikling, som også tæller antallet af landarbejdere, forskellige afgrøder samt kollektivets sociale goder i form af eget sygehus, skole, børnehave og bibliotek. Scherfig er absolut ikke ude i et kritisk ærinde. Han iagttager og beskriver mere, end han stiller spørgsmål ved det, han ser.

Tulipanrevolutionen

De tegn på udvikling, Scherfig noterer sig, ser vi desværre ikke mange af i dagens Kirgisistan. En rejse i det post-sovjetiske Kirgisistan giver i høj grad anledning til kritiske overvejelser over en samfundsudvikling, der mildest talt ikke går i en demokratisk retning.

I 2005 bliver de første frie valg afholdt, og Kurmanbek Bakiev kommer til magten som præsident. Valget holdes efter den såkaldte Tulipanrevolution kort forinden, hvor forholdsvis fredelige demonstrationer mod den tidligere præsident Askar Akajev fører til dennes fald. Han flygter til Rusland.

Mange kirgisere har store forventninger til Bakiev, men de bliver ikke indfriet. Bakiev glemmer hurtigt sine løfter om frihed og demokrati. Korruptionen stortrives, og oppositionen og medierne undertrykkes mere og mere. Samtidig sikrer Bakiev sig større magtbeføjelser, f.eks bliver alle dommere og ministre udpeget af præsidenten efter hans genvalg i 2007. Bakiev forsøger også at ændre forfatningen, så hans søn Maxim kan overtage magten efter ham. Sønnen køber et stort elværk, som leverer dyr og utilstrækkelig strøm, og han tiltusker sig store summer af landets finanser inklusive folks pensionsopsparinger. Maxim er i dag i USA.

Dræbende skud

Skuffelsen over og utilfredsheden med Bakiev kommer senest til udtryk ved store demonstrationer den 6. april 2010 i den sydlige provinsby Talas. Demonstrationerne breder sig hurtigt til Naryn i det centrale Kirgisistan og til hovedstaden Bishkek, godt 400 kilometer nord for Talas. I Bishkek udvikler fredelige demonstrationer sig den 7. april på den centrale Ala-Too Plads til blodige konfrontationer mellem demonstranter og soldater foran det nærliggende The White House, præsidentpaladset.

»Der var omkring 22 hyrede lejemordere på taget af Det Hvide Hus. De skød direkte mod folks hoveder og hjerter, og Bakiev var i bygningen på dette tidspunkt,« fortæller Elmira, en kirgisisk forretningskvinde fra Bishkek. Hun fortæller, at oppositionens ledere bliver arresteret om aftenen den 6. april og samtidig blokeres al inter-netadgang, så folk ikke kan følge med i, hvad der sker.

Opstanden i Bishkek koster 84 demonstranter livet og 1.651 bliver såret. Bakiev flygter først til sin hjemby Jalalabad i den sydlige del af landet, og imens danner oppositionen under ledelse af den tidligere udenrigsminister Roza Otunbayeva en midlertidig regering. Der er stadig en dag-til-dag udvikling i gang i Kirgisistan, men Otunbayeva har lovet, at der skal holdes frie valg om seks måneder. Bakiev er flygtet til Minsk i Hviderusland.

Stor social nød

Opstanden i Kirgisistan menes at bunde i dybe frustrationer i store dele af befolkningen. Frustrationer, der handler om mindst tre ting: den udbredte fattigdom med stadig forringede levevilkår, den udbredte korruption og den anti-demokratiske udvikling i samfundet.

To ud af tre kirgisere lever for under syv kroner om dagen. Da Bakievs regering siden nytår hæver priserne på elektricitet og gas med op til 400 procent, har mange svært ved at betale deres regninger, så de har kun protest tilbage på kontoen. Folk protesterer, men regeringen vil ikke lytte. Og oprøret ulmer, indtil det bryder ud i lys lue i begyndelsen af april.

Tilbage til Scherfig. Han kommer ikke rigtigt ind på eksempelvis kirgisernes eget syn på deres levevilkår i det såkaldte kommunistiske mønstersamfund. Godt et halvt århundrede senere fortæller tidligere kolkhosarbejdere stadig barske historier om at være blevet tvangsforflyttet til landbrugskollektiver. Tidligere havde de levet som nomader i deres yurter - de kirgisiske nomaders traditionelle runde filttelt - med flokke af heste, får og geder.

Overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi er meget hård i Kirgisistan. Da Sovjetunionen bryder sammen i 1991, går republikken bogstaveligt i stå. I kolkhoserne bliver jord, dyr og landbrugskøretøjer fordelt mellem bønderne, men det er sjældent tilstrækkeligt til at de kan leve af det.

Tidligere brigadeleder på en kolkhos i den østlige del af Kirgisistan, 53-årige Mambetov Tilek Saggyntaevich, siger: »Da sovjetsystemet brød sammen, fik jeg 70 får fra kollektivbruget. Jeg havde ingen penge til at købe mad for, og der var heller intet at købe, eller også var varerne for dyre. Jeg og mange andre måtte slagte en stor del af vores får for at få mad til vores familier. Vi var rådvilde og vidste ikke, hvad vi skulle gøre.«

Mambetov forblev dog ikke helt rådvild: Han satsede på kvægavl. I dag lever han som landmand i landsbyen Tuura Suu, og selv om han synes, at han på mange måder har det godt, er han ikke ukritisk i forhold til styret. Han stemte på Bakiev i 2005, men blev skuffet: »Bakiev holdt ikke sine løfter om mere demokrati,« forklarer han og udtrykker dermed det, som mange kirgisere mener om den flygtede præsident.

Uddannelse for de få

Scherfig besøger på sin rejse nomader i yurter. Her imponeres han over, at digterkollegaen Aitmatov, der er født og opvokset i en yurt, er endt som Kirgisistans mest berømte forfatter. Aitmatov har, som alle nomadebørn på hans tid og under sovjettiden, gået i skole. I takt med at landbrugsproduktionen bliver mere industrialiseret, bliver skole- og uddannelsesområdet voldsomt forbedret. Alle børn kommer i skole, og alle har desuden adgang til gratis lægebehandling.

I dag er meget forandret, og mange børn kommer ikke i skole, fordi de skal arbejde for at bidrage til familiens overlevelse. Desuden privatiseres dele af uddannelsessystemet mere og mere, så al uddannelse er ikke længere tilgængeligt for alle.

Selv om Kirgisistan er det centralasiatiske land, der på sin vis bedst har klaret overgangen, og det land, hvor demokratiet har haft de bedste vilkår, lader det, som den seneste folkeligt opstand viser, nu meget tilbage at ønske. Om oppositionen, klarer opgaven står hen i det uvisse, det må udviklingen i den kommende tid vise. Gad vide, hvad Hans Scherfig ville have skrevet, hvis han stadig levede og skulle skrive en ny udgave af sin bog Hos kirgiserne?

Bettina Gram er redaktør, og Gitte Pedersen er underviser og forfatter. De har besøgt Kirgisistan med støtte fra Danida