Interview

'Vi kommer ikke til at vælte en borgerlig regering'

Ifølge en ny meningsmåling står Liberal Alliance til at blive tungen på vægtskålen efter næste folketingsvalg. Partiet kræver vidtrækkende reformer, men selv om partiets mandater kan blive livsnødvendige for V og K, vil formand Anders Samuelsen under ingen omstændigheder true med at vælte en borgerlig regering
Debat
20. april 2010
LA's Anders Samuelsen glæder sig over de 2,1 procent.

LA's Anders Samuelsen glæder sig over de 2,1 procent.

Christian Als

Efter i flere omgange at have været dømt ude af dansk politik står Liberal Alliance i en ny meningsmåling til snige sig op over spærregrænsen med 2,1 procent af stemmerne. Dermed kan partiet komme til at ligge inde med de afgørende mandater, der er nødvendige, hvis Venstre og de konservative skal beholde regeringsmagten efter et kommende folketingsvalg. Formand for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, glæder sig over udsigten til at blive tungen på vægtskålen og ser frem til at kunne kræve indflydelse på partiets kerneområder.

»Der er fire punkter, hvor vi skal have indrømmelser, hvis vi får de afgørende mandater. Vi vil have en vækstpolitik, der sikrer større økonomisk fremgang. Vi vil have skatten sat ned på arbejde og virksomheder. Vi vil have en mere effektiv offentlig sektor med færre regler og mindre formynderi. Og endelig vil vi gøre op med de frihedsinskrænkninger på sundhedsområder, der udgår fra folketinget,« siger han.

- I vil have skatten på arbejde ned på 40 procent, halvere dagpengeperioden og afskaffe efterlønnen. Men den nuværende regering har allerede meldt ud, at de spørgsmål ikke står til diskussion. Hvordan vil I trumfe jeres omfattende reformdagsorden igennem?

»Vi tror på, at både Venstre og de konservative i bund og grund gerne vil reformere. Men de mangler partiet, som kan presse dem til at melde ud over for Dansk Folkeparti, at de her reformer er nødvendige. Liberal Alliances mandater vil her blive afgørende,« siger Ander Samuelsen og fortsætter:

»Forskellen på Det Radikale Venstre og Liberal Alliance er, at Det Radikale Venstre tror, at det kan overbevise S, SF og Enhedslisten om, at det er vigtigt at reformere skatte- og arbejdsmarkedspolitikken. Men det er helt umuligt, for oppositionen ønsker på ingen måde at ændre politik på de her områder,« siger han.

Vi skal bare gøre som DF

- Men er I ikke nødt til at true med at arbejde hen over midten, hvis I skal bruge jeres nye position som tungen på vægtskålen?

»Lad mig svare på den her måde: Dansk Folkeparti har med sine afgørende mandater formået at presse regeringen til en bestemt udlændingepolitik. Og det er lykkedes dem, fordi de hele tiden har gjort det klart, at det er prisen for at støtte regeringen. Vi vil gøre det samme som dem, bare fra den anden side. Vi vil melde klart ud, at prisen for, at vi skal støtte en VK-regering er, at vi skal have indrømmelser inden for vækst, skat, effektiv offentlig sektor og frihed«.

-Hvor meget skal der til for, at I vælter en kommende VK-regering?

»Du kan stille det samme spørgsmål til DF. Det er ikke aktuelt for dem at true regeringen, for deres afgørende mandater giver dem indrømmelser. Det samme kommer til at ske for os. Vi peger ikke på en socialdemokratisk statsminister, og vi kommer ikke til at vælte en borgerlig regering,« siger Anders Samuelsen.

- Men er der slet ingen områder, hvor I kan samarbejde med oppositionen?

»Vi vil gerne have, at der kommer så mange som muligt med ind over de nødvendige reformer. Og faktisk er jeg overbevist om, at der er drivkræfter hos S og SF, som egentlig gerne vil reformere vores samfund. De ved, at det er tåbeligt at have en topskat, der koster en masse dynamik, og de ved, at man skal sikre gode vilkår for erhvervslivet. Men når det eneste, de har at byde på, er højere afgifter på smøger og en millionærskat, så er der ikke noget af samarbejde om. Men det flytter sig efter et valg, det er jeg sikker på. Når det viser sig, at det er vores forandringsvillige vælgere, som har de afgørende mandater, så rykker de andre partier også,« siger han.

Et spørgsmål om retorik

- Vil I hellere bakke op om en regering, der bygger på DF-stemmer end en, der bygger på radikale stemmer?

»Jeg tager helt banalt udganspunkt i virkeligheden og her er det altså kun V, K og DF, som peger på en borgerlig statsminister. Så det er et helt hypotetisk spørsgmål.«

- Men har I det stadig som mål at sætte DF uden for indflydelse - det var jo en meget vigtig del af Ny Alliances dagsorden, måske den vigtigste overhovedet?

»Mit mål er at fremme reformpolitikken. Og det siger sig selv, at det ikke er noget, Dansk Folkeparti står for. Så i det omfang, vi lykkes med det, får vi selvfølgelig mindsket deres indflydelse. I stedet for at fokusere på et partinavn, så fokuserer vi på det politiske indhold. Det er dét, som har været det helt afgørende for mig i genopbygningen af Liberal Alliance.«

- Så opgøret med DF's udlændingepolitik hører ikke længere til jeres topprioriteter?

»Vi vil gerne have, at retorikken på området bliver anderledes, og vi vil gerne have fokus på, at der bliver plads til de folk, der kommer til Danmark og som ønsker at gøre en forskel ved at bidrage til samfundet og betale skat. Men det indebærer blandt andet, at der skal være en positiv stemning omkring dem, som gerne vil yde en indsats. Den dagsorden tror jeg, vi deler med V og K. De må tage slåskampen med Dansk Folkeparti. Vi bakker op om regeringen mod at få indflydelse på de fire andre områder«.

- Hvad er efter din mening forklaringen på, at Ny Alliance svulmede så voldsomt op, da de blev stiftet, mens I trods alt kun er oppe på omkring 2 procent af vælgerne. Er der ikke borgerlig længsel efter et borgerligt parti, der tager et mere klart opgør med DFs udlændingepolitik?

»De borgerlige vælgere, som kommer til os fra Venstre og de konservative, vil gerne have en stram udlændingepolitik, men de er trætte af, at det er helt op til Dansk Folkeparti at definere, hvordan den skal være. Vi vil gerne støtte regeringen i en snusfornuftig udlændingepolitik, som er stram, men også fair,« siger Anders Samuelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Øhh, nej de gør ikke...

Ud af de fire nordatlantiske mandater, peger tre af dem på oppositionen, og dermed får Thorning & Co. 90 mandater. Det snævrest mulige flertal, men dog stadigvæk et flertal, så hvis meningsmålingerne holder stik, vil Liberal Alliance derfor ikke afgøre noget som helst.

Jeg tror, at der er forår på vej i dansk politik. Dels kan det borgelige Danmark komme ud af DF's jerngreb, dels kan borgelige vælgere komme af med deres utilfredshed med VK og alligevel stemme borgerligt og endelig kan Liberal Alliance være med til at nedbryde de amerikanske tilstande med et to parti system.