KRONIK: Dronningens dag på alle kanaler

Det er tankevækkende, at vi i vores demokrati har en magtesløs regent, som i medierne fremstår i samme militant idylliske skær som diktatorer, despoter og tyranner i deres landes censurerede medier.

Men hos os gør medierne det altså helt frivilligt. Og vi danskere elsker det - med få, bitre undtagelser.

Meget af det skyldes, at dronningen og hendes familie simpelt hen tilhører gruppen 'de rigtig kendte'. Der sker noget særligt med demokratiets medier, når der er rigtig kendte i farvandet. Medierne holder op med at være kritiske og går over til at blive lalleglade: en ren festtale.

Obama-overdose

Da præsident Barack Obama og hans frue Michelle, foruden en lang række andre kendte, kom til Danmark for at tale for, at Olympiske Lege 2016 blev lagt i Chicago, lå hele Danmarks mediescene åben og fladt ned for dem.

Den lå så åben, at der kun blev ganske lidt plads til at vise en samtidig historie om Forsvarskommandoens og Forsvarsministeriets kluntede håndtering af sagen om en bog, som var skrevet af en tidligere jægersoldat.

Nyhedsudsendelser udgik eller reduceredes til fordel for direkte reportage om internationalt kendte personer fra politik, underholdning, sport og kongehuse som gik tur på gaden, ankom med fly, steg ind og ud af biler og skrev autografer.

Det er der ingen rationel forklaring på. Vi danskere havde f.eks. ikke nogen som helst indflydelse på begivenhederne.

Det er jo ikke den danske befolkning, men den lidt over 100 personer store Internationale Olympiske Komité (IOC), som skulle vælge mellem kandidatbyerne Chicago, Rio de Janeiro, Madrid og Tokyo.

Det skyldtes heller ikke, at IOC har en stor betydning for Danmark på samme måde som f.eks. EU eller FN har.

Den intensive dækning skyldtes udelukkende, at de personer, som kom til landet, er kendte på endnu større scener end den danske mediescene.

De har så stor kendiskraft, at den overgår den nyhedsinteresse, som politiske hovedpersoner på den nationale mediescene har - selv i situationer med maksimal strid, hvor en ministers politiske liv er i fare. Udelukkende på grund af kendiskraften dækkes de ritualer, som disse personer deltager i, mens de i kort tid befinder sig i vores land.

Præsident Obamas kendiskraft er så stor, at alle nationale medier og personer på vores mediescene kan score kompetence og troværdighed ved at sprede selv de mindste detaljer fra hans besøg ud over befolkningen

Tv i lallende hopla

Kendte er som skabt for tv: •For det første optræder kendte som regel i helt forudsigelige ritualer. Her kan det meget tunge tv-transmissionsapparat køres i stilling i god tid, og alle kameravinkler tjekkes.

•For det andet er det eneste, som seeren skal opleve, nærvær med den kendte. Der er derfor ikke noget krav om journalistisk kritisk distance til den kendte. Tværtimod: Tv-stationerne konkurrerer om at levere samvær helt uden forebyggende midler. Tv træder begejstret ind i rollen som den kendtes personlige pr-bureau - med alt betalt af seerne.

•For det tredje: Samtidigheden, det er lige nu »i dette øjeblik, at dronningen stiger ud af bilen og vinker«.

Der er derfor et særligt tæt bånd mellem tv-mediet og nationale ritualer, hvor kendte deltager, f.eks. bryllupper og fødselsdage i kongehuset.

Her er public service-mediet i ekstra hopla med mange studieværter i sving og skærmegnede eksperter, som kan levere alle detaljer om tøj, biler, bygninger og traditioner.

Ofte bruges sådanne begivenheder også til at lancere nydesignede studier, f.eks. med nye imponerende tv-skærme og borde.

Vi danskere når vores mest ekstatiske øjeblikke af synkroniseret henrykkelse, mens vi ser direkte transmissioner på public service-fjernsyn.

Saligt lys skinner over os

Vi er hinsides enhver rationel forklaring om medierne som den fjerde, kritiske og kontrollerende statsmagt. Man må ty til den religiøse sfære for at fatte, hvad der sker, når tv følger kendte, som gennem timelange reportager foretager sig helt forudsigelige ting. Tv lader de kendtes lys skinne over os, og vi bliver salige derved.

Samtidig fyldes vi af taknemmelighed over for de medier, som giver os al denne vellyst. Mekanismen er velkendt i retorikken: Enhver leder ved, hvor vigtigt det er at kunne udtrykke stærke følelser, som de ansatte har.

Nøglen til lederskab er at kunne tage ordet og hylde en populær medarbejder eller tolke personalets følelser i en krisesituation. Eller hylde en ophøjet person, som besøger virksomheden. Når det lykkes, styrkes lederens image i personalets øjne. Personalet føler taknemmelighed over, at der er én, der samlet tolker situationen og sætter ord på de forenede følelser. Og det styrkede image kan lederen så bruge, når han i en ofte helt glimmerløs hverdag skal overtale personalet til at acceptere ting, som gør ondt. Lars Løkke kan altså f.eks. aldrig hylde dronningen for meget, når hun fylder år.

En tv-transmission af en ceremoni med kendte er en dramatiseret festtale med tv-værten som hovedtaler.

Når studieværterne leder os igennem en dronningefødselsdag, så styrkes mediets og værtens kompetence og troværdighed. Det har stor betydning, når de samme medier med de samme værter skal sætte politiske dagsordener og vinkle nyhedsindslag.

Det usynlige tv

Denne tydelige glæde og stolthed over at vise ritualer for fuld udblæsning står i stor kontrast til den demonstrativt selvudslettende attitude samme medier har til at kommentere politisk kontroversielt stof. Når public service-tv skal kommentere indenrigspolitik, sker det ved, at de inviterer kommentatorer fra trykte medier ind til interview.

Eller ved at én af deres egne politiske redaktører vurderer begivenhederne i et interview med studieværten. Disse kommentarer gives aldrig direkte til seerne, men altid via studieværten, som har den direkte øjenkontakt med seeren.

Det nærmeste public service-medierne kommer en kommentar med øjenkontakt direkte til vælgerne, er studieværters korte bemærkninger til indslag, f.eks. i nyhedsudsendelser. Der kan også ofte ligge kommentarer i studieværters betoninger og minespil i debatudsendelser og interview.

Netop fordi mediet mangler rigtige politiske kommentatorer, som holder monologer på mediets vegne, så får studieværternes små bemærkninger, betoninger og minespil så stor betydning som en art billig erstatning. Disse ting står typisk ikke på teleprompteren foran studieværten. De improviseres. De er en del af studieværtens særlige kendetegn, det vil sige personality.

Lad os feste igennem

En daglang transmission af dronningens fødselsdag kan se harmløs og upolitisk ud. Men den styrker public service-tv's politiske styrke til at definere den danske virkelighed unplugged, når hverdagen brænder på.

Jo mere borgerne tror på, at et medium er leveringsdygtigt i en neutral, objektiv virkelighed og stærke, ægte følelser, når dronningen fejres, jo stærkere står mediet som en sandhedens stemme, når der behandles kontroversielt politisk stof. Og jo klarere fremstår de trykte medier som meningsmagere på linje med politikere.

Løsningen er ikke at aflyse festen. Tværtimod. Demokrati skal også være fest og processioner.

Men lad os sammen gå ind i det med vidt åbne øjne, når vi ønsker regenten og hinanden tillykke.

Klaus Kjøller er lektor på Københavns Universitet, Det Humanistiske Fakultet, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab (bl.a. Danskstudiet).