Kommentar

Kosovo på krykker

Kosovo kunne for nylig fejre sin toårsdag som selvstændig nation, men fremtiden tegner fortsat uvis: Fredelig sameksistens med serberne, serbisk og international anerkendelse, økonomisk dynamik - intet af dette ser ud til at kunne komme i stand uden en aktiv indsats fra EU og et reelt perspektiv om unionsmedlemskab
12. april 2010

Kosovo er forsvundet fra avisoverskrifterne, men er fortsat en af Europas store udfordringer. Dette blev senest understreget ved sidste måneds EU-Balkan-topmøde i Slovenien, som Serbien valgte at boykotte alene på grund af tilstedeværelsen af Kosovos præsident, Hasim Thaci. Både freden og fremtiden er fortsat i spil i Kosovo.

For lidt over to år siden, den 17. februar 2008, erklærede Kosovo sig selvstændigt. Siden har landet fået eget flag, den serbiske dinar er udskiftet ud med euroen, og albansk er gjort til det officielle sprog. Samtidigt er retssystemet og det serbiske mindretals situation i Kosovo blevet forbedret - en udvikling der i høj grad er blevet fremskyndet med hjælp fra det EU, der i 2006 i Kosovo igangsatte Unionens til dags dato største fredsbevarende mission.

Udfordringerne er imidlertid vedvarende store: Især er Kosovos forhold til storebror Serbien problematisk. Serbien nægter fortsat at anerkende Kosovos selvstændighed, og stod senest ved EU-Balkan topmødet i Slovenien på bagbenene i forhold til de afgørende forhandlinger om fremtiden for dette stadigt skrøbelige land.

»Serbien uden Kosovo er som et menneske uden sjæl« - sådan udtaler den serbiske flygtning fra Kosovo Veritsa sig i Åsne Seierstads reportagebog om Serbien, Med ryggen mod muren fra 2005, og fortsætter - »Kosovo er serbisk, har altid været serbisk og må altid forblive serbisk.«

Hermed rammer den serbiske flygtning, om end meget karikeret, en holdning til Kosovo, der gør sig gældende blandt mange serbere og de store udfordringer, der ligger i at finde en for både Kosovo og Serbien tilfredsstilende status for området, her 10 år efter krigene.

Historiens vugge

Kosovo har for mange serbere altid været noget særligt. Det var her, det berømte slag om Kosovo-Polje stod i 1389. Og herfra stammer legenden om Tsar Lazar, der ifølge serbisk mytologi ofrede sig for den serbiske nation og dermed midlertidigt forhindrede en osmannisk/muslimsk invasion af ikke kun Serbien men hele Europa, om end han tabte slaget. Dette historiske sagn og ikke mindst det store antal serbiske kulturhistoriske helligdomme, der blev bygget under Serbiens storhedsdage i 1300-tallet, da landet udgjorde en af Europas større magter, har gjort, at Kosovo i dag betragtes af mange serbere som den serbiske histories og kulturs vugge - et serbisk Jerusalem om man vil.

Dette har gjort, at en del serbere, med en slidt frase fra den nationalistiske fløj i Serbien, hellere vil miste en arm end acceptere Kosovos selvstændighed. Og dét godt og vel 20 år efter at spændingerne mellem dem og kosovoalbanerne begyndte at tage fart med Milosevics berømte tale i Kosovo i 1989, om at »ingen skal slå jer (serbere)«. Det har gjort det meget svært for EU at finde en for både serbere og kosovoalbanere tålelig løsning for landets fremtid.

Serberne på den ene side ønsker, som de gav udtryk for under forhandlingerne om Kosovos fremtidige status i 2007, at Kosovo forbliver en del af den serbiske stat med al den selvbestemmelse, der kan gives, uden at området bliver selvstændigt. Kosovoalbanere på den anden side ønsker fuld selvstændighed men med - i hvert fald på papiret - fuld respekt for det serbiske mindretals særlige sprog og kultur. Disse meget modsatrettede ønsker har man hverken internt eller fra international side været i stand til at samle under et for både serberne og kosovoalbanerne tilfredsstillende kompromis.

Forholdene i Kosovo og situationen her mellem kosovoalbanere og serbere er dog ikke entydigt negative. Selv om landet er et af Europas fattigste med skyhøj arbejdsløshed, udbredt organiseret kriminalitet, korruption og stadigt præget af stærke spændinger mellem serbere og kosovoalbanere, ser mange kosovoalbanere med større lys på fremtiden, efter at Kosovo erklærede sig selvstændigt i 2008. Med deres selvstændighed mener mange, at de har fået deres største ønske opfyldt efter krigene, og er som følge heraf blevet mere afslappede i forhold til det serbiske mindretal i landet.

Samtidig har EU også haft en vis succes med sin fredsbevarende mission. Om end det går langsomt, sker der jævnlige forbedringer. I efteråret afholdt Kosovo sit første og fuldt ud demokratiske valg uden uroligheder, dog kun med en valgdeltagelse på lige omkring de 50 procent.

Se nu potentialet

Imidlertid er der fortsat manglende konsensus inden for EU om, hvorvidt Kosovo skal anerkendes som selvstændig stat. Spanien - der pt har EU-formandskabet - Cypern, Ungarn, Slovakiet og Grækenland, der alle selv har store mindretal, vægrer sig fortsat mod at anerkende Kosovos selvstændighed. Endvidere er det besværligt at få et entydigt FN-mandat, der kan sikre den fulde implementering af EU's mission i landet - blandt andet fordi Serbiens tidligere allierede Rusland fortsat stritter imod. Og hvad værre er, er der også fortsat store problemer i at få de to parter Serbien og Kosovo til at mødes om forhandlingsbordet.

Uden fælles samtykke om og afklaring af status for Kosovo vil de udenlandske investorer blive væk og Kosovo vil fortsat være et land på internationale krykker, afhængigt af international bistand og udefrakommende fredsbevarende tropper. Det er både dyrt og uholdbart i længden.

Derfor er det afgørende, at fokus fra EU's side opretholdes på denne store europæiske udfordring. Især fordi der med tidligere EU- udvidelseskommissær Olli Rehns ord ikke er nogen exitstrategi, kun en tiltrædelsesstrategi for os europæere til dette område. Vi kunne tilføje, at Kosovo ikke er på dørtrinnet til Europa, men i Europa - hverken som for- eller baghave - eftersom EU allerede i 2003 stillede alle landene på Vestbalkan et fremtidigt medlemsperspektiv i sigte.

Det eneste måde at få Kosovo og Serbien tilbage til forhandlingsbordet er, hvis EU øger farten på de optagelsesforhandlinger med hele Vestbalkan, der blev indledt i 2003, og som med Olli Rehns ord mere har kørt i tempo af regionaltog end Eurostar. Som vi tidligere har set det ved bl.a. optagelsen af en række øst- og centraleuropæiske lande virker det stærkt motiverende på et lands forhandlings- og forsoningsevne at få et reelt perspektiv om medlemskab af EU. Samtidig er det også på høje tid, at EU får øjnene op for det store økonomiske og intellektuelle potentiale, som landene på Vestbalkan repræsenterer.

Erik Boel er landsformand for Europabevægelsen, og Magnus Ø. Madsen er cand. mag i Kultur- og Sprogmødestudier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

K osovo er en kunstig stat, hvis eneste eksistensgrundlag og indkomstkilde er kriminalitet. Hvem har en interesse i at opretholde status quo? 1) Amerikanerne, som derved kan destabilisere EU; og 2) klanerne i Kosovo, som naturligvis trives over al evne.
Den almindelige borger i Kosovo, hvem er interesseret i ham eller hende? Svaret er trist nok det samme som altid: ingen. Slet ikke i den storpolitiske kabale.

Frederik Carsten Pedersen

Man kunne have lyst til at spørge Roar Tiim hvad der præcis gør en stat kunstig til forskel fra naturlig. Man kunne samtidig spørge til en uddybning af det spændende synspunkt at USA støtter Kosovo for at destabilisere EU.

At der ikke er mange der interessere sig for den almindelige borger i Kosovo synes dog rigtig nok, den største synder også i denne sammenhæng er dog igen den serbiske stat, der desværre altid har været mere interesseret i fortiden end i nutiden i Kosovo. Og som da heller ikke i denne seneste omgang gjorde meget for at varetage selv det serbiske mindretals interesser.

Interesserede ville gøre sig selv en tjeneste ved at læse denne glimrende artikel af den servbiske historiker Dubravka Stojanovic

http://www.bosnia.org.uk/news/news_body.cfm?newsid=2266

Per Erik Rønne

Den eneste varige løsning her er at ændre grænserne, så områder med en overvejende serbisk befolkning kommer til at ligge i Serbien, og områder med en overvejende albansk befolkning kommer til at ligge i Kosovo. Og ja, der er områder nær grænsen men i Serbien, der har en overvejende albansk befolkning.

Samtidig må de serbiske middelalderkirker og -klostre i Kosovo flyttes, som endnu ikke er tilintetgjort af albanerne, flyttes på samme måde som det skete med Abu Simbel. Albanske moskéer på den anden side kan så flyttes den anden vej.

Nikol Petrovic

# Frederik Petersen: prøv at se den her video og alle parter så vil du forstå bedre

http://www.youtube.com/watch?v=hI4kz8CSYmA

http://www.solidaritet.dk/soli99-3/Krigen.htm

http://www.arnehansen.net/010219kosovo.htm (translaten),, det er jo helt til grin hvad man har lavet ud af kosovo, og hvordan medierne formerer det hele.

Per Erik Rønne: ok, så vi laver også lige nørrebro og andre større dele til et nyt land eller hvad? er der ingen der har set på flygtningetallene fra 60'erne til 90'erne af serbere, eller på at der under 2. verdenskrig blev besat næsten hele kosovo som faktisk er det territorium som albanerne nu er på. og på at serberne i gennemsnit fik 1-2 børn der, imens albaner fik 4-5. ?? Medierne har vendt det hele på hovedet, for i ved ikke rigtig hvad der har foregået dernede, f.eks. laver albanerne (sjovt i kalder dem kosovo-albanere, men serberne for serbere) et shoppingcenter på en serbisk kirkegård og rev det hele op. hvis det var sket i grækenland ville medierne sige: albansk mindretal gået til anggreb på en kirke,, men nej nu er det jo serberne der er de onde. man skal ikke troo på alt der står i medier, for alle danske medier kommer fra den amerikanske meider se

http://www.transnational.org/Area_MiddleEast/2009/Schiff-Oberg_Anniversa...