Læsetid 4 min.

Kvarterløft er en kulturel ansigtsløftning

Spørgsmålet er, om omsorgssvigt altid falder tilbage på lægen, psykologen, socialarbejderen, pædagogen, eller om det største omsorgssvigt af marginaliserede og udstødte bør søges hos politikerne
9. april 2010

De, som er med til at udvikle love og skabe rammer for udstødte, hjemløse, marginaliserede og udsatte grupper, holder løftestangen til at kontrollere deres liv. Politikerne er med deres forskellige initiativer på social- og sundhedspolitiske områder en storsynder i omsorgs-svigt. Således kan meget forskellige politiske tiltag som kvarterløft, kvalitetsstandarder på det psykiatriske og social- og sundhedsområdet og kommunens rolle i arbejde med psykisk og socialt udsatte, skabe fysiske rammer , som begrænser eller ødelægger de muligheder, de udstødte har.

Københavns socialborgmester har i det seneste år bygget mange af sine projekter på kvarterløft og koncentreret sig mindre omkring den sociale del af projektet. Ja, det sociale er nærmest blevet udvisket til fordel for bymiljøets fysiske ramme, hvis betydning får politikere til at gribe dybt i statskassen. På bekostning af samfundets svageste! Således var der f.eks. 26. juni sidste år kaldt til indvielse af de fysiske renoveringer i Tingbjerg på trods af at området kræver et socialt løft.

Statsfinansieret liv

Kvarterløft synes at være blevet en ny tendens i dansk politik. Og anvendes ligeledes for at retfærdiggøre en lukning af en ungdomsklub i Sydhavn. (jvf. fattigdomsmøde 2008).

I forlængelse af dette synes opmærksomhed på sociale problemer at være nødløsninger. I november sidste år søgte samme socialborgmester at 'rydde op' i bydelen i Nordvest. Forslaget er, at »de mest belastede familier i ghettoområdet Tingbjerg skal ud«, >og således udvides de tidligere fysiske renoveringer med ideen om et kulturelt kvarterløft - jeg fristes til at sige udrensning - som resulterer i, at »Socialforvaltningen i København vil flytte 25 familier med kriminelle teenagere og sociale problemer til boliger i andre bydele«. Socialborgmesteren understreger, at dette kun bliver aktuelt, hvis familierne selv vil. Hvilket vil sige, hvis de har sociale og økonomiske ressourcer nok, til at sige nej tak til et statsfinansieret 'bedre liv!' For med denne flytning følger forvaltningens 'flyttepakke', som »inkluderer sociale tilbud som mentorordninger og jobtræningsforløb for at give hele familien en frisk start«.

Bare en måned inden havde selvsamme borgmester, med sit ansvar for den sociale indsats in mente, udtalt: »Vi er ved at skabe en by og et samfund, hvor folk lever meget adskilt. De fattige, hvor der er en stor overrepræsentation af etniske mindretal, lever i nogle få, afsondrede områder. For at løse problemerne er vi nødt til at bryde ghettoerne op og sikre en mere blandet befolkningssammensætning. Hvis vi ikke kender hinanden, bliver vi bange for hinanden, og man kommer let til at føle sig isoleret. I København er vi i gang med at prøve at få en mere blandet befolkningssammensætning både i Tingbjerg og nogle af de andre ghettoer. Det går langsomt, men det går den rigtige vej«. Men man løser ikke sociale problemer med statsfinansieret tvang. Alligevel synes dette, sammen med kvarterløft, at udgøre løsning på ghettodannelse og sociale problemer i belastede områder. Med det resultat, at der er kommet flere grupper, der hænger ud på gaden, både i Tingbjerg og Sydhavn.

De nye fristeder

Klubber og væresteder lukkes ned, da de ikke lever op til standarder for social - og sundhedsfaglige tilbud til 'driverne' eller 'de ustrukturede rødder.' Og alternativt åbnes døre til nye kommunale tiltag for kategoriserede grupper. Således åbnes Dugnad Vesterbro. Værestedets målgruppe er de stofbrugere, der opholder sig på gaden på Indre Vesterbro. I værestedet kan man blandt meget andet få ly for vind og vejr, en kop kaffe, et måltid mad og en snak med en frivillig

Ved at sætte en målgruppe for stedet ekskluderer man automatisk andre grupper - der så kan 'drive' videre på gaden, hvis de da ikke har en anden diagnose. Måske kan de passe ind på et andet nyåbnet værested, Cafe Blom, som er en ny social cafe for mennesker med depression, angst og OCD. Det var den selvsamme socialborgmester, der skød dette projekt i gang: »Det er den slags brændstof, jeg kører på: projekter, der gavner vores borgere,« sagde han.

Men disse steder gavner ikke alle borgere. Kun de, som kan kategoriseres til disse rammer ud fra psykisk sygdom eller misbrug. Hvad med de fattige, udstødte, hjemløse? Mennesker der mangler netværk? Hvor kan man få gratis støtte og hjælp, hvis man ikke er kategoriseret, så man passer ind i ovenstående kategorier og kan få en plads i et sundhedsrum eller på en social cafe?

Ja, hvad siger Mikkel Warming med sit sociale ansvar til det? Et fristed? Nej, han foreslog en økonomisk skadestue!

Eget ansvar, eksklusion, er de eksisterende alternativer til fattige, marginaliserede grupper, og imens åbnes pengepungen til endnu en facaderensning, som skal give 'driverne' på gaden noget smukt at kigge på, når de nu ingen steder har at gå hen!

Tina Rye Hansen er bachelor i antropologi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Sonja Bautz

København har - som påpeget - lidt en udrensning.

Facaderne er - som påpeget - blevet malet.

Priserne er i top, humøret i bund.

På socialkontoret uddeles smæk til de sidste der kan stå oprejst.

Akutlejlighederne er en saga blot, og er i stedet blevet til 2 værelses solgt som herskabslejligheder med en ejendomsmæglers ord om fantastisk udsigt, med adgang til den hensyngende kultur, i det urinfri, røgfri, alkoholfri københavn, der inde i de toværelses wannabe herskabslejligheder diskuterer tegninger, krig, supersygehuse, og hvordan man kan komme af med de sidste uønskede individer.

Nogle mennesker må i dag undskylde at de er til, for at overhovedet trække vejret i dette univers.

Brugerbillede for Kristine Kohlmetz  Møller
Kristine Kohlmetz Møller

Kære Tina
Tak for et vigtigt indlæg i debatten! Eller rettere en problematik der desværre synes borte fra mange journalister aka mikrofonholderes kritiske penne. Så skønt med en faglig og saglig artikel!
Du repræsenterer vigtige stemmer, der desværre stort set aldrig blir hørt - som det jo tydeligt fremgår overstående.

Når du skriver;
"Ja, det sociale er nærmest blevet udvisket til fordel for bymiljøets fysiske ramme, hvis betydning får politikere til at gribe dybt i statskassen. " Så rammer det netop samfundets svageste der således bliver en social slagside, som blot "skal fejes af vejen" så vi kan få gennemført vores prestigefyldte metrobyggerier, byrenoverings og facadeforskønnelses projekter. Man får kuldegysninger når man gransker kommunale budgetter og er vidne til såkaldte "borgerhøringer" i forbindelse med bygge-anlægsprojekter som eks. metro cityringen. De bureaukratiske bagmænd (ja selv fru ex-overborgmester Ritt B!!) trækker blot på smilebåndet, når man påpeger de sociale konsekvenser ved disse projekter. Ja en hvis medarbejder mente endog ikke at man kunne foretage målinger af konsekvenserne for det sociale liv i områder før og efter projekter... fantastisk med økonomer oppe i deres egne...verdener.

Jeg giver dig helt ret i at det sociale ansvar i politik er fine ord men manglende handlinger!

Som socialborgmester bør man forstå og lytte til alle typer mennesker i den by man forvalter...også de, der ikke passer ind i kategorierne!